Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
20. januar 2015 - 10:05

Hvem er bange for den store stygge Brygger?

Siden hvornår er det for feminismen blevet et problem, at en borgerlig anerkender køns- og ligestillingsproblematikken?

Jeg havde egentlig aldrig regnet med, at jeg som socialist nogensinde skulle forsvare en forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom.

Når jeg alligevel gør det, er det fordi, jeg mener, at Bjørk Lidin og Mathias Klitgård Sørensen rammer helt forbi skiven, når de advarer mod Rasmus Bryggers feminisme i Modkraft-kommentaren »Fingrene væk fra feminismen, Brygger«.

Kritikken går på, at Brygger med sit idealistiske liberale udgangspunkt forfladiger feminismen, og at hans blå feminisme, i kraft af dens kapitalistiske udgangspunkt, ikke er i stand til at rykke grundlæggende ved de strukturelle magtforhold.

Jeg må hellere starte med at sige, at jeg faktisk langt hen ad vejen er enig med Lidin og Klitgård i denne analyse. Det er altså ikke selve analysen af Bryggers liberalisme, men derimod vurderingen af hvilken slags betydning man skal tillægge Brygger, som jeg opfatter som værende fuldstændig misforstået.

Udover at Lidin og Klitgård rent politisk og teoretisk er uenige med Brygger, nærer de nemlig samtidig mistro til Bryggers troværdighed og oprigtighed: »Bryggers politiske position taget i betragtning må man antage, at hans anvendelse af en feministisk signatur er en retorisk snedig strategi«.

Da jeg syntes dette argument hviler på et tyndt grundlag, vil jeg  prøve at argumentere for at man godt kan tage Bryggers vedkendelse til feminismen for gode varer, selvom man kan være politisk og analytisk uenig.

Rasmus Bryggers feministiske projekt er en tofrontskrig mod både den antikapitalistiske feminisme og den konservative antifeminisme. Selvom hans feminisme selvfølgelig også kritiserer den antikapitalistiske feminisme som Lidin og Klitgård er fortalere for, er min vurdering dog, at Brygger ser sin hovedmodstander i den konservative tilgang til kønsspørgsmålet, som ikke blot eksisterer i konservative kredse, men i ligeså høj grad i de liberalistiske.

Når jeg påstår at Brygger er oprigtig og ikke strategisk, er det altså med baggrund i, hvordan feminismen ofte bliver omtalt i borgerlige kredse.

Inden for den konservative tilgang afvises kønsspørgsmålet fuldstændigt. Ulighederne mellem kønnene anses som naturlige, og enhver feminisme er derfor forkert og i sidste ende samfundsnedbrydende. Al forskel mellem kønnene er biologisk og feminismen i disse kredse  en, i bedste tilfælde, latterlig og, i værste tilfælde, totalitær ideologi.

Hvis man vil stifte bekendtskab med denne konservative antifeminisme, skal man blot smutte forbi Berlingskes hjemmeside, hvor feminismen ugentligt bliver udsat for latterliggørelse.

Brygger skiller sig ud fra langt de fleste borgerlige, idet han rent faktisk anerkender de problematikker, som feminister i årevis har udstillet.

Han anerkender endda strukturalismen, så når Lidin og Klitgård påstår, at Brygger »afviser enhver form for strukturel ulighed hinsides rettighedsdiskursen« er det decideret usandt.

Det er klart at hans løsninger afspejler, at han er liberalist, men at han overhovedet anerkender disse problematikker er ret usædvanligt for en borgerlig, også for de såkaldte blå feminister.

Når ærkeborgerlige Brygger springer ud som feminist, ser jeg det således som et udtryk for et oprigtig ønske om at sætte kønsspørgsmål og ligestilling til debat i den borgerlige lejr.

Uden at vide det, tror jeg, at det er mere sandsynligt at Bryggers feministerklæring har skadet, snarere end fremmet hans position i borgerlige kredse. Når han endda går så langt som at gå til angreb på sine egne partikammeraters konservative og dybt idiotiske indlæg i Politikken, vidner det for mig at se ikke om politisk opportunisme, men derimod om oprigtig idealisme. 

Han tager sig ligeledes tid til at svare på kritik af hans position på den perifere borgerlige hjemmeside reelligestilling.dk.

Det er ikke en side der bliver læst af den almindelige dansker og derfor kunne Brygger, hvis hans feminisme virkelig bundede i populisme, i princippet være ligeglad med, om han bliver kritiseret indenfor egne rækker. Alligevel vælger han at bruge tid på at svare.

Nu kan dette indlæg nemt lyde som en kærlighedserklæring til Brygger og hans feminisme. Det er det på ingen måde.

Jeg syntes ligesom Lidin og Klitgård at Bryggers feminisme er utilstrækkelig, blåøjet og har mange blinde vinkler.

Når jeg alligevel tager mig tid til at skrive dette, er det fordi jeg faktisk anser det som et skridt i den rigtige retning, hvis Bryggers feminisme kan få flere borgerlige til at forlade den stærkt begrænsende konservative kønsopfattelse.

Vi går simpelthen i for små sko, hvis en spirende borgerlig bevidstliggørelse om kønsspørgsmål gøres til et problem.

Hvornår er det for feminismen blevet et problem, at en borgerlig udtaler følgende:

»Bloggen MANFO, der drives af liberale, forsøger i sine artikler at udstille kvinder som hystader og barnlige, mens en af mine partikolleger i Liberal Alliance har kaldt feminister forkælede og elitære. Hovedbudskabet – hvilket også er blevet gentaget på mit partis landsmøde fra talerstolen – er, at ligestilling for længst er opnået i Danmark, og at de, der mener noget andet, er ude af trit med virkeligheden. Det er her, at trumfkortet i form af ikke-argumentet om, at kvinder i u-landene har det så meget værre, bliver smidt (…) Synspunkter som disse er udbredte i liberale kredse. Og det er et kæmpe problem.«

Det er helt i orden at være politisk, strategisk og teoretisk uenig med Brygger. Det er jeg selv. Det er ligeledes helt på sin plads i den forbindelse at kritisere det politiske.

Det, jeg derimod syntes er problematisk, er, når man skyder Brygger en masse ubegrundede egoistiske intentioner i skoene, fordi han er en hvid heteroseksuel mand.

Ironisk nok diskvalificerer Lidin og Klitgård således selv Brygger fra debatten, i et indlæg hvor de kritiserer ham for at gøre netop dette. Hans køn, seksualitet og hudfarve bliver set som en tilstrækkelig begrundelse til at betvivle Bryggers troværdighed, en påstand som undergraver enhver politisk debat.

Der bliver sat trumf på, når hans stemme i kønsdebatten til sidst bliver beskrevet som »farlig«.

Tidsskriftet Hysteria skriver selv i sit manifest at: »Hysteria ved at feminismer er for alle og ikke reserveret for de få privilegerede.«

Set i det lys, er der så ikke problematisk, at der ikke gives plads til at borgerlige bliver klogere og rent faktisk anerkender køns- og ligestillingsproblematikken?

Mathias Hee Pedersen læser idehistorie.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce