Annonce

Pinkwashing III
27. juli 2012 - 8:00

Den israelske stat opfandt ikke pinkwashing

Hvad er på spil i den vestlige venstrefløjs interesse for pinkwashing-Israel, og hvad er styrker og svagheder ved boykotkampagner? QueerKraft har bedt Tine Alavi, antiracistisk og feministisk aktivist med base i Sverige og Danmark om at byde ind på de to spørgsmål.


Hvad synes du er på spil i den vesteuropæiske og nordamerikanske (venstrefløjs) interesse for pinkwashing-Israel?

Pinkwashing er blevet et begreb, som næsten mekanisk anvendes for at beskrive Israels markedsføring af LGBT-tolerance og -åbenhed, mens besættelsesmagten skjuler brud mod menneskerettigheder og undertrykkelse af palæstinensere.

Israel fremstår som ejer og skaber af pinkwashing-strategien, mens Nordamerika og Vesteuropa blot fremstilles som delvist påvirkede af pinkwashing. Denne diskurs er ikke uproblematisk.

Pinkwashing er ikke et fænomen som voksede frem i Israel. Det er heller ikke noget, som bor i 'staten' som politisk fænomen, men derimod en strategi, som er tæt sammenvævet med kapitalisme. Virksomheders stræben efter et større marked med udgangspunkt i markedsføring for LGBT personer har længe været en strategi i dele af USA og i flere europæiske lande.

Formålet har været at sikre repræsentation ved at ”inkludere” homoseksuelle og lesbiske berettelser i medier og reklame, og derved skabe en økonomisk model som tiltrækker LGBT personer i forbrugssamfundet.

Denne industri er vokset omfattende i kølvandet på, at visse LGBT rettigheder er blevet forbedrede. Med pink markedsføring som middel og pink dollars som kapital har virksomheder som f.eks. Pepsi og SAS positioneret sig som homovenlige, og derigennem skabt et billede af åbenhed og respekt, netop for at nå den homoseksuelle forbruger.

Den homoseksuelle forbrugers synlighed indgår nu som en del af et kapitalistisk system, og fremstilles heteronormativt og stereotypt, hvilket indebær at den fremstilles kønsmæssigt, seksuelt og etnisk normativ.

Racistisk understrøm

Markedsføring af homovenlighed og åbenhed er med andre ord ikke forbeholdt staten Israel. Dette kan de fleste danske venstrefløjsaktivister og -teoretikere sikkert enes om. Problemet er imidlertid, at den danske stats generelle pinkwashing usynliggøres og kun betragtes som relevant, når det drejer sig om Outgames og Pridefestligheder eller visse lovændringer og lovforslag som f.eks. vielse af homoseksuelle.

Det er let at glemme den danske stats udvisninger af LGBTQ-flygtninge, den strukturelle vold og undertrykkelse som flygtninge udsættes for i Danmark. Det er også let at glemme den racistiske understrøm, som gennemsyrer hverdagslivet for mange ikke-hvide personer i Danmark, når man fra en privilegeret position skal tage afstand fra pinkwashing i Israel.  

Pink dollars er i stigende grad blevet en global guldgrube. Man kan ikke længere snakke om pinkwashing som en intern israelsk strategi. Pink dollars er en del af et internationalt økonomisk marked hvis relation til pinkwashing og Israel ikke kun angår staten Israels interesser, men i lige så høj grad involverer aktører uden for Israels mure.

Pinkwashing er altså ikke kun en strategi som praktiseres af Israel. F.eks. opretholdes besættelsesmagten gennem finansiering fra samtlige af de europæiske lande blandt andet i form af våbensalg.

At fremføre en kritik mod dette medfører ikke at usynliggøre pinkwashing som praksis i Israel. Tværtimod kan det netop styrke kampen for lige rettigheder at sikre, at kritikken af pinkwashing tager udgangspunkt i dennes kompleksitet.

Med andre ord kræver den både et indefra og et udefra perspektiv. At bekæmpe homonationalisme kræver en forståelse for, hvordan den kommer til udtryk, herunder at udtrykkene er forskelligartede og alligevel sammenhængende.

Antisemitiske konsekvenser

En anden fald­grube ved pinkwashing­kritiken, som man ofte ser, er, at den tende­rer at fremstille venstrefløjen i Vesteuropa som om der er absolut enighed om Israel-debatten. Det er fejlagtigt – der er overhovedet ikke enighed.

De europæiske landes meget forskellige historier og for­hold til Israel gør, at de europæiske venstrefløjes syn på pinkwashing og Israel ikke kan betragtes som forenet. Konsekvensen af at betragte venstrefløjen i Vesteuropa som forenet, er, at det bliver lettere at gøre Israels krigsføring til et alibi for anti-semitiske diskurser.

Antisemitismen i Europa usynliggøres i kraft af en stærkere modstemme til staten Israels brud mod menneskerettigheder, særligt når politik, religion og historie blandes sammen i debatten.

Sådanne påstande kan være, at Israel er en jødisk stat, og krigen mod og undertrykkelsen af palæstinensere kan anses for at være hykleri, når staten Israel selv har en historie, der blandt andet er knyttet til drabet på millioner af jøder under 2. Verdenskrig. En sådan argumentation kan skabe anti-semitiske konsekvenser i form af, at jøder fremstilles som repræsentanter for Israels politik.

Staten Israel er egentlig som et hvert andet land, som besætter og undertrykker andre lande eller områder, hvilket naturligvis bør kritiseres og bekæmpes. Men Europa er ikke fri fra antisemitisme, og det er venstrefløjen i Vesteuropa eller USA heller ikke.

Venstrefløjens optagethed af Israel og pinkwashing kan derfor få antisemitiske konsekvenser, når kritikken af Israels pinkwashing usynliggør og i nogle tilfælde forstærker den stadig rådende antisemitisme i Vesteuropa.

Hvad synes du er styrkerne og problemerne ved de nuværende kampagner som f.eks. BDS i den sammenhæng?

Problemet med generelle boykot og sanktioner er, at de virker på et større strukturelt niveau, når de virker, men oftest skader de på individ- og gruppeniveau. De som rammes af økonomiske boykots er oftest arbejderklassen, som f.eks mister arbejdet eller ikke kan købe mad.

Et eksempel på dette er de sanktioner og boykots som er indført mod Iran. En økonomisk krise eller uro, som en boykot kan afstedkomme, kan derfor forstærke klassekløfter endnu mere. Boykot kan altså virke usolidarisk og kontraproduktivt, specielt når boykotten er rettet mod stater i stedet for specifikke aktører som for eksempel firmaer eller kulturelle events.

Klappe sig selv på skulderen

En boykot maler per automatik modsætninger frem i form af et godt og ondt, et ”os” og ”dem”. Det ”vi”, som skabes udefra bliver i pinkwashingsammenhæng f.eks de gode vesteuropæere, som kan analysere undertrykkelsesmønstre i Israel, være boykotsolidariske, og identificere islamofobi i Mellemøsten.

Islamofobien ses som helt vanvittig og brutal i Israel, mens man kan klappe hinanden på skulderen i blandt andet den danske solidaritetsbevægelse, fordi islamofobien ikke er så slem her hjemme.

Der er f.eks ingen check points Danmark – eller hvad var det lige, der skete med visitationszonerne i København? Islamofobien rangordnes med andre ord i forhold til, hvilket geografisk sted, den kommer til udtryk.

Det inde­bærer i sig selv en mangelfuld for­ståelse af islamofobiens voldsom­me og gennemtrængende funktion i samfundets institutioner.

En af anledningerne til, at BDS-kampagnen virker på kulturelle, sociale og moralske niveauer, er, at staten Israel fremstilles som eneansvarlig for pinkwashing praksis og islamofobi i Israel.

Det er altså ikke den vesteuropæiske eller nordamerikanske LGBT-forbruger eller de internationale investorer i pinkwashing og modtagere af pink dollars, som bærer noget ansvar, men primært den israelske stat og de af dens medborgere, som køber konceptet. Dette leder til en noget simplificeret fremstilling af majoritetsborgeren i Israel og af den vesteuropæiske eller nordamerikanske LGBT-forbruger (der fremstår som passivt offer for Israels pinkwashingstrategi og manipulering).

Den isolerede forbruger

BDS-kampagnens styrke er, at den på sin vis opmuntrer forbrugeren til at tage moralsk ansvar gennem kundskab om forbrugermagt og om besættelsesmagtens konsekvenser. Spørgsmålet er dog om dette kan lede til politiske effekter?

Boykot-kampagner kan virkeliggøre bestemte mål i kampen mod undertrykkelse, besættelse, apartheid og andre former for strukturel diskriminering og stigmatisering ved at synliggøre dette globalt gennem medier og andre påvirkningsinstrumenter, sådan som det skete ved boykot af Sydafrika under apartheid.

Fagforeninger i Vesteuropa og andre dele af verden spillede en stor rolle i at opmuntre til en global boykot af Sydafrikanske økonomiske og kulturelle produkter efter at en sydafrikansk befrielsesbevægelse synliggjorde apartheiden.

Den sydafrikanske boykots fremvækst kan derfor delvist sammenlignes med BDS-kampagnen, men en relativ stor forskel er, at fagforeninger i dag ikke har samme magt i et stadig mere højredrejet Vesteuropa. Det kan derfor blive sværere at løfte BDS-kampagnen til et nationalt og internationalt niveau.  

Der findes ingen lette svar på, hvad der bør eller kan gøres for at bryde besættelsesmagten i Israel. Det er en kompleks historie og kalder derfor også på komplekse metoder. Boykot er i sig selv ikke en kompleks metode, men den får komplekse konsekvenser, som bør tages i betragtning, specielt når pinkwashing- og Israeldebatten ikke kan betragtes som uproblematisk.

Tine Alavi er aktiv i asyl-, queerfeministiske- og anti-racistiske grupper i Danmark og i Sverige, og har lavet blandt andet dokumentarfilmen Nørrebronx

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce