Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
portræt
9. april 2013 - 4:15

Den danske Schindler

Politifuldmægtig Vilhelm Leifer reddede under besættelsen hundredvis af forfulgte fra udryddelse. Men hans indsats krævede ofte lyssky metoder.

Om morgenen den 9. april 1940 blev Danmark invaderet af tyske tropper, der besatte byer, havne og kaserner, mens flyvemaskiner i stort tal fløj ind over landet. Den danske regering, kongen og rigsdagen var i de hektiske morgentimer blevet enige om, at egentlig væbnet modstand kun ville kaste landet ud i en håbløs kamp, og tyskernes besættelse blev taget til efterretning under protest.

Men samme dag besluttede politifuldmægtig Vilhelm Leifer at spille sit eget spil i kampen mod den tyske besættelsesmagt. Leifer skulle helt fra starten blive én af de centrale figurer i modstandskampen, lige fra illegalt efterretningsarbejde og flugtruter til stikkerlikvideringer.

Men Vilhelm Leifer blev samtidigt én af krigstidens mest omdiskuterede skikkelser. En dansk Schindler, for under besættelsen reddede han hundredvis af forfulgte fra udryddelse. Om det drejede sig om kommunister, modstandsfolk eller jøder – alle kunne finde hjælp hos den godhjertede politifuldmægtig.

Det var krigstid, og hans indsats krævede utraditionelle – ofte lyssky - metoder, som danske myndigheder fordømte.

Hvor Oskar Schindler efter krigen blev udødeliggjort som en af de store humane skikkelser i Holocaust, blev Vilhelm Leifer fængslet af de danske myndigheder, sigtet for landsforræderi, værnemageri og medvirken til drab.

Retsopgøret

Et retsopgør helt i tråd med befrielsesregeringen, hvor statsminister Vilhelm Buhl i sit budskab til befolkningen den 5. maj 1945 krævede afregning med landsforræderne. Den samme Vilhelm Buhl, der få år tidligere havde fordømt modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordret til at angive sabotører til de danske myndigheder.

Højesteretssagfører C. B. Henriques beskrev derimod retsopgøret med besættelsestidens landssvigere med et ofte citeret udtryk: landet var "et juridisk galehus".

Den 9. april var Vilhelm Leifer ansat under rigspolitichefen på Politigården i København, hvor den samlede stab tidligt på formiddagen blev indkaldt til krisemøde i parolesalen for at tage bestik af situationen. Efter mødet skaffede Leifer sig adgang til politiets sagsmapper, og med en navneliste i hånden fjernede han resolut kartotekskort og andet arkivmateriale, der ville have bragt en lang række menneskeliv i fare, hvis det var faldet i tyskernes hænder. Det gjaldt materiale fra såvel Københavns opdagelsespoliti som sikkerhedspolitiet vedrørende blandt andre landsretssagfører Carl Madsen samt Ove Johannsen, der senere skrev bogen Tilfældet Leifer.

Leifer nåede at tilintetgøre mange papirer, der gik op i røg i Politigårdens fyr, inden den øverste ledelse anede uråd. Sidst på eftermiddagen den 9. april udstedte rigspolitichefen ordre om, at intet arkivmateriale måtte destrueres.

Betydningen af Leifers dristige handling den 9. april viste sig måske især, da det danske politi efter krav fra den tyske besættelsesmagt den 22. juni 1941 gik i gang med en landsomfattende razzia for at arrestere en lang række danske kommunister.

De mange anholdelser skete næsten udelukkende på grundlag af dansk politis oplysninger på Politigården vedrørende personer under mistanke for illegal virksomhed. Næsten alle navne fra Leifers liste undgik at blive arresteret, og de kunne stille gå under jorden.   

Som leder af Rigspolitiets visumkontor sad Leifer i en central stilling i besættelsestidens Danmark, hvor han skulle administrere ansøgninger om udrejse til udlandet. Med den ene hånd sørgede Leifer for, at forfulgte, der ikke kunne opnå visum, ganske officielt blev afvist, mens han med den anden noterede navne og adresser ned og herefter skaffede dem udrejse på anden måde.

Angiveri

Midt under besættelsen, den 2. september 1942, holdt statsminister Vilhelm Buhl i radioen sin historiske antisabotagetale til det danske folk. I stærke vendinger fordømte landets førstemand sabotageaktionerne og opfordrede befolkningen til at angive sabotørerne til politiet.

