Problemmarkøren Mattias Tesfaye

I den politiske seismologi sporede man et større udsving sidst på året. SF’s næstformand Mattias Tesfaye meddelte, at han forlod posten som næstformand for SF. Lige op til jul forstærkede han udsvinget med en artikel i Politiken under overskriften: ”Den arbejdende middelklasses tillid skal genvindes”.

De politiske seismografer kom igen i bevægelse, da et fremtrædende medlem af SF’s landsledelse, Kasper Bjering Søby Jensen meddelte sit exit fra partiet og offentliggjorde sine begrundelser på sin Facebook-profil.

I lighed med Tesfaye forudså han, at den nye ledelse i SF på sigt vil bremse for Søvndals, Ole Sohns og Thor Møgers strategi med at orientere partiet mod (den arbejdende del af) arbejderklassen og den lavere middelklasse bort fra den evindelige fiksering på reproduktionen og fordelingspolitikken og rollen som human ”venstrekorrektion til socialdemokratiet”.

For dem begge var det utåleligt at konstatere, at store grupper i den ”arbejdende middelklasse”, der lyder opråbet om at gøre sin pligt og kræve sin ret, i stor udstrækning orienterer sig enten mod partiet Venstre eller mod DF.

Og for Tesfaye som for Sass Larsen i Socialdemokratiet kan disse hårdt arbejdende kun vindes tilbage som støtte for regeringens kriseprojekt, hvis man med SF’s ordfører Jesper Petersens ord sætter de ”almindelige LO lønmodtagere i centrum”.

Tesfaye udtrykker det meget præcist: ”Velfærdsstaten fungerer kun, hvis de ressourcestærke føler sig tiltrukket af dens tilbud. Derfor skal alle centrum-venstre strategier tage (deres) udgangspunkt i at sikre opbakning i den arbejdende middelklasse”.

Og den attraktion opnår man kun – fremgår det – hvis der foretages et radikalt opgør indenfor centrum-venstre med den nuværende polære fiksering mellem ”Claus Hjorts nye højrepopulisme, der argumenterer for tyske lønninger og svenske skatter”, og ”den gamle venstrefløj, der dyrker modtagerne af overførselsindkomst som kernen i det politiske projekt”. ”Det tredje standpunkt må sætte den arbejdende middelklasse i centrum”. ”De skal vide, at beskæftigelse under anstændige forhold samt en velfærdsstat, der tager udgangspunkt i deres behov, er centrum for alle politiske strategier i centrum venstre”, som Tesfaye så manende formulerer det i samme artikel.

Hermed er billedet ligesom skåret, hvis nogen skulle være i tvivl. Det nye projekt går ud på at bringe den arbejdende arbejderklasse og middelklassen i centrum og nedtone hensynet til og interessen for de forskellige grupper fra de samme to klasser, der af den ene eller den anden grund marginaliseres og udstødes.

Det gøres elegant ved at anklage ”kartoffelrækkesocialisterne” for arrogant og elitært at vende ryggen til disse hårdtarbejdende grupper og alene interessere sig for at forsvare overførselsindkomsternes størrelse og fordelingspolitikken i bred almindelighed – hvorved man så også bebrejder denne politiske fløj, at i de overhovedet ikke beskæftiger sig seriøst med det, som Danmark skal leve af i fremtiden.

Eller sagt mere ligeud i overensstemmelse med en meget snæver økonomisk logik: der skal produceres, skabes værdier og eksporteres, før der kan fordeles, og så kan det ikke nytte først og fremmest at have opmærksomheden rettet mod fordelingspolitikken og overførselsindkomsternes størrelse. I øvrigt præcis den samme lektie, som den tyske befolkning fik i Merkels nytårstale og i hendes interview med Financial Times.

Der skal ”arbejdes hårdt” for at bevare velfærdstaten. Der er ikke længere rum for et højt oktantal i retfærdighedsdiskursen.

Altså intet nyt i Tesfayes, Kasper Bjerrings, Jesper Petersens eller Thor Møger Petersens ”tredje standpunkt”. Faktisk kan man diskutere, om man præsenteres for et egentligt selvstændigt standpunkt, al den stund deres afstanden til regeringens socialliberale politik og dennes afstand til Venstres politik er så beskeden, at den i det store og hele ikke er til at få øje på.

Med disse bemærkninger behøvede denne kommentar ikke at være længere, hvis ikke det var, fordi de nævntes politiske markeringer besidder en vis generel værdi som problemmarkører, der er væsentlige at beskæftige sig med.

De har nemlig ganske ret i, at en pæn del af venstrefløjen alt for længe har koncentreret sig om et socialpolitisk forsvar for velfærdsstaten. Overførselsindkomsterne er primært blevet forsvaret ved og begrundet ud fra socialpolitiske principper og ikke ud fra et socialistisk klasseperspektiv.

Beskæftigelsespolitikken og svaret på krisen og den voksende arbejdsløshed er i det store og hele blevet hængende i venstrekeynesiansk investeringspolitik – med et kortsigtet beskæftigelsesperspektiv – hvorimod interessen for de almindelige og omfattende forringelser af arbejderklassens og den lavere middelklasses arbejds- og levevilkår i det hele taget har været til at overse. For slet ikke at tale om en direkte kritik af den kapitalistiske samfundsformations iboende irrationalitet, hvor finanskrisen og statsgældskrisen først og sidst er symptomer og ikke årsag.

Når eksempelvis Enhedslistens folketingsgruppe og fagbevægelsens venstrefløj kritiserer forkortelsen af dagpengeperioden med, at den vil resultere i social deroute for mange arbejdsløse – når man kritiserer forringelsen af førtidspension, fleksjobsordningen og sandsynligvis også vil kritisere den kommende kontanthjælps- og SU reform – så er vinklen udelukkende socialpolitisk og individorienteret. En håbløs defensiv position, som ”det tredje standpunkt” berettiget tager afstand fra.

Men det interessante er, at ”det tredje standpunkt” og også regeringen for den sags skyld i virkelighedens verden selv hænger fast i fordelingspolitikken. Socialdemokratiet og De Radikale med den nuværende SF ledelse på slæb fører blot en fordelingspolitik med modsat fortegn.

Man beskærer stort alle de centrale overførselsindkomster og tilstår som besnærende kompensation den arbejdende arbejder- og middelklasse lidt skattelettelser og en længe savnet titulering som ”samfundets bærende kraft”. Men samtidig med at man dyrker det arbejdende folk som figur, svækker regeringens politik (og med den ”det tredje standspunkt”) den selv samme arbejder- og middelklasse i et omfang, som det hverken lykkedes Fogh Rasmussen eller Løkke Rasmussen.

Den socialdemokratisk ledede regering har således udbygget den liberale udbudspolitik med nogle afgørende dimensioner, der vil forøge dens virkningskraft betydeligt, når det handler om at øge udbuddet af arbejdskraft og disciplinere arbejdsmarkedet.

Da arbejderbevægelsen i sin tid indædt sloges for socialstaten, var det ikke ud fra en eller anden småborgerlig drøm om kunne etablere et harmonisk samliv med den herskende klasse. Det drejede sig kort og godt om at reducere alle sociale- og sundhedsmæssige usikkerhedsmomenter, der – hvis de eksisterede uanfægtet – alvorligt ville svække arbejderklassens og den lavere middelklasses evne og styrke til at kæmpe for sine interesser.

Men hvis man med en relativ god arbejdsløshedsunderstøttelse ikke skulle frygte arbejdsløshed, med gode pensionsordninger ikke skulle frygte handicap eller alderdom og så videre, så stod man i produktionen og i administrationen af samfundet som klasser stærkere overfor den herskende klasse i kampen om fordelingens af samfundets producerede rigdom.

Både åndeligt og materielt betød arbejderbevægelsens kamp for velfærdsstaten og tænkning i kollektive løsninger et stort skridt fremad i ændringen af de samfundsmæssige styrkeforhold.

Og det er præcist de styrkeforhold, som den herskende klasses politiske partier og ideologer siden udgangen af 70’erne systematisk er gået efter at ændre. Det forvirrende er blot, at det nu er en socialdemokratisk ledet regering og det ”tredje standpunkt” fra SF’s ”arbejderister”, der har påtaget sig opgaven at svække arbejderbevægelsen.

Dertil kommer så det bedrøvelige faktum, at den parlamentariske venstrefløj delvis slører dette billede af frygt for at få det, der er værre (en V regering, der kommer alligevel) og lader sig presse tilbage i det socialpolitiske forsvar af de grupper, der udstødes fra arbejderklassen og den lavere middelklasse, i stedet for at samle til kamp mod de gennemførte forringelser ud fra et overordnet klasseperspektiv og så samtidig gå i kødet på en regering, der ikke vil tiltage sig magten til at skabe vækst og flere jobs og et erhvervsliv, der ikke vil investere, fordi afkastet er for begrænset.

Men indrømmet – det kan også være en stor mundfuld. For hvis dem, der ejer produktionsapparatet ikke vil producere, men hellere spekulere, så kommer vi jo ikke videre, uden at den private ejendomsret begrænses.

Og det er vel dette nødvendige politiske samfundsopgør og nødvendigheden af et skifte væk fra det bevidstløse forsvar af overførselsindkomsterne ud fra en velfærdsstatslig sociallogik, der i virkeligheden er det, der presser sig på som kommende dagsorden, og som Tesfaye m.fl. i fordrejet form indvarsler med deres udspil og håbløse drøm om et ”tredje standpunkt”.

I den forstand og kun i den forstand bør venstrefløjen tage Tesfayes og Kasper Bjerings kritik alvorligt – som problemmarkør.

Jan Helbak er medlem af Kritisk Debats redaktion.

Artiklen er også bragt i Kritisk Debat.