Køn, statsborgerskab og nationsopbygning: en introduktion

Statsborgerskab, som vi kender det i Europa samt andre steder i verden i dag, er et koncept, som har udviklet sig i en patriarkalsk kontekst, og har derfor udgangspunkt i en hvid og maskuliniseret position.
Statsborgerskab er altså ikke universelt, men er gennem tiden blevet både kønnet og racialiseret.

Igennem denne proces er blandt andre kvinder og etniske minoriteter ofte blevet ofre for en systematisk ekskludering fra de lige rettigheder, som statsborgerskabet ellers lover dem.

T.H. Marshall skrev i 1950 »Citizenship and Social Class«, hvori han opdelte borgerrettigheder i tre elementer: det civile, det politiske og det sociale. Det civile element vedrører individuel frihed og retten til retfærdighed, det politiske element vedrører politisk deltagelse, og det sociale element vedrører sikkerhed og velfærd.

Marshall argumenterer for, at statsborgerskab er bygget op af disse tre dele i en bestemt orden.

Feministiske teoretikere har været kritiske over for Marshalls forestilling af statsborgerskab. Ved at se det moderne statsborgerskabs opståen som en proces, som er tydeligt inddelt i særlige faser, antager Marshall et universelt sæt af udprægede mandlige standarder, som anvendes på det generelle begreb »statsborgerskab«.

Kvinders statsborgerskab udviklede sig markant anderledes, og indeholder ikke nødvendigvis de samme elementer ud fra Marshalls forståelse af dem.

Statsborgerskabets skjulte uligheder

Sylvia Walby foreslog i artiklen »Is citizenship gendered?« en anden tilgang, hvori den differentierede adgang for borgere i et givent territorium til henholdsvis civile, politiske og sociale rettigheder er nøglefunktionen i analysen af statsborgerskab.

At se borgerrettigheder som noget universelt er det samme som at benægte forskelle mellem mennesker. Det, at borgere juridisk har samme rettigheder, betyder ikke, at de har samme muligheder for at udøve disse rettigheder.

Mandlige borgeres specifikke interesser bliver ofte opfattet som universelle interesser, hvilket leder til et sæt af normer om lighed, baseret på en maskuliniseret opfattelse af borgerrettigheder. Mennesker, som afviger fra denne standard, f.eks. kvinder og etniske og religiøse minoriteter, kan derfor ikke få gavn af disse normer for lighed.

Stort set alle samfund indeholder uligheder i forhold til magt og ressourcer. Når borgerrettigheder er baseret på en universalisering af hvide, mandlige standarder, skjules det faktum, at ikke alle har samme ressourcer til at udnytte disse rettigheder i praksis. Statsborgerstatus bliver meningsløs, når omstændighederne, der tillader statsborgerskabet at blive udlevet og praktiseret, ikke er tilstede, og ulighederne bliver dermed skjult bag det, der bliver opfattet som universelle normer.

Forestillingen om et universelt statsborgerskab ignorerer de historiske processer i relation til især to aspekter af statsborgerskab: for det første ignorerer den eksistensen af forskellige grupper af borgere inden for samfundet og den proces, hvori de har opnået statsborgerskab. For det andet ignorerer den forskellige former for statsborgerskab i forskellige dele af verden, for eksempel i forbindelse med vestlig kolonialisme.

Maitrayee Mukhopadhyay har skrevet om, hvordan forholdet mellem kolonimagten og den koloniserede egentlig var et forhold mellem kolonimagten og grupper, der repræsenterede interesserne for specifikke identiteter.

Dermed blev tilskrevne identiteter basis for forholdet mellem individet og staten, og statsborgerskab og rettigheder i postkolonien blev formet efter den mandlige elite, både blandt kolonimagten og de specifikke grupperinger af koloniserede.

Dette betyder, at kvinders adgang til borgerrettigheder er begrænset, da de konstant må navigere inden for disse tilskrevne identiteter, f.eks. kaste, etnicitet og religion, samtidig med at deres specifikke behov ikke inkluderes i den universelle forståelse af statsborgerskab.

Kvindens position i hjemmet underminerer statsborgerskabets betydning

En afgørende faktor i forskellen mellem mænds og kvinders statsborgerskab er adskillelsen mellem det offentlige og det private.

Traditionelt set har kvinder været associeret med den private sfære, mens mænd har været associeret med den offentlige, hvilket gør adskillelsen mellem det offentlige og det private kønnet.

Det, at kvinder bliver opfattet som en del af den private sfære stammer dels fra adskillelsen af arbejde, hvor kvinder er overrepræsenteret i omsorgsarbejde og husligt arbejde, og dels fra associationen mellem kvinder og moderskab.

Moderskab opfattes som et symbol på nationen, eller det »forestillede fællesskab«, mens faderskab opfattes som symbol på staten.

Kvinden symboliserer tradition, familieværdier, tilhørsforhold, hjem og slægtskab, hvilket er centrale værdier i nationsopbygningsprocesser. Kvinder er altså »bærere af kollektivet«, som Nira Yuval-Davis har kaldt det, og gøres ansvarlige for både den biologiske og den kulturelle reproduktion af nationen.

Ifølge Bryan S. Turner vandt politisk statsborgerskab frem i den offentlige sfære, mens den private sfære opstod som et fristed fra statens regulering.

Turner forsømmer dog at adskille individet og familien inden for den private sfære, og ignorerer dermed kønsrelationerne inden for familien. Så længe manden er en del af den offentlige sfære og kvinden en del af den private, kan familien ikke være et frirum for statslig regulering for kvinden.

Familien er ikke privat for kvinden, da hun er henvist til strukturerne i den patriarkalske samfundsorden, ikke bare i den offentlige sfære, men også i den private, pga. hendes position som udøver af gratis arbejdskraft i hjemmet.

Statsborgerskab er meningsløst i den private sfære. Det afhænger udelukkende af den offentlige sfære, da borgerrettigheder er begrænset til det offentlige rum.

Nationsopbygning eller omgange af rekonstruering

Walby argumenterer for, at vi i stedet for at tale om nationsopbygning burde tale om omgange af rekonstruering af nationalstaten. Dette implicerer, at en nation eksisterer på et fundament, som forbliver det samme, mens lag af forandring tilføjes. Det ses både i sammenhæng med postkolonien, postrevolutionære samfund, samt liberale demokratier.

Hvis vi, som et eksempel på moderne nationsopbygning, ser på opbygningen af den danske velfærdsstat, kan vi se, hvordan demokratiseringen af statsborgerskab samt overgangen fra en mandlig forsørger-model til en dobbelt forsørger-model ikke har rykket ved fundamentet i den patriarkalske stat.

I Danmark er adskillelsen mellem den offentlige og den private sfære i dag mindre kønnet end tidligere. Den er dog stadig langt fra neutral, hvilket bl.a. ses på arbejdsfordelingen i hjemmet, f.eks. fordelingen af barsel mellem mænd og kvinder.

Vold i hjemmet og seksuel vold er ligeledes kønnet, og den manglende beskyttelse af rettigheder i den private sfære kommer til udtryk ved, at partnervold og seksuel vold ofte bliver taget mindre seriøst, sjældnere bliver anmeldt og fører til dom, og straffes mildere end mange andre former for vold.

Det kønnede skel ses i dag tydeligt i andre dele af samfundet, f.eks. i opdelingen mellem den offentlige og den private sektor, hvor mænd typisk er ansat i den private sektor, mens kvinder er blevet inkluderet i arbejdsmarkedet gennem ekspansionen af den offentlige sektor siden 1970’erne.

Selvom disse omgange af rekonstruering af nationalstaten har flyttet en del af det kønnede aspekt af statsborgerskab fra den gamle privat-offentlig dikotomi til bl.a. arbejdsmarkedet samt politiske rum, forbliver relationen mellem staten og individet altså kønnet.

Artiklen er tidligere udgivet i Friktions tema om Nation 

Artiklen er baseret på følgende tekster:

• Anderson, Benedict (1983): Imagined Communities. New York: Verso
  Joppke, Christian (2010): Citizenship and Immigration. Cambridge: Polity Press
• Joseph, Suad (2002): Gender and Citizenship in the Arab World, United Nations Development Program, Mediterranean Development Forum
• Marshall, T. H. (1950): “Citizenship and Social Class” i Marshall, T. H. og Bottomore, Tom (1992): Citizenship and Social Class, Eastbourne: Pluto Press, s. 3-51
• Meer, Shamin & Sever, Charlie (2004): Gender and Citizenship. Overview Report, Bridge, Institute of Development Studies, UK
• Moallem, Minoo (1999): “Universalization of the Particulars: The Civic Body and
• Gendered Citizenship in Iran”, Citizenship Studies vol. 3 no. 3, Taylor and Francis Ltd. s. 319-335
• Moallem, Minoo (2005): Between Warrior Brother and Veiled Sister: Islamic Fundamentalism and the Politics of Patriarchy in Iran, Berkeley og Los Angeles: University of California Press
• Mukhopadhyay, Maitrayee (2007): “Gender Justice, Citizenship and Development: An Introduction” i Gender Justice, Citizenship and Development redigeret af M. Mukhopaphyay og N. Singh. New Delhi: Zubaan; Ottawa: International Development Research Center, s. 1-14.
• Mukhopadhyay, Maitrayee (2015): “Gendered Citizenship in the Postcolony: The Challenge for Transnational Feminist Politics” i The Oxford Handbook of Transnational Feminist Movements redigeret af R. Baksh og W. Harcourt. New York: Oxford University Press, s. 607-625.
• Siim, Birthe (1996): “Gender, Power and Citizenship”, CID Studies no. 12, Centre for Social Integration and Differentation, Copenhagen Business School
• Siim, Birthe (2000): Gender and Citizenship. Politics and Agency in France, Britain and Denmark. Cambridge: Cambridge University Press
• Turner, Bryan S. (1990): “Outline of a Theory of Citizenship”, Sociology vol. 24 no. 2, Sage, s. 189-217
• Walby, Sylvia (1994): “Is Citizenship Gendered?” Sociology Vol. 28 no. 2, s. 379-395

Inspiration til videre læsning

• Amri, Laroussi og Ramtohul, Ramola (red.) (2014): Gender and Citizenship in the Global Age/ Genre et Citoyenneté à l´ère de la Mondialisation. Dakar: CODESRIA
• Chari, Anurekha (2009): “Gendered Citizenship and Women’s Movements”, Economic and Political Weekly vol. 44 no. 17, s. 47-57
• Cooper, Meghan (2011): “Preventing the gendered reproduction of citizenship: the role of social movements in South Africa”, Gender & Development vol. 19 no. 3, s. 357-370
• Gutwirth, Madeline (1993):  “Citoyens, Citoyennes: Cultural Regression and the Subversion of Female Citizenship in the French Revolution” i R. Waldinger, P. Dawson, I. Woloch (red.) The French Revolution and the Meaning of Citizenship. Westport, CT: Greenwood Press, s. 17-28
• Joseph, Suad (red.) (2000): Gender and Citizenship in the Middle East, New York: Syracuse University Press
• Krishnaraj, Maithreyi (2009): “Women’s Citizenship and the Private-Public Dichotomy”, Economic and Political Weekly, vol. 44 no. 17, s. 43 – 45
• Moghadam, Valentine M. (2003): Global Feminism and Women’s Citizenship in the Muslim World: The Cases of Iran, Algeria and Afghanistan, prepared for the conference on Citizenship, Borders and Gender: Mobility and Immobility, Yale University 8-10 May 2003
• Mukhopadhyay, Maitrayee & Singh, Navsharan (red.) (2007): Gender Justice, Citizenship and Development. New Delhi: Zubaan; Ottawa: International Development Research Center
• Munday, Jennie (2009): “Gendered Citizenship”, Sociology Compass vol. 3 no. 2, s. 249-266
• Nossiff, Rosemary (2007): “Gendered Citizenship: Women, Equality, and Abortion Policy”, New Political Science vol.  29 no. 1, s. 61-76
• Sümer, Sevil; Halsaa, Beatrice & Roseneil, Sasha (2014): “Gendered Citizenship in a Multidimensional Perspective: The Challenges Facing Norway within the Nordic Model”, NORA, Nordic Journal of Feminist and Gender Research, vol. 22 no. 4, s. 283-298
• Yuval-Davis, Nira (1997): Gender and nation. UK: SAGE Publications Ltd