Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
Fagligt stormøde
19. juni 2012 - 12:25

Total enighed i Tikøbgade

Fagforeninger mødtes på Nørrebro for at drøfte situationen efter trepartssammenbruddet. Et bevis på, at demokrati er en sand fornøjelse, når der er fuldkommen enighed.

Udenfor danser og synger nogle HK'ere boogie woogie til egen tekst. Det er til ære for Politikens udsendte, der vist er praktikant. HK'erne er i konflikt med Socialpædagogerne. Det er LO mod LO. De synger om en fair OK. 
 
Indenfor er der enighed. Stor, nærmest perfekt enighed. 
 
Der er ingen repræsentanter fra regeringen, og der er ingen, der vil stå inde for at repræsentere regeringen. Ikke engang SF's faglige sekretær, bliver det mig betroet. 
 
Der er ingen, der er uenige i, at regeringen tager fejl, og at Finansministeriets regnemetoder ikke er fem potter pis værd. 
 
– Der kommer det samme ud af regnemaskinen, som du putter ind, som økonom Henrik Herløv Lund udtrykker det. 
 
Mødet skulle have været for tillidsrepræsentanter og have været afholdt i Nørrebrohallen. Så brød trepartsforhandlingerne sammen, før de var begyndt, og i stedet blev det til et landsdækkende møde for fagforeninger, afholdt hos El-Forbundet ikke langt Nørrebrohallen. Dagens tema er situationen efter sammenbruddet.

Omkring 70 mennesker er mødt op.

Læs artiklen »Faglige ser muligheder i forhandlingssammenbrud« hos Modkraft.

Den nye nedslidning i industrien 

Benedicte Toftegaard fra Aller Tryk rapporterer fra en industriarbejdsplads. Folk er ikke vrede, de er rasende, fortæller hun. De vil ikke opgive fridage. 
 
Nedslidningen på arbejdspladsen er anderledes end før i tiden. Engang var opløsningsmidler det store problem. Folk fik en dunk benzin til det ene ben, og en kasse bajere til det andet ben, siger Benedicte Toftegaard. 
 
Nu om dage er problemet, at der er for få på arbejde, så folk har for travlt, og risikoen for fejl bliver større. En fejl kan nemt koste 10.000 kr. for et øjebliks uopmærksomhed. 
 
Folk vågner om natten og tænker på den risiko. 
 
Danske lønmodtagere er gode til at overskue helheder, siger hun. Derfor er der også et kæmpe spild af potentiale, når arbejdsgiverne ikke vil lytte til medarbejdernes viden og idéer, før de beslutter at flytte virksomheden til et andet land. Det bliver de nødt til, hvis Danmark skal overleve som produktionsland.

De fleste af den uformelle fagoppositions markante figurer er her. Hardy Hansen er her. 
 
Han vil have krav om, at virksomheder ikke måtte flytte til udlandet, uden at spørge tillidsmændene om lov først. En tryghedsreform kalder Hardy det. Han vil også have krav om økonomisk demokrati. 
 
Erik Swiatek fra Prosa ønsker Tobin-skat og Glass-Steagal lov, og stiller spørgsmålstegn ved, om velfærdssamfundet nu også går under i 2020, som samfundsdebatten ellers kunne give anledning til at tro.

Han mener, at det er fint at sikre øget arbejdsudbud i 2020, men ikke i 2012. Han opfordrer politikerne til at beslutte håndtagene, men ikke at gøre noget før det bliver aktuelt. Lige nu er arbejdskraften der. 
 
Jeg snakker med en tidligere kollega i pausen. Hun opstiller et scenarie, hvor man skifter Helle Thorning ud i efteråret, og lader hende tage nederlagene på sig. Hun kunne ikke slå Fogh, hun kunne ikke få en betalingsring og hun kunne ikke gennemføre vellykkede trepartsforhandlinger. 
 
Hvem skal den nye statsminister så være? Wammen eller Hækkerup? Mette Frederiksen har måske forspildt sine chancer. 
 
Det er formentlig vigtigt at få Lykketofts støtte. Han har åbenbart skarpe holdninger til, hvad man skal gøre, eller måske rettere, hvad man ikke skal gøre, som Jyllands-Posten for nylig kunne fortælle. 
 
Så er vi tilbage ved Finansministeriets regnemetoder.

Tvivlsomme udbudsøkonomiske antagelser

Henrik Herløv Lund går på talerstolen. Udbudsøkonomisk tankegang gennemsyrer Finansministeriets regnemetoder og regeringens økonomiske politik, siger han. 
 
Udbudsøkonomien hævder, at hvis der er øget udbud af arbejdskraft, så vil beskæftigelsen stige. Herløv Lund er direkte uenig: der skal være stigende efterspørgsel efter arbejdskraft, hvis øget arbejdsudbud skal give øget beskæftigelse. Det er der ikke for tiden, hvor der tværtimod er arbejdsløshed og vigende efterspørgsel på arbejdskraft. 
 
Eller som Lykketoft sådan cirka udtrykte det i de famøse citater: Der er ikke empirisk belæg i Skandinavien for de udbudsøkonomiske teorier om beskæftigelse. 
 
Henrik Herløv Lund redegør for, hvordan man kan skabe 35-45.000 offentlige jobs for 20 mia. kr. Ifølge hans redegørelse er forslaget delvis selvfinansieret, mens resten af finansieringen kan komme fra en tilbagerulning af VKO's skattepolitik.

Læs analysen »Konservativ økonomisk teori sænkede trepartsforhandlinger« hos Modkraft.

Jørgen Juhl er formand for El-Forbundet, og han mener, at hvis ikke regeringen vil finde én samlet løsning, så må vi tage punkterne et ad gangen, med en minister ad gangen, minister efter minister. 

Han går i rette med regeringen, der ved uenighed, som under trepartsforhandlingerne, sender et tæskehold fra Køge i form af Henrik Sass. 
 
I stedet burde regeringen lytte til fagbevægelsens medlemmer, der langt hen ad vejen er deres vælgere, siger han. 
 
Eller som Benedicte Toftegaard spurgte, og selv svarede: Hvordan kan regeringen genvinde opbakningen? De kan vende tilbage til det udgangspunkt, de blev valgt på. 
 
- Regeringen har en interesse i ikke at være helt til grin overfor vælgerne. Hvis det ellers kan nås endnu, reflekterer Anders Munk, der er formand for LO Aarhus.

Plenumdemokrati

Der skal besluttes en udtalelse fra mødet til fagbevægelsens top, regeringen og den øvrige offentlighed. De to første pinde med opfordringer lyder: at de politiske beslutninger på arbejdsmarkedet sker i overensstemmelse med virkeligheden og ikke efter en beregningsmodel i Finansministeriet eller de finansielle markeders krav, og at arbejdstiden ikke øges for fuldtidsansatte.

Enigheden til mødet manifesterer sig, da de indkomne ændringsforslag skal indarbejdes i den endelige udtalelse fra mødet.

Redigeringen af det oprindelige forslag til en udtalelse foregår i plenum med Anders Olesen fra Byggefagenes Samvirke på talerstolen som sekretær. Det er alligevel sjældent, at man oplever et åbent redaktionsudvalg, kommenterer Jette Gottlieb.

Demokrati er en sand fornøjelse, når der er fuldkommen enighed.

Læs udtalelsen »Der er en anden vej ud af krisen« her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce