Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
Analyse
17. oktober 2013 - 14:27

Gæld, rente og Eurokrise (3)

Hvor kommer renten fra? Hvad er gældens rolle i moderne kapitalisme? I Eurosystemet?

Den tredje af tre artikler, der bygger på Kapitel 5 i min nye bog 'Eurokrisen. Europa mellem pengestyre og folkestyre'.

I forrige artikel undersøgte vi gældsudviklingen generelt i de kapitalistiske lande; i denne artikel zoomer vi ind på Euro-zonen.

Kriselandenes offentlige underskud og offentlige gæld tenderede mod at falde i 00'erne, trods retorikken om det modsatte.

I dette afsnit skal vi sammenholde dette med udviklingen i den private gæld og i betalingsbalancen, og vi skal sammenligne Sydeuropa med Nordeuropa.

Dermed nærmer vi os en forklaring af Eurokrisen.

Lidt bogholderi

Først skal vi have en regnskabsmæssig sammenhæng på plads.

Hvis A handler med B og her får et underskud på 10.000 kr, får B et overskud af præcis samme størrelse; og A's nyskabte gæld på 10.000 kr modsvares på samme måde af B's tilgodehavende.

Vi inddrager nu C i vores lille økonomi, og antager at C har et underskud på 5.000 kr med A og et overskud på 7.000 kr med B.

C har dermed netto et overskud på 2.000 kr, mens A's underskud reduceres til 5.000 kr og B's overskud til 3.000 kr. Samlet overskud = samlet underskud = 5.000 kr.

Sådan må det nødvendigvis være, eftersom man ikke kan have et underskud, uden at en anden har et tilsvarende overskud. Det samme gælder akkumulerede overskud og underskud, altså tilgodehavender og gæld.

Den samme logik må gælde, når de tre aktører er et lands private og offentlige sektor samt udlandet.

Det er klart at alle tre aktører kan 'disaggregeres', idet udlandet kan opdeles i handelskapital (importører og eksportører) og finanskapital (banker o.a.), den private sektor i husholdninger, produktive selskaber og finansielle selskaber, og det offentlige i stat, regioner og kommuner.

Men det ændrer intet ved den regnskabsmæssige sammenhæng, der beror på at de tre aktører udtømmer de logiske muligheder: Enhver aktør må nødvendigvis væren enten privat, offentlig eller 'udland'.

Samlet gæld må nødvendigvis være lig med samlet tilgodehavende, så hvis udlandet øger sit tilgodehavende grundet betalingsbalanceunderskud, må landet øge sin gæld.

Denne kan være fordelt ligeligt mellem den private og offentlige sektor, men det kan også tænkes at fx den private sektor har øget sin udlandsgæld med mere end det samlede udlandsunderskud, i hvilket tilfælde også det offentlige må have bidraget til det private frådseri, altså lånt til den private sektor og således øget sit tilgodehavende (nedskrevet sin gæld).

Det skal understreges, at de regnskabsmæssige sammenhænge ikke fortæller hvorfor en sektor har overskud eller underskud. Her er der brug for en egentlig økonomisk analyse (se Jespersen, 2012: 35ff).

Euro-zonen i sin helhed

Lad os nu først betragte Euro-zonen i sin helhed.

Her træffer det sig således, at regnskabet med udlandet er i balance, altså at handlen med USA, Kina osv. går lige op. Euro-zonen har intet overskud eller underskud på sin betalingsbalance, så derfor kan vi glemme denne omverden.

Det betyder, at den private og offentlige sektor er spejlbilleder af hinanden, altså at underskud/gæld i den ene sektor modsvares af overskud/tilgodehavende i den anden.

I Euro-zonen som sådan reduceredes de offentlige underskud, fra -3,1% af BNI i 2003 til -0,7% i 2007; i Euroens første år brød flere lande, bl.a. Tyskland og Frankrig, reglen om et maksimalt underskud på 3%, men derefter er budgetterne blevet forbedret.

Også den offentlige gæld blev stabiliseret eller reduceret, med en vis forsinkelse, nemlig fra en bruttogæld på 69,5% af BNI i 2004 til 66,0% i 2007 (Eurostat).

Som vi har set må denne tendens nødvendigvis afspejle sig i stigende private underskud og øget privat gæld. Dette er da også tilfældet, faktisk eksploderede den private gæld fra 2001 til 2007, hvilket fremgår af Tabel 5.1.

Tabel 5.1. Privat gæld i procent af BNI 2001 og 2007

 

Husholdningsgæld

Produktive selskabers gæld

Finansielle selskabers aktiver/passiver

Offentlig sektor

 

2001

2007

Vækst

2001

2007

Vækst

2001

2007

Vækst

Vækst i gæld

Spanien

58

90

32

160

240

80

193

281

87

-19

Portugal

79

105

26

230

250

20

287

270

-17

15

Grækenland

22

58

36

100

120

20

155

167

12

4

Italien

30

45

15

140

155

15

152

217

65

-5

Irland

/50/

92

42

/40/

80

40

461

715

253

-10

Tyskland

75

62

-13

165

180

15

304

312

8

6

Kilde: Husholdningsgæld og produktive selskabers gæld er aflæst fra Fig. 8 og 9, Lapavitsas, 2012: 19f; det første tal for Irland refererer til 2002. Finansielle aktiver/passiver fra Lapavitsas, 2012: 45 (Tabel 1).

Tabellen angiver udviklingen i denne gæld i seks lande. Den private sektor inddeles i a) produktive selskaber (normalt akavet kaldt 'ikke-finansielle selskaber'), b) finansielle selskaber (og fonde), dvs. banker, forsikringsselskaber, realkreditselskaber, pensionsfonde og diverse investeringsfonde, og endelig c) 'husholdninger', der er en residualkategori, der udover lønmodtagere omfatter fx små virksomheder, der ikke er aktieselskaber. Der er tal for husholdningernes og de produktive selskabers gæld.

For de finansielle selskaber/fonde har jeg tal for deres samlede kapital (balancen, hvor passiverne udover gæld omfatter egenkapitalen); væksten heri er givetvis en god indikator på væksten i deres gæld.

BNI i hhv. 2001 og 2007 tjener som 'benchmark', dvs. tallene angiver gælden (balancen) som procent af BNI, altså den relative gæld. Kolonnen 'Vækst' angiver simpelthen stigningen i den relative gæld fra 2001 til 2007.

Med Tyskland som den store undtagelse – som vi straks kommer tilbage til – ses det, at den private gæld vokser betragteligt i alle landene, og i alle dens former.

Ud over de i tabellen nævnte lande vokser de finansielle selskabers balance som andel af BNI også i Frankrig (96 procentpoint), Østrig (57), Belgien (89) og Holland (94), så der er tale om et generelt fænomen.

Hvad er årsagen til dette skift fra offentlig til privat gæld?

I forrige afsnit nævnte vi de generelle grunde, gyldige for alle kapitalistiske lande: Den ideologisk betingede kritik af den demokratiske sektor, frygten for at den offentlige gæld ville løbe løbsk og medføre meget store renteudgifter, samt dereguleringen af den finansielle sektor, der muliggjorde dens vækst.

Der lå altså både negative og positive faktorer bag udviklingen.

Hertil kom for Euro-zonen noget særligt, nemlig at ØMU-aftalen så underskud på statsbudgetterne som den store – og eneste – fare for den fælles valuta. Deraf konvergenskravene om max. 3% underskud og max 60% gæld, som der kun i de første par år var problemer med at få overholdt.

Opbygningen af privat gæld i boligbobler etc. blev ikke set som et problem, de stigende udlandsunderskud i Sydeuropa blev bagatelliseret, og hvis de var et problem, mente man, at de kunne repareres ved at landene gennemførte strukturreformer, der fremmede et fleksibelt arbejdsmarked (altså lønsænkninger).

Der var således et permanent, institutionelt pres for at begrænse offentlige underskud og offentlig gæld. Samtidig fortsatte man med at deregulere kapitalen. Bankerne kunne efterhånden udlåne så meget som de havde lyst til, for med en mindstereservesats på 2% kunne de udlåne €50 for hver Euro, som de havde; skatteparadiserne, bl.a. Euro-medlemmet Luxembourg, fik lov at trives; og skatten på kapitalindkomster blev systematisk nedsat til glæde for dem, der valgte at betale skat.

Dette er de åbenbare grunde til skiftet fra offentlig til privat gæld, men som antydet i forrige afsnit var der også en dybere grund, nemlig problemet med underefterspørgsel.

Når den offentlige gæld blev rullet tilbage, var det nødvendigt for hele systemets levekraft, at dette kompenseredes med stigende privat gæld.

Dette problem var særlig alvorligt i Euro-zonen, hvor reallønnen steg med blot 0,7% årligt fra 2001 til 2007. Samtidig steg produktiviteten med 1,2% årligt.

Det betød, at lønmodtagerne fik en stadigt mindre andel af de produkter, som de fremstillede; lønkvoten faldt. Under de vilkår er der ikke købekraft til at afsætte produktionen.

Alligevel steg BNI med 2,2% om året, ja, faktisk var der tendenser til overefterspørgsel og 'overophedning' i de sidste år før krisen.

Det skyldes at efterspørgsel, finansieret af privat kredit, supplerede købekraften. Vi fik lån til boligbobler, med efterfølgende belåning af friværdien, let adgang til kreditkortgæld og meget mere, men de fleste lån gik til privatforbrug og boligmarkedet, sjældnere til produktive investeringer.

Udviklingen i Euro-zonen stemmer derfor fint med den almene tendens i de kapitalistiske lande, fra inflation (den ekspansive pengepolitik i 70erne) over offentlig gæld til privat gæld, det hele drevet af problemet med underefterspørgsel.

Euro-zonen internt

Så vidt Euro-zonen i sin helhed. Vi vender os nu til de interne forhold, især ubalancen mellem Sydeuropa og Nordeuropa. Her må vi atter erindre den tredje aktør, nemlig udlandet.

Figur 5.4 og 5.5 viser privat og offentlig gæld samt udlandsregnskab for Spanien og Tyskland.

Spanien (og det øvrige Sydeuropa) havde frem til krisen et stort og stigende underskud på betalingsbalancen, mens det modsatte var tilfældet i Tyskland.

Bemærk at samlet overskud er identisk med samlet underskud, fx er Spaniens private underskud i 2007 på 12% af BNI lig med offentligt overskud på 2% plus udlandets overskud på 10% (det kan virke mærkeligt, at Spaniens betalingsbalanceunderskud afbildes som en positiv procent af BNI, men det skyldes at vi ser det fra udlandets vinkel).

Figur 5.4 Spanien: De tre sektorers overskud/underskud som procent af BNI

Kilde: Hein o.a., 2012: 41.

 Figur 5.5. Tyskland: De tre sektorers overskud/underskud som procent af BNI.

Kilde: Hein o.a., 2012: 44.

Det ses at Spaniens private sektor især har lånt af udlandet, men også lidt af den offentlige sektor. Den private gæld er strøget i vejret, både for husholdninger, produktive selskaber og finansielle selskaber, se Tabel 5.1.

Dette er finansialisering for fuld udblæsning. Den offentlige sektors andel af Spaniens gæld faldt fra ca. 22% i 2001 til ca. 10% i 2007; i Grækenland var faldet fra ca. 63% til ca. 45%, mens andelen var konstant i Portugal, jf. Lapavitsas 2012: 93ff.

At den private sektor har underskud (opbygger gæld) er udtryk for, at den ikke har sparet tilstrækkelig op til selv at kunne finansiere de private investeringer og derfor har måttet låne.

I Spanien steg dette opsparingsunderskud fra ca. 18% af BNI i 2001 til 26% i 2007; som forventet var udviklingen mindre dramatisk i Portugal og Grækenland (Lapavitsas, 2012: 90).

Det ses at Tyskland er et spejlbillede af Spanien, idet det store udlandsoverskud manifesterer sig som et tilsvarende stort privat overskud, altså opbygning af tilgodehavender.

Som det fremgår af Tabel 5.1 undgår Tyskland finansialiseringens farer, fx opbygges der ingen boligboble. Tyskland er dermed den store undtagelse fra 'reglen' om at offentlig gæld afløses af privat gæld.

Bemærk også at i både Spanien og Tyskland øgedes gældens/tilgodehavendets volumen meget kraftigt fra 2001 til 2007. I Spanien steg den samlede gæld fra ca. 5% af BNI til mere end 10%, i Tyskland fra godt 2% til knap 8%.

Dette taler sit tydelige sprog om finanskapitalens øgede vægt i økonomien; bankerne har fået friere hænder til ved hjælp af kreditmultiplikatoren at pumpe flere penge ud i systemet.

Én ting er, hvad der er sket, noget andet hvorfor? Her hjælper regnskabsmæssige identiteter ikke.

Her skal vi igen have fat i reallønnen, men nu inddrage at den ikke blot repræsenterer indkomst og dermed købekraft, men også er en omkostning for virksomhederne.

I Tyskland steg reallønnen så godt som ikke. Det gav landet en stor konkurrencefordel, og det er den, der kan aflæses i udlandsoverskuddet. Dette opvejede til dels den depressive effekt på hjemmemarkedet af, at lønmodtagerne ikke havde købekraft (kun til dels for væksten i Tyskland var med 1,7% blandt de laveste i Euro-zonen).

I Sydeuropa øgedes reallønnen noget mere, især i Grækenland og Irland (2,1% mod Euro-zone gennemsnittet på 0,7). Det forringede konkurrenceevnen overfor især Tyskland og betød samtidig at lønmodtagerne fik råd til at købe flere importvarer; dertil kom udlandslån til boligbobler i især Spanien og Irland, hvilket alt sammen bidrog til underskuddet på betalingsbalancen.

Den bedre reallønsudvikling betød også, at eksplosionen i privat lånefinansieret gæld ikke kan forklares med faren for underefterspørgsel; den skyldes snarere det banale forhold, at de udenlandske lån var så billige (på et tidspunkt var realrenten negativ), at man næsten skulle være idiot – eller meget fremsynet – for at sige nej.

Indtil nu har vi set på perioden frem til krise, fordi den vedrører det kontroversielle spørgsmål om krisens årsag. Vi skal nu se på gældsudviklingen efter 2007. Det kan gøres kort, for der er ikke megen mystik på spil her.

I Sydeuropa betyder fattiggørelsen, at betalingsbalanceunderskuddet falder (se Figur 5.4. vedrørende Spanien). Handelsbalancen forbedres, fordi befolkningen ikke har råd til at købe importvarer, og fordi faldende løn øger eksportens konkurrenceevne, og kapitalbalancen forbedres, fordi der ikke – med de nu høje renter – er råd til at låne i udlandet. Resultatet er at udlandsgælden falder.

En større andel af den reducerede indkomst spares op, grundet de usikre tider. Det trækker ned i den private gæld, og det samme gør statens massive frikøb af de gældsplagede private banker.

De offentlige underskud stiger grundet større overførselsudgifter og mindre skatteprovenu for staten, hvilket bidrager til øget offentlig gæld, hvortil naturligvis kommer udgifterne til at redde bankvæsenet (særlig markant i Irland).

Nedskæringspolitikken trækker umiddelbart i retning af mindre offentligt underskud, dermed mindre gæld, men som vi har set stiger gældsbyrden, dvs. gæld i forhold til BNI, fordi BNI falder så meget.

Sammenfattende får landene som sådan mere luft, fordi udlandsgælden falder, men internt i landene forskydes gældsbyrden fra den private til den offentlige sektor.

Dette ses tydeligt i figuren ovenfor om den spanske udvikling efter 2007, men samme mønster tegner sig for Irland, Portugal og Grækenland (Hein 2012: 42f). Lige som i 80'erne er det den offentlige sektor, der må prøve at trække læsset, trods EU's og politikernes obstruktion, mens den private sektor er paralyseret.

I Nordeuropa har krisen lidt andre konsekvenser.

I Tyskland (Figur 5.5.) reduceres udlandsoverskuddet lidt, men da det offentlige underskud øges tilsvarende kan den private sektor fastholde sit store overskud og tilgodehavende.

Mere negativt udtrykt, så bidrager denne sektor heller ikke i Nordeuropa til at få os ud af krisen, til trods for at den netop i denne del af kontinentet har en masse penge at gøre godt med; som bekendt gælder dette også Danmark.

Samlet set har krisen betydet, at den udenrigsøkonomiske ubalance mellem Nord og Syd er blevet indsnævret grundet krisen.

Sammenfatning

Alt i alt kan vi konkludere, at Euro-zonen i sin helhed trofast følger det generelle mønster for de kapitalistiske lande, hvor udfordringen fra den ringe efterspørgsel fra lønmodtagerne løses med inflation i 1970'erne, offentlig gæld frem til 1995, privat gæld indtil krisen og sluttelig offentlig gæld.

Det får stå hen om nedskæringspolitikken formår at reducere den offentlige gæld, foreløbig tyder ikke meget på det. Hvis det lykkes, må det private underskud nødvendigvis øges – med mindre man formår at øge udlandsoverskuddet gennem større eksport og mindre import.

Den interne udvikling i Euro-zonen er en anden sag. Sydeuropa og Nordeuropa har hver sin forskellige historie i 00'erne grundet den ulige udenrigshandel.

Tyskland skiller sig ud fra det generelle mønster ved at efterspørgselsproblemet klares med øget eksport, så der bliver ikke behov for privat, lånefinansieret forbrug. Sydeuropa skiller sig ud ved en bedre reallønsudvikling, men alligevel vokser den private gæld voldsomt.

Efter 2007 følger både Euro-zonen som sådan og langt de fleste enkeltlande mønsteret, idet den private opsparing øges og sektorens gæld falder (Tyskland en undtagelse), mens de offentlige underskud øges og gældsbyrden vokser.

Litteratur:

Arestis, P. og M. Sawyer 2012: The Euro Crisis, Palgrave.

Hein, E., A. Truger og T. van Treeck: The European Financial and Economic Crisis: Alternative Solutions from a (Post)-Keynesian Perspective, i Arestis/Sawyer 2012.

Jespersen, J. 2012: Euroen – hvorfor gik det galt, og hvordan kommer vi videre? Forlaget DEO.

Lapavitsas, C. et al 2012: Crisis in the Eurozone, Verso.

 

Besøg www.anderslundkvist.net

 

Anders Lundkvist: Eurokrisen. Europa mellem pengestyre og folkestyre, Forlaget Hovedland, kr. 229,-

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce