Træt nisse leverer varen

»Det her! Det’ fan’me rock’n'roll! Og ingen pis!«

Det var, hvad vinylsælgersken, Martha med fletningerne, fra den legendariske vinylbutik GRY meddelte mig ved overrækkelsen af LP'en Surfer Rosa i 1988.

Derefter var ingenting ved det samme. Pixies sparkede så meget røv, at jeg blev sendt til Kina og hjem igen med ild i håret.

Den ladning af fandenivoldsk energi, naiv livsglæde og tilpas dosis galskab leveret af et par solide musikhåndværkere, var en skøn cocktail.

Legen med vokalerne imellem Frank Black og Kim Deal skabte en gal og skæg uforudsigelighed som overraskede og klædte rockscenen.

Det var uden forventninger, at jeg troppede op i Falconersalen 25 år efter.

Jeg tænkte blot: »Kan de levere varen på sådan en flad november onsdag? Kan de gi’ os galskaben, kraften, og nissemagien? Og hvad med hende den ny blonde dulle-bassist, Kim Shattuck, der er trådt i stedet for cool Kim Deal, kan hun noget?

Ny Moses

»Vi skal forrest!«

 Min veninde Carina banede vejen. Ja, ja, små slag! Hele salen var proppet, men hey! anede ikke, at Carina var Moses.

Hun skilte vandene, publikum trådte magisk til side, så vi kunne få de mest eftertragtede pladser. Helt foran. Der hvor man ku’ følge med i Joey Santiagos fingersætning og studere hans fascinerende samling pedaler.

Pixies gik i gang og spillede  halvanden time hektisk nonstop punk rock’n roll.

Frank Black virkede nu noget træt. Ja, han leverede varen, var en god håndværker, og publikum sang da også med på alle klassikerne; Monkey gone to heaven, Here comes your man etc, men det virkede nu mest, som om han kørte på rutinen.

Den energi bandet i slutfirsene lagde ud med, er ikke helt den samme for Black i dag.

Han virkede bedst i de stille numre, hvor han syntes at læne sig velfortjent tilbage – med rette efter alle de røve, han har sparket.

Jeg kunne så ønske en ny retning for sangskrivningen: At Black ville dyrke det tilbagelænede i stedet for det kedelige metalagtige råbe-spor, han bevægede sig i ind imellem schlagerne.

Sonisk plov

Trommeslageren David Lovering havde stadig masser af krudt og gav os de fede gryder.

Rock’n roll skulle efter sigende være dragende pga ophavsmændenes tvingende nødvendighed til at skabe den; de amerikanske slaver, som var hevet bort fra deres familier, skabte »krigs-musik« i datidens USA. Jungle trommer, som vækker vores indre dyr.

Davids trommer var en regnskov af rytmer og vækkede også min lille hamster, så jeg måtte skråle med på »Where is my mind«.

Joey spillede sin soniske plov så gedigent og fint, at det var en fornøjelse at kigge på.

Halvfilipineren som bare ku’ sit kram, fingre der flyttede sig som edderkopper på syre, men dog instrueret af en guddommelig koreograf.

Joey, uden dikkedar, tørrede sved af panden, imellem svære guitarriffs, det’ var sgu cool.

Bare et godt råd, Black

Sejt garn, Shattuck rystede. Cruella sort/hvidt, og bassen hængende i den korrekte punk-attitude-længde, der skal til.

Den nye Kim, som har en fortid i firserpunk bandet The Muffs er charmerende tøsepunk'et og spiller bas ok.

Jeg savner dog, at hun træder ud af skyggen som Kim Deals erstatning.

Hun skal da have lov til af have sin helt egen plads! Hvad med at give hende nogen sange? Det ku være fedt, og give Pixies den ny dimension og friske sprødhed, jeg savner.

Bare et godt råd Black!

Glæder mig til at se nogen nye duetter mellem dig og nye Kim. Det vil gi’ den spænding, som I tonsede ud med i slutfirserne, og jeg vil glæde mig til boostet!

Efter halvanden time gik jeg og Carina så fornuftigt inden ekstra numrene.

Dels fordi vi var trætte af lidt for mange numre, dels fordi vi ville forrest i køen i garderoben.

Åh så fornuftige vi er blevet! Måske fordi Pixies desværre ikke var gale nok til at flå os med i faldet.

The Pixies, Falconer Salen, København, onsdag d. 13. november 2013