Sænket arbejdstid som omstillingsstrategi

Der lød et kollektivt gisp igennem salen, da arbejdslivsforsker Helge Hvid fra Roskilde Universitet konstaterede, at færre timer om ugen på arbejdsmarkedet ikke er at forveksle med nøglen til den grønne omstilling. Det var, da Omstilling Nu afholdt debatarrangement den 25. marts 2015, i samarbejde med dagbladet Information.

Og forståeligt nok lød det som en særlig hård udmelding for dem, der hver uge knokler 37 timer (og højst sandsynligt mere), og for hvem det er livsnødvendigt for deres eget helbred at trappe ned i tid. Men Helge Hvid har ret. Der er ikke meget, der tyder på, at nedsat arbejdstid alene vil fremme omstillingsrevolutionen – nærmere tværtimod.

Antal arbejdstimer som målestok

I Information kunne man den 9. september 2014 læse om eksemplariske Toyota Center Göteborg, der som foregangskoncern har formået at få færre arbejdstimer og stigende effektivitet til at gå op i en højere enhed. Men er det ikke netop der, vi skal hen, kan man retorisk spørge: mere kvalitetstid med familien, øget tid til omstillingstanker og et stadig betragteligt beløb på kreditkortet, så køleskabet stadig kan bugne af kød fra Johannesminde og økologiske æg?

En af fortalerne for den lempede arbejdstid leverede imidlertid selv svaret under debatten, for som hun sagde, ville det jo netop resultere i, at hun nemmere kunne »yde sit fulde potentiale«. Med risiko for at skyde vedkommende i skoene, at hun her taler erhvervslivets sag, ligger store dele af problemet desværre gemt i netop kommentarer som denne.

Det er ganske vist positivt, at man grundet færre arbejdstimer er sikret mere energi og større arbejdsglæde, for at man derved kan generere nogle flere initiativer til en grøn omstilling. Men når vi mere eller mindre ukritisk lader antal arbejdstimer være princip for grøn omstilling, adskiller vi arbejdets strukturelle indhold fra vores ideologiske visioner. Herved »freder« vi de mange konsekvenser, som arbejde i mange tilfælde har for omstillingspolitikken.

Som Helge Hvid provokerende fremlagde, er det ikke de små forskelle, der gør den store. Derimod skal vi se på vores handlinger og konsekvenserne heraf, der hvor de opstår, hvilket i særdeleshed gælder vores arbejdsmæssige tilværelse, hvorfra hele problemet som sådan er opstået. Vi gavner derfor kun os selv ved at arbejde mindre, men tager ikke fat i roden af problemet.

Bilindustrien som banebryder – eller hvad?

Tilbage på Toyotafabrikken har omstruktureringen resulteret i, at »medarbejderne laver mere i løbet af de seks timer, end de gjorde i løbet af de otte timer«. Desuden har sygdomsraten været dalende, og de ansatte synes at trives bedre. Med andre ord synes udviklingen indiskutabelt positiv. Det er et godt tegn, at de ansatte ikke i lige så høj grad rammes af stress, men derimod viser tegn på forøget arbejdsglæde, og tilmed at økonomien hænger sammen for den enkelte.

Når jeg alligevel ikke plæderer for denne udvikling, er det, fordi den ikke sker for at skåne medarbejderne, men i bund og grund for at maksimere profit. Det er altså ikke i mangel på empati for de hårdtarbejdende ansatte, at jeg ikke synes, det er positivt, men fordi det afslører, hvordan firmaer med stråmanden om, at det er for de ansattes skyld, sænker arbejdstiden, mod at tallene på regnskabet enten forbliver på samme niveau eller, som i nærværende eksempel, stiger. Hos Toyota sker dette ved at have toholdsskift i løbet af én dag, således at koncernen fabrikerer meget mere på daglig basis. Socialt bæredygtigt om muligt, men miljørigtigt kan det umuligt give sig ud for at være.

»Det gode liv«

Det er langt fra sikkert, at Toyotakoncernens koncept vil vise sig repræsentativt for kommende arbejdsinitiativer, men med de givne arbejdsløshedsrater, som øjensynligt kun vil stige i fremtiden, synes det kun logisk at slutte, at jo mindre den enkelte arbejder, desto flere kolleger vil der blive plads til, og at dette vil højne væksten i samfundet.

Tænketanken New Economics Foundation lider ligeledes under denne problematisering, når de konkluderer, at sænket arbejdstid garanterer mindre forbrug. De har offentliggjort ti grunde til nedsat arbejdstid, hvor kun én af disse fokuserer på et decideret miljøperspektiv, nemlig det mindskede forbrug, men dette synes ikke at være en selvfølge.

Læs »10 reasons for a shorter working week« hos New Economics Foundation

For økonomien og samfundets konkurrencedygtighed er det som sådan kun et sundt tegn, men det er det ikke for omstillingen til et mere bæredygtigt samfund. Det fjerner tværtimod fokus fra den egentlige problematik, den ekspanderende produktivitet og vækstparadigmets magtmonopol. Og det er meget muligt, at vores videnformidlingssegment, fordi det begår sig på immaterielle goder, kan begå sig med en sådan udvikling og måske med stor fordel, men produktionen af forbrugsgoder vil kun stige, hvilket solcelleanlæg og køb af genbrugspapir ikke vil dæmme op for. Denne bevægelse er derfor ikke isoleret set at anse for en positiv faktor i kampen for et bedre samfund i miljøregi. For det handler ikke om tid, men om produktivitet og visionen om at stille an til et nyt paradigme.

At sænke arbejdstiden uden at problematisere arbejdsmarkedets opbygning som sådan vil i værste tilfælde kun betyde øget vækst og produktion og ikke et styrket fokus på den omvendte, og stærkt tiltrængte, bølge for netop at mindske eller omlægge produktionen. For at vende skuden mod et nyt princip for »det gode liv« må vi først og fremmest reagere på de grundlæggende strukturer i vores etablerede samfund.

Kasper Milius Brandt er studerende ved Roskilde Universitet.

Artiklen er tidligere bragt på Omstilling.nu.