Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Filmanmeldelse
11. november 2014 - 10:14

Smukke fjender og sproglige gåder

Mens den finurlige portrætfilm »Is the Man Who is Tall Happy,« om den amerikanske sprogfilosof Noam Chomsky, handler om det gådefulde ved sprogets oprindelse, er »Visitor« en lidt uklar film om teknologiens skønhed og fremmedgørelse.

Is the Man Who is Tall Happy? er baseret på samtaler mellem den franske filminstruktør og illustrator Michel Gondry og den amerikanske lingvist, filosof og politiske aktivist Noam Chomsky.

Sprog er på flere måder filmens hovedtema.

Gondry, der også er manden bag spillefilms blockbusteren Evigt solskin i et pletfrit sind  forsøger med filmen at tegne et portræt af Chomsky som én af de vigtigste nulevende tænker og som menneske, og hvor han med kraftig fransk accent må kæmpe med visse sprogbarrierer, spørger han både ind til nogle af Chomsky centrale idéer inden for kognitiv teori og sprogfilosofi og til hans familieliv og opvækst.

Forholdet mellem de to kan umiddelbart virke som et lærer/elev-forhold. Men ud over, at det viser sig, at de er "partners in crime", al den stund de begge som børn begge har snydt med en skoleopgave – Chomsky skrev sin første videnskabelige opgave af fra en bog, og Gondry fik en ven til at skrive sin essayopgave – er der også flere fællestræk i deres måder at tænke på.

Direkte henvendt til filmens publikum forklarer Gondry således indledningsvis, at han finder filmmediet manipulerende, fordi den menneskelige hjerne opfatter de brudstykker, der af instruktøren nøje er udvalgt og sat sammen, som et ubrudt hele og dermed forveksler film med virkelighed. Til trods for, at Gondry har filmet deres samtaler med et 16mm kamera, har han derfor besluttet sig for overvejende at lave en animationsfilm for til stadighed at minde publikum om, at filmen er udtryk for Gondrys egen fortolkning. Gondrys intuitive fornemmelse af filmmediet er netop et eksempel på Chomskys teori om "psychic continuity", om end det kan synes lidt naivt at tro, at han blot i form af animationer vil kunne formå publikum at opretholde en mediebevidsthed hele vejen igennem filmen.

Endvidere sporer Chomsky kilden til sin fritænkning helt tilbage til sin tidlige barndom, hvor han ikke bare sådan uden videre ville synke den havregrød, som han fik puttet i munden, men i stedet gemte den i kinden, og i filmen fastlår han: "If you're not willing to be puzzled, you become a replica of someone elses's mind". Heller ikke Gondry "synker" med det samme. Undervejs reflekterer han således over deres samtaler, der er optaget over en periode på flere måneder, og han nøjes heller ikke kun med at illustrere disse. Hvor Chomskys idéer er gengivet i mere abstrakt form, er det dog især for at indkredse mennesket Chomsky, at han tager sig visse kunstneriske friheder og begiver sig ud i nogle mere konkrete spekulationer; ikke mindst, da Chomsky vægrer sig ved at tale om sin kones død.

Is the Man Who is Tall Happy? er samtaler om alt fra sprogets oprindelse, perception og moderne videnskab til ægteskab, børneopdragelse og uddannelse. Men den er også resultatet af et møde mellem en teoretiker og praktiker og en afspejling af nogle af de kontraster, der er mellem et teoretisk sprog og et kunstnerisk sprog, og det er der kommet en både interessant og finurlig film ud af.

Filmens titel er i øvrigt en henvisning til Chomskys bog Syntactic Structures (1957). Chomsky stillede heri en gåde: Hvordan ved vi instinktivt, at vi for at omdanne et forholdsvis komplekst udsagn som "The man who is tall is happy" til et spørgsmål skal flytte sætningens 2. verbum; en gåde, som han løste ved at fastslå, at sproget er strukturelt og ikke lineært.

Se her, hvornår Is the man who is tall happy vises

I teknologiens billede

Gådefuld er også titlen på Godfred Reggios film Visitors, om end der ikke her synes at kunne gives nogen entydig forklaring.

Visitors fremstår nærmest som en anti-film. Filmmediet er som bekendt ikke narrativ af natur – en pointe, som bl.a. Peter Greenaway flere gange har villet understrege med film bestående af sammensatte tableauer – men det er ikke desto mindre de narrative film, der har domineret filmhistorien.

I modsætning til gængse film er Visitors således en film uden hverken ord eller handling, og billedsiden er alene er ledsaget af musik af komponisten Philip Glass. Filmen, der består af langsomme zooms, panoreringer og tiltninger, er endvidere optaget i sort/hvid, og stik mod reglen bryder de medvirkende (umiddelbart) den filmiske illusion ved at se direkte ind i kameraet.

I Visitors kombineres close-ups af en hun-gorilla fra the Bronx Zoo og af mennesker i forskellige aldre og med forskellig etnicitet med billeder af bl.a. månelandskaber, forladte bygninger og sumpområder.

Om filmen har Godfred Reggio sagt, at han har villet skildre vores forhold til teknologi, og at det til formålet har været nødvendigt at benytte avanceret teknologi, hvad Reggio har betegnet som "fjenden". Filmen er således optaget i 4k (ultra HD), og der er ligeledes brugt teknologi til at fjerne både baggrunde og objekter fra portrætterne.

Mange af de medvirkende ser da heller ikke direkte ind i kameraet. I stedet får publikum mulighed for at nærstudere dem, mens de enten ser på TV eller spiller computerspil. Publikum kan ikke se, hvad de ser, og de kan ikke se publikum, og der er følgelig en skærm, der forhindrer de menneskelige blikke i at mødes. Kun hun-gorillaen ser direkte ind i kameraet. Men det er uvist, om hun skal repræsentere det naturlige, uformidlede blik; hun er trods alt et dyr i fangenskab.

I tillæg hertil vises der som sagt andre motiver, bl.a. et billede af jorden set fra månen. Fremmedgørelse synes at vær en grundtone i filmen, men det kan være svært at nå til nogen entydig fortolkning af titlen Visitors. Er det fx en konstatering af, at vi er blevet reduceret til besøgende i verden, fordi vi kun kan se den formidlet gennem teknologi, eller er det en påstand om, at vi igennem besøgende udefra, altså et fremmed blik, illustreret gennem manipulerede billeder, vil kunne få et nyt syn på menneskeheden og verden?

Visitors er en usædvanlig smuk film, der med musikken af Philip Glass byder en behagelig meditativ pause fra alt trummerummet uden for biografen.  Men det er en svaghed ved filmen, at projektet er noget uklart, og man kan få fornemmelsen af, at "fjenden" ind imellem har fået overtaget, og at man i for høj grad har ladet sig forføre af teknologien.

Se her, hvornår Visitors vises

 

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce