Tyrkisk fredsaftale med PKK på vej?

Den tyrkiske regering annoncerede fornylig, at den har påbegyndt fredsforhandlinger med den fængslede PKK-leder Abdullah Öcalan. Situationen har forstærket befolkningens håb om en løsning på den snart 30 år lange krig, som har kostet op mod 40.000 mennesker livet.

Indtil videre er der dog sparsomme informationer om forhandlingerne, men både regeringspartiet, AKP, og det kurdiske arbejderparti, PKK, har udtalt sig positivt om dem.

Første skridt er allerede taget med reformvillighed fra den tyrkiske regering. Det store spørgsmål er dog stadig, om premierminister Recep Tayyib Erdogan tør at tage det endelige skridt mod en fredsløsning.  

Slutningen af januar bød på et tilsyneladende positivt tiltag fra den tyrkiske regering i bestræbelserne på at finde en fredsløsning mellem den tyrkiske stat og det kurdiske arbejderparti.

Den 24. januar gennemførte det tyrkiske parlament en lov, som vil gøre det muligt at benytte det kurdiske sprog i retten.

Et krav, som kurdiske aktivister og politikere har krævet i lang tid, og som derfor må anses som et vigtigt skridt i de fredsforhandlinger, som den tyrkiske regering i slutningen af 2012 annoncerede, var i gang med PKK.

Öcalan er nøglen

Forhandlinger er indledt direkte med den fængslede PKK leder siden 1999, Abdüllah Öcalan, og han ses ifølge eksperter på nuværende tidspunkt som nøglen til løsningen af konflikten.

Hans politiske indflydelse fra sin isolerede fængselscelle på øen Imrali uden for Istanbul er enorm. I november sidste år spillede Öcalan eksempelvis en ledende rolle i at stoppe kurdiske fangeres 68 dage sultestrejke rundt omkring tyrkiske fængsler.

Forhandlingerne er allerede påbegyndt på øen mellem ham og den tyrkiske nationale efterretningstjeneste (MIT). Derudover skulle MIT også være i forhandlinger med PKK i Kandil-bjergene i Nordirak – heriblandt den afløsende leder Murat Karayilan, som ifølge tyrkiske medier har ytret sig positivt om forhandlingerne.

Öcalan skulle eftersigende have fremlagt sine visioner for fred og adresseret dem til BDP (det kurdiske parti) i parlamentet, PKK militante i Nordirak samt PKK's sympatisører i Europa, hvor en stor del af PKK’s aktivister er bosat.

Flere tyrkiske medier rapporterer om udarbejdelsen af et detaljeret roadmap, som skal sætte stopper for den historiske lange borgerkrig.

Planen skulle efter sigende indeholde en tilbagetrækning af PKK-militser fra tyrkisk territorium, løsladelse af hundredvis af kurdiske fanger, samt en række konstitutionelle reformer, heriblandt ophævelsen af forbud mod undervisning af kurdisk sprog på uddannelsesinstitutioner.

Det tyrkiske Parlament forhandler på nuværende tidspunkt om en ny konstitution, som skal afløse militærkonstitutionen fra 1983.

Hyldet som nationalhelte

Det er ikke første gang, at fredsforhandlinger påbegyndes mellem de to parter. Sidste år blev en række optagelser lækket, hvor det kom frem, at der de seneste år i al hemmelighed har foregået forhandlinger bl. a. i Oslo mellem repræsentanter fra den tyrkiske regering og PKK.

Man var efter sigende nået langt i forhandlingerne, som bl.a. skulle medføre, at 34 PKK-aktivister samt flygtninge skulle indlemmes i det tyrkiske samfund igen.

Indlemmelsen skulle ske i 2009 fra den irakiske grænseby Habur, men det endte fra tyrkiske side som en katastrofe, da de 34 aktivister og flygtninge blev hyldet som nye kurdiske nationalhelte af den fremmødte menneskeskare.

Statsminister Erdogan blev rasende, og den tyrkiske stat svarede aggressivt tilbage og anholdt flere af de tilbagevendte.

Fredsforhandlingerne brød kort tid efter sammen.

Sidenhen har konflikten mellem de to parter optrappet sig markant, og ifølge organisationen International Crisis Group var 2012 det blodigste år mellem det tyrkiske militær og PKK siden midten af 90erne, hvor konflikten var på sit højeste.

Dette har i dag skabt et samfund, som er dybt polariseret og desillusioneret over borgerkrigslignede tilstande i det sydøstlige Tyrkiet samt adskillige terrorangreb i flere tyrkiske byer.

Dertil har en række dramatiske begivenheder bremset muligheden for fred yderligere. I december 2011 blev 34 kurdiske benzinsmuglere dræbt ved den tyrkiske grænseby Uludere af det tyrkiske militær – mistænkt for at være i ledtog med PKK.

Beskyldninger som sidenhen aldrig er bevist.

Store dele af den kurdiske befolkning i Sydøst Tyrkiet har forlangt en undskyldning fra den tyrkiske regering. En undskyldning de stadig kan kigge langt efter.

Senest blev tre kvindelig kurdiske aktivister fundet dræbt i det kurdiske informationscenter i Paris – heriblandt medstifter af PKK, Sakine Cansiz. Kurdiske menneskerettighedsaktivister udtalte efterfølgende, at man betragtede mordene som et forsøg på at sabotere fredsforhandlingerne, og at man frygtede, at forhandlingerne ville bryde sammen, men indtil videre har både den tyrkiske regering og PKK holdt fast i, at forhandlingerne stadig er i gang.

Forhandlingerne offentliggjort

Den tyrkiske regering har denne gang valgt at offentliggøre forhandlingerne. Der kan være mange politiske grunde til det. En af dem er, at Erdogan op til præsidentvalget i 2014 gerne vil vise det tyrkiske samfund, at han er manden der kan garantere fred.

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at Erdogan gerne vil overtage den nuværende præsidentpost fra partifælden Abdullah Gül.

En præsidentpost, som med en ny konstitution bliver endnu mere magtfuld. Erdogans bestræbelser på at overtage præsidentposten er led i regeringspartiets AKP’s forsøg på at lave en ”russisk model”, hvor præsidenten og premierministeren bytter plads og dermed bevarer magtbeføjelserne.

Indtil videre tyder det på, at Erdogans strategi er, at reformere.

Ud over anerkendelse af kurdisk i juridiske anliggender så har han også udskiftet indenrigsminister Naim Sahin, som gjorde sig yderst upopulær hos den kurdiske befolkning ved at kalde de 34 Uludere-ofre for medskyldige.

Ind i stedet er kommet Muammer Güler, tidligere guvernør i Istanbul og oprindeligt fra sydøst Tyrkiet, hvor majoriteten af kurdere er bosat.

På trods af disse reformtiltag lider Erdogan af uklarhed, og han har parallelt med forhandlingerne udtalt, at det tyrkiske militær vil blive ved med at bekæmpe PKK, indtil de har lagt våbnene.

En politisk strategi, han holder fast i, for at tilfredsstille dele af det politiske spektrum, som ser forhandlingerne som et svaghedstegn og et nederlag overfor PKK.

Erdogan står derfor i smørhullet mellem to modstridende folkelige krav.

Løses "det kurdiske spørgsmål"?

Hvordan, han skal løse det, er et komplekst spørgsmål. En mulighed, flere eksperter peger på, er at indlemme det kurdiske parlamentsparti BDP i forhandlingerne.

BDP deler mange krav med PKK, men har indtil videre været forbigået i forhandlingerne. BDP har i form af partiets parlamentariske status retslig anerkendelse og kan derfor i befolkningens øjne stå som en mere legitim forhandlingspartner.

BDP’s leder Selahattin Demirtas udtalte i sidste uge, at partiet støtter op omkring forhandlingerne, og at han forventer, at BDP vil tage del i dem.

Forhandlingerne har dermed støtte fra samtlige aktuelle parter.

Den absolutte nøglefigur, Erdogan, mangler dog stadig at klargøre, om han ønsker at bruge forhandlingerne til at løse det kurdiske spørgsmål, eller om han ønsker at bruge dem til at stoppe PKK’s angreb.

Indtil videre har han direkte udtalt, at PKK må lægge våbnene, før en løsning på det kurdiske spørgsmål er mulig.

Omvendt ved han godt, at det ikke kommer til at ske, før kurdere får opfyldt en række af deres krav.

Det er derfor på tide, at han ikke betragter dilemmaet som adskilt, men at terrortruslen lige præcis hænger sammen med de manglende kurdiske rettigheder.

De seneste politiske reformtiltag tyder på, at Erdogan har indset, at han er under tidspres, hvilket PKK ikke er.

Det næste år op til præsidentvalget i 2014 bliver meget vel udslagsgivende for løsningen på den kurdiske konflikt.

Mathias Findalen (f. 1985) er kandidatstuderende i historie på RUC med tilvalg på Mellemøststudier på KUA. Han har over de seneste par år rejst i store dele af Mellemøsten og var i 2011 bosat i Tyrkiet. Han var i efteråret 2012 udvalgt som research student på det Europæiske Universitet i Firenze, hvor han arbejdede med forholdet mellem religion og politik.