Annonce

MiljøAnalyser og kommentarer om klima- og miljøspørgsmål
Analyse
30. november 2012 - 2:56

Doha: Klimatopmøde med olieemirer for bordenden

Mens klimaforhandlingerne halter videre hos verdens værste værter i Qatar, afslører Verdensbanken, at 2 graders-målet er spil for galleriet. Kun antikapitalistiske tiltag kan sikre omstilling i tide.

Den 26. november åbnedes FN’s årlige topmøde om klimaforandringer i Doha, Qatar. Formelt består topmødet af to separate møder: dels den 18. samling i konferencen for deltagerlandene i FN’s rammekonvention om klimaforandringer (UNFCCC), som blev indgået i Rio i 1992, dels den 8. samling i mødet for Kyotoprotokollens deltagerlande.

Hovedmålene for topmødet er følgende: For det første, at i-landene vedtager en ny forpligtende periode for Kyoto-protokollen, idet den første periode udløber til nytår. For det andet, at der bliver forhandlet en global aftale, som forpligter alle nationer i kampen mod den globale opvarmning, med virkning fra 2020.

De to dele er tæt forbundne, for de såkaldte ”udviklingslande” kræver, at de såkaldte ”udviklede lande” går foran med et godt eksempel, eftersom de er de historisk hovedansvarlige for klimaforandringerne, mens de sidstnævnte lande kræver, at de store nye vækstøkonomier tager deres ansvar, eftersom de i dag er blandt de største udledere af drivhusgasser.

Fodnote i Bali

Doha-topmødet kommer i kølvandet på en række tidligere møder, navnlig dem på Bali, i København, i Cancún og i Durban. For at forstå, hvad der står på spil, må vi derfor gå lidt tilbage i tiden.

Topmødet i Bali, Indonesien, i 2008 vedtog en ”køreplan”, ifølge hvilken ”kraftige nedskæringer i de globale udledninger vil være nødvendige” for at stabilisere klimaet. Den understregede, at ”det haster med at imødegå klimaforandringerne, som påpeget i IPCC’s fjerde evalueringsrapport” (FN’s klimapanels rapport fra 2007, red.).

Efter indædte diskussioner med USA’s regeringsrepræsentanter blev der tilføjet en fodnote, som henviste til side 776 i arbejdsgruppe III’s bidrag til 2007-rapporten, og til side 39 og 90 i samme bidrags tekniske sammendrag. Denne detalje er væsentlig, for disse dokumenter kommer med forskellige scenarier for stabiliseringen af klimasystemet og tager her højde for, at de rige og de fattige lande har ”fælles, men differentieret ansvar” (som formuleret i FN’s klimakonvention, red.).

Ifølge scenarierne skal man for at undgå for stor overskridelse af en 2 graders temperaturstigning i forhold til 1700-tallet sikre følgende:

1) I-landenes udledninger skal falde med 25-40 procent inden 2020, og med 80-95 procent inden 2050.

2) De globale udledninger skal falde med 50-85 procent inden 2050.

3) Faldet skal senest begynde i 2015.

4) Udviklingslandene kan fortsætte med at øge deres nettoudledninger i nogen tid, men i forhold til fremskrivningerne skal deres udledninger falde med 15-30 procent.

Stormagtsdiktat i København

I København i 2009 var det altså meningen, at Bali-køreplanen skulle udmunde i en samlet aftale, som forpligtede de rige lande til absolutte reduktioner af deres udledninger og de andre lande til relative reduktioner, ud fra et mål om begrænsning af opvarmningen og ved hjælp af en overførsel af ren teknologi fra Nord til Syd – sådan at landene i Syd blev sikret retten til udvikling.

Men så kom subprime-krisen. I lyset af recession og skærpet kapitalistisk konkurrence var de store forurenere med USA i spidsen mindre tilbøjelige end nogensinde til at indgå en aftale, som ville true deres virksomheders konkurrenceevne. Derfor arrangerede Barack Obama en uofficiel forhandling med Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika og EU. Den udklækkede en aftale, som opfordrede hvert enkelt land til at udarbejde en klimaplan efter eget forgodtbefindende og sende besked om den til UNFCCC-sekretariatet.

På den måde afværgede i-lande og store ”opstigende” lande truslen om en bindende multilateral traktat med drastiske reduktionsmål fastsat på basis af IPCC’s videnskabelige ekspertise. Konferencen ”noterede sig” denne aftale i en stemning af ophedet debat, hvor visse sydamerikanske lande modigt gik imod – især Bolivia, Venezuela, Cuba, som tog afstand fra stormagternes diktat. Repræsentanten for Tuvalu angreb for sin del de ”udviklingslande”, som tog imod ”judaspenge” i bytte for deres underkastelse.

Varm luft i Cancún

Cancún-topmødet i Mexico et år senere blev domineret af klimatilpasningsspørgsmålet. De rige lande tog ingen energiske skridt til at nedbringe deres udledninger, men lovede i stedet at stille 30 milliarder dollar til rådighed for de fattige lande i 2010-12 for at hjælpe dem med at tilpasse sig til opvarmningen, og denne pakke skulle udvides til 100 milliarder om året fra og med 2020. Det blev besluttet at overlade forvaltningen af disse midler til den Grønne Klimafond, hvori Verdensbanken spiller en fremherskende rolle.

Konferencen bekræftede i øvrigt nødvendigheden af at begrænse temperaturstigningen til 2 grader i gennemsnit, regelmæssigt at evaluere dette mål og endda holde muligheden åben for at styrke målet til maksimalt 1,5 grader, ud fra udviklingen i den videnskabelige viden om opvarmningens virkninger. Indtil da havde kun EU udtalt sig for målet om en maksimal stigning på 2 grader.

Logisk skulle beslutningen fra topmødet have ført Cancún-deltagerne til at genoptage køreplanen fra Bali og dens meget omtalte fodnote, for hurtigt at vedtage en nødplan, som indbefattede de udledningsreduktioner, som specialisterne anså for nødvendige. I stedet stillede de sig tilfredse med at ”notere sig” de udledningsmål, som 80 lande frivilligt havde meldt ind til UNFCCC-sekretariatet efter den metode, der blev vedtaget i København.

Klimaforskerne bemærkede, at på grundlag af de nationale klimaplaner ville Jordens overfladetemperatur sandsynligvis stige med mellem 3 og 5 grader inden udgangen af dette århundrede – altså omkring dobbelt så meget, men de blev ikke hørt. 2 graders-maksimummet var spil for galleriet.

Udskydelser i Durban

I Durban sidste år blev to aftaler bragt i hus med stort besvær, den ene for de rige lande, og den anden for alle landene. Ifølge den første aftale bliver der en ny bindende periode inden for rammerne af Kyoto-protokollen. Lad os minde om, at den første aftaleperiode fra 2008 til 2012 pålagde de rige lande at reducere deres udledninger med 5,2 procent i gennemsnit i forhold til 1990.

Den anden aftale anerkender nødvendigheden af at udarbejde ”en protokol, et andet juridisk instrument eller en aftalt konklusion med retsvirkning efter Konventionen (UNFCCC) og gældende for alle deltagerstater”. En proces med forhandling om denne globale klimaaftale er indledt. Det er meningen, at den skal afsluttes i 2015 med et dokument, som derefter skal forelægges for alle landenes nationale parlamenter. Hvis ellers denne aftale ser dagens lys, vil den tidligst træde i kraft i 2020.

Nyliberalistiske glidninger

Fra møde til møde – og imellem dem andre møder, navnlig i Bonn – er der sket forskellige glidninger. For det første er princippet om ”fælles, men differentieret ansvar” for landene i Nord og i Syd sat under voksende pres. Under påskud af at de store opstigende lande i dag udleder en meget stor andel af de drivhusgasser, der hvert år sendes op i atmosfæren, har man systematisk nedtonet eller endda udvisket de imperialistiske landes historiske ansvar, selv om de står bag over 70 procent af opvarmningen.

For det andet har regeringernes og de internationales institutioners svar taget en mere og mere åbent nyliberalistisk drejning. I dag bygger man næsten udelukkende på markedsmekanismer med incitamenter til vedvarende energi, et marked for udledningskvoter og køb af udledningskreditter. Det er sandt, at disse mekanismer indgik i Kyoto-protokollen, men selv om denne var notorisk utilstrækkelig, bevarede den dog en blandet karakter, idet den også udstak obligatoriske reduktionsmål for staterne med straffemuligheder, i tilfælde af at de ikke blev overholdt.

I dag er der ikke meget tilbage af denne regulerende tilgang. Den blev spulet ud i København på forlangende af de store forurenere: imperialistiske lande og opstigende ”sub-imperialismer”, navnlig Kina og Brasilien. Desuden har man betydeligt udvidet viften af muligheder for at erstatte udledningsreduktioner med kompenserende tiltag: Man kan ikke alene "kompensere" ved at plante træer, men også ved at beskytte eksisterende skove, ved at udnytte metan fra kulminer til energiformål og ved at destruere visse stærkt klimaskadelige industrigasser – alle disse aktiviteter betragtes nu som ligeværdige med faktisk nedbringelse af udledningerne.

I realiteten eksisterer denne ligeværdighed kun i hovederne på dem, der har opfundet den, og som mest er optagede af at give industrien mulighed for at slippe for bekostelige reduktionstiltag ved i stedet at købe CO2-kreditter til lavest mulige pris – hvilket reelt har til følge, at den nødvendige energiomstilling forsinkes.

Qatar: Verdens værste klimaværter

Det er åbenlyst, at konferencen i Doha ikke vil bringe noget kursskifte i forhold til denne katastrofale politik. At konferencen overhovedet foregår på det sted er symptomatisk. Qatar har takket være sine kulbrintereserver og sine oliedollars det triste privilegium at være det land i verden, som udleder mest drivhusgas per indbygger.

Regimet er et af de mest bagstræberiske i regionen. Ved sidste kommunevalg i 2011 opnåede kun én kvinde valg til et byråd. Menneskerettighederne trædes under fode, og landet håndhæver – trods slaveriets afskaffelse i 1952 – en forbryderisk ”fadderskabslov”, ifølge hvilken udenlandske arbejdere kan indrejse, opholde sig og arbejde i emiratet, men ikke forlade det igen uden tilladelse fra deres ”fadder”.

I den arabiske region har Qatar et ry som USA’s 51. stat og støtter alle diktaturerne. Det er ved Qatars mellemkomst, at Washington og Tel Aviv forsøger at sabotere de arabiske revolutioner. Qatar støtter rundhåndet de nye formørkede, islamistiske regimer, bl.a. med betydelige mængder repressivt udstyr til det tunesiske indenrigsministerium, og mistænkes for at have deltaget i finansieringen af israelske bosættelsesprojekter i Østjerusalem.

Det bør tilføjes, at emirerne ikke viser større respekt for naturen end for mennesker: Som skrupelløse krybskytter fra far til søn tager de regelmæssigt til Nordafrika for at jage trapgæs og thomsongazeller, to beskyttede arter, som de nedslagter ustraffet og trods protester fra tunesiske og algeriske miljøværnsforeninger.

Det er disse personager, der agerer værter for FN’s 18. klimakonference… At tro på, at denne konference kan udstikke en vej, der gør det muligt for menneskeheden at afværge katastrofen, er mere end nogensinde en illusion.

Katastrofen er i gang

Her tyve år efter vedtagelsen af FN’s klimakonvention ser vi virkningerne af kapitalismens sløseri: Klodens opvarmning fortsætter med stigende fart, med reel fare for, at den uigenkaldeligt løber løbsk.

Siden det 21. århundredes begyndelse er drivhusgasudledningerne steget med 3 til 4 procent om året, mod ca. 2 procent i 1990’erne. Denne optrapning skyldes især en eksplosiv stigning i transporten og den øgede brug af kul i Kina, hvortil megen produktion er flyttet, men også i Indien, i USA og i Australien. Den er med andre ord direkte knyttet til den nyliberalistiske globalisering.

Som følge af de stigende udledninger ser vi stadig flere ekstreme vejrbegivenheder i form af voldsom regn, unormal tørke, varme- og kuldebølger og orkaner. Sommerafsmeltningen af den arktiske havis nåede et rekordniveau i 2012, og pakisen kan forsvinde helt inden for overskuelig fremtid. I særdeleshed bemærker man en bekymrende acceleration i nedbrydningen af Grønlands og Vestantarktis’ iskalotter – et fænomen, som betyder, at menneskeheden risikerer en havstandsstigning på to meter eller mere ved udgangen af dette århundrede.

Disse forfærdelige trusler, som rammer de fattige hårdest, blev påpeget for nylig i en rapport fra Verdensbanken. Den bærer titlen ”Skru ned for varmen. Derfor må vi undgå en 4 grader varmere verden” og er udarbejdet i samarbejde med Climate Analytics og Potsdam Institute for Climate Impact Resarch. Rapporten leverer ingen fundamentalt nye oplysninger om klimaforandringernes virkninger. Faktisk ser det ud til, at den er offentliggjort og opreklameret lige op til Doha-konferencen med særligt henblik på at forberede folk mentalt på, at de 2 grader vil blive overskredet… Rapporten kunne også tjene til retfærdiggørelse af de såkaldte ”løsninger”, som Verdensbanken fremfører som led i sin offensiv for en "grøn økonomi": biobrændstoffer, atomkraft, "ren" kulkraft og massiv tilegnelse af naturressourcer, især skove og dyrkbar jord.

Ifølge Oxfam køber internationale investorer hver sjette dag et jordareal i landene i syd, som er på størrelse med London. I løbet af de seneste ti år er der på den måde opkøbt jord svarende til arealet af Storbritannien. I Cambodja anslår man, at hen ved 60 procent af den dyrkbare jord er blevet opkøbt af multinationale selskaber. Denne overtagelsesbølge skyldes langt hen ad vejen, at den internationale finansverden spekulerer i priserne på landsbrugsråstoffer og produktionen af agrobrændstoffer… på bekostning af befolkningernes ret til fødevarer. Det er et eksempel på det barbari, som Verdensbankens ”løsninger” fører med sig.

Hver gang der åbnes en FN-konference om klimaet, gentager medierne det samme omkvæd: Regeringerne søger at nå til en aftale, for at temperaturen ikke skal stige med mere end 2 grader i forhold til den førindustrielle tid. I virkeligheden er det mere end sandsynligt, at dette mål allerede er uden for rækkevidde. Hvis EU har klaret sig bedre end sit beskedne Kyoto-mål, er det i vid udstrækning takket være det økonomiske tilbageslag, importen af biobrændstoffer og det massive indkøb af (ofte dækningsløse) CO2-kreditter og udflytningen af produktionen til Kina.

USA har som bekendt aldrig ratificeret Kyoto, og landets nuværende udledninger ligger mere end 30 procent over 1990-niveauet. Canada har trukket sig ud af protokollen, og Japan vil ligesom Rusland ikke have den længere. Og det til trods for, at teksten, der blev vedtaget i den gamle kejserhovedstad kun pålagde mål, som er latterligt lave i forhold til det, der er påkrævet for at redde klimaet.

Derfor er det ganske enkelt utænkeligt, at den kapitalistiske verdensøkonomi, som bygger på vækst, konkurrence og profit, vil være i stand til at iværksætte de drastiske reduktioner, som blev omtalt i Bali-køreplanens fodnote. Man behøver blot at kaste et blik på tendenserne i den kapitalistiske politik for at forvisse sig om det: De vedvarende energikilder er samlet set stadig marginale, og deres fremgang dækker kun en del af stigningen i efterspørgslen. Størstedelen af behovene bliver stadig dækket af fossile brændsler, med stigende brug af kul, et kapløb om olieressourcerne i Arktis og den vanvittige udvinding af tjæresand i Alberta, Canada, hvortil kommer udvindingen af skifergas, de multinationale energiselskabers nye joker.

Den kapitalistiske blindgyde

Det er i dag blevet så åbenlyst umuligt at besvare klima- og energiudfordringen inden for kapitalismens produktivistiske rammer, at det endda kommer til udtryk mellem linjerne i visse rapporter fra internationale institutioner, som ingen vil have mistænkt for kommunistisk undergravelsesvirksomhed.

FN’s ”World Economic and Social Survey 2011” er således opbyggelig læsning. Heri oplyses det, at de vedvarende energikilders andel af den primære energiproduktion er gået fra 0,45 procent i 1990 til 0,75 procent i 2008, dvs. en årlig vækst på i gennemsnit 2,9 procent. I samme periode er brugen af kul, olie og naturgas steget med henholdsvis 1,6, 1,5 og 1,2 procent. Regeringer er gået ind med massiv støtte til vedvarende energi, og den private sektor er gået i gang, ”men skiftet i energiteknologi set i forhold til energimikset har tabt betydelig fart siden 1970’erne, og der er ikke belæg for udbredte opfattelse af, at det energiteknologiske skift tager til. […] Til trods for imponerende vækstrater i udbredelsen af vedvarende energiteknologier siden 2000 står det klart, at den aktuelle kurs på ingen måde nærmer sig en realistisk sti hen imod fuld udfasning af kulstof i det globale energisystem i 2050,” hedder det i rapporten (s. 49-50).

En af grundene til dette paradoks er, at hvis man skal bruge vedvarende energikilder fuldt ud rationelt og ressourcebesparende, kræver det, at man i løbet af ti år opbygger et helt nyt energisystem. Hvis vi ser på elproduktionen, kan det forklares sådan: Som det ser ud i dag, kræver 1 gigawatt vindmøllekapacitet på grund af den varierende vind en 0,9 gigawatt fossil backup. For at undgå dette er der brug for et ”intelligent” el-net. At opbygge et sådant net er et ”gigantisk” projekt, ”som kræver teknologiske fremskridt, internationalt samarbejde og overførsler uden fortilfælde” (s. 52).

”Den fysiske størrelse af dagens energisystem baseret på fossile brændsler er enorm,” konstaterer rapporten og fortsætter:

”Der er tusindvis af store kulminer og kulkraftværker, omkring 50.000 oliefelter, et verdensomspændende netværk af mindst 300.000 km olie- og 500.000 km naturgasrørledninger og 300.000 km el-transmissionskabler. Globalt er genanskaffelsesprisen for den eksisterende infrastruktur til fossile brændsler og atomkraft mindst 15-20 billioner dollar. Kina alene tilføjede mere end 300 GW kulkraftkapacitet fra 2000 til 2008, en investering på mere end 300 milliarder dollar, som først tjener sig ind i 2030-2040 og vil være i drift måske indtil 2050-2060. Faktisk er de fleste energiinfrastrukturer sat i drift for nylig i vækstøkonomierne og er helt nye, med typisk levetid på mindst 40-60 år. Det er klart usandsynligt, at verden fra den ene dag til den anden vil beslutte at afskrive 15-20 billioner dollar i infrastruktur og erstatte den med et vedvarende energi-system til en endnu højere pris.” (s. 53)

Det er selvfølgelig ikke ”verden”, der bestemmer det. Verden har ingen indflydelse. Det er regeringerne, under pres fra de store energikoncerner og fra finanskapitalen, som yder lån til investeringerne. De påviste reserver af fossile brændsler – som er en del af såvel kul-, olie- og gas-lobbyernes som pensionskassernes aktiver – rummer fem gange mere kulstof end budgettet for, hvad menneskeheden endnu kan tillade sig at brænde af. Ifølge beregningerne fra Potsdam Institute og NGO’en Carbon Tracker vil en redning af klimaet kræve, at 80 procent af disse reserver til evig tid bliver liggende i klodens geologiske dyb.

”Verden” ville få det bedre, men ikke de fossile forekomsters ejere, det giver sig selv! Bortset fra denne ”detalje”, giver World Economic and Social Survey 2011 en rammende beskrivelse af problemet. Over 50 procent af de globale udledninger skyldes knap 7 procent af befolkningen. De 3,1 milliarder fattige er kun ”ansvarlige” for 5-10 procent af drivhusgasserne (s. 29). Derfor kan omstillingen kun lykkes, hvis ”gennemsnits-europæeren mindsker sit energiforbrug med omkring halvdelen, og indbyggeren i USA med omkring tre fjerdedele” (s. xiv).

Rapporten er hæderlig nok til at anerkende, at sådanne mål ikke kan nås gennem ”forsimplede løsninger” såsom ”internalisering af de miljømæssige eksternaliteter” eller voluntaristiske politikker for et stort teknologisk spring fremad. ”Ingen af disse tilgange har potentialet til i tilstrækkelig grad at fremskynde energiteknologiske ændringer i den nødvendige globale målestok.” (s. 29)

For en social og økologisk hasteplan

Forfatterne til World Economic and Social Survey 2011 drager tydeligvis ikke den konklusion, som deres analyse kalder på. Derimod lader de sig inspirere af Blue Map-scenariet fra det Internationale Energiagentur (IEA). Dette scenario anser det for fornuftigt at fortsætte udviklingen af agrobrændstoffer og at bygge et 1 gigawatt-atomkraftværk om ugen i 40 år. Alligevel vil IEA-scenariet højst gøre det muligt at begrænse koncentration af drivhusgasser i atmosfæren til 550 ppm CO2-ækvivalent, hvilket svarer til en stigning i temperaturen på et sted mellem 2,8 og 3,2 grader…

At iværksætte Blue Map er utvivlsomt, hvad Verdensbanken har i tankerne, når den hævder, at vi ”for enhver pris må undgå en 4 graders temperaturstigning på Jorden”…

Den uundgåelige, men tabubelagte konklusion er simpelt hen den følgende: At redde klimasystemet er ikke muligt, medmindre der sker en demokratisk planlægning på verdensplan, en afskaffelse af unyttige eller skadelige produktioner, en omfattende relokalisering af produktion (især landbrugsproduktionen) og en radikal omfordeling af rigdommene.

Omfordelingen må navnlig omfatte: nationalisering uden erstatning af energi- og kreditsektoren, en stærk nedsættelse af arbejdstiden uden lønnedgang, sløjfning af den offentlige gæld, afskaffelse af intellektuelle ejendomsrettigheder til rene teknologier og en betydelig udvidelse af den offentlige sektor, under befolkningernes kontrol.

Kun en antikapitalistisk orientering hen imod et samfund, som producerer for tilfredsstillelse af reelle menneskelige behov, som udmøntes demokratisk, kan gøre det muligt radikalt at nedbringe energiforbruget og den materielle produktion, samtidig med at man tilfredsstiller det store flertals sociale behov.

Det er vilkårene, hvis vi skal redde klimaet – og dermed vores livsbetingelser på Jorden. Dermed være også sagt, at kampen nødvendigvis må ledes af de sociale bevægelser, i særdeleshed fagbevægelsen. I stedet for at lade sig presse ud i tovene ved at tigge om en ”kickstart” af kapitalismen, som de gør i dag, bør lønarbejdernes organisationer have modet til at udarbejde og popularisere en storstilet, offentlig social og økologisk hasteplan. En plan, der på én gang sigter mod at give alle et arbejde og gøre op med den kapitalistiske væksts dødbringende maskineri, ville have en enorm social legitimitet over for et system, som – med Marx’ ord – ”ødelægger de to eneste kilder til al rigdom: jorden og arbejderen”.

 

Artiklen er oversat fra La Gauche (Belgien), 27.11.2012, af Finn Kjeller.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce