Forelsket i 1960'erne - uddrag af »Grænseløs«

Grænseløs følger gennem ti år Arne Herløv Petersens ungdomsår op gennem 1960'erne.

Arne Herløv gik et år på highschool i USA, var aktiv i SF og Studentersamfundet, deltog i demonstrationer og påskemarcher, sejlede ud i det blå på et gammelt træskib og arbejdede sig frem mellem Nordeuropas havne, boede ved Middelhavet et halvt år og rejste Jorden rundt sammen med nogle af dem, der senere grundlagde Tvind.

Og så skrev han bøger og var konstant forelsket - for det meste uden at forelskelsen blev gengældt.

Fra Bind 1 – tilbageblik på 1956-58:

Efter Ungarn sad vi tretten-fjortenårige oppe i Social-Demokratens kantine, når vi havde haft møde på Mini-avisen. De havde tre slags kaffe, med eller uden tilsætning, og vi drak den tyndeste og billigste, der blev kaldt opvaskevand. Vi var enige om at fordømme russernes overgreb, og vi var også enige om, at socialdemokratiet havde svigtet sine oprindelige idealer. Der var ikke noget parti, der havde den holdning, vi efterlyste, så vi oprettede vores eget parti. Det eksisterede kun i elleve dage, så fandt vi ud af, at der var nogle voksne, der tænkte det samme som os og havde oprettet et parti, de kaldte Danmarks Socialistiske Parti. Det fik vi kontakt til, og vores lille snakkegruppe fik status af partiets ungdomsafdeling under navnet Venstresocialistisk Ungdom. Mere end en halv snes stykker blev vi aldrig, men vi opnåede alligevel at blive smædet i KU-bladet og infiltreret af PET-agenter. Jeg meldte mig ind i moderpartiet og opnåede som femtenårig at blive medlem af bestyrelsen i Københavnsafdelingen. Et par gange holdt jeg foredrag om situationen i Irak eller Algier ved et af vores offentlige møder.

Da jeg læste Scherfigs Idealister virkede den meget genkendelig, som et gruppeportræt af vores parti. De mest normale medlemmer var de unge, de biblioteksstuderende Palle Juul Holm og Rasmus Jakobsen, den historiestuderende Ole Stender-Petersen og Mette Bryld og Toni Liversage, der begge studerede slavistik. De ældre var mere scherfigske. Åge Kjelsø havde deltaget i den spanske borgerkrig for POUM. Han blev taget til fange og dødsdømt af både fascisterne og stalinisterne, men det lykkedes ham at flygte begge gange. Sproglærer Poul Moth dyrkede en videreudviklet form for esperanto, der hed novial. Han havde en lille trykpresse og trykte selv det trotzkistiske blad La kvara Internacionoj, som vist ikke kunne læses af mange andre end ham selv. Han gik i korte bukser året rundt, havde meget synlige åreknuder og var fortaler for råkost og kolde styrtebade. Preben Kinck havde røde æblekinder og gik altid formummet i lang, sort overfrakke, som dem de hjemløse går med. Han sov på en madras på gulvet på et lille værelse og levede af syltetøjsmadder. Han var tilhænger af en Sex og Samfund-ideologi, der var sammensat af Freud, Wilhelm Reich, Marx og vist også dr. Riegel fra Idealister. Han gav mig en del numre af bevægelsens lille blad, der hed Du og jeg, som jeg læste med glødende kinder og røde ører. Man skulle kaste alle hæmninger og dyrke sex på en glad og fri måde med alle, der var inden for rækkevidde. Bladet havde interessante artikler om eskimoernes lampeslukningslege, hvor man slukkede tranlampen i iglooen og bollede med den nærmeste i mørket og alle skreg af grin, hvis de var kommet til at hoppe på deres bedstemor, og om trobrianderne, hvor kvinderne havde det med at lægge sig ned på skovstien med blottet underliv, så den næste, der kom forbi, kunne blive fristet. Der var bidrag i bladet af forfatterne Soya, Peter Freuchen og Sigurd Wåle. Det var hård kost for en femtenårig, der aldrig havde kysset. Preben Kinck var et kendt syn i byen, når han iført sin lange sorte overfrakke bevægede sig rundt på sin høje damecykel. Man skulle ikke tro, at han var trotzkisternes bedste kurer. Han blev sendt ned til Algier med maskingeværdele eller falske dollarsedler til oprørsbevægelsen FLN. Så smurte han et passende antal syltetøjsmadder, så han havde proviant til rejsen, og cyklede ned gennem Europa med kontrabanden i den flettede kurv på styret, og han blev aldrig stoppet.

Vi opstillede til kommunevalget i 1958 og fik valgt en mand ind i Helsingør og en i Esbjerg. Der manglede kun ganske få stemmer i, at Poul Moth var blevet valgt ind i kommunalbestyrelsen i København. Dér gik københavnerne virkelig glip af noget.

Da det murrede i geledderne i DKP i slutningen af '58, fulgte vi nøje udviklingen. Vi henvendte os til Aksel Larsen og foreslog ham at melde sig ind hos os, men det ville han ikke høre tale om.  Da SF blev oprettet, nedlagde vi vores parti ved urafstemning og gik en bloc ind i det nye parti. Jeg var med ved partiets stiftelse i Hvidovrehallen og folkemødet lige efter. Jeg var ikke ret begejstret for Aksel Larsen, men jeg kunne virkelig godt lide Mogens Fog og især Morten Simonsen, der var professor i medicin og lysende klar, når han formulerede hvordan et udogmatisk socialistisk parti kunne se ud.

Fra Bind 2 – 1963:

Bo Hammar hentede mig på Centralstationen og kørte mig op til kursusgården Svenstorp. Tord Høivik og en kommunist var kommet fra Norge. Fra Sverige var der omkring femogtyve Clartémedlemmer. De var frygtindgydende kompetente, man fik altid mindreværdskomplekser af at være sammen med svenskerne. Mødte man sådan en Gunilla med klare, blå øjne og langt, hvidblond hår, viste det sig i reglen, at hun havde skrevet doktorafhandling i antropologi, tilbragt fire år blandt dayakkerne, udgivet et par digtsamlinger, spillede tværfløjte og i sin fritid opdrog en kæk lille børneflok og bagte rustikke brød i en stenovn. Der var tre medicinstuderende. De havde alle tre denne særlige, lidt kyniske medicinerhumor og var iført stribede murerjakker, matblå med lodrette, mørkeblå striber. Derunder havde de hvide bluser med rullekrave. Sådan en murerbluse måtte jeg også have, jeg måtte huske at spørge, hvor man kunne købe dem.

Vi gik i gang med seminaret om eftermiddagen, og jeg havde et ganske langt indlæg, hvor jeg redegjorde for SF's holdning til en række politiske spørgsmål og Socialistiske Studenters stilling som SF's studentergruppe og samtidig fraktion i Studentersamfundet. Om aftenen skulle der være kammeratligt samvær, men jeg havde ikke lyst til samvær med andet end en dyne. Jeg blev tørstig igen, varm i hovedet og mat i hele kroppen. Måske var det en lille influenza, det var nok bedst at sove det væk, så var jeg sikkert kvik igen i morgen. Jeg tog min temperatur, da jeg havde lagt mig. Jeg havde 40,1.

Om morgenen havde jeg høj feber og rødt udslæt over hele kroppen. Gunnar Bylin, en af de medicinstuderende i stribet murerbluse, kom ind og så på mig og stillede diagnosen skarlagensfeber.

- I gamle dage var det en meget alvorlig sygdom, sagde han opmuntrende. - Det var noget, folk døde af. Men nu er det ikke så slemt. Du skal bare have penicillin.

Det sørgede han for, og næste dag var der en, der kørte mig ind til Stockholm i en varevogn. Jeg lå omme bagi og rullede fra den ene siden til den anden, jeg følte mig som noget stykgods, min krop var fremmed for mig, det var underligt at der hang et par hænder og daskede fra armene, at benene var bukket om til fødder nederst. Frode og jeg kunne bo hos Svengöran Dahl. Svengöran rejste ganske vist til Spanien to dage efter, men det gjorde ikke noget. Vi skulle bare lægge nøglen på køkkenbordet, når vi rejste. Selvfølgelig overlod man sin lejlighed til et par danske kammerater, hvis de havde brug for et sted at være. Var man socialist eller var man socialist ikke?

Frode styrtede byen rundt, gik på museum, i teater, på restaurant. Alt det, jeg havde tænkt mig at gøre. Jeg lå svedende og rødplettet i sengen, mens feberen fortog sig.

Da jeg kom oven senge igen, kom Clartébladets redaktør Ola Palmær over en aften for at diskutere partitaktik. De fleste af de unge mænd i Clarté var slanke og glidende i kroppen som pantere, Ola var trind og trivelig og smilede meget. Der var nogle i Clarté, der havde visse planer om at stifte et svensk SF ligesom det danske og det norske. En mulig formand kunne være lægen Nils Bejerot, som Aksel Larsen altid boede hos, når han var i Stockholm. Jeg frarådede dem at oprette et nyt parti, så længe det ikke var absolut nødvendigt. Jeg syntes ikke, situationen var den samme som derhjemme. Det svenske kommunistparti var helt anderledes end det danske, det var nærmest eurokommunistisk ligesom det italienske, mens det danske var et af de mest Moskvatro partier i Europa. Derfor var vi blevet nødt til at oprette vores eget parti i Danmark, men i Sverige troede jeg, man kunne dreje kommunistpartiet endnu mere over i en uafhængig og udogmatisk retning, og så havde man jo den fordel, at man overtog et fuldt udbygget partiapparat.

Næste dag spiste vi frokost med Bo Hammar og Nils Bejerot, og jeg gentog mine argumenter. Nu vi alligevel var der, gav Bejerot  Frode og mig en koppevaccination. Der havde været 23 tilfælde af kopper i Stockholm, det var bedst at være forsigtig.

I modsætning til de danske kommunister havde de svenske demonstreret mod den sovjetiske dommedagsbombe. Der var politiafspærring omkring ambassaden, og ingen demonstranter fik lov til at komme nærmere end hundrede meter. Men Bo Hammar så ikke ud som en demonstrant. Han var ikke en af dem, der gik i murerbluse. Han var altid iført jakkesæt med vest og slips. Han kom gående frem mod politiet, under armen havde han en sammenrullet paraply. Han nikkede til betjentene, og de nikkede igen og lod ham slippe lige igennem. Bo fortsatte frem til ambassaden og bankede på. En ambassadesekretær lukkede op.

- Hvad drejer det sig om? spurgte sekretæren.

- Jeg havde tænkt mig at demonstrere, sagde Bo.

- Så gerne, sagde sekretæren og lukkede ham ind. De kom ind i et forgemak med et ovalt bord og stole i empirestil. – Vil De ikke sidde ned og demonstrere? spurgte sekretæren.

Bo satte sig på det stribede silkesæde. En time sad han tavs med sin sammenrullede paraply over knæene og demonstrerede mod bomben. Så rejste han sig, bukkede for ambassadesekretæren og gik ud til den råbende flok udenfor. Han løftede paraplyen i vejret og råbte med klar og distinkt røst, som til en regatta: - Ikke flere bombeprøver, ikke flere bombeprøver.

Vi spiste middag hos Ola Palmær. Bo Hammar, Bo Gustafsson, Gunnar Bylin og et par andre var også med. Ola havde taget kandidateksamen i russisk og kinesisk, i hans reoler stod Lenins værker på russisk og Maos på kinesisk, alle sammen med utallige noter og understregninger med rød og blå blyant. Jeg havde taget nogle af Svengörans plader med sange fra den spanske borgerkrig med og fik dem overspillet på bånd. De svenske Clartéfolk sang med, bagefter sang de en masse andre revolutionære sange, de kendte dem alle sammen og sang dem alle sammen på originalsprogene.

Der var mange diskussioner i svensk Clarté, de havde forskellige holdninger til Sovjet og Kina, de var uenige om mangt og meget. Men de holdt stadig sammen. Få år efter gik de i hver sin retning, nogle af dem blev fjender. Gunnar Bylin blev formand for det maoistiske KFML og specialist i allergiske lidelser, Bo Gustafsson formand for det endnu mere maoistiske KFML(r) og professor i historie i Uppsala. Bo Hammar blev international sekretær i det gamle kommunistparti, der blev til Vänsterpartiet Kommunisterna og senere bare Vänsterpartiet. Svengöran Dahl var med til at oprette en lille gruppe, der hed Vänsterdemokraterna. Ola Palmær oversatte Vysotskij og Majakovskij og skrev den svenske tekst til FNL's sang Befria södern.

Jeg var på Moderna Museet og Østasiatisk Museum og købte en svensk murerbluse. Så fulgtes jeg med Frode hjem til København.

Fra Bind 4 – Tahiti 1968:

Næste gang, vi var ude på Avanti, fortalte Leif og Jens Erik, at de havde talt med en rig amerikaner, der ville købe skibet. Det var de meget glade for. Det havde været en frygtelig hård tur fra Panama, og de havde gruet for at skulle fortsætte til Australien. Amerika­neren kom ud på skibet senere og bekræftede, at handelen var i orden.

Der var kun ét problem. Amerikaneren satte som betingelse, at skibet skulle sejles tilbage over Stillehavet og afleveres i Mazatlán i Mexico, hvor han ville have det ombygget til luksus­yacht, der kunne lejes ud til sejlads mellem Stillehavsøerne. Det var det eneste problem, men det var desværre uoverstigeligt. For hvis der var noget, Leif og Jens Erik ikke orkede, så var det at tage tilbage samme vej, de havde drevet op og ned over Ækvator i 68 døgn, prøvet at æde hajer og forhindret Carlos i at voldtage Lea. Ikke om de ville. Men så skulle de sejle skibet til Australien, og det var de heller ikke meget for.

Vi så på hinanden, smilede og nikkede.

- Vi kan da sejle det skib til Mazatlán, sagde vi.

Leif og Jens Erik var lykkelige for planen. Vi andre gik rundt og så på skibet med nye øjne. Vi prøvede at sætte sejl og tage dem ned igen. Vi følte på alting, gik det hele efter i sømmene…

Bibes ville gerne tale med Lassen og Kragh. De var ude på Avanti og blev hentet ind på politistationen. Bibes sagde til dem, at det ikke var tilladt at diskutere politik, sådan som vi havde gjort det.

Nu havde politiet været ude på Avanti for at sige, at vi skulle hente alle vores ting i Papara og køre dem ind på politistatio­nen. Alt tydede på, at politiet ville have os med på Messagerie Maritimes skib Tahitien, der gik til Panama næste dag.

Vores eneste trumfkort, at vi skulle påmønstres som besætning på Avanti, var der ikke mere. Bibes havde sagt, at det kunne tage seks til otte måneder at få skibet omregistreret under fransk flag, og amerikaneren ville ikke sejle under dansk flag. Men under hånden havde Bibes sagt til Leif og Jens Erik, at hvis først vi var ude af vagten, så kunne det nok gå hurtigere. Men så kunne skibet ikke sælges alligevel, for amerikaneren ville kun købe det, hvis han kunne få besætning til Mazatlán, og det kunne han ikke, hvis vi var væk.

Det var en total kovending fra lykkestemningen, da vi troede, vi skulle sejle til Mexico. Ravn, Kragh og Mette tog ud til Papara for at hente vores ting ind til politistationen. Vi andre spiste middag på Avanti. Leif og Jens Erik fortalte, at politiet havde spurgt dem, om de egentlig vidste, hvad vi var for nogle. Vi havde deltaget i demonstrationer både i Danmark og Australien, og politiet havde fået specialrapport fra Australien og desuden fået oplysninger fra meddelere, både her i Tahiti og blandt passagererne på Castel Felice. Politiet havde også fortalt, at det ikke kun var det franske efterretningsvæsens folk, der havde holdt øje med os på skibet. Den australske premierministers sekretær havde været med som passager og også indgivet rapport til det franske politi.

- Det er en heksekedel med de mennesker, de er kommu­nistiske agitatorer, sagde Bibes til Leif og Jens Erik. - De skal ikke lade dem komme ud på Avanti mere…

Avanti havde fået besked om, at de skulle være ude inden søndag, så Leif og Jens Erik sejlede med pigerne til Australien, så snart de kunne. Politiet havde sagt til Leif og Jens Erik, at de var bange for, at Avanti skulle blive sejlet ud i atomprøveområdet ved Morurua. Det var tilsyneladende derfor, der var gået panik i dem, da vi pludselig skulle påmønstres som besætning på skibet. De lagde to og to sammen og fik det til mindst toogtyve. De troede sikkert, at det alt sammen var én stor konspiration. To danskere ankommer i skib, otte danskere, der er kendt som agitatorer, ankommer samtidig. Danskerne fra skibet går i land, vi går om bord. Hvordan kan det hænge sammen? Jo, det er alt sammen en djævelsk plan om at sejle lige derind, hvor de skal smide deres atombomber, så de må udsætte prøverne, og så de løber risikoen for, at verdens­pres­sen begynder at skrive om, hvad der egentlig sker med den lokale befolkning i Tuamuto-gruppen, der ikke længere må spise fisk og kokosnødder. Sandheden, at Leif og Jens Erik ikke orkede at sejle tilbage over Stillehavet, og at vi bare gerne ville til Mexico, var ikke spændende nok. Efterretnings­tjenester er nu engang indrettet på at se det, de kalder konspirativ adfærd - det vi andre ville kalde konspiratorisk adfærd - alle vegne.

Der var endnu en detalje, vi ikke var klar over dengang. Det var ikke bare de almindelige atomvåbenprøver, de var i gang med. Franskmændene planlagde i største hemmelighed at foretage deres første prøvesprængning af en brintbombe ved Fangataufa den 24. august. De ville meget nødig have, at den historie kom frem i utide - for eksempel ved at nogle nævenyttige danskere sejlede ind i området og snuste rundt omkring.

Der stod ikke noget i de lokale aviser om brintbomben, da den blev sprængt. Vi hørte ikke noget om det. Men måske tog vi en souvenir med hjem fra Polynesien i form af radioaktivt støv i lungerne og knoglerne.      

Arne Herløv Petersen er forfatter. Artiklen er uddrag erindringsromanen Grænseløs, der er udkommet i fire bind på forlaget Det poetiske Bureau.

Læs også anmeldelsen »Selvbiografi i grænselandet mellem fiktion og virkelighed« på Modkraft.