Musikken i byens underliv

På scenen er kun en lilletromme, to bækkenstativer med bækkener og tamburin, samt en stortromme-pedal forbundet med en elektronisk (usynlig) stortromme. Dertil en enkelt billig kopiguitar og et lille bord med en masse små elektroniske bokse, hvoraf nogle ligner legetøj.

Scenen er sådan set ikke en scene, men gulvet mellem sæderne og lærredet i Empire-biografen i København. Her skal den fransk-tyske duo Stereo Total optræde. 

Da de træder ind på gulvet, breder der sig en stemning af nærmest hjemlig hygge. Efter en falsk start bliver der dog snart gang i dagligstuen - som Empire Bios biografsal nummer 1 rent stemningsmæssigt er forvandlet til. 

Vi er til koncert i forbindelse med afholdelse af filmfestivalen CPH:PIX, og at Stereo Total er med, hænger ikke kun sammen med, at gruppen har leveret soundtrack til aftenens film. Mange af deres sange stammer fra film eller handler om film. Stereo Total er filmfreaks.

Fundne sager

Stereo Total har base i Berlin og består af franske Francoise Cactus, der synger og spiller trommer og alle mulige små synth'er, og tyske Brezel Göring, der spiller guitar og trommer og alle mulige små synth'er.

Gruppen er ret globalistisk i sin attitude. Sangene synges på fransk, tysk, engelsk og japansk. Og musikken er stilmæssigt et remix af punk, filmmusik, chansons, disco, teknopop, cabaret og alt muligt, man kan finde i gamle b-film eller på glemte ridsede vinylplader.

De fleste sange er fundne sager, men de er spillet med en uimodståelig naiv charme, der virker oprigtig. 

Hvor gruppen i starten af karrieren iklædte alt en slags garagerock mundering, er lydbilledet i dag mere synth-præget. Nogle af sangene er da også reelt sing-back med præ-indspillede tracks.

Det gør dog ikke noget, når musikken præsenteres så uprætentiøst, som det sker denne aften.

Der er en stemning af støj i stuen, og det gør ikke noget, hvis man spiller forkert, eller teknikken strejker, så begynder vi bare forfra.

Stereo Total præsenterede enkelte nye sange, men delte ellers lifligt ud af deres »greatest hits«, som sådan set i ingen tilfælde har været hits for gruppen.

Men for den lille skare af musiknørder, der kender hemmeligheden Stereo Total, er det alligevel en fest at høre træffere, som »Miaow, Miaow«, »Schön Von Hinten« (du er smuk bagfra, sunget på japansk), »Violent Love«, »My Way« (på fransk) og ikke mindst »I Hate Everybody In The Discoteque«.

Ved sidstnævnte var publikum inviteret ned til bandet på gulvet for at synge og danse med. 

Og så var koncerten forbi.

Generobret trash

Stereo Totals musik er ikke original i egentlig forstand, men den er i stand til på en original måde at opsummere 70 års bykultur i et udtryk, der koncentrerer sig om byens underliv eller de mere mørke og skjulte sider.

Og så ser Stereo Total ofte noget andet i sangene end de fleste andre.

For eksempel er svenske Harpo's 70'er-hit »Movie Star« oprindelig en kritisk beskrivelse af en andens eskapisme, mens den hos Stereo Total bliver en rå og trist skæbnefortælling om smertelig desillusion. (Desværre spillede gruppen ikke denne sang).

Man kan på flere planer se Stereo Totals musik som en postmoderne folkemusik, der tager udgangspunkt i, hvordan kommerciel kultur er blevet indoptaget i mennesker og generobret. Det er receptionen af de fundne sange, der er kernepunktet i musikken, ikke deres oprindelse.

Har de oprindeligt været et simulacrum skabt for en købedygtig målgruppe (de oftest ikke ramte), er de sidenhen blevet små hemmeligheder for de få, der læste noget helt andet ind i sangene.

De blev koder for en sandfærdig beskrivelse af en rå virkelighed som f.eks. trækkerdreng, sex-objekt eller idoldyrker.  

Stereo Total vender tilbage til Danmark til efteråret.

Hør selv Stereo Total i denne spilleliste på YouTube.

Underwater love

Før koncerten vistes filmen »Underwater Love«. Den er instrueret af Shinji Imaoka og er en japansk pink movie, det vil sige en film med masser af sex-scener. Samtidig er det en musical, og musikken er leveret af Stereo Total.

Som om disse tre elementer ikke er stilforvirring nok, så handler den om en fiskepige, der skal vælge mellem at gifte sig med sin chef eller med en kappa.

En kappa er et japansk fabelvæsen, en mellemting mellem menneske og skildpadde, der skal vandes ofte, og som kun spiser agurk.

I filmen spilles kappaen af en skuespiller med en primitiv plasticmaske og skildpaddefarvede plastichandsker og et lille skjold på ryggen. Samt ikke mindst, når han tager bukserne af, en gigantisk skildpaddefarvet plasticpik, som gør kvinderne glade.

Det tager sig i hvert fald sådan ud. I det hele taget tager alting sig ud. Skuespillerne forstiller sig, og vi tror slet ikke på dem.

Det er tydeligt, at skuespillerne spiller op til et kamera, og at alle situationerne er kunstige. Derfor er filmen også, trods de mange sexscener, mere morsom end erotisk.

I dette univers passer Stereo Totals musikalske naivisme som en menneskehånd i en skildpaddefarvet plastichandske. Alle sangene er sunget på japansk, og man kan ud fra underteksterne fornemme, at ordene er ligeså minimalistiske som de musikalske virkemidler og skuespillet.  

Musikstilen er som vanligt en punket, halvelektronisk powerpop med pitch-usikker charmerende sang.

Det er Francoise, der synger alle sange i filmen, og så mimer skuespillerne til, uanset køn. Det var ellers gruppens hensigt, at vokalerne skulle indspilles af skuespillerne, og at Francoise's sang kun var guide-vokal, men det var filmens instruktør altså ikke enig i.

»Underwater Love« er en absurd komedie og et avantgardistisk eventyr. Filmen er faktisk ret sjov i al sin underlighed, og publikum lo da også igennem det meste af tiden. Ikke skraldlatter, men en stille klukken. 

Filmens handling er meget traditionelt opbygget, men fortællingens drejninger er ikke forudsigelige.

For mig at se fortæller filmen om den virkelige kærlighed (og sex) kontra den uvirkelige kærlighed (og sex) på en meget underfundig måde. Man står tilbage med spørgsmålet, om fantasien om den oprindelige forelskelse og de oprindelige sexdrømme er meget mere tillokkende end den kødelige kærlighed, der præsenterer sig nu og her.

I hvert fald flygter filmens kvindelige protagonist fra sit planlagte bryllup til fordel for sit fantasifoster (kappaen), der symboliserer erindringen om en skoleforelskelse. Som til gengæld må forvitre og dø, for at hun selv kan overleve og komme videre.

Her er traileren for »Underwater Love«:

Stereo Total live i Empire Bio, København den 20. april. 

»Underwater Love«. Instrueret af Shinji Imaoka. Spillefilm, Japan 2011. Vist som led i filmfestivalen CPH:PIX.