Økosystemernes krise nødvendiggør revolution

Uanset at tiderne skifter, at kapitalen antager nye klæder og udvikler sig mere og mere kriminelt både ud fra en social, kulturel, økonomisk og økologisk vinkel, står venstrefløjen åbenbart stadig i den samme situation på den historiske kampplads som i det 19.århundrede, nemlig i et skisma mellem reform og revolution.

Vi kan i dag roligt konstatere, at socialdemokraternes reformistiske vej ikke førte ikke til nogen socialistisk samfundsrevolution, som var deres argument for 100 år siden.

Som politisk strategi valgte socialdemokratiets jo i modsætning til andre socialister i forrige århundrede den reformistiske vej i klassesamarbejdet med kapitalisterne.

Det indebar oprettelse af DKP, og senere andre socialistiske bevægelser, som Enhedslistens samlede op på i 1989.

Det er nu partiets historiske lod, at fortsætte den anti-reformistiske kamp i erkendelsen af, at kapitalen har kun et for øje; nemlig profit uanset menneskelige eller økologiske omkostninger.

I Politiken den 2. april 2014 langer Per Michael Jespersen ud efter Enhedslisten for ikke at evne andet end at forsvare den socialdemokratiske velfærdspolitik fra 1970’erne. Han finder venstrefløjen både reaktionær og røvkedelig.

Han anser os tydeligvis både for fantasiløse og håndsky over for revolutionære ændringer af samfundet i modsætning til 1970’ernes iderigdom.

Når vi i den borgerlige presse klandres for reformisme, så er er ikke andet for, at vi må oppe os, og lægge enhver tvivl bag os og tale højt og klart om revolution, også i parlamentariske sammenhænge.

En samfundsrevolution handler i sidste ende om erobringen af staten og magten. Det kan enten ske gennem et abrupt magtskift, med eller uden vold, eller gennem løbende reformer, der totalt ændrer vores mentalitet og vores indbyrdes sociale og økonomiske relationer - og hermed vores daglige liv,

Revolutioner hærger altså, uanset vores bevidste deltagelse eller ej.

Den industrielle revolution foregik over flere generationer, men den blev forudsætningen for nye fællesskaber og politiske ideer om kommunisme og socialisme og skabte en stærk arbejderbevægelse, som fik en revolutionerende indflydelse på arbejderklassens kår i løbet af det 20.århundrede.

Produktivkræfternes udvikling har været afgørende for vores samfunds fysiske, sociale og psykiske struktur. IT, medier, automatiseringer og globaliseringen har revolutioneret samfundet på blot 20-30 år.

Men det er aldrig lykkedes at skabe en tilsvarende slagkraftig folkelig politisk bevægelse, der har kunnet imødegå de udfordringer, som de ændrede kapital- og produktionsformer og klassebevidstheder har medført.

De ændrede politiske magtforhold, finansialiseringen, medieudviklingen og nye produktionsforhold, har netop struktureret vores bevidsthed som egennyttige vælgere og forbrugere, frem at udvikle os som uegenyttige demokratiske borgere, der er ansvarlige overfor fællesskabet og naturen.

Det er en revolutionering af vores sociale adfærd, der i 200.000 år har været bundet op på fællesskabets nødvendighed på godt og ondt.

Men hvorfor tager ledelsen af Enhedslistens afstand fra ordet revolution og erobringen af den politiske magt? Viljen til magt handler jo grundlæggende om at nedbryde statens magt- og voldsmonopol og uddelegere magten til folket selv.

Der er ikke noget at skamme sig over i en situation, hvor stigende fattigdom, ulighed, konflikter, naturødelæggelser og klimakrise betyder, at man nok ikke kan afvente det borgerlige flertals accept af nedgang i  forbrug og levestandard, før der gribes ind. 

Ikke desto mindre er en revolution en nødvendighed, hvis vi skal undgå en altomfattende klimakatastrofe. Når den kommer, vil den slå alle tidligere revolutioner i afmagt og vælde.

Måske kommer den, før vi aner, og den vil stille uhørte krav om fantasi, snilde, iderigdom og fællesskaber for at kunne overleve.

Per Michael Jespersen har ret i sin kritik af venstrefløjens fantasiløshed. Vi skal da vedholdende fremlægge klare visioner og nye idéer om, hvad et socialistisk og bæredygtigt samfund er for en størrelse, økonomisk, fysisk, socialt og kulturelt.

Vi skal turde gå til frontalt angreb på den kapitalistiske stat og det folketing, vi er en del af, med nye radikale krav og fantasifulde forslag, uanset deres parlamentariske umulighed.

Venstrefløjen tør jo dårlig tage ordet kommunisme i sin mund, til trods for at Marx’ politiske utopi i det kommunistiske manifest stadig er vores udgangspunkt.

Men vi skal fortsat forsvare den kommunistiske utopi mod tidens terroriserende miljøødelæggere, pengesugere, vækstfanatikere, morakkere og konkurrenceidioter, som før eller siden ender på valium og fontex.

Vi har glemt at tage vores marxistiske, kommunistiske og socialistiske teori og praksis op i relation til vores daglige politiske virke. 

Resultatet er blevet en kedsommelig konservativ, men dog dybt nødvendig kamp for opretholdelse af den gamle socialdemokratiske kapitalistiske velfærdsstat.

Selv venstrefløjen er jo hæmmet af den småborgerlige og borgerlige tankegang, der dominerer i samfundet.

Radikale reformer er naturligvis farlige, når det handler om krav, der angriber selve magten. Det er vel ikke uden grund vi registreres af PET som 5. kolonne, så staten kan være parat til at slå ned på os, hvis vi skulle blive en ægte trussel mod den herskende kapitalistiske orden og den private ejendomsret.

Men reformkrav er også farlige for den socialistiske bevægelse selv, når de begrænses til at forsvare den kapitalistiske stat, som socialdemokratiet tidligere har plejet så godt med fin hensyntagen til arbejderklassen.

Nu er proletariatet og arbejderklassen helt yt, for i dag hersker middelklassens diktatur, som har fortrængt en frodig bramfri folkelig (til tider anarkistisk) kultur med orden, pænhed, ensartethed og forbud mod alskens syndige laster.

Med både arbejderbevægelsen og socialdemokraternes knæfald for kapitalen er der lange udsigter til proletariatets diktatur, som Marx skrev om.

For proletariat er margenaliseret i afmagt, frataget sin tidligere stolthed som del af en verdensomspændende arbejderbevægelse, og hverken nutidens fagforeninger eller socialdemokratiske partier har interesse for disse ubesiddende tabere og elendige forbrugere.

Spillet mellem reform og revolution er ændret efter sammenbruddet af arbejderbevægelsens symbiose med de politiske arbejderpartier, som klart har valgt den neoliberale tilgang til økonomien.

Overalt synes venstrefløjens handlerum at begrænse sig til en parlamentarisk forsvarskamp for socialdemokratisk velfærd.

Reformer indenfor det nuværende system er dog kun meningsfyldte, hvis man som venstrefløj ved hvad man skal og kan i den dagsaktuelle kamp, uden at sætte sine revolutionære mål over styr.

Det er dødsens vigtigt lige nu at samle alle kræfter for reformer og lovkrav mod klimakatastrofens helvede, som den kapitalistiske økonomi fører os alle lukt ind i.

Her og nu er der brug for konkrete politiske processer med radikale reformer i hele verden, for at bremse klimakrisens katastrofer.

I en sådan samling af kræfter vil vi måske se kunne konturerne af en revolutionær proces, der kan føre frem mod socialisme.

Tiden synes moden til at alle samle kræfter til fælles kamp over hele kloden i en 1. Øko-Socialistisk Internationale, svarende til 1. og 2. Internationale som socialisterne engang i det 19.århundrede evnede at samle den socialistiske bevægelser i.

Grundlæggende er og bliver den kapitalistiske produktionsmåde ødelæggende for klimaet, jordens befolkninger og fauna.

Derfor kan vi ikke kun nøjes med at forholde os til dagsaktuelle forringelser og urimeligheder med et parlamentariske mandat, der kun handler om at stemme mod forringelser og for de mindste forbedringer.

Socialister skal vedholdende fremlægge alternativer og muligheder for ændringer af økonomiske strukturer, produktionsformer, ejendomsforhold, forbrug og vækst og demokratiske fællesskaber.

Det skal bane vejen til en forståelse af, hvad vi kæmper for; nemlig et reelt og udfoldet demokrati, hvor alle mennesker kan frisættes til at kunne udfolde sig efter egne og fællesskabets behov.

Enhedslistens må derfor få afklaret med sig selv, hvor man vil hen.

Vil man være vogter over den snart hedengangne velfærdstat? Eller vil man være et kreativ og fantasifuldt parti, der konkret kan beskrive et reelt revolutionært alternativ.

Den mentale forkrøbling på grund af kapitalismens samfundsnedbrydende fokus på individualisering og konkurrence og den uhæmmede økonomiske forbrugs- og vækstbehov, der nedbryder klodens økosystemer for at skabe enorme rigdom for de få, kalder på det sidste..

Hanne Schmidt er formand for Grobund – Grønt-Rødt Oplysningsforbund og medlem af Enhedslisten.

 Se også Revideret disussions-oversigt om Enhedslistens principprogram.