Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
8. marts 2016 - 0:12

Utænkelige frigørelser

Der foregår en frigørelsesproces i dag af asylansøgere, afviste asylansøgere, migranter, og som er utænkelig for den hvide mand og den frigjorte kvinde. Den har flygtningelejren, migrationslejren, asylcentret som fokus, fortæller aktivist fra Freedom Of Movements.

Forleden dag kom min datter hjem fra skole og spurgte mig, om det ikke også var forkert, at Peter Von Scholten havde befriet slaverne i dansk Vestindien? Om det ikke var rigtigt, at det var slaverne, der selv havde taget deres frihed?

Den stolte mor sagde ja, at det var rigtigt. Grunden til at hendes veninder insisterede på at Von Scholten var hovedpersonen og aktøren har noget at gøre med, at nogle frigørelsesprocesser simpelt hen var og forbliver utænkelige –for dem, der ikke behøver dem.

Man kan måske sige, at det kan være lige meget, hvem det var, der var aktører, for resultatet er og forbliver det samme. Slaveriet blev afskaffet uanset hvordan.

Men der går man galt i byen. For når vi i dag bliver ved med at have en udbredt idé om, at det var den hvide europæer, der afskaffede slaveriet, så er det med til at styrke troen på, at han og hans version af historien er nok. Og at det er hans handlinger, der betyder noget. Og når han så siger, for eksempel i dag, at en bestemt samfundsændring er legitim, så tror vi på det. Det er og forbliver ham, en figur der lever i vores hjerner, i vores skolers pensum, i universiteternes strukturer, i lovgivninger og politisk praksis, for hvem frigørelse er utænkelig—for ham er det kun hans egen frihed, der eksisterer.

Europæisk kvindefrigørelse legitimerer den hvide mand

Nogle frigørelser er mere utænkelige end andre. For eksempel er den europæiske kvindefrigørelse rimelig synlig i Danmark, og der er ikke mange, der ville vove sig ud i at sige, at kvindefrigørelsen skyldtes, at mændene fandt ud af, at det ikke var godt, at kvinderne var undertrykt og dermed gav dem deres frihed.

Det står klart for de fleste i Danmark, at vi i dag, den 8. marts, fejrer kvindernes kampdag, fordi kvinder gik ud og gennemtvang forandring.

Men det er stadig sådan, at den frigørelse, de kæmpede for, er en frigørelse, der legitimerer den hvide mands magt.

De kvinder troede på ideen om, at den hvide mand er universel, at han er den mest udviklede af menneskeslægten. Og de tog pladsen som den universelle kvinde der, grundet denne frigørelse, nu også var i udviklingens front.

Det gjorde de, fordi den hvide mand aldrig forlod deres hoveder. Dermed var det utænkeligt for dem at lytte til, hvad andre mennesker i verden sagde. Og deres analyse af undertrykkelsesmekanismer forblev på den måde ufuldstændige.

Deres frihed har betydet frihed til at deltage som undertrykkere på lige fod med den hvide mand og frihed til at legitimere krig i vores lande og racisme i deres egne lande i kvindefrigørelsens navn.

I dag foregår en frigørelsesproces, som er utænkelig for den hvide mand og hans frigjorte kvinde. Den foregår lige her i deres baghave, og den er mindst så kraftfuld som slavernes frigørelse eller den haitianske revolution. Derfor er den utænkelig for dem.

Den handler om retten til at have rettigheder, om frihed, anti-racisme og anti-imperialisme.

Processen føres af asylansøgere, afviste asylansøgere, migranter, personer med og uden statsborgerskab. Den har lejren som fokus – flygtningelejren, migrationslejren, asylcentret.

Hvordan kan vi kalde Danmark demokratisk, når vi har udemokratiske lejre?

Lejren er at finde over hele verden. I Europa og i Danmark er lejren en måde at håndtere konsekvenserne af krigsførelse og udnyttelse af vores lande i det globale syd.

Når vi, i den danske del af denne frigørelseskamp, fokuserer på Sjælsmark udvisningslejr, er det fordi, vi også kæmper mod hele udvisningslogikken.

Når man er blevet fordrevet fra et område som følge af mange landes politik og økonomiske interesser, så kan man ikke fordrives igen fra de lande, som favoriseres ved de forhold, man flygtede fra.

Vores landes fattigdom, de krige, vi er flygtet fra, udnyttelsen af vores naturressourcer og ødelæggelsen af vores økologiske systemer og grundlag for fødemæssig suverænitet er direkte forbundet med den fred, velstand og velfærd, som den hvide mand og hans frigjorte kvinde nyder i Europa.

For at dette skal være muligt, kræver det samarbejde mellem europæiske lande og autoritære regimer i Afrika, Asien, Latinamerika og Mellemøsten.

Lejren dækker over, at politikere, der er direkte ansvarlige for denne humanitære krise, og for tusindvis af søstre og brødre, der har mistet deres liv i Middelhavet og ved andre europæiske grænser, nyder straffrihed.

At kæmpe mod lejren i Danmark er at stille utænkelige spørgsmål: Hvordan kan det være, at et land vi kalder demokratisk, har institutioner, der ophæver demokratiet? Hvordan hænger den stigende eksplicitte forfølgelse af flygtninge, migranter og muslimer i Danmark sammen med nedskæringerne på universiteterne, skolesystemet, sundhedssystemet? Og i hvis interesse sker dette?

Demokrati findes ikke i samfund, der undgår at engagere sig seriøst i de problemer, de står overfor og i stedet systematisk og legalt udpeger specifikke mennesker som problemer. Når samfund udpeger mennesker som problemer, er den ultimative problemløsning at eliminere dem.

Lejren er materialiseringen af den logik, der tillader at kategorisere folk som migrant, asylansøger, flygtning, radikaliseret, første-, anden, tredje, fjerde- generations…

Og den kategorisering sætter os i en position, hvor vi er et spørgsmål, et problem: Hvor meget vil du koste? Hvorfor kommer du her? Hvor er du virkelig fra? Er du virkelig asylansøger? Er du virkelig forfulgt? Har du virkelig ret til en mobiltelefon? Hvad er dine virkelige intentioner? Har du ret til at klage? Har du ret til rettigheder?

At være hensat til denne position er at blive behandlet som et objekt.

Reduceret til et nummer

I Sjælsmark udvisningslejr er man ikke blot et spørgsmål og et problem, man er også et tal – et tal, som hensætter en til en ikke-tilstedeværelse. Alt hvad man er, ens navn, historie og erfaringer bliver erstattet af et nummer.

At tage lejren alvorligt tvinger os også til at tænke grundigt over, hvordan det juridiske system fungerer.

Selvom rettigheder som menneskerettigheder i teorien er universelle, så er det i praksis sådan, at deres funktion afhænger af, hvor højt eller lavt du er i de globale hierarkier. Og din position i de globale hierarkier er nedarvet—ikke tilfældig. Du er, hvor du er i de globale hierarkier, fordi dine forfædre har gjort, som de har gjort og har nydt af undertrykkelsen af andres forfædre.

Tænk på retten til fri bevægelighed. Den er en menneskeret, men i virkeligheden er den et privilegium forbeholdt de få. Blandt disse få er hvide danskere, der nyder den: De tager på ferie, på jordomrejse, på feltarbejde, ud at redde verden som ekspats, lige til Paris, til New York en weekend.

Samtidig er det sådan, at de fleste mennesker i det globale syd ikke har adgang til denne rettighed. I stedet er der tale om fordrivelse, indespærring eller død.

Og i Danmark er det netop migranten, flygtningen, asylansøgeren, som står i en situation, hvor vores rettigheder kan fratages os, eller hvor man slet ikke er indenfor rettighedernes rækkevidde.

Ligesom fængsler er lejre med til at sælge en falsk ide om sikkerhed: lejre og fængsler sælges til os som institutioner, der i sidste ende beskytter os mod forbrydere og problemmennesker.

Ideen om sikkerhed er falsk, fordi den er baseret på ideen om, at forbrydelser eller samfundsproblemer er noget, som ligger naturligt til nogle mennesker – og ikke på at det er de sociale strukturer skabt af de få, der skaber forbrydelser og sociale problemer.

Ideen om sikkerhed er med andre ord med til at fjerne fokus fra samfundets reelle problemer, og over på det, som de få betegner som problemer.

Denne måde at skabe forbrydere og problemmennesker på, mennesker der er en trussel mod de fås sikkerhed, er grundlæggende for det racistiske, kapitalistiske og patriarkalske system.

Vi venter ikke på, at nogen skal give os rettigheder 

Når vi i denne frigørelseskamp taler om lejren, så taler vi også om et globalt strukturelt problem, et matrix af økonomiske og politiske relationer, hvori lejren er fast forankret.  

Den globale udbredelse af den specifikke ide om sikkerhed, om forbrydelse og om problemmennesker sker i takt med den globale udbredelse af transnationale selskaber. De fleste regeringer i Europa beskytter disse selskaber, arbejder for deres interesser og er med til at sikre, at deres forbrydelser ikke klassificerer som så i det globale juridiske system, eller at de ikke kan retsforfølges.

Når vi taler om retten til at have rettigheder, så taler vi om nødvendigheden af at lave grundlæggende ændringer i hele systemet, inklusive det juridiske system. Vi ved, det er en lang kamp, og vi ved, at det, vi kæmper for, er utænkeligt for de fleste her i det globale nord.

I den tid, vi har fastholdt vores modstand, har vi oplevet denne utænkelighed. Vi har set, hvordan mange i Danmark går på gaden i massevis for at sige, at vi er velkommen, og vi har set, at langt de fleste bliver væk, når vi kalder på støtte i forbindelse med vores mobilisering.

Vi har set, hvordan de venstreradikale vil have os med i deres kampe, men afviser at mobilisere sig sammen med os mod de krige og den imperialisme, som er nogle af de største problemer og der, hvor de virkelig kunne bruge deres kamp effektivt.

Vi har med andre ord set, hvordan det er utænkeligt for de fleste, at vores analyser af situationen kunne være relevante. Vi har set, at på samme måde som den hvide kvinde ikke lyttede dengang, lytter de fleste af hendes og den hvide mands efterkommere, heller ikke.

For i sidste ende vedbliver den hvide mand at diktere, hvad I ser og ikke ser, hvad I kæmper for, med hvem og hvordan.

Vi har indtil videre ført tre demonstrationer: Vi er gået fra Sjælsmark udvisningslejr til Sandholmlejren. Vi afholdt en demonstration i Allerød og en i Københavns gader.

Vi har dermed trodset den civile død, der er blevet pålagt udviste asylansøgere. Vi har trodset jeres ide om, at vi ikke kan være synlige, at vi ikke har ret til rettigheder, og at vi ikke kan bidrage til samfundet.

Vi har via disse mobiliseringer opbygget et fællesskab med flygtninge fra andre lejre, indvandrere, danskere og ikke-danskere, der forstår, at vores kamp for frihed er legitim og retfærdig. Vi har bragt de umenneskelige forhold i Sjælsmark, udvisningerne, og de uretfærdige love og politikker, der overtræder vores frihed og værdighed, til offentlighedens kendskab.

Vi tager nu kampen et skridt videre og har planer om at skabe et center for politisk modstand af flygtninge.

Vi venter ikke på, at nogen skal give os rettigheder. Vi tager retten til at være medskabere af en verden, hvor bevægelsesfrihed ikke er et privilegium, hvor lejren afskaffes, og hvor det er utænkeligt at skabe og legitimere død og ødelæggelse.

Og vi siger gerne velkommen til flere, der kan se, at det, vi kæmper for, ikke er utænkeligt, men nødvendigt.

Julia Suárez-Krabbe er aktivist i Freedom of Movements og lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet.

Besøg Freedom of Movements Facebookside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce