Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
29. december 2011 - 21:51

Indviklet udvikling

Ideen om udvikling har ikke udlignet globale uligheder og afhjulpet fattigdom. En alternativ fortolkning af begrebet – som går imod alle de etablerede dogmer – er ved at vinde frem, og det er måske her, vi skal finde svar på problemerne med den indviklede udvikling.

Af Mikkel Flohr

Begrebet »udvikling« opstod i kølvandet på den afkoloniseringsbølge, der fulgte efter 2. verdenskrig. Indtil da havde de økonomiske forhold i kolonierne udelukkende været et spørgsmål om imperial administration og ekspropriation. Typisk var produktionen begrænset til udvindingen af råmaterialer til forbrug eller videreforarbejdning i det imperiale centrum.

Efter uafhængigheden havde de fleste postkoloniale stater derfor kun meget begrænsede produktionsapparater og var ekstremt sårbare over for markedsudsving. Men det voksende antal postkoloniale stater og deres potentielle flertal i FNs generalforsamling betød, at den tredje verdens problemer fik strategisk relevans under den kolde krig.

Derved blev udvikling et centralt punkt på den politiske såvel som den forskningsmæssige dagsorden.

Markedet og moderniseringsteorierne I Vesten forsøgte man at forstå og løse udviklingsproblematikken via moderniseringsteorier – teorier som tog udgangspunkt i Vestens egen opfattelse af sin historiske udvikling. Man konkluderede, at den tredje verden befandt sig på det, der svarede til et tidligere stadie i Europas udvikling, men ved at følge Vestens eksempel, kunne den opnå et tilsvarende eller højere udviklingsstadie.

Denne lineære opfattelse af økonomisk udvikling blev i moderniseringsteorierne kombineret med den klassiske økonomiske teori, som senere blev opdateret og populariseret med neoliberalismen.

Adam Smith (1723-1790) havde argumenteret for, at det frie marked var selvregulerende og profitoptimerende, så længe staten blandede sig uden om. David Ricardo (1772-1823) argumenterede efterfølgende for, at lande ved at fokusere på at producere, hvad de havde de bedste forudsætninger for, og handle sig frem til, hvad de ellers havde brug for, kunne optimere profit og produktivitet internationalt (»teorien om komparativ fordel«).

Det frie marked var med andre ord løsningen på problemerne i den tredje verden.

Fra vestligt hold opfordrede man derfor tredjeverdenslandenes regeringer til at fokusere på at eksportere råmaterialer, integrere sig i det internationale marked og derudover undlade unødig indblanding i økonomien. Dette ville sikre udvikling i tredjeverdenslande og generel velstand i hele verden.

Udviklingen af underudvikling Men resultaterne af denne økonomiske politik og den sporadiske udviklingshjælp udeblev. I den tredje verden påpegede kritikere, at det eksklusive fokus på produktion og eksport af råmaterialer til videreforarbejdning i de industrialiserede lande og de ulige bytteforhold på mange måder mindede om det tidligere koloniale system.

Ud af disse indsigter spirede afhængighedsteorierne, som argumenterede for, at afkoloniseringen udelukkende havde givet formel uafhængighed – økonomisk var den tredje verden stadig underlagt de tidligere koloniherrer.

Afhængighedsteoretikerne kritiserede moderniseringsteoriens historiske grundlag ved at påpege, at Vestens udvikling foregik under mærkbart anderledes forhold.

Eksempelvis havde England, det eneste land i Europa som gennemgik en markedsbaseret udvikling uden direkte indblanding fra staten, ikke haft nogen konkurrenter under sin udvikling samt haft store indtægter fra sine mange kolonier.

Hvor Englands udvikling foregik uafhængigt, indgik landene i den tredje verden i en allerede etableret verdensøkonomi.

Argentineren Raul Prebisch (1901-1986) bemærkede, at der i verdensøkonomien eksisterede et ulige bytteforhold mellem de råvarer, der blev eksporteret fra den tredje verden og forarbejdede produkter fra industrilandene. Prisen på forarbejdede produkter steg årligt i forhold til råvarerne, selvom disse var en forudsætning for forarbejdningen. Derved kunne landene i den tredje verden ikke indhente industrilandene, og skellet mellem dem ville vokse eksponentielt.

Prebischs studier viste yderligere, at økonomisk og industriel udvikling var steget markant i Latinamerika i perioder, hvor de havde været afskåret fra det internationale marked. Man konkluderede derfor, at det internationale marked overførte både profitter og råmaterialer fra den tredje verden til de industrialiserede lande.

Vestens anbefalinger om åbenhed over for det internationale marked modvirkede derved den økonomiske udvikling og industrialiseringen i den tredje verden.

Selvom man accepterede, at den tredje verden som udgangspunkt ikke var særligt højt udviklet, fastholdt man, at det var integrationen i det internationale marked, der var ansvarlig for, hvad André Frank (1929-2005) kaldte »udviklingen af underudvikling«.

Mennesker er bevidste væsener: Når vi får påvist bestemte mønstre i vores adfærd – individuelt eller kollektivt – kan vi beslutte os for at ændre dem. Selvom det er med til at gøre økonomiske og politiske analyser af udvikling så svære, er det også det, der gør disse analyser så nødvendige. De viser nemlig, at det kan lade sig gøre at ændre verden.

Men de kan også bruges til at skjule eller legitimere bestemte interesser. Derfor er teori ikke »bare« teori, men en vigtig del af virkeligheden.

Strukturelle tilpasninger Den politiske konklusion, som mange udviklingslande drog af afhængighedsteorierne, var, at de måtte opveje de ulige handelsforhold gennem selektiv importsubstitution, beskyttelse af nystartede industrier og ved delvist at trække sig ud af verdensøkonomien via told- og handelsbarrierer.

Selvom de tidlige resultater var positive, blev de fleste fremskridt undermineret af den økonomiske krise i slutningen af 1970’erne.

Tredjeverdenslandene blev specielt hårdt ramt af krisen, da de fleste endnu ikke havde formået at frigøre sig fra eksporten af råmaterialer. Sammentrækningen af den internationale økonomi betød, at priserne på disse faldt dramatisk.

Samtidig blev støtten fra Vesten mærkbart reduceret, og renten på de udviklingslån, som mange tredjeverdenslande havde optaget, steg markant på linje med de høje markedsrenter.

Op til krisen havde de neoklassiske økonomiske teorier fået en akademisk renæssance i Vesten, som gradvist fik et politisk udtryk med Margaret Thatcher og Ronald Reagan som nogle de mest markante eksempler på, hvad der bredt blev kendt som neoliberalismen.

Populariteten af ideen om det frie marked lod sig også mærke i udviklingspolitikken. Da Mexico i 1982 erklærede, at det var ude af stand til at tilbagebetale sin gæld, eftersom gældsbetalingerne slugte for stor en del af budgettet (gælden som sådan oversteg indtægterne), reagerede man ved at påtvinge Mexico og de lande, der fulgte efter, en radikal frimarkedspolitik igennem IMF og Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer.

De strukturelle tilpasninger bestod af krav om, at landene åbnede deres markeder for vestlige firmaer og varer samt gennemførte omfattende nedskæringer og privatiseringer af offentlige institutioner.

I løbet af kort tid var forsøgene med statsstyret udvikling igennem selektiv importsubstitution fuldkommen forsvundet i den tredje verden.

Afhængighedsteoretikerne tog til genmæle og hævdede, at denne politik var et kynisk forsøg på at fortsætte de ulige handelsforhold og derved udbytningen af den tredje verden.

Eftersom denne stadig befandt sig på et lavere udviklingsniveau, var den nødsaget til at pålægge forbrugerne sine omkostninger ved opbyggelsen af moderne produktionsapparater og kunne derfor ikke konkurrere på lige fod med vestlige varer.

Samtidig blev de få eksisterende industrier som følge af de tvungne privatiseringer opkøbt af multinationale firmaer, hvorved eventuelle profitter ville blive omdirigeret til Vesten. Derfor ville den tredje verden være tvunget til igen at fokusere på at eksportere naturressourcer og råmaterialer til Vesten for at sikre deres overlevelse.

Udviklingsstaten De østasiatiske tigerøkonomiers (Hongkong, Sydkorea, Taiwan og Singapore) succes’er viste, at en stærk stat kunne skabe udvikling uden om de strukturelle tilpasninger.

Udviklingen adskilte sig dog fra tidligere afhængighedsteoretiske modeller ved statsstøttet og -styret eksport i modsætning til forsøgene med selektiv importsubstitution og delvis isolation.

Denne udviklingsmodel, kaldet udviklingsstaten, viste sig dog at være svær at eksportere på grund af den postkoloniale arv, som de fleste udviklingslande havde til fælles.

Imperialismens lokale minoritetsstyre havde generelt fungeret efter devisen »del og hersk« og efterlod dybt traumatiserede og splittede samfund med ekstremt svage statsapparater – oftest uden kapacitet til at gennemføre strukturelle ændringer af samme omfang som de østasiatiske tigerøkonomier.

Det andet problem med denne udviklingsmodel var, at en stærk statsstyret økonomi mange steder resulterede i et skræmmende demokratisk underskud.

I de østasiatiske tigerøkonomier foregik udviklingen i tæt samarbejde med nationale eliter og producenter. Et samarbejde, som involverede en intensiv undertrykkelse af arbejdere samt tilsidesættelse af menneskerettighederne.

Mange kommentatorer afskrev disse problemer med henvisning til, at økonomisk udvikling og demokrati historisk har været tæt forbundne, men som den slovenske filosof Slavoj Zizek (1949-) har gjort os opmærksom på, udfordrer Kinas udvikling denne traditionelle kobling.

En af de mest anerkendte eksperter på området og fortaler for statsstyret udvikling Atul Kohli (1962-) har sammenlignet denne type statsstyret udvikling med fascismen. Selvom han hverken kan eller vil forsvare det som et politisk system, fremhæver han moderat undertrykkelse som et ønskværdigt alternativ til sult.

Det demokratiske underskud associeret med både udviklingsstaten og de tvungne strukturelle tilpasningsprogrammer skabte en del debat om udvikling og demokrati.

Vesten valgte i længere tid – uden øje for den postkoloniale arv og den svækkede kapacitet afstedkommet af strukturelle tilpasninger – at kræve, at modtagere af udviklingsbistand skulle garantere basale demokratiske institutioner såsom valg og menneskerettigheder.

Kravene forværrede dog i mange tilfælde regeringernes muligheder for at påvirke disse forhold og har langtfra bidraget til løsningen af de konkrete problemer eller afklaring af de mere abstrakte spørgsmål omkring det indbyrdes forhold imellem stat, marked og demokrati.

Post-udvikling Nogle analytikere fremhæver disse problemer som et udtryk for nogle mere grundlæggende problemer med vores idé om udvikling.

Både moderniserings- og afhængighedsteorierne definerede udvikling ud fra den europæiske model som en overgang fra traditionelt landbrug til et moderne industrisamfund.

Denne proces har ofte resulteret i ekstrem økonomisk polarisering og har haft forfærdelige konsekvenser for miljø og befolkninger – en udvikling der sjældent afspejles i de officielle tal, da integrationen af traditionelle landbrug i markedsøkonomien eksempelvis automatisk registreres som en økonomisk forbedring, siden deres hidtidige overlevelse ikke har været målbar.

Derudover underminerer industrialiseringen og den deraf følgende urbanisering ofte de færdigheder, erhverv, strukturer og naturressourcer, som hidtil har sikret samfundets overlevelse.

Udvikling bør først og fremmest forstås som et middel til at forbedre folks forhold. Men efterhånden er udvikling blevet et mål i sig selv, og det bruges af stater, udviklingsorganisationer og det internationale samfund til at legitimere tilsidesættelsen af selvsamme folks behov.

Post-udviklingsteorien fastholder, at de negative og/eller manglende resultater af næsten halvtreds års udviklingspolitik er mere end blot en tilfældighed.

Ifølge post-udviklingsteoretikere som Arturo Escobar (1952-) og Gustavo Esteva (1936-) baserer udviklingsdiskurserne sig på eurocentriske ideer og bidrager efterhånden mest til at depolitisere nationale og internationale eliters interesser via tilsyneladende progressive og »videnskabelige« økonomiske formuleringer.

Udviklingsplaner er ifølge dem sjældent tilpasset lokale folks interesser og forhold. De har derfor opgivet at definere alternative former for udvikling og har i stedet fokuseret på at finde alternativer til udvikling.

Det virker måske som et lille sprogligt skift, men post-udviklingsteoretikerne insisterer på, at det dækker over et vigtigt paradigmeskift.

Projektet går ifølge dem selv ud på at diskutere fattige landes skæbne inden for et helt nyt paradigme, som ikke er skamferet af over halvtreds års manipulation, ideologiske projekter og fejltagelser. Et paradigme hvor befolkningerne har ret til selv at definere deres fremtid.

Praktisk post-udvikling Post-udviklingsteoretikerne fremhæver lokalt forankrede initiativer og bevægelser, Chipko-bevægelsen i Indien og Zapatistaerne i Mexico, som har defineret deres egne mål og forfulgt dem som alternativer til det, de opfatter som de forfejlede udviklingsmodeller baseret på stat eller marked.

Chipko-bevægelsen i Indien startede allerede i 1970’erne. Inspireret af Gandhis lære om ikke-vold og selvbestemmelse modsatte den sig den systematiske afskovning i delstaten Uttarakhand, som truede befolkningens traditionelle levevis og overlevelse.

Bevægelsen forholdt sig kritisk til de miljømæssige implikationer af skovrydningen, men mere afgørende udfordrede den den grundlæggende antagelse, at alle ønskede udvikling i form af industrialisering og øget rigdom.

Zapatistaerne er en oprørsbevægelse fra den tilbagestående og underudviklede delstat Chiapas i Mexico. De gjorde i 1994 oprør mod den årelange undertrykkelse og forarmelse, som de mente ville blive intensiveret med den forestående frihandelsaftale NAFTA med USA og Canada.

Selvom deres udgangspunkt var et væbnet oprør, har de efterfølgende fokuseret på ikkevoldelig modstand og græsrodsdemokratisk udvikling med fokus på oprindelige folk og kvinders rettigheder.

Post-udviklingsteori kan virke meget ekstrem i den fuldkomne afvisning af det udviklingsbegreb, som lige såvel kunne bruges til at beskrive de ændringer, den støtter op om. Men det afhænger af, hvad man mener med udviklingsbegrebet, og hvem »man« er – hvilket er den centrale pointe med post-udviklingsteorierne.

Ved at sætte fokus på denne grundlæggende problemstilling kan man sige, at post-udviklingsteoretikerne allerede har opnået et af deres vigtigste mål.

Selvom udviklingsbegrebet næppe bliver afviklet af nationale og internationale udviklings- og nødhjælpsorganisationer inden for den nærmeste fremtid, har post-udviklingskritikken påvirket deres arbejde, og en konsultativ, græsrodsbaseret arbejdsform har vundet frem selv blandt de organisationer, post-udviklingsteoretikerne lagde ud med at kritisere.

Denne paradoksale konklusion understreger, hvordan virkeligheden altid er uendeligt meget mere kompleks, end en enkelt teori kan opsummere. Men teorierne giver os mulighed for at se sammenhænge og tendenser, hvor vi ellers ikke ville se dem.

Post-udviklingsteoretikernes reevaluering af mål og midler har inspireret og udviklet udviklingsarbejdet rundt omkring i verden markant. De har således spillet en vigtig rolle, selv når deres radikale afvisning af staten, udviklingsorganisationer og det internationale samfund ikke er blevet fulgt til punkt og prikke.

Man har set eksempler på sociale bevægelser, der har brugt staten til at forfølge lokalt definerede mål nationalt. Bolivia oplever eksempelvis lige nu en rivende udvikling drevet af sådanne bevægelser.

En metode, som også den indiske delstat Kerala tidligere har haft stor succes med. Her formåede lokalregeringen i tæt samarbejde med sociale bevægelser at udvikle en unik græsrodsdemokratisk velfærdsstat.

Klimaændringer og post-problemer Den kompromisløse insisteren på lokal selvbestemmelse som en løsning på udviklingsproblematikken besvarer ikke det presserende spørgsmål om klimaforandringerne.

Selvom post-udviklingsprojektet vægter lokal bæredygtighed og har ideelle forudsætninger for at imødegå og afhjælpe de lokale konsekvenser, eksisterer der ikke et klart bud på, hvordan man skal behandle og forebygge yderligere klimaforandringer på internationalt niveau.

Bolivia har indtil videre markeret sig med en ambitiøs klimapolitik og modsatte sig sammen med repræsentanter for oprindelige folk i over 60 lande COP16-aftalen i Cancún, Mexico, året efter det mislykkede klimatopmøde i København, fordi den ikke var ambitiøs nok og ikke tog højde for historiske og internationale uligheder.

Men Bolivias linje er selvfølgelig også motiveret af ambitionen om at profilere sig internationalt. Spørgsmålet er, hvordan motivationen kan opretholdes på længere sigt blandt heterogene samfund, der befinder sig på grænsen til forbrugssamfund og måske ikke er direkte truet af klimaforandringer.

Faren er, at fokus på lokal suverænitet vil underminere et effektivt, globalt svar på klimaproblematikken, som også det nuværende system har døjet med under COP-møderne – ironisk nok illustreret af Bolivias linje ved COP16 i Mexico.

Post-udviklingsparadigmet er nødt til at formulere nye løsninger på gamle problemer, hvis det skal etablere sig som et reelt alternativ og undgå, at klimapolitik afløser udvikling som det depolitiserende værktøj i de rige landes økonomiske og udenrigspolitiske arsenal.

Der er derfor behov for en klar klimapolitisk vision inden for post-udviklingsparadigmet. En vision, som hverken lider under det nuværende systems svagheder eller kompromitterer græsrøddernes suverænitet.

Mikkel Flohr er MSc i Politisk Sociologi fra London School of Economics and Political Science og medlem af ekspertpanelet for Center for Rets- og Politistudier (CeRePo).

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Det ny Clarté

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce