Tjenestepiger og fruer kæmpede ikke skulder om skulder for stemmeret

Det er i 2015 100 år siden, at Danmark fik en ny grundlov, som bl.a. satte valgretten ned til 25 år, gav kvinder og tjenestefolk demokratisk medindflydelse og amputerede velhavernes privilegerede valgret, fortæller forfatteren Pia Fris Laneth.

Hun har igennem mange år beskæftiget sig med kvindehistorie og udkommer i august med bogen 1915 – da kvinder og tyende blev borgere om kampen for stemmeret til alle.

Kampen for lige valgret begyndte langt tidligere, end jubilæet i år vidner om.

– Venstre, der i 1872 fik flertal i Folketinget, kæmpede for kvinders valgret fra 1886. Men Landstinget havde vetoret, og her havde Højre flertal i kraft af velhavernes privilegerede valgret. Landstinget tilbageviste forslaget gang på gang, siger Pia Fris Laneth.  

Kampen om valgretten spillede en stor rolle i at fastholde magten på kongens og elitens hænder. Frem til 1915 var det kun omkring 15 procent af befolkningen, der kunne stemme til Folketinget.

Det var mænd over 30 år med ’egen dug og disk’, dvs. at man skulle have egen husholdning, være myndig og have fast bolig i mindst et år i det område, hvor man skulle stemme.

Mange tjenestefolk, medhjælpere og svende kunne således ikke leve op til kravene, og rettighederne gjaldt heller ikke tidligere straffede, eller folk som modtog fattighjælp.

– Højre kunne godt se, at hvis valgretten og valgbarheden blev ’lige og almindelig’ som Venstre og Socialdemokratiet kæmpede for, så ville de blive fejet af banen, siger Pia Fris Laneth.

– De 6.000 godsejere var helt reelt bange for deres ejendomsret og standens privilegier. Der var cirka 60.000 bønder, og den kapitalisme, som Højre ønskede at fremme, var på vej til at skabe en meget stor arbejderklasse. Hvis alle bønderne, husmændene, arbejderne og deres koner kunne stemme, så var det vigtigt at holde fast i velhavernes privilegerede valgret til Landstinget, så de stadig kunne sørge for, at demokratiet ikke gik grassat. De frygtede, at masserne ville tage, hvad de mente var deres, siger hun.

Forandringer gennem kamp

Sidste halvdel af 1800-tallet var præget af voldsomme forfatningskampe, som fx slaget på fælleden i 1872, hvor demonstranter røg i masseslagsmål med soldater og politi.

Fra 1885 – 1894 kunne Folketingets Venstre-flertal og Landstingets Højre-flertal ikke enes om årets finanslov. Så konseilspræsident Estrup vedtog og regerede på provisoriske finanslove. Befolkningen var rasende.

– Man anslår at op mod en fjerdedel af den danske befolkning deltog i politiske aktiviteter i midten af 1880’erne. Danmark bevægede sig på kanten af borgerkrig, siger Pia Fris Laneth.

– I Brønderslev blev alle politiske møder forbudt og andre steder blev husarerne sat ind. Flere af Venstres folketingsmedlemmer blev fængslet for deres udtalelser, der var kritiske mod kongen. Det var midt i denne voldsomme forfatningskamp, at kvinderne skulle tilkæmpe sig stemmeret, og det havde de svært ved at få ørenlyd for.

Kvindekampene

Pia Fris Laneth fremhæver, hvordan man bliver nødt til se på valgretskampen med et fokus på både køn og klasse.

– Borgerskabets kvinder var organiseret i Dansk Kvindesamfund. Det mente, at kvinder havde fælles interesser på tværs af klasseskel, og at kvindesagen var upolitisk. Det kæmpede for ligestilling i familien, adgang til uddannelse og arbejde, og fra 1906 også for kvinders valgret.«

Valgret for alle over 22 år havde været en del af Socialdemokraternes program siden 1876, men arbejderkvinder udtrykte ofte skepsis over for samarbejde, fortæller Pia Fris Laneth.

– De fruer, som de arbejdede for, og som de var vant til at møde som arbejdsgivere, dem havde de jo blandede erfaringer med. Desuden var arbejderkvinderne først og fremmest optagede af bedre løn- og arbejdsvilkår. Stemmeret er enormt abstrakt, når man er sulten, så det var de sociale krav, der var øverst på dagsordenen, siger hun.

Det glemte klasseperspektiv

Kampen for lige og almindelig valgret og kampen for kvinders stemmeret foregik parallelt og delvist i modsætning til hinanden.

– Hvad er vigtigst: Køn eller klasse? Det er der sådan set ikke noget enkelt svar på. Men mange har i dag glemt klasseperspektivet i de kampe, der foregik dengang, siger Pia Fris Laneth.

Hun mener desuden, at det er et fortegnet billede, når kvindehistorien ofte bliver fremhævet som en evig kamp mellem mænd og kvinder:

– Det var altså ikke alle fruerne, der mente at deres tjenestefolk skulle have stemmeret. På den anden side fandtes der nogle meget fremsynede feministiske mænd, siger hun og fremhæver venstremanden Frederik Bajer og socialdemokraten Louis Pio.

Presset fra både bondebevægelsen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen fik efterhånden Højre til at skrumpe i Folketinget og indse nødvendigheden af kompromisets kunst. Derfor gik partiet ind i forhandlingerne om en ny grundlov, som endte med at blive vedtaget med støtte fra alle partier.

Klasseopdelt grundlovsfejring

Da den nye forfatning blev underskrevet i juni 1915 blev der afholdt to forskellige optog for at fejre det, hvilket understreger datidens klassemodsætninger.

– De borgerlige kvinder gik til Amalienborg for at udtrykke deres glæde, mens kongen underskrev den nye grundlov. Knap 15.000 kvinder deltog i optoget, der er blevet selve symbolet på kvindernes stemmeret. Det var bl.a. Dansk Kvindesamfund, diverse kvindeforeninger samt enkelte kvindelige fagforeninger, som ikke var en del af den socialdemokratiske bevægelse; lærerinderne, sygeplejerskerne og telefonistinderne, fortæller Pia Fris Laneth.

– Borgerskabets kvinder gik ikke med, fordi de var vrede over, at den privilegerede valgret til Landstinget var ophævet, så optoget bestod i høj grad af middelklassen, siger hun.

– De socialdemokratiske arbejderkvinder gik i et endnu større optog; 25-30.000 mennesker og 400 faner gennem byen. Kvinder og mænd sammen. De mødtes tidligt om morgenen på Højbro Plads, Halmtorvet, Borups Allé og Gyldenløvsgade. Og så gik de i stjerneformation mod Søndermarken på Frederiksberg, fortæller hun.

Socialdemokraterne gik ind for en republik, og derfor ville de ikke gå til kongen. Desuden var deres kamp bredere end kvinders stemmeret, og det kunne man også se på parolerne til demonstrationen, fortæller Pia Fris Laneth.

– De fejrede lige ret mellem mænd og kvinder, land og by, rig og fattig og herre og tjener. Den politiske linje var: Nu har vi fået indført politisk frihed og lighed, nu skal vi bruge grundloven til at arbejde for økonomisk frigørelse, siger hun.

Tjenestepigerne, som var rigt repræsenteret i optoget havde ikke fået stemmeret, hvis ikke Socialdemokratiet havde kæmpet for tyendes rettigheder

– De følte sig ikke i samme båd som fruerne. Som de sagde selv: ’Vi har vundet et slag, både som køn og som klasse’. Det kan jo ikke skilles ad. Man er ét menneske, siger Pia Fris Laneth.

Jeppe Rohde er medlem af redaktionen for magasinet Solidaritet, hvor interviewet også bringes i nummer 2/maj 2015.

Se også linksamlingen på Modkraft Biblioteket om Grundloven 1915.