Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Debat
28. maj 2013 - 15:11

Skarp diagnose, ingen kur

Ove Kaj Pedersen har i bogen »Konkurrencestaten« givet en skarpsindig analyse af statens forvandling - men formår ikke at kombinere den med en fremtidsvision.

Begrebet konkurrencestat høres ofte i den politiske debat i medierne. Det er især blevet kendt og brugt efter at den danske politilog Ove Kaj Pedersen i 2011 udgav bogen: Konkurrencestaten.

Det er en spændende og på mange måder skarpsindig analyse af den danske velfærdsstats ændringer fra 1990’erne til i dag, hvor den mere og mere har skiftet karakter til en form for en konkurrencestat.

Hvad er en konkurrencestat?

Konkurrencestaten opstod ifølge Ove Kaj Pedersen efter Sovjets sammenbrud i 1991 og er forbundet med globaliseringen.

Et afgørende moment er præsident Clintons formulering af en bestemt forståelse af konkurrence, hvor innovation og kompetence bliver centrale begreber i 1993 (»institutionel konkurrenceevne«). Det bliver indledningen til en periode, hvor politikerne bliver stadig mere fokuseret på en effektivisering af de nationale velfærdsstater.  

Økonomisme bliver samfundets dominerende ideologi. Man vil mobilisere alle samfundets ressourcer i en stadig mere intens konkurrence mellem staterne. Derfor det nye begreb konkurrencestaten.

I velfærdsstaten var rettigheder og pligter universalistiske, og målet var at skabe lighed mellem landets borgere, hvorimod det i konkurrencestaten er at skabe den størst mulige effektivitet og udnytte den enkeltes arbejdsreserve.

Hvor den hidtidige velfærdsstat var en fordelingsstat, hvor man forsøgte at skabe fælleskab igennem lighed, forsøger konkurrencestaten at skabe fællesskab igennem arbejde. Det betød, at man i velfærdsstaten forsøgte at fjerne forskelle, hvor man i den nye konkurrencestat skaber rettigheder og pligter i et hierarki. Det centrale er ikke medborgerskabet, men at være »employable«, at være i arbejde, at være på arbejdsmarkedet. Den afgørende klassedeling går mellem dem, der er på arbejdsmarkedet og dem, der er udenfor. 

Derfor indføres der i konkurrencestaten en form for arbejds- og uddannelsespligt med en kombination af pædagogisk motivering, økonomiske incitamenter, administrativ kontrol og sanktioner.

Hele denne bevægelse fra velfærdsstat til konkurrencestat betyder afdemokratisering, centralisering og teknokratisering.

Med denne bevægelse følger også en ændring i menneskesyn og syn på staten. Den moralske og demokratiske medborger som ideal bliver afløst af den økonomisk-opportunistiske forbruger.

Hvad siger politikerne?

De siger ingen ting. De ved sandsynligvis ikke, hvad en konkurrencestat er, og har ikke læst Ove Kaj Pedersens bog. De taler fortsat om velfærdsstaten som en størrelse, der ikke har ændret sig.

Den eneste politiker, som har tilkendegivet at have læst Ove Kaj Pedersens bog er kulturminister Marianne Jelved. Det fortalte hun bl.a. i det første interview, efter hun blev kulturminister. 

Hun har rost bogen for at afdække de nye samfundstendenser, men har samtidig vendt sig imod den økonomisering af samfundet og politikken, som den beskriver. Hun har samtidig vedkendt sig et ansvar som politiker og minister for udviklingen.

Det, hun specielt vender sig imod, er en markedsgørelse af folkeskolen, og det nye menneskesyn som konkurrencestatstænkningen er udtryk for.

Men siden sin tiltræden har man ikke hørt mere til Marianne Jelveds principelle opgør med tidsånden. Måske er det umuligt for en minister at gøre det?

Hvad siger Ove K. Pedersen selv til sin analyse?

Samfundsvidenskab indeholder både beskrivelse, analyse og vurdering, som man aldrig klart kan adskille. Der ligger altid bestemte værdier til grund for beskrivelser og forklaringer, som man må klargøre og bevidstgøre. Det er en god videnskabelig norm.

Hvad gør Ove Kaj Pedersen? Han forsøger at »krybe uden om«, »går i skjul« med hensyn til vurderinger og kommer så alligevel med klare normative udfald i forskellige retninger.

Som professor emeritus Peter Kemp meget rammende har sagt om Ove Kaj Pedersens bog (Politikens kronik 7.7. 2011) forsøger han at holde sine egne sympatier og antipatier i baggrunden og giver en nærmest kynisk diagnose af udviklingen.

