Fredsbevægelsen lever på trods

Som aktiv i Århus mod Krig og Terror vil jeg gerne kommentere Jan Lars Nielsens og Rune Eltard-Sørensens artikel »Hvorfor har den danske fredsbevægelse tabt pusten?« som Modkraft bragte den 10. Oktober 2014.

Det er positivt, at Modkraft bringer en artikel om fredsbevægelsen - det er en vigtig debat at tage op.

Desværre har artiklen en tendens til at nedtone både den faktisk eksisterende bevægelse og de muligheder, der findes i de initiativer, der lige nu bliver taget mod Danmarks deltagelse i krigen i Irak og Syrien - og for en stærk fredsbevægelse i det hele taget.

Artiklen nævner, at Århus mod Krig og Terror stod bag en demonstration mod krigen i Irak og Syrien i forbindelse med Fredsfestival Århus 2014 den 4. oktober, men at det kun skete, fordi man alligevel havde planlagt at demonstrere i forvejen.

Besøg Århus mod Krig og Terror på Facebook

Demonstrationens hovedparole var ’Nej til krigspolitikken', der også var fredsfestivalens overskrift, og dem koncentrerede sig på ingen måde kun om et nej til køb af nye krigsfly. Den blev netop til en demonstration i protest mod Danmarks krigsdeltagelse i den aktuelle situation.

Vores tema på fredsfestivalen var, at USA og NATO– og dermed også det officielle Danmark – forbereder nye krige og opruster, mens de fabrikerer nye fjendebilleder til at berettige krigene. Og i sammenhæng med det en debat af, hvor vi som fredsbevægelse kan sætte ind.

Diskussionerne om kommende opgaver på fredsfestivalen gik ikke bare på kampagnen for et nej til køb af nye krigsfly, men også hvordan den landsdækkende modstand mod krigen opbygges.

Og en ting er helt sikker: Havde vi ikke allerede planlagt i Aarhus at gå på gaden den 4. oktober, ville vi have skyndt os at gøre det, så snart det stod klart, at Danmark gik ind i en ny krig –  der i al hast blev ekspederet igennem uden nogen form for folkelig eller demokratisk debat.

Læs åbningstalen på Fredsfestivalen Aarhus her

Det har vi nemlig gjort hver gang Danmark har sagt ja til nye krige eller til anden form for indblanding med våben ude i verden.

Da et enigt Folketing sluttede op om USA's krig mod Libyen, indkaldte vi med det samme til en demonstration. Vi udtrykte også vores klare afstandtagen, da Danmarks tilsluttede sig en operation i Mali med imperialistiske motiver og senere i Den centralafrikanske Republik.

Og da risikoen for en krig mod Syrien var aktuel sidste år, samlede vi til flere protestdemonstrationer.

Og ja, vi kan enes i Århus mod krig og Terror, som det siges i artiklen, men det er en enighed vi har opbygget fra bunden gennem det daglige seje samarbejde, hvor vi har arbejdet os hen i mod en fælles opfattelse af vigtige og grundlæggende spørgsmål.

Det er græsrodssamarbejde, hvor vi opbygger et stadigt større kontaktnet i byen. For at få nye kontakter og diskussioner befinder vi os jævnligt på gaden med vores flyere, bannere og synspunkter.

Vi, der er aktive i kernen af Århus mod Krig og Terror, er for nogles vedkommende medlemmer af forskellige partier – også fra Enhedslisten - mens andre ikke er partiorganiserede.

Det, vi kan enes om, er bl.a. en opfattelse af hvad og hvem, der truer freden. og vi fører en løbende debat om dette. Det er med andre ord et reelt tværpolitisk samarbejde, som tager selvstændig stilling mod krigene og dansk krigspolitik – også når et enigt folketing støtter at sende bombefly ud i verden.

Vi er enige om at forsøge at få et samarbejde med andre organisationer og enkeltpersoner fra sag til sag, ikke mindst når nye krige eller krigsudviklinger truer.

Vi er enige om at gå på gaden og opfordre andre til at slutte op og gå op imod de daglige løgne, der forsøger at gøre krig til fred og farlig indblanding til fredsbevarende aktioner.

Vi kan enes om at være imod angrebskrige og vi siger fra hver gang politikerne igen sender Danmark i krig, 'når de ringer fra Washington'.

Problemet med Enhedslisten for fredsbevægelsen er efter min mening ikke, at den ønsker, der skal sendes våben til kurdernes, der lige nu kæmper for livet mod Islamisk Stat.

Problemet er derimod, at Enhedslisten som parti skaber forvirring og handlingslammelse, fordi det ikke har en klar opfattelse af, hvem der står bag krigene og hvorfor.

Også ved indledningen til den nyeste krig stolede Enhedslistens ledelse på, at den imperialistiske USA-alliance ville beskytte civilbefolkningen, og stemte ja til at sende et våbenfly med soldater til krigen i Irak.

Den slags skaber ikke klarhed eller en stærk fredsbevægelse, men det modsatte. Det spiller sammen med den enorme propaganda og hjernevask, som vi i almindelighed er udsat for at gøre os til tilhængere af krig og militarisering,

Alt udlægges til krigens fordel. Frygten piskes op og når 'et enigt Folketing' går i krig, har det en stor  propagandaværdi. Enhedslisten har været enig både i Libyen og her ved starten af den nye krig i Syrien og Irak.

Partiet har først skiftet holdning, efter at fredsbevægelsen har protesteret og har taget initiativ til at gå på gaden. Og det skelner på en kunstig og forvirrende måde, så en del af krigshandlingerne bliver blåstemplede som humanitære aktioner.

Der gives ikke mange sprækker i krigskoalitionen mellem politikere og medier. Det er USA's krigsmaskine, der taler.

Fredsforsker Jan Øberg har for nylig trukket sig fra deltagelse i programmet 'Debatten' på DR. Selv når en kritiker 'får lov' at komme i gennem i medierne manipuleres der så meget med taletid og temaer, så freden ikke får en chance.

Øberg endte med at vurdere, at han blot blev udnyttet som et falsk alibi for alsidigheden.

I Danmark har vi tradition for at lytte til politikerne. At flere partier i 2003 ikke automatisk støttede Irak-krigen har uden tvivl været medvirkende til, at det var muligt at udvikle den store antikrigsbevægelse. Og ikke mindst kunne det selvfølgelig ske, fordi der var nogen, der tog fat på opgaven og organiserede bevægelsen.

Først og fremmest at antikrigsinitiativerne og partier og organisationer i København, Enhedslisten indbefattet, gik sammen om Ingen krig mod Irak. Det skabte en bevægelse på højde med den enorme internationale krigsmodstand dengang.

Mange illusioner er siden blevet bygget op til hjælp for krigens tilhængere. Herhjemme fik vi en ny regering, som mange havde forhåbninger til ville være mere social og mere villig til at føre en fredelig politik -  og med Obama som præsident i USA skulle vi bildes ind, at verden gik en demokratisk og fredelig tid i møde.

Ingen af delene svarede til virkeligheden, men illusionerne om det lever stadigvæk og lægger låg på krigsmodstanden.

Nu kan en regering, der har slået sig op på at være 'rød', være helt sort også på krigsfronten og den tætteste allierede USA og NATO kunne drømme om, mens den 'fredelige' Obama står i spidsen for fortsættelsen af Bushs terrorkrig.

Også den store illusion om EU som et 'fredens projekt' er blevet lanceret, mens virkeligheden er en union, der arbejder for en fælles hær, stående indsatsstyrker, en kæmpe våbenindustri og tæt samarbejde med NATO.

Ikke desto mindre lever krigsmodstanden stadig, og den er bred.

13 års deltagelse i USA's terrorkrige og dens katastrofale konsekvenser har generelt ikke gjort den mindre i befolkningen. Snarere tværtimod. Derfor udpønses der stadig snedigere fjendebilleder og krigsbegrundelser.

Nu har man så fundet den perfekte fjende i Islamisk Stat, der gerne måtte halshugge folk i Syrien, så længe det bare gjaldt at skabe kaos i landet og vælte Assad.

For et år siden måtte USA afblæse en krig direkte imod Syrien, som Obama i første omgang annoncerede han ville sætte i gang.

Efter IS’s opblomstring og den opfattelse, der er skabt af IS som vores fælles fjende, er krigen i Syrien for regimeændring igen blevet en mulighed.

Men krigsmodstanden og fredsopinionen eksisterer stadig. Problemet er at organisere den og få de forskellige kræfter til at arbejde sammen uden illusioner om, at Folketinget eller de to parlamentariske blokke vil føre en politik for fred.

Eller at Enhedslisten repræsenterer den brede krigsmodstand, og ikke først og fremmest har sin egen dagsorden som støtteparti for regeringen.

Alt dette gør, at betingelserne for at opbygge en stor og stærk fredsbevægelse er vanskelige. Men skal vi stiltiende se til, mens imperialismen overfalder et hvilket som helst land de finder for godt?

At den skaber kaos og dræber hundredtusinder af  civile og provokerer stormagter som Rusland og Kina til modsvar og presser modsætningerne op til noget, der kan udvikle sig til en tredje verdenskrig – måske med atomvåben?

Jeg kan kun opfordre krigsmodstanderne til at gå i gang. En fredsbevægelse kan ikke snævert bestå af en erklæret venstrefløj, den skal omfatte mange flere end det.

Langt størstedelen af den danske befolkning, og både i blå blok og ’rød’ blok, har ingen interesse i krigene og militariseringen, der koster velfærd og på alle måder er dyr.

Støt de initiativer, der tages, og spred oplysningerne om dem bredt, bak op om demonstrationen den 19. oktober i København og gør den stor, så vi kan vise politikerne og befolkningen, at ikke alle har slugt idéen om evig krig.

Tine Spang Olsen er aktiv i Århus mod Krig og Terror