»Legalisér narko«

Vi lever i en verden, hvor der er mennesker der dræbes, fordi de har forsøgt at ændre verden. Sådanne mennesker kunne være forfattere, kunstnere, journalister, men også andre socialt engagerede mennesker.

Desværre mødes disse helte ofte med kommentarer om, at de selv var ude om det, hvis de bliver truet eller ligefrem myrdet. Men frygten for at fortælle sandheden medfører en moralsk deroute.

Hvad nu, hvis ingen journalist tør skrive om noget som helst, fordi han eller hun er bange for konsekvenserne? Det ville betyde en ende for den kritiske og undersøgende journalistisk. En ende for demokratiet, da det ikke vil give nogen mening at udveksle ideer og tanker, hvis ingen tør gøre dette så sandfærdigt, objektivt og validt som overhovedet muligt. Også selvom nogle ikke bryder sig om.

I et interview med The Guardian siger den italienske journalist Roberto Saviano, at efter drabene på Charlie Hedbo bør alle, der ikke forsøger at ændre verden, føle sig skyldige. Hvorfor? Fordi en manglende skyld betyder, at vi stiltiende accepterer at ord ikke længere må udfordre eller anfægte. Det betyder, at ord ikke længere må udfordre vores erkendelser og forestillinger, fx om hvordan verden reelt hænger sammen. Og det er jo netop det, som kunst og litteratur, men også god journalistik kan.

Roberto Saviano blev verdensberømt eller berygtet, da han i 2006 udgav sin første bog Gomorra. Den beskriver mafiaen i Napoli, dens voldelige arbejdsmetoder og økonomiske netværk. I dag lever han under konstant politibeskyttelse. Nogle ville sikkert mene, at det er hans egen skyld, men i så fald har de ikke forstået, hvordan nogle historier er nødvendige at fortælle, fordi de kan ændre historien.

Savianos seneste bog hedder ZeroZeroZero (2013). Den beskriver, hvordan kokain kontrollerer verden. Forfatteren drager en for så vidt indlysende parallel mellem kapitalismens krav om vækst og kokain. Han betegner kokain som en slags energibar, en dødelig energibar vel og mærket. Bogen beskriver, hvordan de magtfulde narkokarteller har styret kokainhandlen siden 1970’erne og frem til i dag. Han beskriver, hvordan magten har rykket sig fra Colombia til Mexico, hvilket ikke skyldes at Mexico fremstiller mere kokain end Columbia, men at Mexico har noget der minder om monopol på distributionen af kokain til USA og Europa.

USA er det største kokainmarked, men Europa vokser stærkt.

I Mexico ligger den berygtede by Ciudad Juárez. Den chilenske forfatter Robert Bolaño blev engang spurgt om helvede. Han svarede: »Det er ligesom Ciudad Juárez, vores forbandelse og spejl, en foruroligende refleksion af vores frustrationer, og af vores berygtede fortolkning af frihed og af vores begær.«

I Bolaños mammutroman 2666 hedder den mexicanske by ikke Juárez, men Santa Teresa. Byen gik tidligere under navnet Paso del Norte. Byen kontrolleres af narkohandler, politiet er korrupt politi, de fleste er fattige, kriminaliteten er udbredt og, det er byen, der er berygtet for de mange uopklarede mord på især unge piger. De fleste af ofrene har været udsat for seksuelle overgreb og tortur. Flere mener, der er tale om femicides, en omskrivning af begrebet homocides. Femicides beskriver kvinder, der myrdes af mænd, fordi de er kvinder.

Bolaño fik ideen til at skrive om Ciudad Juarez efter at have læst journalisten Sergio González Rodriguezs bog Huesos el el desirto (da. Knogler i ørkenen). Rodriguez beskriver, hvordan der en »normal« aggression fra mænd mod kvinder i Latinamerika, men at denne er mere ekstrem blandt narkotrafikanter. Dagligt udfører de vold mod kvinder og mord. Flere af ofrene i Juárez er på børn på 7, 8 og 9 år. De unge piger er 14, 15, 16, 17 år. Juarez, skriver han, »er en de farligste steder for kvinder i hele verden.« I 2000 var mordraten blandt kvinder 5.8 gange større end i resten af verden.

Kvindehad. Narkotika. Vold. Død. Tortur. Er det det, som vi i Vesten ser, når vi kigger os i spejlet om morgenen? Ser vi reelt andet end vores egen træghed overfor virkeligheden barske realiteter?

Den franske filosof Gilles Deleuze har i et interview sagt, at en forfatter skriver på vegne af sine læsere. Bolaños roman 2666 er blandt et forsøg på at give stemme til de mange piger, som er forsvundne eller døde. Saviano giver ligeledes stemme til de mange mennesker, som lever i frygt eller i sorg på grund af mafiaen eller diverse narkokartelers handlinger. Pludselig bliver Pablo Escobar og El Chapo mere end karakterer i en Netflix-serie. De bliver virkelig mennesker, der slår andre mennesker ihjel, når det passer dem.

Saviano og Bolaño sætter på hver sin måde spørgsmålstegn ved den kapitalistiske forståelse af frihed, der smager af egoisme. Det sociale engagement er fraværende i Ciudad Juárez.

I 2666 hører vi om mordet på utallige piger i Sonora ørkenen i Mexico. Bogen tydeliggør, hvor smertefuldt livet er, når ansvaret alene berør på os selv, mens vi selv berør på de andre. Dette er enhver etisk ulidelige sandhed.

Hvordan lever man i en verden fuld af vold, pengegriskhed og had?

2666 giver et bud. Bliv konkret. Præciser. Og skab plads til det, som ingen formår at rumme. Det er litteraturens opgave. Litteraturen giver plads til det i livet, som findes, men som vi ikke vil kendes ved (eller formår at blive bekendt med). Bolaño viser os, hvem der også står i spejlet, når vi ser os selv. Bolaño beskriver henover flere hundrede sider mordene i detaljer: »Andrea Pacheo Martinez, tretten, var kidnappet ...  Da hun blev fundet, to dage senere, viste hendes krop klare tegn på kvælning med en fraktur på hyoid knoglen. Hun har været voldtaget analt og vaginalt. Der var hævninger på håndleddene, som havde de været bundet. Begge ankler viste skrammer, hvorved det var deduceret at hendes fødder også havde været bundet ...«

Saviano beskriver lige så konkret, hvordan kokainkarteller truer, myrder, skærer kroppe i stykker, hvorefter de opløses i syre så der kun er gebisset tilbage; han fortæller, hvordan dårlig økonomi gør det nemmere, at hyre professionelle soldater, der kan arbejde som dræbermaskiner; han fortæller om pushere, der aldrig er andet en midlertidigt ansatte i et velorganiseret netværk; han fortæller om mennesker, der tvinges til at smugle kokain og så videre.

Ordene kan åbne for empati og medfølelse. Empatien kan hjælpe os med at forstå de andre, som de andre, og ikke som nogen der passer ind i en identitet, som vi har givet dem. Medfølelsen kan hjælpe os med at tage vare på de former for liv, som ikke kan overleve uden vores pleje og omsorg.

Det er svært ikke at blive ramt, når man læser 2666 eller ZeroZeroZero. Begge bøger er langt fra krimiernes ligegyldige støj, der jo aldrig anfægter – og hvis de gør, er det fordi, de er så elendigt skrevet.

De fleste af os vil gerne kigge væk. Men ordene – Bolaños og Savianos – fastholder os til spejlet. Hvad ser du?

Afslutningsvis skriver Saviano, at den bedste og eneste løsning på alle de problemer, som kokain er årsag til, er at legalisere kokain. Det kan lyde absurd, men en legalisering er det eneste, som kan spolere den udbud og efterspørgselskurve, som finansierer kartellerne, og som gør det favorabelt, ikke at udvise omsorg. 

Hvorfor er narko, eksempelvis, ikke for længst blevet legaliseret? Og hvorfor er det ikke legaliseret i et samfund, der mener, at ethvert individ bør have ret til at bestemme over sit eget liv?

I Danmark var narkomaner tidligere noget, som læger og sygeplejerske tog sig af. Det sluttede i slutningen af 70’erne (meget apropos der, hvor Pablo Escobar træder ind på scenen). I dag er narkomanen kriminaliseret. Hun er et anliggende for politiet. Et socialt afskum. Og som med alle andre kriminelle vil vi gerne have dem derhen, hvor de ikke længere berører os; reducere dem til figurer i en filmatiseret Irvine Welsh-bog.

Hvorfor er der så få, der ser narkomaner, som mennesker? Er det fordi narkomaner sjældent er produktive i en kapitalistisk forstand? Fordi narkomanerne sjældent råber højt på et samfundsmæssigt niveau – om end nok på et gadeplan. Glem ikke, at narkomanen også er den unge hipster, rigmanden nord fra København, modellen, den litteraturstuderende fra Aalborg, der alle skal nå det hele. Men mens disse når det hele, fremmer de også vold, tortur, trusler og mord i Latinamerika, Afrika og Rusland – for blot at nævne nogle steder. Produktion, distribution og konsumption hænger sammen.

Jeg har altid troet, at ord kan ændre verden. Om ikke andet kan de hjælpe os med at se ordentligt efter, når vi kigger os selv i spejlet og måske tror, at volden, døden og al den sorg og frygt, som narkoen medfører, fordufter af sig selv. Intet forsvinder uden kamp. Nogle har indset, som en eller anden dansk digter engang sagde, at ethvert ord er et potentielt mord. Man kunne starte med at »myrde« grundlaget for narkokarteller ved at legalisere det, de sælger. Det vil sige, tage kampen op med venlige, men transformerende midler. 

Finna Janning er forfatter og filosof og bor i Barcelona

Læs også »Raske Penge: Legalisér alle stoffer«