Buhls tale tilskyndede Leifer til at sætte alt på spil i kampen mod den tyske besættelsesmagt, og da det senere under besættelsen lykkedes de fleste danske jøder at flygte over Øresund til Sverige, spillede han også hèr en vigtig rolle med at hjælpe forfulgte ud af det besatte Danmark. Han fik med båden Mågen etableret en illegal flugtrute over Sundet, der sejlede flygtninge til Sverige tre gange om ugen fra en lille bådebro ved godset Gjorslev på Stevns. Hjemad medbragtes ofte illegale tryksager og bøger.

Men Leifer spillede et farligt skyggespil, hvor han på den ene side havde et nært samarbejde med fremtrædende modstandsfolk. Samtidigt indebar Leifers komplicerede spil tætte kontakter med ledende nazister, blandt andre Gestapo-chefen Hoffmann og efterretningsofficeren Horst Gilbert.

I januar 1944 var jorden begyndt at brænde så meget under Leifer, at han måtte flygte til Sverige. Han nåede lige at deltage i Flammens sidste fødselsdag i begyndelsen af januar. Under opholdet i Sverige blev Leifers lejlighed i Ynglingagatan i Stockholm ikke alene et midlertidigt tilholdssted for Flammen, men også den ledende modstandsmand godsejer Flemming Juncker var en hyppig gæst.

Efter krigen forklarede ledende naziofficerer under politiafhøringer, at de følte sig overbeviste om, at Leifer stod bag adskillige likvideringer, fordi han angiveligt – som det hed i en afhøringsrapport – ”ville skaffe medvidere om sin virksomhed af vejen.”

Sigtet for drab

Straks efter befrielsen vendte Leifer tilbage til Danmark, men otte måneder senere blev han suspenderet af Justitsministeriet, mens der blev samlet materiale mod ham. Den 5. marts 1946 blev han fængslet, sigtet for bl.a. landsforræderi og medvirken til drab på Horst Gilbert, der angiveligt skulle gøres tavs på grund af sit kendskab til Leifers samarbejde med tyskerne. Leifer afviste alle anklager, men kom til at tilbringe de følgende 9 måneder i Vestre Fængsel og på Sundholm.

På samme måde, som Schindlers jøder bakkede op om Oskar Schindler, kom mange af de mennesker, som Vilhelm Leifer hjalp under besættelsen, Leifer til undsætning i forbindelse med efterkrigstidens retssager.

Fremtrædende jøder gik i brechen for Leifer, ligesom flere modstandsfolk vidnede til fordel for ham. Under retssagen forklarede godsejer Flemming Juncker, at han fra ”efteråret 1942 eller måske endnu tidligere havde været bekendt med Leifers mangesidige illegale arbejde.”

I sine erindringer Men morsomt har det været, der udkom i 1983, fremhævede Flemming Juncker Leifers ”uomtvistelige ægte nationale intentioner”, og fastslog, at Leifer ”… var mig og andre til stor hjælp i 42-43 og havde fortjent en langt bedre behandling end den, han fik efter krigen.”

Da modstandsbevægelsen påtog sig ansvaret for drabet på Gilbert, måtte anklagemyndigheden frafalde drabssigtelsen. Senere blev Vilhelm Leifer pure frifundet for alle anklager om samarbejde med tyskerne, ligesom han blev tilkendt erstatning.

Anklagemyndigheden måtte anerkende Leifers indsats, og i retsbogen hedder det, at Leifer ”under de tyske jødeforfølgelser i efteråret 1943 har … ydet et omfattende og dygtigt arbejde for at skaffe personer af jødisk afstamning transportmuligheder til Sverige.”

Mange år senere skrev overrabiner Bent Melchior i en erklæring, at Leifer ”ydede hjælp til medlemmer af Det mosaiske Troessamfund, så at de pågældende bley reddet i sikkerhed under de nazistiske jødeforfølge1ser.” Samtidigt afviste Melchior alle beskyldninger om, at Leifer skulle have hjulpet mennesker i nød ud fra økonomiske motiver og have beriget sig på jødetransporterne over Sundet.

Selv om Leifer fra mange sider blev beskrevet som èn af modstandskampens sande helte, opnåede han aldrig den fulde anerkendelse af sin indsats under besættelsen. Efter et par års ophold i udlandet lykkedes det ham midt i halvtresserne at få etableret en velfungerende advokatpraksis.

Vilhelm Leifer døde for tyve år siden, den 26. april 1993, 88 år gammel.

En anden af de centrale skikkelser under besættelsen, Vilhelm Buhl, kunne ved krigens afslutning krone en smuk politisk karriere med udnævnelsen til statsminister i befrielsesregeringen i 1945. Også en gade fik han opkaldt efter sig: den 1. december 2012 navngav Københavns Kommune en gade i statsministerkvarteret på Islands Brygge: Vilhelm Buhls Gade.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce