Frihed, lighed og solidaritet

INDLEDNING

Under kapitalismen lever mennesket for at arbejde. Under socialismen arbejder mennesket for at leve.

Under kapitalismen går profit forud for tilfredsstillelsen af vore behov. Produktion for profit er modsætningsfyldt og grænseløs. Produktion af enorm rigdom og rovdrift på naturgrundlaget går hånd i hånd med fattigdom og ulighed.

Disse modsætninger viser sig som tilbagevendende og omfattende økonomiske, sociale og politiske kriser og nu også som en stadigt voksende miljø- og klimakrise, der ikke kan løses inden for kapitalismens rammer.

Socialisme er det eneste historiske alternativ til det kriseramte og ustabile kapitalistiske system.

Vi har ret til et rent miljø, til bæredygtig produktion og til sikre forbrugsprodukter af høj kvalitet. Vi har ret til et liv, hvor vi frit kan realisere vore evner og muligheder. Vi har ret til at arbejde med præcis det, vi ønsker og er bedst til. Vi vil respekteres uanset køn, race, etnicitet eller religion.

Samfund, produktion og økonomi skal indrettes til at gøre livet trygt og værdigt. Vi vil have større frihed i form af tid og større nytte af vort arbejde.

Vi har ret til et samfund uden udbytning og uden undertrykkelse.

Derfor ønsker vi socialisme.

Socialismen - det historiske alternativ - er Enhedslistens mål

Socialisme er et samfund, som har frigjort lønarbejderne fra udbytning og fattigdom. Socialisme bygger på samarbejde, solidaritet, fred og bæredygtig anvendelse af jordens ressourcer på en sådan måde, at alle sikres en tryg og meningsfuld tilværelse.

Socialisme bygger på frihed, lighed og solidaritet mellem verdens folk, og derfor sikrer socialismen globale borgerrettigheder for alle mennesker uanset køn, race, etnicitet, religion, nationalitet og social og politisk tilhørsforhold.

Globale borgerrettigheder skal sikre mennesker ret til ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, organisationsfrihed, bevægelsesfrihed og ret til frihed fra fattigdom og utryghed.

Med afskaffelse af udbytningen vil produktionsmidler og andre kapitalgoder ikke længere have nogen værdi som kapital. Lønarbejdet vil ophøre med at eksistere og dermed vil lønarbejderne kunne tage ansvar for at anvende produktionsmidlerne til fællesskabets bedste.

At en socialistisk verden vil være betinget af frie menneskers flid, initiativrigdom, evne til at organisere; til at udvise individuel og kollektiv ansvarlighed for egen og samfundets udvikling samt menneskenes evne til at dække samfundets behov for produktion med stadig mindre anvendelse af arbejdstid.

Interessemodsætninger mellem de forskellige sociale grupper, som vi kender dem i dag, vil mindskes og gradvist ophøre under socialismen.

Det betyder, at statens rolle vil blive reduceret. Den kapitalistiske nationalstat som klassemagt vil gradvist vige pladsen for kollektive, offentlige institutioner, der dels har til opgave at sikre befolkningen mod genindførelse af udbytningsrelationer, dels at sikre den samlede organisering af borgernes styring af produktionen og forbruget.

Den socialistiske stat skal bygge på et organisk samspil mellem repræsentative, demokratiske institutioner og direkte, demokratiske organisationer, hvor det er praktisk muligt.

De kollektive offentlige apparater, der erstatter den kapitalistiske nationalstat, vil ikke besidde suveræn magt og være hævet over samfundet. Tværtimod vil den socialistiske stat kun kunne overleve og modvirke reaktionære modoffensiver, mens det socialistiske samfund opbygges, hvis den indgår i et globalt samvirke med andre socialistiske stater.

Det er Enhedslistens opfattelse, at tredelingen mellem lovgivende, udøvende og dømmende instanser, samt principperne for retsstat og god regeringsførelse skal være grundlæggende i den socialistiske stat. Demokratiets og rettens videre udvikling under socialismen, kan kun historien give svar på.

Enhedslisten afviser, at det skulle være muligt at opbygge socialisme i ét land ad gangen. Enhedslisten afviser også forestillinger om, at statskapitalisme, hvor staten overtager kontrollen over kapitalen og viderefører udbytningen, kan erstatte socialismen.

Socialismen indebærer ophævelse af kapital og lønarbejde som økonomiske grundformer i samfundet.

Derfor må overgangen fra kapitalisme til socialisme være et resultat af en koordineret og organiseret international proces, hvor væsentlige dele af verdensøkonomien frigøres fra kapitalismen.

En sådan international proces forudsætter, at de socialistiske partier og de brede folkelige bevægelser både strategisk og praktisk orienterer sig mod en fælles, transnational kamp mod kapitalismen.

Afskaffelse af udbytningen indebærer:

• Ophævelse af den kapitalistiske nationalstat
• Samfundsovertagelse af produktionsmidlerne og hele samfundets finansielle grundlag
• Ophævelse af forholdet mellem kapital og lønarbejde gennem ophævelse af enhver forestilling om 
ejendom af produktionsmidler og kapitalformidling
• Ophævelse af den kapitalistiske arbejdsdeling
• Demokratisk organisation af produktion og forbrug af naturressourcer og fordelingen af de skabte 
produkter under producenternes og forbrugernes kontrol og ledelse. 


Det er ikke på forhånd er muligt at forudsige de historiske former, som den socialistiske proces vil antage.

Derfor opstiller vi i vores program alene nogle almene principper for socialismens grundlag og udformning, ligesom det spirende borgerskab under feudalismen og enevælden ikke var i stand til at redegøre for det fremtidige, liberale, kapitalistiske samfunds indretning ud over at angive nogle principper.


KAPITALISMEN SOM SAMFUNDSSYSTEM 


Under kapitalismen er menneskelige behov underordnet kapitalens grundlæggende drivkraft – skabelsen af merværdi og profit. Det indebærer, at menneskelige behov kun kan opfyldes, så længe de tjener kapitalakkumulationen, dvs. den mekanisme, der er kapitalismens hjerte, hvor penge avler flere penge, kapital. I modsat tilfælde vil de menneskelige behov ikke blive opfyldt.

Krise, fattigdom, rovdrift på naturressourcer, miljøødelæggelser og krige opstår. Derfor oplever vi, at fattigdommen vokser selv i rige lande, mens produktionskapaciteten ikke udnyttes og at naturressourcer anvendes uden omtanke for fremtidige generationer.


I den kapitalistiske produktion underordnes lønarbejderne kapitalens diktat i et udbytningsforhold. Lønarbejderen er nødt til at sælge sin arbejdskraft til kapitalen, der ejer produktionsmidlerne. Gennem arbejdet skabes en værdiøgning – merværdi - der giver mulighed for at akkumulere yderligere værdi til kapitalen. 


Lønarbejde og kapitalakkumulation 


Betingelsen for, at arbejdskraften kan udbyttes under kapitalismen, er, at arbejde og produktionsmidler holdes adskilt i et politisk betinget socialt ulige forhold mellem lønarbejdere og kapital.

I lønarbejdet underordnes lønarbejderne kapitalens diktat i et udbytningsforhold, hvor kapitalen stiller krav til arbejdskraftens kvalitet, kompetencer, styrke, loyalitet og livsstil, og hvor essensen er, at lønarbejderen eksisterer og lever udelukkende for at arbejde.

Lønarbejdere overvåges, bedømmes og undersøges konstant, uanset om arbejderen har et arbejde eller står uden for arbejdsmarkedet. Under kapitalismen præges mennesket hele livet igennem til selvdisciplinering og identifikation med lønarbejdets præstationskrav.

Kapitalismen producerer således opslidende stress, invalidering, social deroute, fattigdom, dulmende forbrugerisme, voksende forbrug af lægeordineret medicin, informations- og underholdningsoverload, der har til formål at få folk til at glemme dagligdagen.

Den manglende adgang til at udvikle sin personlighed og sine evner, tab af sanselig kvalitet i arbejdet og forurenede livsbetingelser for blot at nævne nogle få eksempler er den pris, lønarbejderne betaler på verdensplan for lønarbejdets undertrykkelse af livsudfoldelse og livsglæde.

Selvom den globaliserede økonomi på langt sigt vil fremme en udjævning af forholdene for lønarbejderne på verdensplan, vil der længe eksistere regionale forskelle.

I begyndelsen af det 21. århundrede er forskellene præget af, at store dele af fremstillingsindustrien flyttes rundt i verden i jagten efter billig, disponibel arbejdskraft.

De egne af verden, hvor arbejdskraften gennemgående er dyrere, er i højere grad beskæftiget med avanceret produktion, produktion af viden, kommunikation, information, oplevelser, billeder og services.

Rigdom og velstand er ulige fordelt på verdensplan, men man kan ikke længere tale om en tredje verden, hvor alle er fattige og en første verden, hvor også ufaglært arbejdskraft har velstand, da tendensen går i retning af sammenvævning af velhavende og fattige i alle samfund, hvor lønarbejdernes pris og offentlige sociale omkostninger indgår som en parameter i konkurrencen på verdensmarkedet.

Derfor nedsætter nationalstaterne i de dele af verden, hvor arbejdskraften er dyrest, løbende de offentlige – offentlig service – og private omkostninger – løn – til arbejdskraftens reproduktion.

De såkaldte velfærdssamfund, som blev opbygget i Europa og til en vis grad i USA efter anden verdenskrig, er under langsigtet, men systematisk, afvikling gennem liberalistiske reformer, der skal sikre og udvide adgang til kapitalakkumulation.

Produktion af viden og kommunikation er i dag central i alle sektorer, herunder service-, omsorgs-, forskningssektoren og udbredes geografisk og til den industrielle produktionssektor.

Hvor samfundene tidligere var præget af industriproduktionens krav om disciplin og hierarkier, bliver samfundene over hele verden i dag nu også i voksende omfang præget af nye disciplinformer gennem kommunikations-, informations- og netværksstrukturer.

Denne udvikling understøttes kraftigt af udviklingen af en virtuel internetverden, som præger vor bevidsthed, vor viden, vores kommunikation, sociale relationer og struktureringen af arbejdet. Internettet er i sig selv en vigtig kampplads mellem lønarbejderne og kapitalen.

Kapitalen anvender internettet til at beskytte sine interesser, til at øge sin akkumulation af kapital og dermed til at kontrollere lønarbejdernes liv og sociale handlemuligheder.

For lønarbejderne har globaliseringen betydet, at efterkrigstidens faste arbejdstider i nogenlunde faste jobs i dag i voksende omfang erstattes med fleksible relationer til arbejdsmarkedet, skiftende jobs, skiftende arbejdstider og legale og illegale immigrantarbejdere til at supplere og underbyde lokale arbejdsstyrker.

Den usikre jobsituation betyder, at flere og flere udstødes. I dag findes rundt om verdens storbyer hele lokalsamfund af udstødte mennesker – også kaldet ghettoer. Deres svar på udstødningen er socialt oprør mod staten.

Denne udvikling har sat lønarbejdernes faglige organisationer, der har vanskeligheder med at omstille sig organisatorisk til kapitalens dynamiske udvikling og globale ekspansion, under et stærkt pres, der som helhed har svækket lønarbejderne.

Selve arbejdslivet er yderligere karakteriseret ved en gradvis tendens til nedbrydning af skellet mellem arbejds- og privatliv.

Mange lønarbejdere har aldrig helt fri fra arbejde og ledelsen søger bl.a. gennem forskellige manipulerende, psyko-sociale ledelsesteknikker at præge lønarbejdernes tanker og følelser, så lønarbejderen altid identificerer sig med virksomhedens formål og ledelse.

Den moderne udbytning af lønarbejdet indebærer, at alle vore grundlæggende sociale evner til at skabe, tænke, føle omsorg, og elske underægges kapitalens behov for akkumulation. Vi bliver fremmede over for vore egne evner til at danne sociale relationer uden, at de indgår i en relevant, kapitalbestemt sammenhæng.

Forskellen i livsvilkår mellem klassisk lønarbejde i produktive virksomheder og lønarbejde i den offentlige sektor udjævnes mere og mere, idet den offentlige sektors effektive og helst profitable og udliciterede leverance af tjenesteydelser udgør en integreret del af kapitalens samlede bestræbelser for at øge kapitalakkumulationen.

Den enkeltes organisering af sit privatliv er sammen med leverancen af offentlige services af grundlæggende betydning for at sikre, at betingelserne for kapitalakkumulation er optimale.

Det begynder allerede i hjemmet, hvor hele familiens økonomi gennem forbruget, kærlighedslivet, madlavning, pasning af familien og fælles fornøjelser underordnes kravet om at sikre et optimalt beredskab til lønarbejdet.

I de offentlige services begynder det allerede i vuggestue og børnehave, hvor der stilles krav om kompetenceopbygning af børnene, samt i skolen, hvor idealet ikke længere er dannelse, men troen på, at lønnet, kvalificeret arbejde giver mening med livet.

Privat ejendomsret

Udbytningsforholdet mellem kapital og lønarbejde opretholdes som privatejendomsret gennem lovgivning, offentlig administration og moralske normer.

Privatejendomsret er altså det politiske og juridiske grundlag for udbytningsforholdet og de ulige forhold mellem lønarbejde og kapital.

Det opretholdes af et grundlæggende undertrykkelsesforhold i samfundet, som består af en række ideologiske og retlige former, som fastholder arbejdsmarkedet, som stedet, hvor kapitalen møder lønarbejderen, der tvinges til altid at stå til rådighed for kapitalen.

Eneste vej ud af udbytningen for lønarbejderen er, at kæmpe for at svække kapitalens kontrol over lønarbejdet og ultimativt under socialismen helt at afskaffe lønarbejdet.

Mange af dagens lønarbejdere i de rigere dele af verden besidder egne boliger og biler og de har adgang til et pænt privat forbrug og til at spekulere i stigende ejendomspriser. De har også adgang til udbetaling af pensioner fra kasser, der har investeret en del af lønarbejdernes løn i kapitalakkumulationen. Desuden har de adgang til en række offentlige services.

Imidlertid ændrer dette intet ved det grundlæggende udbytningsforhold, hvilket bliver tydeligt i kapitalistiske, økonomiske kriseperioder med nedskæringer i offentlig service, lønnedgang, udhuling af pensioner og kriser i boligsektoren.

Lønarbejdernes private boliger og opsparinger er ikke en sikret ejendomsret, når kapitalismen er i krise.

I Danmark er hovedaftalen mellem arbejdsgivernes og lønarbejdernes organisationer og det fagretlige system medvirkende til at beskytte den private ejedomsret mod de konsekvenser, som konflikter mellem organiserede lønarbejdere og kapitalen ellers ville kunne medføre.

Gennem hovedaftalen og bestemmelserne i det fagretlige system er lønarbejdernes faglige organisationer frataget mulighederne for at kunne fungere som et kollektivt værn for lønarbejderne. Dermed mister de faglige organisationer legitimitet og svækkes.

Hertil kommer diverse bestemmelser i lovgivningen, der har kriminaliseret traditionelle faglige kampskridt som blokader af arbejdspladser og besættelser af arbejdspladser og bygninger, som led i protester og arbejdskampe og ”lømmelpakken”, der mistænkeliggør enhver demonstrerende aktivist og giver rum for vilkårlig og intimiderende anholdelse af helt fredelige demonstranter.

Den voldsomme udbygning af overvågnings- og anti-terrorapparater og -lovgivning har yderlige bidraget til en acceleration hen imod en autoritær, kapitalistisk kontrolstat.

Oven i dette kommer beskyttelsen af privatejendommen og sikringen af kapitalens behov for tilgængelig og fleksibel arbejdskraft, som finder sted gennem forvaltningens kontrol over arbejdsløse og bistandsklienter, der går ud på at hindre enhver meningsfuld livsudfoldelse fra disses side og samtidig påtvinge disse lønarbejdere endeløse rækker af handlingsmønstre, der skal tjene til at bevise, at de er til rådighed for arbejdsmarkedet.

Kontrollen udstrækkes også til generel mistænkeliggørelse af syge, hvor forvaltningen påtvinger syge stadig voksende byrder med nedværdigende krav om redegørelser for sygdomsforløb, helbredelsesmuligheder, indhentning af attester m.m.

Disse foranstaltninger tjener samtidigt det ideologiske formål, at gøre samfundsmæssige rammebetingelser som f.eks. arbejdsløshed til individuelle problemer og dermed isolere individerne og vanskeliggøre kollektiv handling.

Manglende balancer og kriser

Konkurrence og kampen om markeder tvinger den enkelte kapital til evig akkumulation. Der må til stadighed investeres i et moderne produktionsapparat, som kan producere fortsat mere med anvendelse af stadig mindre arbejdskraft – derfor produceres der til en stadig mindre værdi.

Kapitalistisk konkurrence mellem kapitalerne har ført til en uhyre koncentration af kapital, hvor enorme transnationale selskaber kontrollerer betydelige dele af verdensøkonomien.

Opbygning af stadigt større produktionsapparater, der anvender stadigt mindre arbejdskraft og hvor varernes værdi bliver mindre bevirker, at kapitalismen er kendetegnet ved tilbagevendende kriser. De opstår, når afkastet af den investerede kapital ikke længere er tilstrækkeligt stort til at skabe nye, profitable investeringer.

Disse økonomiske kriser bliver til samfundskriser og viser sig som overproduktion af varer, udbredt fattigdom, høj arbejdsløshed, social ulighed og opløsning af den sociale orden.

Samtidig indebærer kriser intensivering af udbytningen af de, der er i arbejde og udvidelse af markeder til nye områder.

Den kapitalistiske produktion og markedet underordner sig alle dele af samfundslivet og omdanner uden hæmninger almindelige menneskelige relationer til markedsrelationer. I denne rastløse akkumulation af profit frembringer kapitalismen globaliseringen.

Globaliseringen ligger i kapitalismens natur. Selvom den globaliserede økonomi fremmer en udjævning af forholdene for lønarbejderne via eksport af kapital og investeringer i de fattige lande, hvor arbejdskraften er billig og kravene til produktionen begrænsede, eksisterer der under kapitalismen store regionale forskelle med økonomisk, social, politisk og magtmæssigt ulighed mellem de kapitalistiske nationer.

Den kapitalistiske globalisering resulterer i tilbagevendende internationale kriser, som udfordrer den herskende verdensorden.

Nye, stærke kapitalnationer (for tiden BRIK-landene Brasilien, Rusland, Indien, Kina) vokser frem og fortrænger de gamle på verdensmarkedet.

Det sker i benhård, imperialistisk konkurrence om interessesfærer, udbytningsområder, udnyttelse af naturressourcer, politisk og militær dominans og de store transnationale selskabers kamp om uhindret kapitalakkumulation.

Samtidigt arbejder de store kapitalnationer sammen om oprettelse af regionale frihandelszoner, der fjerner forhindringerne for denne akkumulation.

Alle store samfundskriser under kapitalismen har været og vil være forbundet med samfundsødelæggende kampe om en ny verdensorden. Det handler om, hvilken eller hvilke blokke af kapitalnationer, der er stærke nok til at påtvinge resten af verden deres ledelse, dominans og betingelser.

Det er det, vi kalder imperialisme.

Kapitalismens kriser er således aldrig kun økonomiske, men også politiske, sociale, kulturelle og militært destruktive og truer hver gang både det enkelte samfunds hele eksistensgrundlag og den herskende verdensorden.

Det meste af det tyvende århundrede var præget af kriser og krige og i øjeblikket gennemlever verden en stagnation og krise, der startede i 1970’ernes begyndelse og stadigt varer ved.

Der er krise i produktionen (realøkonomien), politiske kriser (stadige krige), vedvarende energikrise og kamp om energiressourcer, en katastrofalt voksende klimakrise og en gælds- og finansieringskrise.

Klassemodsætninger i det kapitalistiske samfund

Det kapitalistiske samfund er karakteriseret ved at være delt op i klasser og ved modsætninger mellem klasserne. Klasserne er først og fremmest karakteriseret ved deres rolle i produktionen af samfundets rigdom og i fordelingen af denne.

Som udgangspunkt står alle borgere formelt set lige overfor hinanden i de kapitalistiske samfund.

Men en relativt lille samfundsgruppe, kapitalistklasserne og de herskende klasser, der enten ejer eller forvalter produktionsmidlerne, står over for den store gruppe af borgere, lønarbejderne, der kun kan opretholde livet ved at sælge deres arbejdskraft.

De brede grupper af lønarbejdere er derfor reelt ikke ligestillede borgere, men er underordnede og underlagt produktionens og ledelsesrettens tyranni.

Kapitalens interesser varetages af dets ejere og af de små grupper i den private og offentlige sektor, der er ansat til at forvalte kapitalinteresserne, dvs. alle, der indtager betydningsfulde kommando- eller kontrolfunktioner inden for den private og den offentlige sektor.

Arbejderklassen er en sammensat klasse, hvor nogle er beskæftiget i kapitalistisk produktion og cirkulation. En anden del af lønarbejdere er beskæftiget med overvågning af samfundet og med at sikre betingelserne for, at både kapital og den produktive arbejdskraft kan reproduceres.

Set i et socialistisk perspektiv, så kæmper lønarbejderne i produktion og cirkulation på langt sigt for en overskridelse af kapitalismens udbytning.

Lønarbejderne, der skal sikre de samfundsmæssige reproduktionsbetingelser af kapital og arbejdskraft, kæmper for at bevare status i det samfundsmæssige hierarki og for at undgå yderligere undertrykkelse, men vil altid have svært ved at sætte en overskridelse af kapitalismen som perspektiv, da de samfundsmæssige funktioner, disse lønarbejdere udfører, er knyttet til netop at vedligeholde og udvikle det kapitalistiske samfund.

På den anden side har lønarbejderne i produktion og cirkulation af kapital ikke selvstændigt set styrke til at frigøre sig fra udbytningen uden, at det sker som en samlet kamp for frigørelse fra undertrykkelse for alle lønarbejderne.

Det er derfor vigtigt, at lønarbejderne finder sammen i en social blok for at afskaffe kapitalismen som samfundssystem og opbygge et socialistisk alternativ.

Det er ethvert socialistisk partis vigtigste opgave at stille sig i spidsen for at formulere alliancepunkter og veje til opbygningen af denne historiske bestemte sociale blok.

Den kapitalistiske nationalstat og den offentlige sektor

Den kapitalistiske nationalstat består af nationen forstået som det fællesskab af borgere, der er anerkendt af staten som borgere. Staten besidder gennem militær og politi voldsmonopolet til at sikre landets ydre grænser og den indre orden.

Den demokratisk kapitalistiske nationalstat forudsætter, at alle dets borgere formelt har lige rettigheder over for staten. Dette kan lade sig gøre, fordi adskillelsen af arbejdet fra produktionsmidlerne skaber den tro, at udbytningsforholdet mellem lønarbejde og kapital er et forhold mellem to ligestillede ejere af indtægtskilder, nemlig som ejere af hhv. kapital og af lønindtægter.

Eksistensen af den politiske tvang og den økonomiske udbytning af lønarbejdet anerkendes ikke af det kapitalistiske samfunds institutioner.

Beskyttelsen af privatejendomsretten er det egentlige grundlag for den kapitalistiske nationalstat, fordi staten finansieres af en del af den kapital, som akkumuleres gennem udbytning af lønarbejdet. Som følge heraf er det den kapitalistiske nationalstats grundlæggende opgave at sikre det kapitalistiske samfunds fortsatte eksistens.

Derfor er det ikke muligt for lønarbejderne selv med stærke alliancer ind i statssystemet, at gøre op med udbytningsforholdet og markedsanarkiet gennem de parlamentariske, repræsentative, politiske forsamlinger.

Men gennem mobilisering i samfundet kan de undertrykte klasser aftvinge de herskende klasser og staten indrømmelser, der forbedrer deres økonomiske, sociale og kulturelle livsforhold bl.a. i form af offentlige, kollektive og universelle velfærdsgoder.

Modsat bestræber de herskende klasser sig på at aftvinge statsapparatet varetagelse af deres økonomiske og politiske interesser og udøvelse af social kontrol.

Staten udgår således fra klassemodsætningerne i samfundet. Men statsapparatet og hele det system, vi kalder den offentlige sektor, er ikke et passivt redskab i de herskende klassers hænder.

Statsadministrationen, ja, det samlede statsapparat helt ud i den enkelte kommune, består af en række lag og funktioner, som har indbyrdes modsætningsfyldte interesser.

Hvordan disse interesser handler og hvordan statsapparatet imødekommer de forskellige klassers interesser afhænger primært af styrkeforholdet mellem klasserne i samfundet.

Derfor er kampen om begrænsning af udbytningen, undertrykkelsen og omfordelingen af den producerede rigdom en konstant politisk kamp mellem klasserne om indflydelsen og magten til at sætte sine interesser igennem både i parlamentet og inden for statsapparatet.

Den europæiske Union

Hovedparten af nationalstaterne i Europa er siden sammenbruddet i Østeuropa og Sovjet blevet optaget i Den europæiske Union.

EU er en overnational sammenslutning af kapitalistiske stater med det udtrykkelige formål at styrke europæisk kapitalisme i kampen om markedsandele og skabe politisk-militær indflydelse på verdensmarkedet.

EU er i lighed med de nationale stater underlagt og præget af styrkeforholdene i klassesamfundet, men adskiller sig dog fra nationalstaterne ved ikke i samme grad at være underlagt demokratisk kontrol. Endvidere er det bureaukratiets styrke i EU, at det står overfor befolkninger, der traditionelt og historisk endnu politisk og kulturelt er bundet til nationalstaten.

Derved har de herskende klasser i Europa fået et magtgrundlag, der kan spille på de nationale befolkningers indbyrdes adskillelse.

Den danske stat har i lighed med de andre stater gennem sit EU-medlemsskab og traktatlige bindinger underlagt den nationale politik, den økonomiske politik, finanspolitikken og befolkningernes demokratiske suverænitet under Det indre Markeds betingelser – det marked, som er kernen i den europæiske, kapitalistiske organisering.

Den danske stats politiske råderum afgrænses i dag til væsentligst at bestå i finanspolitisk kontrol og tilpasning af statens indtægter og udgifter inden for en overordnet økonomisk ramme, der er fastsat af EU.

Grundlaget for den fastsatte ramme er en liberalistisk, økonomisk politik i EU, som repræsenterer finanskapitalens interesser. Det indebærer gennemførelse af jævnlige reduktioner af offentlige udgifter og service for borgerne.

Som på verdensmarkedet gælder det, at EU konstant plages af indre interesse- og magtkampe, hvor de største nationer (bl.a. Tyskland og Frankrig) påtvinger hele unionen og de enkelte medlemsstater deres økonomiske, politiske og militære interesser.

Derfor gælder det også, at klassernes kamp for deres interesser inden for de enkelte nationalstater er organisk forbundet med en fælles, europæisk politisk og faglig kamp for at ændre styrkeforholdene i EU, herunder kampen mod EUs fastholdelse af den globale ulighed, undertrykkelse og udbytning – mod EUs imperialisme

De nationale kampe mod de omfattende autoritære tendenser og for udvidet demokrati, frihed, lighed og solidaritet er ikke længere mulig, med mindre de knyttes sammen med de europæiske befolkningers opgør med EUs grundlag og den europæiske kapitalisme.

Internationalismen er ikke længere et moralsk og værdipolitisk anliggende for arbejderbevægelsen, men en afgørende praktisk nødvendighed.

Fra velfærdsstat til konkurrencestat

Velfærdsstaten i almindelighed og den nordiske velfærdsmodel i særdeleshed er en historisk specifik udgave af den kapitalistiske stat.

Den er et produkt af de ændrede styrkeforhold mellem de to store klasser efter 2. Verdenskrig, hvor arbejderbevægelsen stod stærkt i hele Europa og kunne aftvinge kapitalen og de herskende klasser et historisk kompromis om en velfærdsstat, der havde borgernes tryghed og øget lighed som grundlag og udgangspunkt.

Som modydelse respekterede arbejderbevægelsen og dens ledende partier i velfærdsstaten den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Velfærdsstaten repræsenterede arbejderbevægelsens og de brede befolkningslags ønsker om kollektivt og solidarisk ansvar, frihed til de undertrykte samfundsgrupper og øget demokratisk indflydelse.

Velfærdsstaten var ikke kun velfærdsinstitutioner og statslig politik.

Velfærdstænkningen og kollektive løsninger på kollektive problemer prægede tidsånden og styrkede arbejderklassens politiske og samfundsmæssige indflydelse.

Tillige indgik velfærdsstaten i de vestlige landes inddæmning af Sovjetunionen og Østeuropa under den kolde krig.

Velfærdsstaten var karakteriseret ved:

• At udvide statens regulering af udbytningen og markedsudviklingen, bl.a. gennem arbejdsmarkedsregulering
• At overtage store dele af den samfundsmæssige reproduktion og at skabe basal social tryghed for de store lønarbejdergrupper
• At velfærdsgoderne hovedsageligt blev universelle uden undertrykkende trangskriterier
• At der blev ført en progressiv fordelingspolitik for at udligne uligheden
• At hele statssystemet blev demokratiseret, bl.a. gennem udvidelsen af den offentlige sektor.


Velfærdsstaten havde en bagside.

De politiske flertal greb aldrig reelt ind i produktionen af profit. Reformerne blev hovedsageligt til på omfordelingens og reproduktionens områder.

Samtidig overflødiggjorde udbygningen af den offentlige velfærdssektor arbejderbevægelsens forskellige demokratiske velfærdsorganisationer og opløste arbejderbevægelsens kollektive organisations- og tænkeformer indefra.


Grunden blev her lagt til en atomisering af arbejderklassen og fremme af individualismen, som efter krisen i 1970erne blev brugt af borgerligheden i opgøret med velfærdsstaten.

Hvor arbejderklassen tidligere som organiseret politisk og faglig bevægelse havde stået over for staten, ændredes dette forhold under velfærdsstaten. Det blev som enkeltborgere, at arbejderne kom til at stå over for staten. Det svækkede de solidariske bånd i arbejderbevægelsen.


Fra begyndelsen af kapitalismens lange stagnationsperiode i 1970erne blev velfærdsstaten sat under pres. Borgernes velfærd kunne ikke længere sikres. Fordelingspolitikken blev begrænset og kontrollen øget, hvilket førte til et voksende bureaukrati og dalende effektivitet.


Grundlaget blev skabt for de herskende klassers angreb mod velfærdsstaten. Det historiske kompromis blev opsagt både økonomisk, politisk og kulturelt, og kapitalen gik nu systematisk efter så lave omkostninger som muligt, hvilket indebar en omfattende afvikling af vestens store industrier og udflytning af produktion til Asien.

Statens svar på denne udvikling har været og er, at holde lønniveauet nede og at reducere omkostningerne til det offentlige velfærdssystem, der blev opbygget inden krisen.

Siden omkring 1973 er statens og den offentlige sektor orientering ændret til først og fremmest at sikre kapitalens interesser både på det nationale marked og på verdensmarkedet, mens den brede befolknings velfærd kommer i anden række. Den samme udvikling gælder borgernes demokratiske indflydelse.

Værdipolitikken er i denne sammenhæng en løftestang for kapital og stat. Den tjener til skabelse af accept blandt vælgerne for nedskæringer ved at gennemføre medieunderstøttede kampagner, hvor der skabes offentlig modvilje mod skiftende grupper, der alt efter politisk behov mistænkeliggøres på forskellig vis og dermed isoleres.

På den måde bliver disse grupper – f.eks. flygtninge, indvandrere, efterlønnere, pensionister, handicappede, sosu-assistenter, sygeplejersker, pædagoger, skolelærere – lette ofre for de tilbagevendende spareøvelser. Lønarbejderne er ofrene for denne politik.

Den moderne kapitalistiske konkurrencestat – velfærdsstatens afløser – antager stadig mere autoritær karakter.

Men konkurrencestaten mister også folkelig legitimitet og velfærdskravene til staten og det politiske system er stadig udbredt blandt de store lønarbejdergrupper.

Kampen om lønarbejdernes levevilkår er i dag så stærkt præget af kapitalens behov, at kapitalen gennem reklamer, medier og internet søger at fremme ensartning af den enkeltes livsmønstre og behov.

På lignende måde vil staternes indsats for fødevaresikkerhed, bekæmpelse af forurening og bæredygtig ressourceanvendelse altid være underordnet krisepolitikken og kapitalens rentabilitetskrav og dermed være begrænset af nødvendigheden af at holde alle tiltag til beskyttelse af miljø, energianvendelse og beskyttelse af fødevarerne inden for rammer, der sikrer den bedst mulige kapitalakkumulation.

Kampen mod den kapitalistiske krisepolitik og den voksende ulighed indeholder derfor stadig kampen for de klassiske velfærdsgoder.

I den forstand ser Enhedslisten det som en strategisk opgave at forsvare de brede befolkningsgruppers universelle velfærdsgoder og demokratiske rettigheder i dagligdagen.

Men nu ikke længere inden for rammerne af det historiske kompromis og den solidariske velfærdsstat. Det historiske kompromis har borgerskabet opsagt.

Stagnation og globalisering

Efterkrigstidens højkonjunkturperiode med høj vækst, accelereret industrialisering og høj beskæftigelsesgrad i den udviklede del af verden holdt til 1973, hvor en ny verdensomspændende krise blev en realitet, som førte til en lang stagnationsperiode med faldende produktivitet i hele den vestlige verden og som endnu ikke er overvundet.

Siden da er der med krisepolitikken udviklet genopretningsstrategier for kapitalismens profitabilitet under kodeordene fleksibilitet og den enkeltes frihed, også kaldet nyliberalisme.

Disse strategier blev sat ind mod velfærdsstaterne for at svække lønmodtagernes organiserede styrke og genoprette nye, kapitalistiske vækstvilkår.

Finanskrisen og den efterfølgende gældskrise har blotlagt de destruktive konsekvenser af de herskende klassers genopretningsstrategi.

Arbejdsløsheden har bidt sig fast. Reallønnen falder. Kapitalen koncentreres yderligere i transnationale koncerner opbygget i hierarkisk ordnet globale strukturer og tæt forbundet med finanskapitalen. Investeringerne flyttes konstant rundt efter det højeste kapitalafkast. Virksomheder nedlægges og hele lokalsamfund og regioner lægges øde. Små- og mellemstore virksomheders afhængighed af både de store koncerner og finanssektoren øges. Befolkningerne er blevet pålagt at betale finanssektorens redningsplaner og ulighed. Fattigdom i samfundene er eksploderet.

De gamle kapitalmagter har ikke en vej ud af den situation. De skærper stagnationens epoke ved at dræne verdensmarkedet for produktiv kapital til at finansiere deres egen overlevelse, gældsopbygning, overforbrug og overproduktion.

Stagnationens epoke kendetegnes af ustabile og skrøbelige opsving, risiko for nye samfundskriser, sociale konflikter, kronisk social udsathed og frygt for social deroute som grundvilkår for lønarbejderne og af nedbrud af de demokratiske styreformer. Den folkelige mistillid til, at de herskende klasser og den politiske og intellektuelle elite overhovedet kan styre samfundene frem mod fornyet vækst og velstand, vokser.

Stagnationens epoke kendetegnes ved at investeringerne i voksende omfang flyttes fra den produktive sektor til finanssektoren med deraf følgende ”krisebobler”.

Stagnationens epoke kendetegnes ved opdeling af verdensmarkedet i regionale magtcentre og frihandelsaftaler i indbyrdes konkurrence om dominans. Geopolitiske spændinger opstår over alt på kloden, hvor selv begrænsede nationale eller lokale konflikter og krige (f.eks. i Afghanistan, Irak, Iran, Libyen, Syrien) integreres i de overordnede magtpolitiske konflikter som en konstant trussel mod verdensfreden – de gammelkendte konfliktløsningsmekanismer mister effektivitet og autoritet.

Stagnationens epoke kendetegnes ved, at de herskende klasser uden tidligere tiders overlegne selvtillid indsætter enorme ressourcer for at fastholde magten, dominere samfundslivet og afvise ethvert alternativ til kapitalismen. Men det sker uden tidligere tiders styrke, autoritet og selvfølgelighed. De politisk- økonomiske løsninger antager midlertidig karakter som eksempelvis kriseprogrammerne i Europa, pengeudpumpningen i USA og Japan.

Stagnationens epoke kendetegnes ved en løbende indskrænkning af det demokratiske rum. I årene under ”krig mod terror” har staterne indført omfattende oprørsbekæmpende lovgivning som ”terrorpakker”. I demokratiske lande har det åbnet hidtil usete muligheder for overvågning af borgere og teletrafik, indsamling af oplysninger om borgere fra alle myndigheder, unfair retssager, hvor der f.eks. anvendes anonyme vidner og begrænsninger for tiltalte og deres advokater i at få indsigt i anklagerens materiale.

Kapitalismen som fremtidens samfundssystem forekommer ikke længere så selvfølgelig som før finanskrisen, selv om de herskende klasser og statsapparaterne i EU, USA og Japan har skærpet den politiske og sociale offensiv.

Socialismen som historisk alternativ er rykket nærmere – uden at være formuleret og udviklet som en bred bevægelse.

De socialistiske partiers, herunder Enhedslistens nuværende historiske opgaver er:


• At gøre op med den kapitalistiske væksttvang, der ødelægger menneskenes livsvilkår og verdens naturressourcer
• 
At formulere det socialistiske alternativ som en praktisk del af de antikapitalistiske modstandsbevægelser, uanset hvor de dukker op og i hvilken konkret skikkelse.

Enhedslisten og klassekampen – historisk social blok

Enhedslisten er et socialistisk parti, der opererer på dansk grund. Men Enhedslisten er også en aktiv del af den brede, internationale, socialistiske bevægelse.

Internationalt arbejder Enhedslisten med de kræfter, bevægelser og organisationer i andre lande, som har beslægtede mål og delmål.

Enhedslisten skal formulere og repræsentere de brede befolkningsgruppers sociale indignation over den voksende sociale, politiske og økonomiske ulighed. Partiet skal organisere modstanden mod kapitalens dominans over de undertrykte klasser og bekæmpe enhver form for undertrykkelse af lag og grupper i samfundet på grund af køn, social stilling, race, etnicitet, seksuel orientering, helbredstilstand mv.

Enhedslistens skal påtage sig opgaven at fremme lønarbejdernes og den brede befolknings organisering og udvikling af en historisk social blok af progressive kræfter i den antikapitalistiske kamp.

Enhedslisten ser det som en uomgængelig opgave at opbygge en enhed af de socialistiske partier og bekæmpe alle tendenser og forsøg på at så splid blandt lønarbejderne.

Enhedslisten deltager i alle folkelige og demokratiske politiske organiseringer med det klare formål at bidrage til udviklingen af en samlet front for at opnå politisk magt til at påbegynde socialismens opbygning.

Af samme grund understøtter Enhedslisten udviklingen af et magtfuldt lønarbejderbaseret civilsamfund, der kan støtte og arbejde for en udvidelse af demokratiets rammer og sætte nye samfundsmæssige dagsordener med et socialistisk perspektiv.

Et demokratisk retssamfund og demokratiske organisationer er forudsætningen for de brede befolkningsgruppers succesfulde kamp mod de herskende klassers dominans og udvikling til en samlet politisk og socialt alternativ.

Derfor forsvarer Enhedslisten demokratiet og retssamfundet mod de moderne autoritære og teknokratiske kræfter, der indskrænker den demokratiske offentlighed og undergraver de demokratiske institutioner gennem forskellige former for markedstvang og undtagelseslovgivning.

Enhedslisten formulerer og kæmper for et socialistisk perspektiv i alle parlamentariske institutioner. Det gælder folketinget, regionerne, kommunerne og EUs råd og parlament.

Enhedslisten ser det her som sin afgørende opgave at kæmpe for enhver forbedring af lønarbejdernes og den brede befolknings levevilkår og sociale og politiske styrke og indskrænke de herskende klassers politiske, sociale og økonomiske magt.

Enhedslistens arbejde i alle parlamentariske sammenhænge og institutioner får kun betydning som gennemgående politisk element i kampen for socialismen, hvis engagementet udgår fra og bygger på de demokratiske klasseorganisationer uden for parlamenterne som eksempelvis fagbevægelsen og de mange sociale bevægelser, der organiserer de brede befolkningsgruppers interesser.

Heri indgår ethvert skridt til udvidelse af demokratiet til alle samfundets sektorer, der modvirker kapitalismens undertrykkelsesmekanismer og ændrer de daglige styrkeforhold i samfundet.

Det indebærer, at Enhedslisten kæmper for, at mobilisere en alsidig men også politisk sammenhængende deltagerdemokratisk bevægelse, der kan sætte den daglige reformpraksis i samfundet og i de forskellige politisk-parlamentariske institutioner i et socialistisk perspektiv.

Det betyder, at mobiliseringen for reformer, som i deres praktiske virkeliggørelse overskrider det kapitalistiske systems rammer, skal opbygge styrkeforhold og politiske betingelser, så erobringen af den politiske magt og overgangen til socialismen opnår de bedste betingelser for at foregå fredeligt og fuldt demokratisk og samtidig reducere de herskende klassers og statsapparatets mulighed for at sabotere overgangsprocessen.

Grundlæggende principper

Den demokratisk socialistiske omformning af de kapitalistiske samfund er det styrende, revolutionære princip for Enhedslistens samarbejde med andre partier og i de mange sociale bevægelser. Kampen for socialisme handler derfor om:

• At sikre de liberale friheds- og lighedsrettigheder og dertil kræve, at de bliver realiseret fuldt ud i hele verden
• At sikre at både de individuelle og kollektive menneskerettigheder gennemtrænger vort arbejdsliv og alle andre dele af samfundet
• At udvide frihedsrettighederne ved at ophæve udbytning af lønarbejdet, så mennesket arbejder for at leve – ikke omvendt
• At sikre det er borgerne som styrer produktion og forbrug
• At sikre at al produktion foregår i overensstemmelse med princippet om bæredygtig anvendelse af 
jordens ressourcer.


Program og praksis


Dette principprogram opfylder først og fremmest det formål:

• At beskrive Enhedslistens analyse af kapitalismen, dens grundlæggende modsætninger, klassernes indbyrdes kamp og statsapparatets funktion og rolle
• At begrunde det socialistiske alternativ som historisk nødvendighed De opstillede principper:
• Udgør grundlaget for partiets deltagelse i den daglige og mangeartede klassekamp
• Er normdannende og vejledende for udviklingen af Enhedslistens organisation, partikultur og indre 
sammenhæng mellem teori og praksis
• Danner til enhver tid afsæt for udarbejdelsen af Enhedslistens politiske strategi, der skal forbinde 
de mange og ofte indbyrdes modstridende politiske og sociale kampe til en bred og sammenhængende antikapitalistisk front.

Francesco Castellani, Niels Frølich, Jan Helbak og Niels Henrik Nielsen er alle medlemmer af Enhedslisten.

Forslaget er færdigskrevet 2. december 2013

Se også Oversigt over indlæg på Modkraft om Enhedslistens principprogram-debat.