Pengeudstedelse foregår uden materielt grundlag

Foreningen Gode Penge har sat sig som mål at pointere, at der er forskel på det at skabe penge og det at tjene dem.

Men lydhørheden for det budskab er begrænset på markedet for den slags, hvor den videnskabelige sandhed ser ud til at være gået »fra forskning til faktura og videre ud i intet«.

Industriens budskab om sig selv som bedst egnet

Dansk industri har sat sig på universiteterne og styrer forskningen ud fra hensynet til, hvad der tjener industrien bedst.

Budskabet om, at det, der er godt for erhvervsinteresserne, på ingen måde behøver at være det for fællesskabet, er tabu.

Derfor er det dogmatik, når det hævdes, at »markedet har ret«.

Markedsaktørerne har sat sig på forskningen med det argument, at hvad der er godt for den ene, den der har magten over universiteterne, det er godt for alle andre!

Konklusionen er bestilt af industrien. Staten betaler for »forskningen«, som industrien har sat til at formulere konklusionen.

Der udfolder sig af samme grund ikke ret meget kritisk eller selvstændig intellektuel aktivitet på de danske universiteter i øjeblikket.

Man har nok i at gøre sig nyttig, udvikle produkter for industrien og bekræfte den neoklassiske økonomiske teoridannelse, som dogmatisk fx nægter at forholde sig til den måde, som pengene skabes på og det, at markedet måske ikke altid har ret.

Forskerverdenen og industrien står sammen om, at markedet har ret, og at de overlevende på markedet er de bedst egnede.

Faktuel relation mellem stat og marked

Det faktum, at det netop er markedet, som er sat ud af kraft, når staten har overtaget finansieringen af industriens kapitalapparat, sådan som det skabes på universiteterne, det taler man ikke højt om.

Tværtimod er det nu vedtaget af EU, at de offentlige forskningsmidler, som tilflyder industriens produktudvikling i universitetsregi, tæller direkte ind som bidrag til BNP’et (for øvrigt samtidigt med, at prostitution og narkokriminalitet er blevet inddraget i målet for bruttoproduktet på EU-plan).

Relationen mellem mikroøkonomi og makroøkonomi kan ifølge mainstreamøkonomerne gøres op kvantitativt, lineært og analytisk.

Hvad der finder sted af økonomisk tilvækst på mikroplan hos de enkelte aktører på markedet, det adderes således uden videre op i makroøkonomisk forstand, hvor resultatet sidestilles med et udtryk for fællesskabets sande almeninteresse.

Det er matematisk, men verdensfjernt, falskt, især fordi pengenes skabelse og fordeling ikke tælles med.

Læs mit arbejdspapir »Magtrelationen mellem stat og marked« på www.arbejdsforskning.dk

Pengeskabelse

De fleste penge skabes af markedet selv. Det er et tabu inden for mainstreamøkonomernes rækker.

De hævder, mod bedre vidende, at penge skabes uden for markedet, hvorfra de tilføres markedet.

For at forstå, hvordan penge skabes, er det bedst at gå tilbage i den økonomiske videnskabs kongerække.

Joseph A. Schumpeter har i begyndelsen af 1930´erne formuleret, hvordan penge skabes af bankerne med långivningen.

John M. Keynes anerkender forklaringen, men forsøger allerede fra det tidspunkt, hvor han opdager bankernes pengeskabelse, at underspille bankpengenes betydning for økonomien.

Det afgørende ved bankpenge er, at de påvirker markedets prisdannelse. Det afgørende er ikke, om de har værdi i sig selv, for det har de ikke.

De skabes af bankerne som fordringer på banken selv, der overføres til kunderne, dvs. godskrives kunderne, låntageren i forbindelse med långivningen.

En sådan fordring på en bank, skabt af banken selv og godskrevet en kunde, kan bruges som betaling til en kunde i samme bank eller en kunde i en anden bank.

Andre banker gør det samme. Mere end 90 procent af de betalinger, som gennemføres på nationalt og overnationalt plan, gennemføres med fordringer, formuleret i forskellige valutaers navne, rettet mod bankerne/finanssektoren selv, som har udstedt fordringerne.

Den slags penge er ikke noget værd, men virker alligevel som betalingsmiddel. De er ikke andet end fordringer, der gør det muligt for både udstedere og modtagere af dem at tilegne sig mere reelle værdier, varer og ydelser.

Forudsætningen for, at den finansielle sektor kan skabe penge, er, at der allerede findes markedsværdi. Den pålydende markedsværdi, som man finder formuleret i de måleenheder, som pengene også er, danner grundlag for belåning.

Når en bank låner penge ud, så tager den sikkerhed i kundens ejendom eller indtægt. Der skrives et lånebevis, en kontrakt, hvor kunden forpligter sig til at betale lånet tilbage.

Denne fordring på kunden er bankens aktiv, og den optræder regnskabsmæssigt i opgørelsen over bankens solvens, dvs. opgørelsen over, hvor stor markedsværdi fordringerne på banken udgør i forhold til de fordringer, som banken har på andre kunder og banker.

Læs mit arbejdpapir »Pengenes væsen« på www.arbejdsforskning.dk

Priser og pengeskabelse

Når banken skaber penge, så stiger efterspørgslen, og dermed priserne i overensstemmelse med loven om udbud og efterspørgsel på de værdier, der danner grundlag for udstedelse af penge.

Prisdannelsen afhænger altså af pengeskabelsen og omvendt. Dvs. markedsværdien bestemmes i høj grad af pengeskabelsen, og det udfolder sig på en måde, der ikke står i nogen entydig relation til det, man kunne kalde det økonomiske systems realøkonomiske produktion.

Prisstigningerne på kapital, realkapital såvel som finansiel kapital, har været gigantiske over de sidste 40 år.

I hele den periode er der skabt kolossale mængder af kreditpenge, bankpenge, markedsendogene penge, kontopenge som har taget udgangspunkt i markedets inflationsværdier.

Pengene har helt uden om den reelle produktion sat markedsværdierne, dvs. købekraften er opstået med pengeskabelsen og fordelt, lettere autarkt (løsrevet) i relation til realøkonomien.

Penge, et tabu!

Det er mainstreamøkonomernes største tabu.

Dens neoklassiske model ser bort fra pengeskabelsen, og fokuserer på økonomien og prisdannelsen, som om at pengeskabelsen, markedets endogent skabte penge var helt neutrale i forhold til skabelsen og fordelingen af købekraften. Derfor er den klassiske økonomi ikke i stand til at se, hvordan markedsværdierne opstår ud af det blå som fordringer på et produkt, uden at der er blevet skabt noget i processen.

De mange penge er med til at puste markedsværdierne kunstigt op, ligesom de fordeler sig uden at det nødvendigvis virker befordrende for produktionen af varer og ydelser, som virkelige mennesker har brug for.

Markedsværdierne er kunstigt høje og truer med at implodere. C20 har fx aldrig være højere, obligationskurserne og huspriserne er alt for høje, takket være de gigantiske mængder af kreditpenge, som markedet har skabt.

På globalt plan findes der i øjeblikket en mængde kreditpenge, som svarer til 199 billioner US$.

Pengeskabelsen har haft afgørende betydning for fordelingen af verdens rigdom.

Det er med til at forklare, hvordan 85 mennesker kan eje lige så meget som verdens fattigste 3,5 milliarder.

Særinteresse ikke almene interesser

Finanssektorens interesser er sammenfaldende med andre ejere af markedsværdierne. Man interesserer sig ikke for, at resten af verden forstår den mekanisme, der har skabt og fordelt købekraften.

I stedet beskrives markedet som en retfærdig mekanisme, der sørger for, at alle aktørers interesser er lige legitime, og med en fortælling om, at hvad der er godt for den ene, det er godt for alle andre.

Det sker med budskabet om, at ingen kan få andel i produktet uden at bidrage til det, og at alles andel i købekraften derfor er legitimeret, fordi enhvers rigdom er betinget af en økonomisk tilvækst.

Det er forkert, netop fordi pengene skabes som købekraft, uden at der nødvendigvis finder nogen realøkonomisk produktion sted.

Budskabet, om at alle erhvervslivets særinteresser er identisk med samfundets almene interesser, sælger som varmt brød, hos dem, der laver pengene og dem, som har andel i markedets inflationsværdier.

Det går i tråd med budskabet om, at pengene, motivationen på mikroplan som følge af markedets lovmæssighed bygger op om udviklingen frem mod den bedste af alle verdener.

Sandhed og marked

Men budskabet om, at de købestærke ikke behøver at have gjort sig fortjent til sin købekraft, penge, den køber de købestærke ikke.

Her holder man fast i, at deres marked bestemmer over sandheden om markedet.

Den videnskabeligt kvalificerede beskrivelse af sandheden om, at pengeskabelsen står i vejen for en mere funktionel økonomi, henslæber en tilværelse i den økonomisk forsknings periferi lige som den gjorde i det nittende århundrede. De klassiske og neoklassisk økonomer er blinde for pengenes væsen.

Den nødvendige beskrivelse af pengene må gå tilbage og samle op på det, som blev skrevet i begyndelsen af 1930’erne. Det var her, at forskningen i pengene kulminerede.

Her var begrebet bankpenge en realitet for både Keynes, Schumpeter og Irving Fisher, selv om de ikke var enige om konsekvenserne af disse penges betydning for realøkonomien.

Keynes fik afgørende indflydelse på udformningen af efterkrigstidens monetære orden, Bretton Wood-systemet. Systemet blev skabt ud fra et forsøg på at undgår en ny stor depression.

Der var forståelse for, at mængden af kreditpenge havde indflydelse på de kunstige markedsværdier, som brasede sammen ved indledningen til den store depression i trediverne.

Spørgsmålet er, hvor stor betydning kontrollen med den finansielle sektor havde de første tyve år efter anden verdenskrig, og om hvor reel den i virkeligheden var.

Det kan være, at der aldrig har været den kontrol med pengemængden, sådan som de neoklassiske og monetaristiske økonomer til stadighed hævder, at der er og var.

Under alle omstændigheder er der brug for økonomer, som er uafhængige af økonomiske særinteresser og ideologiske dogmer i deres tilgang til problemstillingen, penge, markedsværdi og realitet.

Sandheden om markedet kan ikke overlades til markedet. Det er inhabilt.

Steen Ole Rasmussen er cand.phil.