Direkte udtrykker han det på den måde: »jeg siger ikke at konkurrencestaten er skidt eller er godt – det er det, der sker«. Men samtidig udtrykker han også nogle bekymringer ved udviklingen omkring, hvorledes man skal legitimere den nye stat, og hvor solidariteten bliver af med den nye udvikling.

Hans holdning til konkurrencestaten kommer imidlertid også mere indirekte frem i hans kritik af venstrefløjen i dag.

Venstrefløjen, specielt Enhedslisten og fagbevægelsen, står for ham at se i dag som en reaktionær kraft i deres forsvar for velfærdsstaten. Den fører kortsigtet marginalpolitik ved at forsvare overførselsindkomstmodtagerne (»der er ikke noget frigørende i at være afhængig af offentlige ydelser«).

Venstrefløjen har misrøgtet sin analytiske kapacitet. Den mangler »analytisk pragmatisme« og ikke visioner er hans budskab (jf. interview i tidsskriftet FOPA (Forum for Politisk Analyse) 2013)

Og samtidig synes det som om, Ove Kaj Pedersen modsiger sig selv. Andetsteds siger han, at den »danske konsensusmaskine skal udfordres« (DJØF bladet maj 2013).

I de sidste 50 år er der i Danmark blevet udviklet en stadig mere videnskabeliggjort økonomisk politik, som alle partier (undtagen Enhedslisten) er enige om, og hvor regeringen har et totalt monopol.

Der er i Danmark ikke som i f.eks. Tyskland store uafhængige tænketanke, der kan fremsætte alternativer til regeringens reformforslag. Her er det som om Ove Kaj Pedersen efterlyser andre mere visionære forslag.

Ideologisk projektmager

I hvilke roller optræder Ove Kaj Pedersen? Er han videnskabsmand og/eller ideolog?

Der er ingen tvivl om at han med sin bog har leveret spændende ny videnskabelig forskning, der indeholder en glimrende ideologianalyse af ændringen i de sidste årtiers velfærdsideologi. Det problematiske ved hans analyse er imidlertid hans uafklarede forhold til sit eget værdigrundlag.

Han siger selv, at han vil undlade at være normativ, og i stedet vil være pragmatisk og »basere sin vurdering på en accept af, at konkurrencestaten er kommet for at blive«. Han giver på engang udtryk, at han skam ikke selv har et vurderingsgrundlag, og samtidig giver han udtryk for at han accepterer eller tager det nye værdigrundlag som udgangspunkt.

 Det er f.eks. interessant, at han på en gang udtrykker bekymring for, hvordan den nye stat skal kunne legitimere sig, og samtidig i sin analyse netop leverer en hel række forslag til nye legitimeringsmåder.

Her optræder han klart som ideologisk projektmager for en ny fremvoksende ideologi omkring konkurrencestaten.

Ove Kaj Pedersen synes med sin bog og de talrige interview, han har givet, at have fundet en behændig medieplaform, hvor han på én gang kan optræde som den kølige, kyniske videnskabsmand, en anden gang som ideologisk projektmager, en tredje gang som politisk-ideologisk kritiker af dem, som befinder sig uden for konsensusmaskinen – og så behændigt efterlyse alternativer til den danske konsensusmaskine.

Men Ove Kaj Pedersen formår ikke at optræde som en mere helhedsorienteret samfundsanalytiker og politisk filosof, der er i stand til at kombinere en samfundsbeskrivelse med en prognose og en vision for fremtiden, byggende på nogle klare værdier.

Hvad er alternativet?

Ove Kaj Pedersen kan slet ikke se de kim til alternativer, der er indeholdt i de sociale bevægelser og politiske partier, der gør op med vækstsamfundet og konkurrencestaten, og som har skabelsen af et bæredygtigt samfund i en global sammenhæng som mål.

Dette projekt kræver imidlertid, at en gruppe af mindre lande (måske med tiden EU) går foran i en grøn omstilling og bryder med det globale konkurrenceræs (dvs. bliver såkaldte »breakaway states«, som Roos Jackson har benævnt dem). For bruddet med globaliseringens konkurrencetvang er motoren bag velfærdsstaternes forvandling til konkurrencestater.

Det kan Ove Kaj Pedersen slet ikke tro på, og han vil sandsynligvis kalde det vild fantasi eller drømmerier.

Men som Piet Hein, så klogt har sagt: »Den vildeste fantasi er at tro, at ting ikke kan være anderledes, end de er.«

Erik Christensen er tidligere lektor på Aalborg Universitet, blogger på Modkraft og redigerer en hjemmeside med tekster om basisindkomst og bæredygtig udvikling.

Ove Kaj Pedersen: Konkurrencestaten. København: Hans Reitzels Forlag 2011.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce