Mærsk blev rig på blod og statsstøtte

Det kan ikke betvivles, at han skabte Danmarks største virksomhed med en omsætning, der udgør i omegnen af 15 % af det danske BNP.

Det kan heller ikke betvivles, at det er verdens største containerrederi med en væsentlig global indflydelse på verdenshavene. Men hvordan er det kommet så vidt?

Er Mærsk en genial person med store lederegenskaber, som blot driver sin virksomhed dygtigt. Eller er det historien om en kynisk og opportunistisk udnyttelse af staten, politikerne og krigene.

Hvor medierne svælger i den personlige ånd, synes jeg, at vi skal se på fakta.

Mærsk var ikke demokrat

Han handlede enevældigt i sit firma, hvor de, som modsagde ham, røg ud. Han praktiserede heller ikke sundt arbejdsmiljø, idet alle fortæller, hvor mange timer og under hvor stort pres, de skal arbejde.

Mærsk var imod fagforeninger og de menige medarbejderes rettigheder. Både i Danmark og globalt forhindrede han overenskomster og faglig organisering, så længe myndighederne accepterede det.

For eksempel har HK-ansatte på hovedkvarteret Esplanaden ingen overenskomst. I USA, Kina og Mellemamerika har Mærsk-firmaer bekæmpet fagforeninger med vold og undertrykkelse.

Er det en arbejdskultur, som vi skal hylde? Forståeligt nok lovpriser de åbenlyst borgerlige medier, som Berlingske og Børsen, hans arbejdskultur. Men hvorfor gør den socialdemokratiske statsminister det? Hvorfor siger vi det ikke, som det er: Mærsk var en tyran, som ville presse alt ud af sine ansatte for at forgylde sig selv og de andre aktionærer.

Mærsk var ikke et aktiv for den danske stat

Tværtimod var han og firmaet en kæmpe minusforretning. Det mest kendte er selvfølgelig den groteske aftale om Nordsøolien.

Først fik Mærsk far lov til at hente olien op for 1 kr. og en latterlig lille skattebetaling.

Da aftalen skulle fornys, forærede den borgerlige regering igen Nordsøolien til Mærsk, kun tilføjet en mindre stigning i de statslige afgifter. Endda med den klausul, at Mærsks olie var beskyttet mod skattestigninger i 40 år.

Beregninger viser, at den danske stat er gået glip af hundrede af milliarder. Hvis vi i stedet havde gjort som Norge med et statsligt selskab, så ville vi ikke have et underskud!

Mærsk var også en ekstremt dårlig skattebetaler

Hvis man ser på skattebetalingen fra Mærsks virksomheder gennem årene, så er det enten 0-skat eller meget få procent af det samlede overskud, som er endt i statskassen til fællesskabet.

De fleste skattekroner, Mærsk har leveret, er kommet via skat på Nordsøolien. Som andre multinationale virksomheder har Mærsk bedrevet en bevidst skatteunddragelse gennem internationale virksomheder og fonde.

Da Anker Jørgensens regering i 1982 ville beskatte fondene, truede Mærsk med at flytte dem til skattely i Liechtenstein

Mærsk har altid understøttet de borgerlige partier i Folketinget

Millioner er tilgået Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og de Radikale. Naturligvis fordi de generelt støtter en erhvervsvenlig politik og hjælper danske multinationale på det globale marked.

Men også fordi det giver direkte penge i kassen til Mærsk. Da Mærsk for alvor skulle vokse sig stor på verdenshavene i 1980'erne, skete det via statsstøtte.

Først havde Mærsk kontanter fra olien, som gav ham en konkurrencefordel. Dernæst fik han statsstøtte til et stort nybygningsprogram af containerskibe. Endelig fik han indført DIS (Det Internationale Skibsregister), som dels sikrede skattefritagelse for de ansatte, dels tillod, at danske matroser blev udskiftet med filippinere til en tiendedel af lønnen.

Jeg synes ikke, vi skal hylde vækst på bekostning af skattekroner og danske arbejdspladser.

Mærsk var meget dygtig til det globale spil. Specielt havde han næse for sammenhængen mellem krig og forretning.

Mærsk vidste, at den danske stat er alt for lille til at beskytte ham og hans virksomheder på et globalt marked. Det havde han lært af sin far, som skabte familiens formue på at sejle forsyninger til de krigsførende under 1. verdenskrig.

Da 2. verdenskrig brød ud, placerede han sig med store dele af skibsflåden i amerikanske havne, mens hans far producerede maskingeværer på Riffelsyndikatet (i dag DISA) for tyskerne hjemme i Danmark.

Det sikrede ham både en næsten intakt flåde og store indtægter, hvilket gav et forspring i forhold til konkurrenterne. Siden da har Mærsks flåde sejlet under USA's beskyttelse.

Mærsks rigdom voksede med USA's krige

Mærsks næste store spil på krigen var lukrative militærkontrakter med den amerikanske hær, hvor hans skibe transporterede udstyr og var en del af beredskabet.

Det fik et stort boost under de to golfkrige. Under den første golfkrig sendte han sine skibe af sted som transportstøtte til USA, mens Danmark ikke deltog offensivt.

Det blev belønnet med større støtte på verdensmarkedet fra USA og flere militære kontrakter.

Under den sidste krig mod Saddam Hussein var Mærsk helt fremme i sine specialsyede sko fra London til 16.000 kr.

Her transporterede han våben i stor stil. Mærsks folk var de første danskere, som satte fod på Iraks jord med støtte fra den danske stat. Mærsks folk indtog en stor oliehavn, Khor az-Zubayr, som han ville privatisere til fremtidig indtjening, men blev efter kort tid fordrevet af de lokale havnearbejdere.

Mærsk blev yderligere belønnet af amerikanerne og den danske regering, da hans skibe blev udnævnt til transportflåde til det store krigsflyprojekt Joint Strike Fighter, som Danmark har smidt milliarder af kroner i.

Hvor der er krig i verden, og USA deltager, fx i Afghanistan, er det Mærsks containere, som køres til baserne med forsyninger til tropperne.

Vi skal spørge os selv, om det er noge,t Danmark skal være stolte af? Er det en global profil, som vi vil identificeres med? Jeg synes ikke, at krig er et godt brand.

Mærsk har bygget sit mausoleum

Det ligger lige overfor hans venner på Amalienborg og kaldes i daglig tale Operaen. Mærsk dikterede personligt placeringen og indretningen, og fik byggeriet igennem uden om alle demokratiske procedurer.

Og udnyttede selvfølgelig det såkaldte milliard-tilskud til yderligere et milliardstort skattefradrag.

Og som resten af Mærsks historie er det skatteyderne, som betaler gildet fremover.

Operaen symboliserer hans magt og rigdom. I levende live nåede han næsten at blive kongelig. Personlig ven med kongehuset. Og dronningen gav også Mærsk, som eneste ikke-statsoverhoved, elefantordenen. En orden, han deler med Rumæniens afdøde diktator Ceausescu og Bahrains konge.

Historien om Mærsk skal nok blive skrevet som ukritiske hyldester. Med afsæt i ovenstående vil jeg håbe, at der ikke kommer flere som Mærsk. Hans type er for dyre, for blodige og udemokratiske til mig.