Svækket autoritet

Endnu engang må både regeringen og Vismændene nedjustere deres vækstforudsigelser markant.

Regeringen tror nu i budgetoversigten på 0,5 procent, og Vismændene på 0,2 procent. Og tro er nok nøgleordet her. IMF nedjusterer nemlig samtidig skønnet for væksten på verdensmarkedet og især inden for EU.

Men Vismændenes, IMF’s eller OECD’s skøn er efterhånden knap så interessante. Der findes betydelige bedre parametre for, hvilken vej det går med samfundsøkonomierne.

Arbejdsløsheden er nu vokset til over 26 millioner mennesker i hele EU. Erhvervsfrekvensen både i EU og i USA er faldende. Industriens kapacitetsudnyttelse er stagneret, og produktivitetsudviklingen er svag.

Omvendt er antallet af fattige vokset, og den sociale utilfredshed lurer konstant lige under overfladen. Det er sikre krisetegn uanset bevægelserne på budgetbalancerne.

Så hvem gider lige høre på vækstfremskrivninger frem til 2020, når dem, der hævder at kunne den øvelse, ikke engang kan ramme nogenlunde plet inden for et år?

Hvis så store vækstjusteringer sker for ofte, mister befolkningen efterhånden tilliden til både regeringerne og de professionelle prognosemagere. Og det er det, der er ved at ske nu.

Det skaber ikke overskrifter, men der fornemmes et glidende stemningsskifte – flere og flere er ved at få nok, og tilliden til, at de ledende nok ved, hvad de gør, er svindende og i hvert ikke længere stærk nok til at holde utilfredsheden nede.

Det mærker det politiske system også.

EU kommissionen er begyndt at slække på kravet om at overholde budgetmålene. Syv lande – deriblandt Frankrig, Spanien og Holland – har fået forlænget genopretningsfristen.

Herhjemme har både Mogens Lykketoft, Knud Heinesen og flere fra det Socialdemokratiske bagland samt LO-formanden været ude med de samme meldinger som Vismændene om, at man nok kan lempe finanspolitikken en smule.

Hvad den smule er, og hvad lempelsen i givet fald skal bruges til, står dog hen i det uvisse.

Indtil videre er kravene til regeringen ganske vist så vage, at den kan afvise dem, men det er kun et spørgsmål om tid.

De to toneangivende »strammere« i regeringen, Margrethe Vestager og Bjarne Corydon, betaler for tiden dyrt for deres konstante og bastante fejlskøn. Så presset for finanspolitiske lempelser vil tage til, og afvisningerne vil miste både i styrke og overbevisningskraft.

Selv EU kommissionen har givet den danske regering mulighed for at lempe lidt på finanspolitikken – om end det kun drejer sig om 0,25 procent.

Men man skal ikke lade sig narre af imødekommelsen, ligesom man ikke skal overfortolke kommissionens tilsyneladende lempelse af krisepolitikken. Der er snarere tale om en fokusforskydning.

For hvis man kigger nærmere på de anbefalinger til de 27 medlemslande, som kommissionen udsendte den 29. maj 2013, er der tre typer af anbefalinger, der træder frem.

For det første anbefaler man, at de enkelte lande gør endnu mere for at øge fleksibiliteten på arbejdsmarkederne, hvilket på dansk ikke betyder andet, end at lønmodtagernes retsstilling skal svækkes, og at de skal arbejde mere for det samme.

For det andet skal der mere gang i udliciteringen og privatiseringen af den offentlige drift, og for det tredje skal det reelle udbud af arbejdskraft styrkes.

Det er de veje, som står til rådighed for kommissionen – og for regeringerne – hvis man ønsker at forøge produktionen og beskæftigelsen.

Men uanset idefattigdommen, så er kommissionen altså i gang med et skifte fra et ensidigt fokus på en stram finanspolitik og budgetdisciplin samt oprydning på finansmarkederne til øget vægtning af produktionen og medlemslandenes produktive kapacitet.

Krisepolitikken har nu krævet så store sociale ofre i alle medlemslande bl.a. en utålelig høj ungdomsarbejdsløshed, at ingen kan være i tvivl om, at kravet om øget produktion og arbejdspladser overskygger alle andre krav.

Stramninger af finanspolitikken og de drastiske nedskæringer på de offentlige driftsudgifter har ikke ført til den forventede forbedring af budgetunderskuddene og statsgælden. Det forudsætter nemlig også en vækst i BNP, og den er som bekendt på næsten nul.

Og selv om oprydningen i finanssektoren går trægt, og der med jævne mellemrum dukker nye problemer op rundt om i de europæiske banker, så er problemet ikke akut (men det kan det blive igen, for ingen kender reelt problemernes omfang i de større europæiske banker).

Ingen tvivl om, at regeringerne ønsker strammere regulering af finansmarkederne. Man kan blot ikke nå til enighed om, hvordan det skal gøres.

Så sent som den 31. maj skød Frankrig og Tyskland i fællesskab de hidtil ambitiøse planer om en Bankunion ned.

I de oprindelige tanker var det meningen, at ECB skulle stå for overvågningen, og en lignende central instans stå for indgrebene og saneringerne. Men da en sådan konstruktion øjensynlig skulle tildeles beføjelser, der er på vej til at overskride traktatens grænser, er den vej midlertidigt lagt død og erstattet af et vagt mellemnationalt samarbejde mellem de nationale bankmyndigheder.

Både kommissionen og flere lande, heriblandt Frankrig, ønsker at fremme Unionens politisk-økonomiske overbygning, men endnu flere stritter imod af frygt for at miste national autoritet. Man kan hverken gå frem eller tilbage, og så ender det i det store og hele med en march på stedet, og der er som sagt ikke en aktuel markedspanik til at øge presset.

Til gengæld har presset fra finanssektorens destruktive angreb på samfundsøkonomierne de sidste to år forskubbet sig til en voksende social utilfredshed med de massive velfærdsforringelser, angreb på de faglige organisationer og så videre samtidig med, at det nu er blevet umuligt at lukke øjnene for de riges og de store transnationale selskabers systematiske og massive skatteunddragelse, skattesnyd og skattetænkning.

Alene skattesagerne vedrørende Apple, Google og flere store koncerner har ført til en øget folkelig bevidsthed om det uretfærdige i, at velfærdsgoderne forringes under henvisning til den store statsgæld samtidig med, at beskatningsgrundlaget, hvis »de store« betalte skat, ville være tilstrækkeligt stort til at høvle det meste af budgetunderskuddene af og lette presset på samfundsøkonomien.

Men hvad værre er, har især Apples skatteaftaler med Irland og komplicerede kapitalstruktur i flere medlemslande rejst spørgsmålet, om hvorvidt regeringerne overhovedet besidder tilstrækkelig magt til at regulere finanssektoren og de transnationale selskaber, sådan som de hævder. En offentlig tvivl, der rammer lige ind i regeringernes legitimitet.

Derfor kom det heller ikke som nogen voldsom overraskelse, at de 27 EU landes ledere på topmødet den 22. maj relativt smertefrit blev enige om at skærpe samarbejdet om beskatningen af både rige enkeltpersoner, overvågningen af skatteunddragende transaktioner og automatisk udveksling af oplysninger om de store koncerners kapitalbevægelser.

Men igen stoppede man der, hvor et virkeligt indgreb mod skatteunddragelse og skattetænkning skulle sættes ind.

Man afstod fra at følge de mest vidtgående forslag fra kommissionen, som i deres konsekvens ville medføre indgreb over for de store huller i de nationale skattelovgivninger. Selv om det er her, den mest betydningsfulde og legale »skatteundgåelse« finder sted.

Alene i Holland er der 23.000 »postkasse-firmaer«, der opererer som mellemstationer for kapitaltransaktioner, som alene har til formål at reducere beskatningen for de store virksomheder. Det gælder både for europæiske, amerikanske og russiske virksomheder.

Så de skønnede 1000 miliarder Euro, der ikke hentes hjem i skatteprovenu i Europa, lader sig næppe inddrive, med mindre der også lukkes for de mange skattehuller, som er den virkelige store synder i den samlede skatteunddragelse.

Men som finansministeren fra Holland udtalte til Financial Times, ville det indebære en betydelig nedgang i investeringerne i landet.

De enkelte medlemslandes lokale finansielle interesser blokerer i realiteten for, at EU for alvor kan gribe ind og tvinge de store selskaber til at betale en rimelig skat.

Derudover kan man heller ikke blive enige om, hvorvidt den inddrevne skat skal tilgå EU eller de enkelte lande. Der rammer solidariteten sin grænse.

Det samme gør sig gældende, når Tyskland stritter imod udstedelse af Euroobligationer, som ellers kunne reducere det finansielle pres på den spanske, portugisiske og italienske økonomi.

Bedre går det ikke for den finansskat, som elleve lande blev enige om at indføre i 2014.

For det første har finanssektoren sat en lobbyoffensiv ind for at undergrave kommissionens beregninger og modeller.

For det andet har der vist sig en række teknisk juridiske vanskeligheder, der ikke står tilbage for dem, der rejser sig, når skattehullerne skal lukkes.

Og for det tredje er der opstået tvivl om, hvem der formelt skal regulere finansskatten – ECB eller landenes nationalbanker.

Der er fremkommet mange indvendinger, men disse er de vigtigste.

Det gælder for finansskatten som for indgrebene over for skatteunddragelse og skatteomgåelse, som det gælder for regulering af finanssektoren som helhed, at det er uladsiggørligt uden meget radikale indgreb både i finansmarkederne og i de store virksomhedernes kapitaltransporter.

Og det viger alle regeringer tilbage fra, selv om presset både fra befolkningerne og andre mindre stærke fraktioner fra de herskende klasser stiger. Man kan hverken gå rigtigt frem eller rigtigt tilbage.

Det politiske systems symptompolitik afspejler selvfølgelig en række nationale interessemodsætninger, både inden for EU, men også i forholdet mellem f.eks. EU og USA.

Den afspejler voksende spændinger mellem de forskellige fraktioner inden for de herskende klasser, hvor f.eks. de små og mellemstore virksomheder indtil nu har været hårdest ramt af krisen – men også mellem toppen inden for finanssektoren og store dele af den produktive industri, selv om den var dybt involveret i finansspekulationerne op til 2008.

Men hvad, der er ganske interessant, er, at man også i den intellektuelle økonomiske elite er kommet i tvivl om vejen frem.

Der hersker ikke længere en udtalt enighed om virkningerne af den såkaldte neoliberale politik. Faktisk heller ikke om dens bestanddele og disses indre sammenhæng.

Det kom tydeligt frem på en stor konference, som IMF afholdt i april måned.

Efterfølgende har IMF’s cheføkonom Olivier Blanchard forholdsvis åbent opridset seks hovedpunkter, hvor der enten hersker stor uenighed om målene, stor uenighed om det teoretiske grundlag eller stor uenighed om virkningerne.

Ifølge cheføkonomen må man bl.a. medgive, at der pt. ikke er nogen autoritet, der har et sikkert bud på, hvorledes fremtidens finansstruktur skal se ud, og hvordan der skal reguleres.

Der er heller ikke et klart billede af den finansielle sektors rolle, og man kan i den forbindelse ikke nå til klarhed om forbindelsen mellem finanssektoren og »realøkonomien«.

Man er tøvende over for vurderingen af virkningerne af de store indirekte investeringer og kapitalflow ind og ud af de nationale økonomier. Man kan ikke blive enige om forholdet og spændingerne mellem pengepolitikken og finanspolitikken, idet der ikke kan fremvises entydige beviser for, hvordan de to vigtigste makroøkonomiske »håndtag« virker sammen.

Kort sagt slutter Olivier Blanchard med at konstatere, at regeringerne og de økonomiske vismænd mere navigerer efter, hvad de umiddelbart kan se end efter, hvad de kan forudsige på grundlag af teoretisk overblik.

Eller sagt på en anden måde: Den tøven og udbredte uenighed i det politiske system om vejen ud af krisen, der bliver mere og mere tydelig, er åbenbart ikke mindre blandt de økonomer, der ellers skulle rådgive de enkelte regeringer og institutioner som EU.

Konsekvensen er også – til trods for at området er svært at gennemskue – at der breder sig en klar fornemmelse af, at »dem i toppen« måske ikke har det helt store overblik, og i hvert ikke tør gøre det, der skal gøres.

En sådant mulig bevidstheds- og stemningsglidning er langt farligere for den sociale stabilitet end nok så mange massedemonstrationer af arbejdsløse og borgere, der er socialt ramt af nedskæringerne.

Når eller hvis den sociale indignation forstørres af en manglende tillid til, at de herskende klasser og den politiske elite overhovedet kan finde ud af det, vokser der et stort og gabende spørgsmål frem – for hvem skal så finde ud af det?

Man kan leve – endog længe – med social utryghed og deroute og tolerere overklassens luksusliv, hvis samfundets ledere ellers kan fremvise nogenlunde overbevisende planer for overvindelse af krisen, forøgelse af produktionen og stødt nedbringelse af arbejdsløsheden.

Men situationen spidser til og bliver utålelig, hvis de ledende politikere og erhvervsfolk den ene gang efter den anden fremkommer med prognoser, der ikke holder. Eller træffer store politiske beslutninger under stort mediefokus, som så enten ikke bliver til noget eller modificeres til næsten ingen ting undervejs i beslutningsprocessen. Og det er i en vis udstrækning det billede, der tegner sig for tiden.

Det gælder også hvad angår det internationale samarbejde i G 20, hvor man reelt strides om valutapolitikken og virkningerne af Japans nye offensiv eller i spørgsmålet om indgreb i den syriske borgerkrig.

Der forplanter sig en oplevelse af forvirring og ubeslutsomhed, der ikke vil høre op.

Men hvis de politiske ledere og erhvervsfraktioner, der først reddede bankerne og siden forfulgte den krisepolitiske strategi, der har bragt EU i recession, ikke har klare og overbevisende svar på, hvilken strategi der nu skal føres, og om den virker, hvem har så?

Måske betyder det, at der er en ny situation i diskret anmarch, der åbner for venstrefløjens politik – ikke kun den danske venstrefløj, men den europæiske.

Ikke kun som mulighed, men som forpligtelse.

For hvis ikke venstrefløjen meget hurtigt bevæger sig ud over protesten mod det, der meget vagt og upræcist kaldes neoliberal politik, og som i øvrigt skygger for en analyse af modsætningerne i de herskende klasser og den politiske ubeslutsomhed, kan den hurtigt komme til at dele skæbne med de ledende politiske partier, der heller ikke har noget bud på, hvordan der skal komme gang i den produktion, som hele samfundet skal leve af.

Når flere ledende socialdemokrater bryder partilinjen og opfordrer til lempelse af finanspolitikken og derved sætter deres egen finansminister under pres, når den folkelige utilfredshed, som Wall Street Journal bemærker, har tvunget EU statsledere til at skærpe skattekursen, og når alle de socialdemokratiske partier i Europa hjemsøges af skærpede interne konflikter om kursen fremover, og når det ikke længere er helligbrøde at tale om nationalisering af bankerne, forbud mod skyggebanker, resolut beskatning af både rige og de store selskaber og omsætte skatteprovenuet i offentlig produktion, så er det angiveligt spredte tegn på, at den udbredte utilfredshed artikulerer sig som helt nye forsøg på at finde svarene.

Men det gælder for de sociale bevægelsers europæiske topmøde i Grækenland den 7-8. juni, som for de europæiske venstrefløjspartier m.m., at de stiller mange af de rigtige krav uden at pege på, hvem (partier og bevægelser) der skal omsætte dem til virkelighed og på hvilket magtgrundlag.

Vi kan kun være enige i, at finanspolitikken skal lempes. At det offentlige skal tilføres flere penge for at rette op på velfærdstabet. At de rige og de store selskaber skal beskattes af deres faktiske indtægt, og at de store og betydningsfulde skattehuller skal lukkes.

Vi er enige i, at der skal indføres en finansskat, og at man skal overveje oprettelse af deciderede offentlige banker og forbud mod skyggebanker. Vi er også enige i, at der bør sættes gang i offentlige investeringer og ikke mindst produktion.

Men alternativet ligger aldrig kun i kravene. Det ligger også i, at der peges på, hvem der skal gennemføre dem og ikke mindst hvordan.

Jo mere de herskende klasser og det politiske system både nationalt og i EU tøver med at videreføre restaurationspolitikken og således selv svækker den hidtidige ideologiske dominans og autoritet, desto mere påtrængende bliver det for venstrefløjen at afklare ledelses- og magtspørgsmålet – ellers kan ingen jo se, om der er hold i billetterne.

Jan Helbak er redaktør på internettidsskriftet Kritisk Debat.

Artiklen er bringes også som mandagskommentar på Kritisk Debat.