Kapitalisme producerer fattigdom

Kapitalismen er måske i sin afsluttende fase. Dens indbyggede modsigelser og irrationelle drivkræfter ser ud til at få det økonomiske system til at bryde sammen og yderligere forringe levevilkårene for verdens befolkning.

Pengeøkonomien, læs kapitalismen, må derfor erstattes af en økonomi, hvor samfundet kender arbejdstidsforbruget og mængden af de anvendte ressourcer. En økonomi, hvor arbejdstidens resultater ikke akkumuleres, men registreres og fordeles, når produktet er produceret.

Den fattigdom, som skabes af kapitalens fortsatte og nødvendige akkumulation, er det største problem i den kapitalistiske økonomi.

Men en økonomi hinsides penge er teknologisk og praktisk mulig.

Tre problemer

Pengeøkonomier giver menneskeheden tre grundlæggende problemer

Det ene er, at økonomien skal vokse og vokse. Det skal være vækst målt i penge. En økonomi uden vækst bryder sammen og sammenbrudte pengeøkonomier er livstruende for millioner af mennesker. Samtidigt ødelægger væksten livsbetingelser for meget af livet på kloden. 

Vækstens forudsætning og truslen mod menneskernes liv på kloden er lønarbejde. Dvs. lønarbejdere, og dem bliver der flere og flere af.

Det andet problem er, at der skal være uopfyldte behov for, at markedet kan fungere. Hvis alle fik gode, billige boliger, ville huspriserne falde, og økonomien bryde sammen. Hvis alle fik arbejde, så ville lønningerne stige og økonomien bryde sammen. Hvis der blev produceret god og rigelig mad, ville priserne falde og økonomien bryde sammen.

I nogle samfund betyder en god høst, at priserne falder, og der opstår hungersnød. 

Pengeøkonomien forudsætter mangel og underforsyning for at kunne fungere.

Det tredje problem er, at kapitalismen, også i vækstøkonomier, skaber fattigdom. Mere om det.

Lønarbejde forringer miljø

Den politiske dagsorden er, at man vil have mere af det (lønarbejdet), som forringer livsbetingelserne på kloden.

Men man anfører, at lønarbejderne skal producere økologisk forsvarligt, og at kapitalen og pengeøkonomien kun skal vokse på de betingelser.

Ideologisk er der bred støtte til bæredygtig vækst, men i praksis sættes hensynet til arbejdspladser over økologiske hensyn.

Det er kompliceret at forbyde udvalgte produktioner og nedlægge arbejde, som giver borgere indtægter og samfundet vækst. Derfor går det skidt med at begrænse CO2 udledningen.

Selvom vi lykkes med en omstilling til bæredygtig produktion, så vil forarmelsen og fattigdommen alligevel øges. Også selvom man omfordeler ophobede (akkumulerede) kapitalformuer.

Akkumulationstvang

Økonomisk vækst, målt i penge, er en nødvendig forudsætning for pengeøkonomierne. Dvs. alle verdens samfund.

Kapitalen kan vokse ved, at flere og flere arbejder og ved, at de, der arbejder, arbejder længere samt ved øget produktivitet. 

Økonomien vokser også ved spekulation, kursdifferencer, svindel og ulige konkurrenceforhold, men økonomien kan ikke som helhed og i længden fungere i en sådan cirkusøkonomi.

Pengemængden skal hele tiden øges. Investerede kapitaler skal blive til større kapitaler. Ellers giver det ikke mening. Grådighed eller ej. Om man kan lide det eller ej. Sådan er det.

Det er naturligvis forrykt, og derfor må pengeøkonomien afvikles.

Uanset kreative kapitaltransaktioner, så er økonomien og væksten knyttet til arbejde udført af lønarbejdere. Lønarbejde, pengeøkonomi og kapital er uadskilleligt.

Men det er en livstruende cocktail for klodens økosystem. De daglige lønarbejdstimer tælles nu i milliarder, og det vokser.

Mindre arbejdstid til eget forbrug

Lønarbejdet øger akkumulationen

Mere og mere af lønarbejdstiden bruges på at øge kapitalen – det er forudsætningen for vækst. I kraft af produktivitetsstigninger har mange oplevet vækst i det materielle forbrug – men dette højere forbrug er produceret på kortere tid end det tidligere lavere forbrug.

Velstanden har derfor kunnet øges samtidigt med, at en mindre og mindre del af arbejdstiden er gået til lønarbejdernes eget forbrug.

De produktionsprocesser, hvor flere livsfornødenheder kunne produceres på kortere og kortere tid har nu mere marginale produktivitetsstigninger.

I de seneste 20 år er især lavindkomstgrupperne blevet fattigere. Derfor forsøger man i stedet at øge væksten med krav om flere og længere arbejdsdage.

Den arbejdstid, der bruges på at opretholde lønarbejderens eget forbrug, falder. Den tid, lønarbejderen bruger på at producere kapital (vækst) til mere kapital (vækst), vokser.

Det er kapitalismens logik. Spist mad kan ikke akkumuleres. Derfor investerer kapitalen hellere i produktioner, der kan akkumuleres i nye produktioner, der kan...osv.

Økonomien har (formentlig!) en øvre absurditets-grænse for akkumulationen (væksten), men der er også en grænse for, hvor lange arbejdsdage og hvor lidt købekraft man kan pålægge lønarbejderen.

Det må betyde, at lønnen på sigt vil kunne købe mindre og mindre arbejdstid.

Eller sagt på en anden måde: Lønindkomster, og dermed også statens skatteindkomster, får ringere og ringere mulighed for at købe varer, hvori arbejdstidsindholdet er højt. 

Det er en tydelig tendens i samfundsudviklingen kloden over. I den forstand bliver vi fattigere og fattigere.

Arbejdstidsindhold i varer falder

Prisen på en vare er ofte kun i begrænset omfang bestemt af den arbejdstid, der er indgået i produktionen.

Men i et eller andet omfang har arbejdstiden indflydelse på prisdannelse. På sigt må det komme til udtryk ved, at når arbejdstidsindholdet i en vare falder, så falder prisen også. I hvert fald som tendens på markedet.

Lommeregneren er (formentlig!) blevet superbillig, fordi den kan laves på brøkdele af sekunder.

Den arbejdstid, som lønningerne kan købe, bliver også mindre og mindre, men vi har råd til flere lommeregnere end for 40 år siden.

Vores mulighed for at købe arbejdstid forringes løbende uanset, at lønninger og offentlige budgetter stiger målt i penge.

Meget arbejdstidskrævende arbejde forsvinder eller er forsvundet; Mælkemanden, post til tiden og om morgenen, servicestationer, lægebesøg i hjemmet, kommunale gartnere, gadefejere (med løn og rettigheder!), bemandede togstationer, husmandsbrug, betjening i banken, håndværkere i hjemmet, skræddere, skomagere og hjemmehjælpere.

Samtidigt kan vi købe billige varer, som tidligere var dyre. Varer, hvor man har kunnet mangedoble produktiviteten – f.eks. elektronik og mekanik.

Produktiviteten i produktionen af forbrugsvarer er også steget i samme periode, men alligevel er flere blevet fattigere. Samfundsøkonomisk ytrer det sig ved, at den skat, vi betaler, ligeledes løbende forringes i evnen til at købe arbejdstid – ofte omtalt som »varme hænder«.

Velfærd kræver arbejdstid

Det betyder, at statens og kommunernes beskatning skal bruge en voksende procentdel af skattegrundlaget på arbejdstidskrævende opgaver – plejehjem, ældrepleje, børnehaver, skoler, biblioteker, jobcenter, læger og sygehuse. Fordi pengene, og dermed skattepengene, kan købe mindre og mindre arbejdstid, selvom pengemængden og beskatningsgrundlaget vokser.

En eventuel kommende vækstperiode vil derfor ikke betyde, at der bliver »råd til velfærd«. Lønnens og skattens evne til at købe arbejdstid vil fortsat forringes.

Mens kapitalen akkumulerer på klodens sidste ressourcer, og emissionerne til atmosfæren forringer livsbetingelserne, så må vi forberede afskaffelsen af pengesystemet og etablere en ny økonomi med udgangspunkt i arbejdstidsberegninger.

Økonomiens og politikkens formål må være et gunstigt forbrug for alle og at minimere den nødvendige arbejdstid under hensyntagen til miljø og ressourcer.

Økonomien formål skal være menneskerne forbrug og ikke ophobningen af arbejdets resultater.

Erling Frederiksen er cand.scient.soc og cheføkonom i Sammenslutningen Af Bevidst Arbejdssky Elementer