Om krig og fredsbevægelser uden luft.

Krigen kommer. Det er et uomtvisteligt faktum. Vi kan fordømme den protestere og ryste på hovedet i apatisk afmagt. Vi kan sågar bekrige krigen. Men stol på det faktum at den kommer. Den rædsel der er krigen, det uhyre er allestedsnærværende. Vi kan deltage fysisk, vi kan deltage indirekte eller vi kan kan forsøge intellektuelt at stikke næsen i sky og benægte vortes ansvar. Krigen er ligeglad.

Krigen forudsætter et samfund der levere ressourcerne, kød til slagtebænken, våben, ammunition, logistik, forplejning osv. osv. Sålænge vi er en del af et samfund i krig bære vi vores del af ansvaret. Den der betaler for krudtet er ligeså ansvarlig som den der sender folkene i krig og den der skyder kanonen af. Den moralske afstandtagen fra krigen er en ligegyldig hyklerisk luksus der er uden betydning.

Det giver således ingen mening at tale for eller imod krigen, hvis man samtidig handler ind i det lokale supermarked, går på arbejde og betaler sin skat. Man er via sine handlinger for krigen. Fordi man aktivt er med til at opretholde et samfund i krig. Resten er moralsk semantik uden reel betydning.

Krigens væsen er magtens skyggeside. Magten er et produkt af materiel afhængighed som igen er et produkt af intellektuel dovenskab eller åndelig og fysisk repression.

Krigens væsen er det faktum at vi er født skyldige. Selv når vi er passive er vi mærket af dens væsen og under dens åg.

De krige vi ser i dag er ikke et produkt af ideernes kamp. Den kolde krig er forbi. Velkommen til det 21. århundrede jorden er spændt til bristepunktet. Krigens natur er pragmatisk. Vi slås om ressourcer. Den altoverskyggende ressource som vores samfund er bygget op omkring er olien. Hvor tror i for eksempel IS får deres penge fra ? Olie er svaret. Så bliver der lagt det ene røgslør efter det andet af forskellige nationale regeringer. Faktum er vi kan bombe dem indtil vi bliver blå i hovedet. Sålænge de kan sælge den ene vare som alt andet er bygget på kan de erstatte og finansiere deres krig i en uendelighed. Ingen taler om hvem der køber olien. Fordi den samtale vil pludselig nuancere debatten voldsomt og implicit stille hele vores moderne samfundskonstruktion til ansvar.

Afhængigheden af basale ressourcer er det der holder samfundshierarkiet indtakt og gør os alle sammen til reaktionære og ansvarlige for de værste forbrydelser man kan tænke sig.

Grunden er den simple at der bag enhver politik og ethvert system stå mennesker. Vi har ikke at gøre med guddommelige love eller natur givne systemer. Vi har at gøre med menneskelige konstruktioner som på trods af deres åbenlyse fejl og mangler danner livsgrundlag og er kulturbærende for majoriteten. Inklusiv os selv. Fordi vi er systemet, systemet er os. Argumenterne for at ændre systemet falder håbløs døde for fødderne af dem der fremføre dem når de er håbløst afhængige og en del af systemet. Vi må derfor stille os uden for systemet. Ikke som fanatiker eller tosser men som velovervejede individer der stødt og langsomt tilegner os viden og midler til at klare os selv. Sålænge vi kan det inden for samfundets rammer og majoritetens normer er enhver snak om voldelig opstand og revolution illegitimt. Opstand bliver først legitimt i det øjeblik samfundet fastholder os som afhængige individer uden mulighed for at tilegne os midlerne til at opretholde livet. Magelighed og åndelig dovenskab er ingen undskyldning for at være gal på samfundet.

Det er i alt sin enkelthed umuligt at bekæmpe et system så længe man betaler sin skat til dets opretholdelse, bidrager til det med sin arbejdskraft og/eller er 100% afhængige af systemets beståen for at dække sine basale behov. Dette er et bluf som for længst er blevet kaldet af de økonomiske magthavere. Erkendelsen der følger er at enhver snak om systemskifte eller revolutioner bliver en dårlig vittighed. Alt der strækker sig udover småjusteringer bliver aldrig en realitet. Dertil er kontrollen for massiv og for indbygget i vores kultur. Vi må tilegne os mulighederne og evnerne til at dække vores egne basale behov ved egen kraft før vi kan gøre os forhåbninger om at ændre samfundet som helhed.

Målet bør være at skabe en verden af frie, uafhængige, ligeværdige individer der lever sammen i fred. Dette er ikke en opgave for massebevægelser, sindrige reformer eller lusket redistribution af af fedtede skattekroner. Det er først og fremmest en individuel opgave. At tilegne sig midler og evnerne til at opnå frihed og uafhængighed og derefter at udbrede den løbene gennem vidensformidling og arbejdsdeling mellem mennesker. Sådan som man har gjort det i små samfund i årtusinder overalt på kloden. Ikke med vold eller tomme løfter men gennem fysiske konkrete eksempler man kan følge. Der er ingen lette løsninger, ingen smart retorik, ingen sindrig teori.

Det bør være en pligt at overtage jorden og købe den tilbage kvadrat meter for kvadrat meter og lære at leve med og af den uden at underminere vores eget eller de kommende generationers eksistensgrundlag. I takt med at vi individuelt opnår dette bør vi stille vores viden og arbejdskraft til rådighed for dem der måtte ønske at følge i vores fodspor.

Først da nå vi kan klare os selv uden at være en del af det system der skaber grundlaget for krigen kan vi frasige os ansvaret for krigen.