Hvad er penge?

Der findes forskellige slags penge. Forståelsen, for hvorfor markedsværdierne svinger så hysterisk, for hvorfor finanskrisen truer nu igen, og for hvorfor pengene i det hele taget er så upålideligt et mål for værdi, forudsætter et indgående kendskab til, hvad penge er.

Det er befordrende for kendskabet til penge at læse op på økonomen Schumpeter og hans opgør med de positioner, som allerede var kendt på hans tid, og som fortsat gælder inden for ligevægtsøkonomernes kreds med deres bidrag til den herskende ordens økonomiske selvbeskrivelse.

Joseph A. Schumpeter (født i Østrig 1883, død i USA 1950) var fortrolig med den økonomiske teori op til sin tid og han er mere end historie i kraft af sin dokumenterede viden og evne til selvstændigt at forholde sig til nogle af de antagelser, som dominerer fagøkonomien på uheldig vis frem til den dag i dag.

Fx refererer han selektivt og kompetent til Léon Walras (født 1834 Frankrig, død 1910), der hvor Walras fremhæver noget, som desværre stadig er tabu i vore dages fagøkonomiske kredse:

»Walras ... indførte en heldig praksis ved at skelne ’numèraire’ (en nominel måleenhed, der er udtryk for priser og værdier, og som ikke ændres eller påvirkes i sit virke) fra ’monnaie’ (et gode, der konkret fungerer som byttemiddel, men på en måde, så dette gode påvirkes, når det via dets montære rolle absorberer en del af sig selv som både udbud og efterspørgsel).« (s. 1320: Geschichte der ökonomischen Analyse. Von Joseph A. Schumpeter, Zweiter Teilband, Göttingen. Vandenhoeck & Ruprecht – 1965. egen oversættelse).

Schumpeter fremhæver her den differentiering, som han arbejder med, når han fokuserer på penge af navn til forskel fra penge med konkret købekraft.

Walras var for Schumpeter som for vore dages såkaldte ligevægtsøkonomer den helt store, i og med at Walras er ophavsmanden til dem kvantitetsligning, der udgør grundstrukturen i de modeller, der i dag danner grundlag for de fleste forsøg på at forklare pengemængdens indflydelse på prisdannelsen i markedet.

Schumpeter er den fremmeste teoretiker bag kritikken af netop ligevægtsøkonomernes tilgang til pengenes væsen, og når han her i citatet henter det væsenskendetegn frem, som karakteriserer de konkrete penge, så tager han ikke kun fat i lige nøjagtigt det aspekt, som vore dages ligevægsøkonomer systematisk har fortrængt fra sit teorigrundlag, men han fører det tilbage til grundlæggeren af deres egen teori.

Pengenes konkrete købekraft er den »kvantitativt begrænsede mængde af fordringer på markedsværdien«, der økonomisk konkret fungerer som både udbud og efterspørgsel i forhold til sig selv, hvorfor konkrete penges købekraft bl.a. betinges af, at den som »efterspørgsel, købekraft, retter sig mod og absorberer en del af det udbud,« som den også er.

Det er den helt afgørende iagttagelse, som vore dages ligevægtsøkonomer ikke vil vide af, og karakteristikken gælder de mest udbredte former for penge, som findes i markedet.

Tabuet gælder uanset om disse økonomer kalder sig neokeynesianere (som ikke har meget kendskab til Keynes, når det kommer til stykket, hvilket Jesper Jespersen har gjort til sin livsopgave at dokumentere (med held, heldigvis)), klassiske, neoklassiske økonomer eller monetarister.

De vil fx ikke vide af markedets egne penge og deres konkrete indflydelse på prisdannelsen. Det er bl.a, hvad denne lille tekst handler om på sin egen uortodokse måde.

Distinktionen, som Schumpeter henter frem i sit citat af Walras, kan ses parallelt med Keynes distinktion mellem »Money of account« og det, som beskrivelsen af penge, navnet penge, svarer til. Når vore dages økonomer skal lære om, hvad penge er, så går man tilbage til Keynes bog om penge, hvor der står:

»Money of account« er beskrivelsen eller pengenes titel, og pengene selv er det, som svarer til beskrivelsen. Nu er det sådan, at hvis det samme som altid svarede til den samme beskrivelse, så ville distinktionen her i mellem ikke være interessant.. (s. 3, The collected skrevet af John Maynard Keynes, Volume V, A treatise on money in two volumes, 1 The pure Theory of money, egen oversættelse).

Penge af navn er ikke pengene selv. Det er én forskel. Og så er der forskel på de forskellige konkrete penge indbyrdes!

Den første forskel er man ikke så uenig om. Det er den sidste, som bør diskuteres, og som Schumpeter gør interessant ved at understrege det væsenskendetegn, som i følge ham gælder alle konkrete penge.

Spørgsmålet om, hvad konkrete penge er, handler om mere end penge af navn, og det er helt afgørende at komme ind på, ikke bare i relation til den pointe, som Schumpeter byder ind med i forhold til pengenes mulighed for at måle værdi, rigdom, vækst, altså »virkelig økonomisk værdi« i det hele taget, men også i forhold til diskussionen mellem ham og den position, som både den daværende Keynes indtog, og som fortsat gælder blandt flertallet af økonomer i dag.

Hans fremdragelse af, hvad der er karakteristisk for konkrete penge, kommer også til udtryk i forhold til fænomenet »endogent skabte penge«, hvilket er det mere oprindelige udtryk for det samme, som vore dages bevægelse »positive penge« har fået øje på, nemlig det, at markedet selv skaber sine penge, bankpenge, kontopenge, kreditpenge (kært barn har mange navne).

Det væsentlige ved alt, hvad der er konkrete penge, kommer til udtryk i den karakteristik af dem, som Schumpeter henter i nævnte citat fra Walras.

Stort set hele mainstreamen af moderne økonomer anerkender denne distinktion mellem penge af navn og konkrete penge. Og det er sådan set heller ikke her, at bevægelsen »positive penge« sætter ind. Bevægelsen orienterer sig som de kættere, Keynes harselerede mod i det her citerede værk.

»Positive penge« er foraget over, at bankerne selv laver sine penge, og man lægger op til, at vores alle sammens stat er bedre egnet til at stå for pengeskabelsen. Det er et populært budskab, som foreningen har vundet en del ved at udbyde.

Den formelt kvantificerede måleenhed, pengenes nominelle karakter, penge af navn, ændres klart nok ikke af den konkrete prisdannelse, dvs. via udbuds og efterspørgselsmekanismen, men det gør de mere konkret virkelige penge, når de med sin konkret kvantitative udbredelse, manifestation på markedet, absorberer en del af sig selv som efterspørgsel, ved også at være del af det udbud, de som købekraft retter sig mod.

Det gælder alle slags konkrete penge, ikke kun bankernes egne. Det er de konkrete penges væsens karakteristika.

Markedets prisdannelse knytter sig til de konkrete penges væsen, det, at deres værdi afhænger af det grundvilkår, at de er både offer for og bøddel i processen, dannelsen af markedets priser på penge og alt andet.

Konkrete penge er altså karakteriseret ved sin selvreference, et autopoietisk (selvskabende, red.) aspekt af deres rolle i prisdannelsen på sig selv og dermed som mål for værdi i det hele taget.

Den analytiske tilgang til prisdannelsen mister sit holdepunkt, når det samme på den måde bliver forskelligt, dvs. når distinktionen mellem årsag og virkning afslører sig som arbitrær.

Det mangler i fagøkonomiens analyse af, hvad penge er. Her fortrænges dette væsentlige aspekt, som også er et væsentligt aspekt af kreditpengene, de endogent skabte penge.

Det sker ved at indføre et kunstigt skel mellem »rigtige penge« og kreditpenge, fuldstændigt lige som Keynes allerede gjorde.

Men konkret adskiller pengene sig altså fra sit navn, hver gang de får deres dobbeltrolle som både udbud og efterspørgsel i forhold til sig selv, dvs. i dobbeltrollen, som efterspørgsel der absorberer en del af sig selv som udbud.

Her har vi den forskel på penge, som Schumpeter fremdrager, og som han holder fast i til afslutningen af sit forfatterskab.

Pengenes dobbeltrolle som både udbud og efterspørgsel i forhold til sig selv, hvor kreditpengenes virke er ligeværdig med andre penge, er afgørende for prisdannelsen på markedet, hvor pengene sætter markedsværdierne med deres markedsværdi, som de både giver og henter på markedet, med og mod statens og andre eksterne faktorers gode vilje, samarbejde eller modarbejde.

Kreditpenge, bankpenge, kontopenge, det, som vi har på kontoen, er det samme som fordringer på penge. De fleste af de penge, der cirkulerer rundt som betalingsmidler i realøkonomien, er ikke andet end bankpenge, der igen ikke er andet end fordringer på penge.

Indestående på en bankkonto er en fordring på penge, og stort set lige så godt betalingsmiddel som nationalbankpenge.

Fordringer på penge, kreditpenge, altså markedsendogent skabte penge, virker som betalingsmiddel, ligesom base money, M0, nationalbankpenge. Derfor er de afgørende for prisdannelsen, markedsværdien, fuldt ud lige som andre konkrete penge.

Schumpeter forkaster Chartalismen i sit værk, Das Wesen des Geldes. Og han tager den aldrig til sig igen.

Chartalismen er den teori, der hævder, i overensstemmelse med hovedparten af nutidens økonomer, at det er staten med dens lovramme, der sammen med nationalbankerne står bag skabelsen af pengene, og som dikterer dem deres værdi, funktion.

Positionen har historisk rod i Georg Friedrich Knapps værk, Staatliche Theorie des Geldes fra 1905, men vandt først udbredelse i den engelske oversættelse af værket i midt tyverne.

De mange ukontrollerede finanskriser og prisbobler handler da nok også om, at staten og samfundets formelle lovrammer har en finger med i spillet, men meget mere om, at denne rolle er ekstremt perverteret, bl.a. på grund af markedets endogent skabte penge, som det politiske system har sat fri til den slags, og som man så igen og igen har opfattet det som sin rolle at redde markedsværdien af, sammen med priserne på alle de kunstigt oppustede, dvs. uproduktive kapitalværdier, som de endogene penge udstedes som lån i.

Alt sammen sker uden nogen synderlig forståelse for sammenhængen mellem pengeskabelse, kreditpenge og alle konkrete penges indflydelse på markedsværdiernes hysteriske bevægelser.

Langt de fleste økonomiske værdier består i øjeblikket i finansiel kapital, som dybest set ikke er andet end fordringer på penge og realkapital. For at se det, må man tilbage til Schumpeters opgør med Keynes og ligevægtsøkonomernes teorigrundlag.

Den store udfordring, som Schumpeter tager op med sit aldrig færdige værk, Das Wesen des Geldes, handler om teoretisk at redegøre for pengenes betydning for sin egen og alle andre markedsværdier, samt relationen mellem realøkonomi og økonomiens monetære aspekter.

Han kommer aldrig frem til den i systemteoretisk forstand både simple, men også meget abstrakte forståelse for, at pengene markerer en selvstændig semantisk værdi, og dermed i anden forstand usammenlignelig form for mening, samtidigt med at pengene udgør en yderst relevant og konkret social funktion, der har indflydelse på og sammenhæng med resten af samfundet.

Han ser, at fordringerne på penge er lige så gode som betalingsmiddel, som det Keynes beskriver som »Money proper«. Han ser, at de fungerer i prisdannelsen som betalingsmiddel, selv om de intet er værd og derfor heller ikke kan bruges som mål for rigdom på overordnet plan.

Han opdager den mekanisme, der kan kaldes pengenes selvreference, det at de spiller en dobbeltrolle i forhold til sig selv som både udbud og efterspørgsel, en rolle der er med til at understrege det faktum, at pengene aldrig vil kunne opnå den legitimt videnskabelige position, hvor de står som den kvantitativt objektive målestok for værdi i det hele taget.

Men han kommer frem til mekanismen via forsøget på at opnå den modsatte konklussion, dvs. med forsøget på at finde og definere pengene som objektiv målestok for værdi i det hele taget.

Resultatet er »das Geldligamen(t)« (penge som økonomiens elastiske bindevæv, elastiske mål for værdi, funktionelle tøjler) i Das Wesen des Geldes.

Det er noget helt andet end det, han ville frem til. Han ville definere pengenes funktion i prisdannelsen og som objektivt gyldigt mål for økonomisk omsætning og samfundets økonomiske værdier i det hele taget. Det mislykkedes, af gode grunde.

For pengeøkonomien med dens markedsværdier svarer ikke til noget. Den systeminternt kvalificerede indikation for værdi svarer ikke til noget. Markedsværdien udfolder sig på det pengeøkonomiske systems betingelser, over for andre referencerammer, der hver især står over for hinanden med hver sine inkommensurable (usammenlignelige) sæt af værdier og mål for samme.

Man kan tale om markedets værdi i omverdenen til pengeøkonomiens systeminterne markedsværdi. Men den entydige oversættelse fra det ene til det andet lader sig ikke gennemføre. Fællesnævneren mangler.

Pengene er ikke den fællesnævner, som man hævder i pengeøkonomisk og markedsøkonomisk forstand.

Det er derfor uvidenskabeligt, når man identificerer markedsværdien med den virkelige verdens værdier; når man siger, at prisen er det objektive mål for værdi, som den sættes på varen, ydelsen eller pengene selv.

Det hjælper ikke noget, at man renser priserne for inflation. Pengenes væsen, de konkrete penges natur forsvinder ikke af den grund.

Hvis man skal oversætte pengeværdierne, markedsværdierne, til det sande og objektive udtryk for virkelighedens værdier, så er man nødt til først at have et værdibegreb for virkelighedens værdier, samtidigt med markedsværdien.

Begge værdier skal være kendt på et sammenligneligt grundlag, for at man kan sige, at de kan tages som hinandens beskrivelse, hinandens repræsentation.

Der er mange problemer i det, fx det, at pengene optræder på begge sider af distinktionen mellem det prissatte og det prissættende. De sætter markedsværdien i kraft af sig selv, på egne betingelser i forhold til omverdenen, de udgør sin egen pengeøkonomiske referenceramme, lige som spørgsmål om, hvad der er af værdi, kvalificeres i en mangfoldighed af økonomisk eksterne former for socialt psykiske referencerammer.

Sammenligningens fælles standard findes ganske enkelt ikke. De forskellige former for kvalificering af værdiernes værdi falder ekskluderende i forhold til hverandre.

Standarden for sammenligningen mellem markedsværdi og de værdier, som priserne, markedsværdien, refererer til, kan indføres dogmatisk.

Man kan vælge at tro på standarden, ureflekteret eller hævde den på baggrund af en metafysisk grundposition.

Karl Marx, Adam Smith, Schumpeter og Keynes selv arbejder mere eller mindre eksplicit med en sådan standard i form af arbejdsværditeorien.

Arbejdsværditeorien kan tages som standard, sådan som Keynes grundlæggende slår fast, at alt, hvad der har med økonomisk værditilvækst at gøre, det kan henføres til output og earnings, to sider af samme sag, nemlig Y-værdien i moderne økonomisk teori.

Keynes tager således værdifilosofisk udgangspunkt i arbejdsværditeorien og sin distinktion mellem »Money proper« og »Bank Money«, når han fx gør op med kreditpengene som mål for realøkonomisk værdi.

Her ud fra neutraliserer han bankpengene som mål for værdi i realøkonomisk forstand.

Men han redder ikke pengene og omsætningen målt i penge som mål for værdi på den måde. Keynes differentiering af pengebegrebet redder ikke pengene som objektivt mål for værdi i det hele taget.

Hans begreb om »Money proper« redegør ikke for pengene og markedsværdierne som repræsentative for eller oversættelsen af de monetære udtryk for værdi eller til et realøkonomisk udtryk for værdi.

Det er lavkomisk, at det nærmeste, som moderne økonomisk teori kommer en definition af markedsværdierne som mål for værdi, er prisindekserne renset for inflation, en øvelse som Keynes indleder, og som man har forsøgt at finjustere siden.

Ved at definere kapitalværdi, som der pr. definition ikke kan være inflation på, til forskel fra andre økonomiske værdier (mainstreamøkonomernes dogmatiske standpunkt) så er det kun priserne på ydelser og varer, der kan gå inflation i.

Hvorfor?!

Det er jo et faktum, at der har været gigantiske inflationsrater i priserne på netop de kapitalværdier, markedsværdier, som danner grundlag for skabelsen af bl.a. endogene penge, lån i allerede eksisterende markedsværdier, som så tordner mod himlen prismæssigt, som følge af pengenes selvreference.

Det er selvfølgelig inflation, men det må det ikke hedde sig.

Derfor forstod fagøkonomerne intet før, efter og under finanskriserne. De har ikke det teorigrundlag, som skal til.

Systemteoretisk må vi som udgangspunkt indrømme, at pengene ikke kan tages som det ultimativt objektive mål for værdi i det hele taget, og at markedsværdien må defineres som det, den er; det økonomiske systems interne indikation for egne og fremmede værdier. Det er langt fra det samme som værdi i det hele taget.

Der kan muligvis sættes pris på alt, inklusiv de penge, der bruges som mål for økonomisk værdi, hvorfor selve målet svinger op og ned af systeminterne grunde, som intet har at gøre med de systemeksterne værdier, som de internt refererer til, måler på intern stok.

Prisen indikerer kun den i systemteoretisk forstand systeminternt kvalificerede selv- og fremmedreference, dvs. markedets systeminterne værdi, markedsværdien.

Det at ophøje markedsværdien til status af at være objektivt mål for værdi i det hele taget, det sker hver dag, når økonomerne ikke kan se verdens værdier som andet end markedsværdier, objektivt givet via det eneste, som de kan tælle på; pengene.

Det er aldeles uvidenskabeligt og urealistisk.

Markedsværdien kan ikke tages som udtryk for værdi i anden forstand end pengeøkonomisk forstand. Og den svarer derfor ikke til noget, uanset hvor mange konsekvenser markedsværdierne har for resten af samfundet og naturen.

Realiteten af økonomiske værdier falder i en verden med en mangfoldighed af sociale sammenhænge, der på lignende måde kvalificerer former for værdi, der internt i de respektive systemdannelsernes kognitive performance forveksles med virkeligheden selv.

Den mangfoldighed af kvalificeringer af værdi, som udspiller sig uden for det økonomiske system, kan slet ikke omfattes af eller beskrives i markedets interne referenceramme, uden at blive noget helt andet, nemlig en form for reduktion til markedets markedsværdi, det økonomiske systems interne indikationsværdi.

Det har praktiske konsekvenser, når realiteten kognitivt på socialt og psykisk plan forveksles med den kun økonomiske realitet, markedsværdi.

Det hjælper ikke noget, at lade som om, at det kun er et spørgsmål om tid, før priserne i videnskabelig forstand er renset for inflation, så de står tilbage som det objektivt sande og forpligtende udtryk for virkelighedens værdier i det hele taget. Det er ren ideologi og overtro.

Prøv at læs lidt op på Poul Schous forfatterskab. Det cirkler hele tiden om det store tabu og afslører derved fortrængningens kraft, forbuddet mod tænkningen.

Det er ikke et spørgsmål om at finde en entydig relation mellem pengeværdi og andre værdier, en standard, der kan bruges som oversættelsesprincip mellem penge og virkelighed.

For det handler om forskellige meningsregimer, penge, som mål for værdi, og andre former for kvalificeret angivelse og oplevelse af værdi.

Den økonomiske videnskabs primitive forveksling af de kvantitative talværdier, priserne, med målet for virkelighedens værdi, er pinlig.

Det bliver ikke bedre af, at den udspiller sig inden for en lang tradition, hvor lunkne interesser og politisk magt har haft overtaget, bl.a. i kraft af topsubsidierede, korrumperede udgaver af noget, der kalder sig fagøkonomisk videnskab.

Systemteorien forholder sig til økonomien i dens kun begrænsede felt af gyldige krav på social funktion. Den beskriver samfundet som funktionsdifferentieret og funktionerne som adskilte på en måde, hvor den overordnede målestok og form for kommensurabilitet mellem funktion og hensigtsmæssighed ikke er nogen selvfølge.

Markedsværdien handler her om priserne, som de kommer til verden i kraft af udbud og efterspørgsel, tilbudspriser, betalte såvel som kun overvejede betalinger, priser på aggregeret omsætning og på produktionen til og for markedet.

Markedsværdien manifesterer sig konkret i en social realitet af semantiske distinktioner, struktureret kommunikation og erfaring.

Selv om de former for værdi og mening, der knytter sig til anvendelsen af penge, og som anvendelsen af penge bygger på, ikke svarer til noget uden for den konkrete kognitive og sociale proces, så glemmer systemteorien heller ikke, at denne kognitive og sociale praksis udspiller sig i den eneste virkelige verden, som findes, og at denne kognitive praksis er ekstremt afgørende for det sociale, det psykiske, livet på planeten i det hele taget.

Fx ser systemteorien det klart, når markedsværdierne af ideologiske grunde ophøjes til samfundets sande mål for værdi i det hele taget. Den ser også, at det har alvorlige konsekvenser for samfundets funktion, når markedsideologi og sandhed smelter sammen.

Markedsværdien kan og skal reflekteres som en kognitiv og social konstruktion i en bredere realitet. For at kunne beskrives og reflekteres videnskabeligt og filosofisk, så må denne konstruktion afspejles som bredere funderet.

Pointen er, at erfaringen, struktureret og determineret af symbolikken for økonomisk værdi, penge, muligvis ikke svarer til noget, men at den ikke des mindre er vital for det moderne samfunds økonomiske funktion og for samfundet i det hele taget.

Det handler om at afklare og forstå penge som kommunikationsmedium, som mere eller mindre kvantitativt og kunstigt begrænset mål for værdi, som mening.

Måske når Schumpeter nærmere pengenes sociale funktion, end Keynes er, der hvor Keynes fx taler om »Money of account« som udtrykket for pengene selv, som igen deles op i »Money proper« og »bank money«.

Keynes forsøger at redde en slags hierarki mellem forskellige penges væsenskarakter, når han skelner mellem »rigtige penge« og »kun bankpenge«.

Han indrømmer at bankpengene virker i betalingen, at bankpengene virker i tilegnelsen af aktiver så som kapital, når bankerne bruger de fordringer, som de har skabt på sig selv, til at bringe fremmed kapital ind på sine egne bøger.

Keynes beskriver, hvordan bankerne kan skabe deres kreditpenge af det blå. Når bare de går i takt og er mange nok, så bestemmer de værdien af kapitalen, pengenes købekraft, deres egne bankpenges købekraft, der ikke er andet end gensidigt anerkendte fordringer hinanden imellem.

For samtidigt med, at han anerkender bankpengene, ”dass die monetäre Rolle einen teil seines Angebots absorbiert”, så fraskriver han bankpengenes, kreditpengenes, funktion som mål for værdi!

Dvs. de virker, men må ikke bruges som mål for realkapitalen, det overordnede og almene mål for velstand, rigdom, værdi!

Kreditpengene er kun af værdi for dem, der har dem! De kan ikke være mål for samfundets eller verdens rigdom i sin helhed:

Citat »Hvis vi særskilt sætter individers og samfunds rigdom op over for verdens rigdom i sin helhed, så er vi nødt til at inkludere (i tillæg til indehavet realkapital...)  fordringer på penge nu og i fremtiden som positive og tilsvarende gæld og gældsforpligtelser som negative. Når man har med et lukket system som et hele at gøre, så kan disse fordringer udelades fra opgørelsen over rigdom, da de går ud med hinanden. Men, altså, når vi er optaget af den del af rigdommen, som tilhører en bestemt part inden for helheden, uanset om denne part er et individ eller et land, så har vi den fjerde kategori, nemlig, nettobalancen mellem krav på penge, som vi kalder lånekapital.«(p. 116 and 117, The collected writings of John Maynard Keynes, Volume V, A treatise on money in two volumes, 1 The pure Theory of money, egen oversættelse)

Man kan endvidere konstatere, at hvis alle de finansielle aktiver, som i dag findes registreret nationalt, internationalt og off shore i den store virtuelle finansverden, skulle gøres op på den måde, dvs. gå ud med hinanden – fordi den enes fordring på den anden, dennes aktiv, svarer nøjagtigt til den andens gæld, hvorfor fordringen som værdi neutraliseres af at være den andens gæld – så var der ikke mange værdier tilbage i den finansielle sektor.

I dag er de fleste økonomiske værdier udelukkende fordringer på produktet og andre penge. De repræsenterer ikke noget af værdi i sig selv.

Det forklarer, hvorfor det globale økonomiske system står i overhængende risiko for at kollapse nu igen.

De fleste økonomiske værdier er ikke andet end urealistiske fordringer, der tenderer mod at forsvinde, i takt med at alverdens skyldnere forsøger på at realisere lidt økonomisk værdi, som de kan bruge til at betale af på deres gæld med, til verdens kreditorer, pensionsselskaberne, alle de gamle mennesker, som har krav på det hele, men kun en kort, dyr og tvivlsom funktion tilbage i livet.

Beskrivelsen af, at hvad der er godt for den enkelte aktør på markedet, det er ikke bare godt for denne, men i det hele taget, den holder ikke, selv om den udfolder sig bag vore dages ideologisk betingede tro på markedsværdierne og markedet som vejen frem mod den bedste af alle verdener.

Forståelsen for, at penge først og fremmest er fordringer på et produkt, som de ikke behøver at have bidraget til med deres tilsynekomst i økonomien, og for, at de derfor slet ikke er mål for rigdom og vækst, ja den er ikke bare fraværende i de dominerende neoklassiske økonomiske teoridannelser, men måske det største tabu, som standen endnu har ligget under for.

Vi må forstå værdierne uafhængigt af markedsværdien. For den svarer ikke til noget, hvilket ligger i pengenes væsen. Pengeøkonomien blive aldrig det objektive mål for alle værdiers værdi.

Vejen til denne forståelse går over forståelsen for, hvad konkrete penge er, altså at de er det, der gør dem til mere end penge af navn.

Steen Rasmussen er cand. phil.