Til helvede med virtual reality!

Det går virkeligt strygende med regeringens strategi for »grøn vækst«. Først får vi en vækstpakke, der sænker afgifterne på sort energi, udsætter investeringerne i vindmøller og i øvrigt finansieres ved at forringe vilkårene for de socialt dårligst stillede. Derefter en trafikaftale, der nok en gang handler om flere biler, nye motorveje og hertil hørende broforbindelser – bl.a. hen over øen Egholm, som er en skøn lille naturperle i Limfjorden tæt ved Aalborg. Og så opbakningen til skifergas-boringer i Nordjylland, fordi det potentielt kan generere vækst, arbejdspladser og milliardindtægter til staten. Som et plaster på såret kom endelig den angiveligt grønne investeringsfond – det figenblad, der skal tilfredsstille Enhedslisten og SF, men som vist mere handler om at skabe vækst gennem innovation og ny teknologi, end den handler om at fremme den grønne omstilling.

Det er til at blive ret fortvivlet over, dels fordi den samlede virkning af disse initiativer så entydigt trækker udviklingen i den forkerte retning, men derudover fordi det pakkes ind i en grøn emballage og kaldes for bidrag til den grønne omstilling. Det er newspeak af værste skuffe – én løgn uden omsvøb. Det kan godt være, det skaber økonomisk vækst, sådan er det i hvert fald tænkt, men det har absolut intet med grøn omstilling at gøre. Hele denne forestilling om, at den hellige grav er velforvaret, blot man sætter ordet »grøn« foran »vækst«, viser sig mere og mere tydeligt som det fupnummer, det hele tiden har været. Hvis vi virkelig ønsker en grøn omstilling, er vi nødt til at gøre op med vækst-tankegangen – det er den enkle og ubesmykkede sandhed

Vækst-tænkningens kulturelle rødder

Men det er også en ganske ubekvem sandhed, for hvis man følger den til dørs, indebærer det et brud med helt fundamentale grundforestillinger i vores kultur. Tanken om evig økonomisk vækst er nemlig nøje forbundet med en række andre grundfortællinger i vor kultur, herunder den moderne fortælling om en fremadskridende og nærmest uafvendelig teknologisk udvikling, der bærer fremskridtet i sit skød. Denne fortælling hviler på sin side på en antagelse om, at det er vores bestemmelse som menneske at tage kontrol over stadigt flere livsprocesser og bemægtige os stadigt nye områder af tilværelsen.

Spørgsmålet er derfor, hvor disse grundfortællinger kommer fra, og hvordan de har formået at sætte sig på tværs i vores bevidsthed og blive til en sand besættelse. Hvorfor er det, vi bilder os ind, at vi er meget klogere og meget visere end naturen og derfor er i vor gode ret til at manipulere med den efter forgodtbefindende og indrette den i vort billede? Hvor stammer denne forestilling om mennesket som et privilegeret og højerestående væsen egentlig fra?

Umiddelbart er svaret, at den stammer fra religionen, for det er jo her, det står skrevet sort på hvidt, at mennesket er Guds udvalgte skabning på jorden! Men det svar forklarer ikke, hvorfor forestillingen også trives i bedste velgående i vor moderne og oplyste tid, hvor vi jo angiveligt har lagt religionen bag os og placeret mennesket på den position, som Gud tidligere indtog!

Alligevel er det rigtigt, at forestillingen om mennesket som et privilegeret åndsvæsen blev grundlagt i religionen, men herfra blev den udbredt til hele kulturen og senere overtaget af efterfølgende mere verdsligt orienterede livs- og samfundsanskuelser, herunder ikke mindst af det moderne oplysningsprojekt. Når den samme grundfortælling kan trives i samfund med meget forskellige ideologiske orienteringer, må der være noget, der trods alt forener dem – en fælles historisk konstant. Hvad er det, som ligger under og skaber forudsætningen for ethvert ideologisk system, og som derfor udgør en fælles basis for såvel religiøst baserede som verdsligt orienterede samfund?

Det menneskelige symbolsprog

Det er naturligvis det menneskelige sprog, der adskiller sig radikalt fra det sprog, som resten af naturen betjener sig af, først og fremmest fordi det betjener sig af abstrakte symboler, hvor naturen omvendt kommunikerer ved hjælp af konkrete tegn. Det er især skriften, der tvinger det menneskelige sprog til at blive abstrakt-symbolsk, hvorimod talen ligger tættere på naturens tegnsprog, fordi ordenes betydning bæres oppe af intonation, ansigtsudtryk og kropslig gestikulation. Derfor er mundtlige kulturer så at sige sprogligt nedfældet i naturen, som de da også opfatter sig som en integreret del af.

Med skriften er det anderledes, for her er ordenes tone udraderet, ligesom den krop, der står bag ordene, er det. I skriften svæver ordene derfor frit i luften, hvorfor de må hente deres betydning i en oversanselig og kropsløs verden af abstrakte ideer, dvs. i en helt igennem virtuel symbolverden. Det var denne symbolverden, som opfindelsen af skriften satte på dagsordenen, og som i første omgang kom til udtryk i religionen, der jo er ganske utænkelig uden den hellige skrift, hvor det som bekendt hedder, at »Gud er Ordet«!

Religionen guddommeliggør skriften og hele den abstrakt-symbolske tilværelsestolkning, som følger heraf. Ved overgangen til de moderne samfund bevarer skriften denne status, men Gud skiftes ud som »Ordets« ophav for i stedet at blive erstattet af den menneskelige bevidsthed. Denne forskydning hang sammen med, at skriften i mellemtiden var kommet på tryk, hvilket betød, at den kunne udbredes til hele befolkningen, hvor den før var forbeholdt en lille elite.

Derfor kunne man nu sætte sig for først at oplyse og siden at omforme hele samfundet i skriftens tegn, dvs. abstrakt, logisk, retlinet og rationelt. Præsterne forlod klostrene og begyndte at forkynde på markedspladsen og alle andre steder, hvor mennesker befandt sig. Samtidig skiftede forkyndelsen indhold: Gud iklædte sig videnskabens klædedragt, men de symbolske abstraktioner fortsatte deres herredømme, nu dog med en langt større menighed!

Det førte som bekendt til, at vores tilværelse i tiltagende grad blev konstrueret i de videnskabelige symbolers tegn, hvorfor stadigt flere livsprocesser blev gjort til objekter for moderne teknologi i alle dens afskygninger. Den tendens blev voldsomt accelereret med udbredelsen af den digitale kommunikation, hvorfor vi i dag har skabt os et samfund, hvor vi er omgivet af symbolsk konstruerede systemer til alle sider og derfor næsten ikke mere kan forestille os, at vi kan leve foruden!

Vækst-samfundet er et symbolsamfund

Dette er altså grundlæggende, hvad vækst-paradigmet handler om: At vi underkaster stadigt flere sider af livet symbolsk kontrol, så vi til sidst kan styre næsten hele vort liv, hvis blot vi råder over en skærm og et tastatur. Allerede i dag tilbringer således en meget stor del af befolkningen hovedparten af deres vågne liv med blikket stift rettet mod den ene eller anden form for skærm, samtidig med at deres hjerner må arbejde på højtryk for at kode og afkode en eksponentielt voksende mængde symbolsk information.

Alt imens er vores krop og vore sanser sat på standby. Derfor ved vi næsten ikke mere, hvad naturen er, for vi forstår ganske enkelt ikke dens sprog. Vi ved knap nok, hvem vi selv er, for en bevidsthed, der har brudt forbindelsen til krop og sanser, svæver frit i det tomme rum, nøjagtig som de symboler, den er fyldt af, gør det.

At gøre op med vækst-imperativet indebærer i sidste ende et opgør med denne virkelighedsfjerne absurditet. Det handler om at generobre retten til at leve et kropsligt og sanseligt nærværende liv – frem for det abstrakte surrogat-liv, som alle symbolerne kappes om at tilbyde os. Det er ikke for at redde symbolerne, vi skal beskytte naturen, men for at redde os selv! Vi vil have naturen tilbage, fordi vi vil have os selv tilbage – som den natur, vi grundlæggende er. Til helvede med virtual reality – lad os få virkeligheden igen!

John Holten-Andersen er lektor ved Aalborg Universitet og aktiv i NOAH Modvækst.

For en uddybning af ovenstående synspunkter henvises til artiklen »Symbolets magt« i bogen Modvækst – omstilling til fremtiden’. Bogen kan købes i hard-copy hos NOAH eller downloades fra www.modvaekst.dk.