Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
anmeldelse
13. august 2012 - 12:00

Demokratiets historie

Med "Demokratiets historie" har vi fået et glimrende oversigtsværk med beskrivelser af den demokratiske styreforms teoretikere, begrebsdannelser og demokratiets udvikling i en lang række lande verden over.

Demokrati, demokratisering, demokratisk underskud. Mediernes nyhedsstrøm minder os hele tiden om disse begreber og etiketter. I den hjemlige LO-top anklager nogle fagforeningsbosser andre faglige topfolk for brud på demokratiske spilleregler.

Ude i verden er virkeligheden en helt anden. Nogle steder kæmper de for at få demokrati. I Syrien resulterer det i massehenrettelser og tortur, men det glædelige sker, at despoter viger for folkelige oprør, og vi ser billeder af jublende borgere, som hilser demokratiske tilstande velkommen. Det er fx tilfældet i Libyen, hvor der blev gennemført valg til Nationalforsamlingen den 7. juli.

I Danmark har vi demokratiet med i den mentale bagage, og selv om der er apati og udbredt skepsis over for det det politiske establishment, strømmer mange til folkemøde på Bornholm - en politisk festival med et vældigt tag-selv-bord af åbne telte, events, workshops mv. og fadøls-fordragelighed mellem almindelige borgere og Christiansborg-kendisser.

Og selv om politikerne er rastløse og ikke helt fri af kalenderaftalerne og derfor må pendle mellem København og Klippeøen pga. kinesisk statsbesøg og forhandlinger om skattereformforslag, er mange glade for, at politikerne har smøget lidt af teflonen af sig og optræder en smule mere oprigtigt og afslappet. DRs P1 valgte da også at opprioritere dækningen af folkemødet i 2012.

Oplysningslandskabet

Og heldigvis findes der stadig små nicher i oplysningslandskabet, hvor det er muligt at diskutere demokratiet og dets udfordringer mere indgående. Der er fx grund til at uddele roser til Tønder Museum, der 9. november sidste år afholdt en kulturkonference med den rammende overskrift "Demokratiet i krise? (eller!)" og til Krogerup Højskole, der i september 2010 slog dørene op for symposiet "Ideernes krise i åndsliv og politik", et veritabelt tilløbsstykke, der blev fulgt op af et nyt symposium i 2011, om demokratiets fremtid. Krogerup holder endnu et symposium den 21. september; denne gang om demokrati og deltagelse. Men generelt er der ikke meget at råbe hurra for, fra højskolernes side.

De korte kurser vægter det salgbare (rækken af skrivekurser til forløsning af den indre forfatter synes uendelig) og kendis-opvisningen. Fordybelsen i demokratiets væsen og kampen for det synes ikke rigtig at appellere til skolernes programlæggere. Jammerligt at fx Askov øjensynligt ikke rigtig har noget at byde ind med her.

Demokrati er jo mange ting - engang var nærdemokrati på mode, og der blev sågar talt om demokrati på arbejdspladsen og økonomisk demokrati (ØD). Demokrati er også "systemeksport": Et sæt værdier, vi gerne vil påtvinge folkeslag, som er bundet til, i vore øjne, middelalderlige forestillinger og "antikverede" livsformer.

Demokrati er sågar noget, vi sender vores soldater i krig for. I Anders Fogh Rasmussens statsministerperiode fik vi tilmed en demokratikanon - måske især med tanke på de yngre generationer og "nydanskerne". Men udbredelsen af demokrati som livsholdning kan i nogles optik også blive for meget af det gode og få et for "missionerende" tilsnit.

I hvert fald var der en kendt debattør, tidehvervsteolog og nu forhenværende Christiansborg-politiker, der for år tilbage i en bog med titlen "Demokratisme" fandt anledning til at fastslå, at demokrati er en styreform og ikke en livsform, man "opdrages" til.    

Demokrati til debat

Men vil man have fast grund under fødderne, og vil man vide, hvordan demokratiet er opstået, hvordan denne styreform er blev praktiseret og udbredt, hvordan man har diskuteret demokratibegrebet i forskellige historiske epoker, så er det nærliggende at henvise til en ny bog af oldtidshistorikeren Mogens Herman Hansen.

Forfatteren er dr.phil. og lektor emeritus i oldgræsk ved Københavns Universitet (SAXO-Instituttet), og han er samtidig en internationalt anerkendt forsker inden for demokratiet og dets historie.

Mogens Herman Hansen beskriver hovedlinjerne i demokratiets udviklingshistorie og essensen af demokratidiskussionen fra Antikken til nullerne og tierne i vores årtusind - Det Arabiske Forår har han således også fået med.

Forfatteren forsvarer det synspunkt, at demokrati både som styreform og som ideologi indtil slutningen af Anden Verdenskrig har været begrænset til den vestlige civilisation. Udgangspunktet for gennemgangen og diskussionen af demokratiets historie som statsform er den grundlæggende tredeling af forfatningsformerne i monarki, oligarki (fåmandsvælde) og demokrati.

Statstype kontra statsform

Når man skal forstå demokratiets udvikling i et tidsperspektiv, er det imidlertid centralt at rette fokus mod statstypen og ikke mod statsformen. I en verdenshistorisk sammenhæng (fra ca. 3000 f.Kr. til ca. 1900 e.Kr.) har der således eksisteret to forskellige statstyper: makrostater og mikrostater (bystater). Egypten, Kina, Romerriget, Frankrig, England og Inkariget er eksempler på makrostater, medens Athen, Venedig og Firenze var bystater. Man får god besked om det oldgræske demokratis komponenter og procedurer.

Athen fremstod som den mægtigste og mest folkerige i kredsen af græske bystater, og det athenske demokrati fremhæves som det bedste kendte eksempel på et forsamlingsdemokrati i en selvstændig stat af større betydning. Der kan trækkes en klar skillelinje mellem det antikke demokrati, som var direkte, og det moderne demokrati, der er indirekte og repræsentativt.

De græske filosoffer lagde ikke fingrene imellem. Cocktailen med demokratisk frihed og lighed huede ikke Platon og ville føre til samfundsstrukturens opløsning. For Platon er flertalsstyre lig med amatørstyre, og statsskibet bør derfor styres af en statsmand og ikke af en folkeforsamling.

Man kan sige, at Platons kritiske tilgang rummer et strejf af eviggyldighed ved sin modstilling af ekspertise og indsigt i statens styrelse og de forudsætningsløse massers hænder på roret. Og faktisk er der facetter i Platons argumentation, der peger frem mod demokratidiskussionerne i vores tid.

I en kronik i Information (27. juni) argumenterer Hugo Gården med inspiration fra Kina (!) således for indførelse af ekspertsamlinger bestående af folketingsmedlemmer og eksperter. Formålet er at styrke vidensniveauet i den politiske beslutningsproces - dog med tanke på at få et bedre fungerende demokrati!  

Demokrati som statsform gled helt ud af historien, da Antikkens periode ophørte. I et vældigt langt tidsinterval - ca. 2.000 år - kunne ingen lande, riger, bystater mv. opvise eksempler på realt eksisterende demokrati.

Det betød dog ikke, at interessen for demokrati som styreform forsvandt. Tværtimod. Grundlæggende synspunkter, som fx Platon og Aristoteles formulerede, dukker op i senere tiders demokratiteoretiske diskussioner.

Et pudsigt paradoks er således den vældige optagethed af demokratiet og dets ideologiske kontekst på diskussionsplanet i løbet af de århundreder, hvor det var ikke-eksisterende (!) Det skal ses i lyset af den enorme betydning og indflydelse, som den antikke politiske filosofi havde på al senere politisk filosofi og tænkning helt op til det 19. århundrede.

En lang række filosoffer og politiske tænkere m.fl. markerede sig i analysen og diskussionen af den demokratiske styreforms fortrin, ulemper, egnethed og gennemførlighed. Man behøver blot at nævne Machiavelli, Voltaire, Locke og Rousseau, Alexis de Tocqueville og Montesquieu (ham med magtfordelingslæren).

Forskydning i magtforholdene

Bogen belyser også de forfatningsdomstole, som bl.a. er blevet oprettet i mange europæiske stater. I årtierne efter Anden Verdenskrig er der sket en forskydning i forholdet mellem de tre magtformer, som har givet regeringer og domstole en stærkere position og tilsvarende reduceret parlamenternes magt. Nævnes kan i den forbindelse også USA's højesteret, som for nylig blåstemplede præsident Obamas sundhedsreform; højesteret har kompetence til at omstøde en lov, Kongressen har vedtaget.

Det slås fast, at demokrati ikke blot er en styreform, det er også en ideologi, og det liberale demokrati, som vi kender det overalt i den vestlige verden, har friheden som den basale værdi. Dvs. frihed opfattet snævert som personlig frihed, et værn mod statens og andre borgeres indblanding i enkeltindividets tilværelsesform og holdningsunivers. Den anden grundværdi, ligheden, står derimod svagere og får klart mindre opmærksomhed i den liberale demokratiske stat.

Overordnet set har demokratiet gået sin sejrsgang og opnået udbredelse i store dele af verden, selv om der fortsat er mange og endog meget store sorte pletter på landkortet.

Nogle steder ses tilbagefald - demokratiseringsprocesser slår fejl, vestlige korstog for at gennemtvinge demokratiske styreformer ender i fiasko. Her er Irak et aktuelt og deprimerende eksempel.

I nogle lande, fx i Grækenland og i Ungarn, har højrepopulistiske, autoritære og nationalistiske strømninger givet den demokratiske forfatning nogle grimme ridser i lakken. Og i Grækenland og Italien har vi set teknokrater gribe styrepinden. I Mexico er den demokratiske forfatning tæt på at være en karikatur, når partierne, også det største, satser massivt på at købe stemmer fra vælgermassen.

Demokratisk underskud

EU er et særligt problem - og Unionens demokratiske underskud behandles også i bogen. Netop i denne tid ser vi, hvordan EU for at redde den truede euro fra rent kollaps forcerer planerne for teknokratiske løsninger (bankunion, finanspagt, finansunion mv.) uden at give befolkningerne en chance for at tilkendegive deres mening ved valgurnerne.

Det giver yderligere næring til kritikken af EU's demokratiske deficit. En kritik, som anerkendte sociologer, filosoffer, politologer og økonomer i stigende grad fremfører i artikler og bøger og i europæiske og internationale medier (Jürgen Habermas fx).

Den vestlige verdens liberale demokratiske stater pudser flittigt den demokratiske glorie, men tendensen til at pege fingre ad fordækte og undertrykkende regimer virker unægtelig noget bagvendt, når man samtidig fraterniserer med totalitære og blakkede stater for at hævde økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser.

Den slags dobbelttænkning er der mange eksempler på. Tænk blot på virakken i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark.

Men det eksisterende demokrati er måske mere skrøbeligt end vi tror, og selv på vores breddegrader og i den vestlige verden kan der opstå tilstande og udviklinger, som får demokratiske statsstrukturer til at forvitre eller ligefrem bryde sammen.

Vi har fået et glimrende oversigtsværk med beskrivelser af den demokratiske styreforms teoretikere, begrebsdannelser og demokratiets udvikling og forvaltning i en lang række lande verden over.

Og med en supplerende beskrivelse af forholdet mellem demokratiet og retsstaten (i et særskilt kapitel). Det er et ambitiøst projekt, som forfatteren har givet sig i kast med, for opgaven har været at systematisere og formidle et meget omfattende stof. Og der er vitterlig meget at holde styr på, når ambitionen er at skildre demokratiets opbygning, virkemåde og særlige karakteristika i forskellige nationale sammenhænge, i EU mv.

Og formidlingen forskningsbaseret. Mogens Herman Hansen trækker på sin egen afgrænsede ekspertviden og inddrager samtidig resultaterne af andre forskeres iagttagelser og landvindinger for at kunne skildre helheden af problemstillinger.

Det er vigtigt at se den foreliggende fremstilling i sammenhæng med "Demokrati som styreform og som ideologi", der blev publiceret i 2010. De to fremstillinger supplerer hinanden.

 

Mogens Herman Hansen: Demokratiets historie fra oldtid til nutid. København: Museum Tusculanums Forlag, 2012. 290 s.

Leif Kajberg er næstformand, Rådet for Bæredygtig Trafik og sekretær i foreningen Frit Norden.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce