Baltiske film gør op med stalinismen

Har Baltikum en filmhistorie? Det kan virke som et dumt spørgsmål, for i en stor del af filmens epoke forsøgte fremmede magter at gøre alt for, at Baltikum ikke skulle have en historie. Da de baltiske stater var del af Sovjetunionen, fandtes der et statsligt filmselskab for hver af de tre republikker, men de var ikke synderligt veludstyrede.

I Estland var der på et tidspunkt kun to skuespillere ansat. De største roller for baltiske skuespillere i Sovjetisk film var som regel nazister i propagandafilm om den Store Fædrelandskrig.

Med andre ord var balterne ofte opfattet som anderledes i Sovjetunionen. Som fremmede. Den opfattelse synes at være gengældt. På det seneste har balterne for alvor taget sovjettiden under behandling, og helt centralt er en fornemmelse af sovjettiden som en lakune, som et hul, som noget der egentlig ikke er del af balternes historie.

Det er en fornemmelse, som sætter sig i filmsproget, som skaber noget ganske nyskabende, som måske endda skaber et specifikt baltisk filmsprog.

Finsk oscarkandidat skildrer stalinismen

Men lad os starte med en lidt mere normal skildring af stalinismen, som samtidig også er det eksempel, der bliver lettest at komme til at se. For også finnerne er optaget af balternes fortid, specifikt nabolandet Estland. Finlands oscarkandidat ’Fægteren’ giver en glimrende baggrund til stemningen i Estland under stalinismen.

Den unge ester Endel Nelis rejser fra Leningrad til den estiske kystby Haapsalu på flugt fra sikkerhedspolitiet, som er efter ham på grund af hændelser under krigen. Den unge mand var hvervet af tyskerne, uden noget valg, og selvom han stak af fra nazisterne og gemte sig i skoven, så er der ingen tiltro fra regimets side.

Egentlig er ’Fægteren’ en sportsfilm, som man kender det. Nelis begynder at optræne de lokale skolebørn i fægtningens ædle kunst og må kæmpe mod rektors opfattelse af fægtning som ‘feudal’ sport uegnet for proletarer, og naturligvis sikkerhedspolitiet. Langt stærkere står dog portrættet af den lille by, der stort set er affolket af mænd på Nelis’ alder. Det forklares aldrig, men krigen er en logisk årsag.

Så når fremmede mænd kommer på besøg, medfører det øjeblikkelig rædsel i alles blikke. Først var Haapsalu på frontlinjen mellem øst og vest. Efter øst vandt, er det nu en periferi, hvori man aldrig ved, hvornår centerets arme vil fange en.

’Fægteren’ har sine oscar-klichéer og er ikke filmisk nyskabende på nogen måde. Men er stærk som et stemningsbillede.

Estisk mesterværk skildrer Stalins udrensninger 

Men hvis man leder efter film hvor stemningen virkelig gennemtrænger filmsproget, skal man søge til Baltikum. Sidste års vinder af publikumsprisen på Gøteborg Film Festivalen var den estiske film Crosswind – ’Hvor Vindene Mødes’ - af Martti Helde. Som den danske titel indikerer, så fik filmen senere dansk premiere i efteråret, hvor den dog ikke fik den opmærksomhed den fortjente. Det er synd, for det er ellers et lille mesterværk.

Filmen skildrer de stalinistiske udrensninger i startfyrrerne, før tyskerne invaderede. Af frygt for at tyskerne ville bruge balterne militært, besluttede Stalin at flytte dem længere indad i Sovjetunionen. Frygten var jo ikke ubegrundet, som eksemplet fra ’Fægteren’ viser, men det gør næppe forbrydelsen, ved at internere kvinder og børn i arbejdslejre i Sibirien og simpelthen myrde mange af de våbenføre mænd, mindre.

Det unikke ved filmen er den måde, opholdet i lejrene skildres på. En kort indledning viser livet hjemme hos Erna, kærligheden mellem hende og hendes officersmand og deres datter. Voice-over og smukke sort-hvide billeder - det er nærmest kitch. Men så snart deporteringen går i gang, skifter filmsproget radikalt.

Tiden går i stå, og resten af filmen er statiske tableauer, som kameraet glider langsomt igennem. Det er unikt smukt og rædselsvækkende, mens vi langsomt og roligt bevæger os rundt i frygten, rædslen, kulden, sulten, smerten. 

Lejren

‘Lejren’ står helt centralt i det tyvende århundredes historie, og dermed også i kultur- og filmhistorien. Men hver lejr har sine særpræg. Følelsen af, at tiden gik i stå, genkendes fra flere andre Gulag-skildringer, som f.eks. En Dag i Ivan Denisovitjs liv af Solsjenitsyn, der blot skildrer en enkelt dag i en sibirisk lejr, og til sidst lakonisk meddeler, at sådan var alle dage i Ivan’s lejrliv.

Hvor Holocaust anbragte folk i lejrene for at slå dem ihjel, så var Gulag arbejdslejre. Dødeligheden var høj, men der var vel ikke en eneste kz-fange, der kom hjem efter ti år, sådan som Erna gør her. Crosswind skildrer forbrydelsen ved den frosne tid, ved at blive revet ud af livet, af verdenen, og anbragt i en ligegyldighed, et arbejdsprojekt man intet forhold har til, hvis relevans er fraværende, og hvor vold og magtmisbrug har næsten frit løb.

Hjernevasket ungdom

Om ’Crosswind’ har inspireret den stilistisk lignende ’Dawn’ af Laila Pakalnina skal jeg ikke kunne sige, men det er påfaldende så meget, de ligner hinanden. Denne gang foregår handlingen efter krigen i et lettisk kollektivt landbrug ved navn ‘Ausma’ eller ‘Morgengry’, der styres med fanatisk hånd af de lokale partisoldater.

Ungdommen er blevet så hjernevasket at den ikke længere synes at kunne kende ret fra vang, og børnene render rundt i flok med deres tørklæder om halsen - filmen er sort/hvid, men mon ikke de er røde? - som var de med i ’Children of the Corn’.

Filmens historie er en velkendt sovjetisk propaganda-fortælling om en ung dreng, der angav sin egen far og blev myrdet af faderen som hævn. Det var en fortælling, som propagandaen genfortalte igen og igen, men Pakalnina vender den på vrangen og hiver galskaben frem i forgrunden. Hvor forvrænget en verden er det, hvis børn angiver deres forældre, og forældre dræber deres børn? Hvad har ødelagt dette? 

Det har en fremmedgørelse forårsaget af stalinismens propaganda. Da det døende barn beder om at få fortalt eventyr, får han i stedet femårsplaner forklaret. Propaganda-sange florerer på soundtracket. Stjerner og plakater hænger overalt i billedet.

Igen er det sort-hvidt, igen er det lange trackingshot med steady-cam. Som i ’Crosswind’ en ekstrem stilisering. I stedet for at lade tiden gå i stå er der dog her tale om en nærmest Brecht’sk ‘verfremdungseffekt’, en bevidst teater-gørelse af det hele, som afspejler rabalder-teateret centralt i den stalinistiske paranoia, hvor hverdagen er en konstant kamp for det kollektive landbrugs lyksaligheder mod de imperialistiske vendekåber.

Opgør med fortiden

Det er et hyperophedet filmsprog, hvor ansigter dukker op i forgrunden, folk dratter om i baggrunden, børneflokken konstant er i rend rundt i billedet, og det meste af volden holdes strategisk uden for fokus.

Sort-hvide billeder. Steady-cam. Stalinistiske forbrydelser. Stilisering ved enten frysning af tid eller teatralsk fremmedgørelse. Der er så mange ligheder mellem de her to ting, at man fristes til at se en sammenhæng. Noget unikt baltisk. Mange østeuropæiske lande gør op med fortiden, f.eks. Bela Tarr i Ungarn eller den rumænske nybølge, men de to baltiske film er unikke.

Det er som om, filmsproget udspringer af et paradoks: At ville gøre op med en fortid, der ikke er ens egen fortid. De baltiske republikker var medlemmer af Sovjetunionen, men så alligevel ikke. Som de mest vestligt orienterede områder i unionen kommer forbrydelserne til at føles mest udefrakommende. Det er et opgør med stalinismen. Ikke så meget som noget ondt, men som et brud eller en forvanskning af den lokale verden.

Filmene der viser potentiale

To film gør ingen sommer. Det vides ikke. om der er nok talent i de baltiske lande til at komme på filmkortet, eller om det vi ser blot er enkeltstående fantastiske film. Men der synes potentiale til et unikt æstetisk filmsprog i disse to film. Og som så ofte i de bedste film er æstetik og politik tæt sammenføjet.

Baggrundsinfo om baltisk film er hentet fra Camera Lucida.

Crosswind kan forhåbentlig snart ses på Video On Demand.

Det vides ikke hvornår Dawn kommer til Danmark, men forhåbentlig inden årets udgang.