Jul i flygtningelejren - første del: »Det her er vildt«

Jeg hedder Ida og er 25 år gammel. Normalt bor jeg i Nordvest og arbejder i en udflytterbørnehave. Denne jul tog jeg en beslutning om at tage til flygtningelejren Softex. For mig handler jul mere om at give, hvad man kan til dem, der har brug for det, end om overforbrug og traditioner. 

Læs anden del af dagbogen her: »Jul i flygtningelejren - anden del: 'Fort Europas mure er højere end nogensinde'«

1. dag i flygtningelejren

Holy fucking shit! Det her er vildt. Så mange oplevelser, så mange indtryk...
Jeg mødte op i lejren i morges og blev taget rigtig godt imod af en masse søde frivillige, som gav sig god tid til at sætte mig ind i tingene.

Allerede her blev jeg blæst bagover af al den grundighed, velvillighed og varme, som lader til at være basen for det team, jeg nu er en del af.

Der er styr på tingene midt i dette kaos.

Midt i al elendigheden er der utrolig meget plads til smil og venlighed. Ikke kun blandt de frivillige, men bestemt også blandt flygtningene.

Der er faktisk rigtig god stemning ude i lejren. Måske er det bare mit førstehåndsindtryk på en solskinsdag, men det tror jeg nu ikke.

Der bliver nikket, smilet og sagt »salam aleikum« alle vegne. Folk holder hovedet højt. Men igen... Det var også 6 grader og solskin i dag og ikke minus 5 og snevejr.

De gør det sgu godt. Alle sammen. Flygtningene og de frivillige. 
I dag har jeg delt tøj og sko ud det meste af dagen, og derefter fik jeg lov at komme med til en »børnetime« i aktivitetscenteret. Det var fantastisk!

De her børn kommer primært fra helt almindelige middelklassehjem og er rigtig dygtige til engelsk. Men de har alle sammen taget den i gummibåd til Grækenland.

Nogen af dem har mistet familiemedlemmer på vejen. Nogen af dem ved sikkert ikke, hvor halvdelen af familien er. Og alligevel er de »bare« børn.

FULDSTÆNDIG ligesom de danske Brønshøj-børn jeg plejer at passe. Glade, fjollede, tilstedeværende, livlige BØRN. Wow. 
Her til aften blev jeg inviteret med til et arrangement for alle de frivillige. Vin, mad, grin og hygge.

Men jeg var fuldstændig udmattet, så jeg besluttede at tage en taxa hjem på trods af den lange vej hele vejen gennem byen.

Jeg blev kørt af min nye ven Taxachaufføren Themis. Vi talte lidt frem og tilbage, og jeg fortalte, at jeg er taget hertil for mine egne penge for at hjælpe. Uden at få hverken løn, mad eller husly.

Den skulle han lige have et par gange, før han troede mig. Han var målløs.

Han sagde, at jeg er et stort menneske. Han nægtede at lade mig betale for den lange tur og gav mig sit nummer. Hvis jeg nogensinde får brug for en taxa, eller hvis jeg er i problemer på nogen måde, så skal jeg ringe til ham! Det lovede jeg. 

2. dag i flygtningelejren 

Gud, hvor er jeg træt. Og samtidig helt vågen.

Hvilket også var grunden til, at jeg ikke sov før kl. 2 i går nat. Og desuden vågnede jeg 5 minutter før vækkeuret kl. 7.

Jeg håber virkelig, jeg får sovet lidt mere denne nat.

Hvis jeg skal beskrive min dag med to ord, bliver det SKO og GRØNTSAGER. Men selvfølgelig har den budt på så meget mere end det.

Jeg brugte første halvdel af dagen på at sortere sko (fra Danmark).

Jeg har aldrig set så mange sko i mit liv! Sko, sko, sko... Og så var der lige tid til en falaffel fra den opstillede bod inde i lejren, hvor en dreng på ca 12 år står hele dagen og serverer for dem, der har råd. Sindssygt god falaffel! Med pomfritter i!

Og så tilbage til arbejdet. 480 plastikposer skulle pakkes med gulerødder, hvidkål, kartofler og persille.

Den mad, militæret serverer tre gange dagligt, giver simpelthen ikke vitaminer nok. Så vi supplerer.

Det tog et par timer for otte mennesker at pakke. Og så startede vi på at dele ud. Et telt ad gangen.

Knock knock »Salam aleikum!«, »hvor mange er I?«, »Er der nogen gravide, syge eller nyfødte?«. Igen og igen og igen...

Men for helvede! Det kan ikke beskrives, hvor godt det føles, når øjenkontakten rammer én, smilet breder sig, og der bliver sagt »shukran!« - som betyder tak. Wow...

Hvilken gave det er at få lov til at give. Mine arme er SÅ ømme efter at have båret rundt på så mange kilo grøntsager i så mange timer.

Men det er lige meget. For det her er vigtigere.

Og så ud af lejren inden kl. 18. Af sikkerhedsmæssige årsager. Tilbage til lageret. Og så ud og finde et stille sted, hvor jeg kunne sidde i fred. 

3. dag i flygtningelejren

I dag startede jeg dagen i en container.

Derfra uddelte jeg forskellige hygiejneprodukter. Den er åben tre dage om ugen.

Folk kommer og står i kø, fortæller hvad nummer deres telt har, og så får de udleveret en basispose, som indeholder to ruller toiletpapir, en læbepomade, en pakke vådservietter og en sæbe. Uanset hvor mange der bor i teltet.

Vi er forresten den eneste organisation, der uddeler toiletpapir. De kan, hvis de vil, også få andre ting som f.eks. skrabere og barberskum.

Vaskepulver og shampoo er kun om onsdagen. Og så kan de få otte bleer pr. barn. Og hvis vi udleverer bleer, putter vi også hygiejnebind i posen. Diskret. Og uden at sige det. Hmm... 
En hurtig falafel til mig og så op i »tøjbutikken«, som er dér, hvor familier kan komme og hente tøj, hvis de mangler. Hvilket de gør.

De får udleveret billetter efter behov og får en tid, hvor de har butikken for sig i en halv time.

Det kan godt være problematisk at finde tøj til to forældre, to utilfredse teenagere og tre energifyldte børn inden for en halv time, kan jeg godt hilse at sige. Af flere grunde.

Der er ikke vildt meget at vælge imellem, men det ligger i kategorier som f.eks »girls, shirts, 7-14 years« - hvilket vil sige, at en pige på 11 år skal rode sig igennem en masse, som slet ikke passer.

Og hvis hun så finder noget, der passer, synes hun, det er grimt.

Man skal huske, at de fleste af de her mennesker ikke er vant til at være fattige. De er kræsne med deres tøj. De gider sgu da ikke gå i hvad som helst.

Det er nok, at de skal sove i telte op og ned ad hinanden og hente deres shampoo i en container en gang om ugen.

Det er hårdt. Men igen - de gør det sgu godt! 

Det er fredag aften, og jeg troede, jeg skulle ud at danse. Det skal jeg helt sikkert IKKE. Jeg er fuldstændig færdig. Og jeg er glad for at have fri i morgen. Hvor jeg desuden skal flytte til en ny lejlighed. Det bliver spændende. Godnat. 

I morgen kan du læse videre om Ida Sonne Frederiksens oplevelser i flygtningelejren.