Bekæmpelse af fattigdom handler ikke bare om at sikre folk et par ekstra kroner, men om fordelingen af kontrollen over de ressourcer, der er nødvendige for et ordentligt liv. Det er værd at huske, når DR igen holder Danmarks Indsamling.
Lørdag den 6. februar løber DR’s store indsamlingsshow Danmarksindsamlingen endnu engang over skærmen.
Her får vi danskere »flankeret af topunderholdning og kendte danskere« for 10. år i træk mulighed for at samle ind til nogle af verdens fattigste mennesker. Og der er god grund til at gribe til lommerne, for der er fattigdom og nød nok i verden at kaste sig over.
Men det er efterhånden på tide, at vi erkender, at velgørenhed ikke kommer til at løse fattigdomsproblemet i Afrika.
I årtier er vi blevet præsenteret for fortællingen om, hvordan vi i Vesten hvert år hjælper »de fattige mennesker i Afrika« med milliarder af kroner. Vi er blevet forledt til at tro, at vores medlidenhed og godhed kan hjælpe Afrika, fordi kontinentet mangler kapacitet til at hjælpe sig selv. Men realiteten er en anden.
For selvom rigtig mange mennesker i Afrika er fattige, er kontinentet et af de rigeste i verden, når det kommer til naturressourcer.
På trods af, at kun 15 procent af klodens befolkning bor i Afrika, råder kontinentet fx over 95 procent af verdens platin, 51 procent af verdens kobolt og 65 procent af verdens diamantproduktion.
Problemet er fordelingen af disse ressourcer.
Tal fra et nyligt studie foretaget af 12 britiske og afrikanske udviklingsorganisationer viser, at imens Afrika hvert år modtager i omegnen af 198 milliarder kroner i udviklingsbistand, overføres, der mere end seks gange så meget, eller hvad der svarer til 1.200 milliarder kroner, fra de afrikanske lande til multinationale selskaber og lande i den rige del af verden.
Disse penge forsvinder ud af Afrika primært som konsekvens af en blanding af vestlige virksomheders skatteunddragelse og ulovlige udplyndring af naturressourcer, multinationale selskabers profitjagt og udgifter forbundet med klimaforandringer forårsaget af den rige del af verden.
Uanset hvor mange penge, der rejses ved indsamlingen, er det derfor i realiteten Afrika, der hjælper os i den rige del af verden og ikke omvendt.
Alligevel bidrager Danmarksindsamlingen år efter år til at tegne et billede af Afrika som et fattigt og hjælpeløst kontinent, der er afhængigt af vores almisser. For bare 50 kr., får vi at vide, kan vi være med til at udrydde fattigdom.
Men denne form for kommunikation skaber en fejlagtig opfattelse af, at svaret på Afrikas problemer alene afgøres af velgørenhed. En opfattelse, der af flere grunde risikere at forårsage dyb skade på den langsigtede kamp mod fattigdom.
For det første fordi den underminerer solidariteten i vores samfund. Det kan efterhånden ikke undre nogen, at mange mennesker i dag er blevet stærkt desillusionerede og tøver med at støtte, når de i årevis har fået at vide, at netop deres donation ville være med til at løse fattigdomsproblemet i Afrika, samtidig med at vi kan konstatere, at problemet langt fra er løst.
For det andet forstærker den et ulige forhold mellem det globale nord og syd ved at cementere en forestilling om de fattige og dovne afrikanere og deres afhængighed af støtte fra os i den rige del af verden.
Men værst af alt bidrager den til at aflede opmærksomheden fra årsagerne til fattigdom, herunder hvilken rolle vi i den rige del af verden spiller i udplyndringen af Afrika.
Fattigdomsbekæmpelse handler ikke bare om at sikre folk et par kroner ekstra at leve for. Det er et spørgsmål om at fordele kontrollen over de ressourcer, der er nødvendige for at mennesker selv kan sikre sig et ordentligt liv med adgang til mad, vand, husly, sundhedsvæsen mv.
Modsat hvad vi gang på gang bliver fortalt, kan vi ikke udrydde fattigdom i Afrika, så længe en lille elite rager enorme rigdomme til sig på bekostning af det store flertal.
De mange bidrag, der indsamles ved Danmarks Indsamling gives utvivlsomt med et håb om, at pengene kan være med til at bekæmpe verdens fattigdom. Men så længe vi ikke gør noget ved de grundlæggende vilkår, der skaber og holder mennesker i fattigdom, kan vi fortsætte med at gribe til lommen i indsamlinger de næste 100 år – det vil forblive symptombehandling.
Vi har i stedet brug for et opgør med uregulerede multinationale selskaber, skattely og unfair handelsvilkår.
Det er derfor ikke nok, at vi alle giver et bidrag. Det er også nødvendigt at stille krav til vores politikere om at gøre op med de politikker, der tillader en forsat udplyndring af verdens fattigste lande.
Kun på den måde kan vi sikre den politiske forandring, der er nødvendig for at udrydde fattigdom.
Tobias Clausen er debattør og aktivist i solidaritetsbevægelsen Afrika Kontakt
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96