Annonce

3. juli 2013 - 15:35

Oprøret i Tyrkiet lever stadig


”Bu daha baslangiç - Mücadeleye Devam!” råber demonstranterne. ”Kampen fortsætter – dette er kun begyndelsen”. Efter rydningen af Taksim-pladsen og Gezi-parken har bevægelsen taget nye former, og demonstranterne tager nu del i mange forskellige typer af demonstrationer. ”Nu har de oplevet at få den samme peberspray – den samme gas” siger Umut. ”Det gør noget ved mennesker. Ændrer deres bevidsthed”.

”Bu daha baslangiç - Mücadeleye Devam!” råber demonstranterne. ”Kampen fortsætter – dette er kun begyndelsen”.

Omkring 20.000 mennesker samledes i går til en mindedemonstration i anledning af 20året for en massakre imod nogle alevitter i byen Sivasin i 1993.

Det var først og fremmest demonstranterne fra Taksim-bevægelsen, der var samlet. Efter rydningen af Taksim-pladsen og Gezi-parken har bevægelsen taget nye former, og demonstranterne tager nu del i mange forskellige typer af demonstrationer. I søndags samledes 60.000 til Pride-parade. En demonstration der normalt kun samler omkring 2.000 personer i Istanbul. På samme måde er allevitternes mindedemonstration en årlig begivenhed, men i går sås et hidtil uset opbud.

Sammen med en flok unge fra Gençlik Muhalefeti (Ungdoms Opposition) deltager vi fire unge fra Socialistisk UngdomsFront i demonstrationen, for at vise solidaritet og finde inspiration fra bevægelsen.

Umut fra Muhalefeti forklarer at, protesterne omkring Gezi-parken har bragt folk sammen på tværs af mange forskellige skel: Fodboldfans og feminister, LGBT-grupper og religiøse, kurdere og kemalister (nationalister), sunnier og alevitter, kommunister og miljøhippier. ”Nu har de oplevet at få den samme peberspray – den samme gas” siger Umut. ”Det gør noget ved mennesker. Ændrer deres bevidsthed”.

På mange måder ligner Istanbul sig selv. Barrikaderne fra kampe mod politiet er forsvundet. Folk går på arbejde. Men alligevel er intet det samme. Mens demonstrationen går igennem gaderne i kvarteret Kadiköy, i den assiatiske del af byen, vælter det frem med begejstrede mennesker i vinduerne i boliger, butikker og busser. De vinker, klapper og råber med på kampråbene - de er også en del af bevægelsen.

Hver aften, når folk får fri fra den sædvanlige 12 timers arbejdsdag, samles mennesker i byens parker for at diskutere politik. 43 parker rundt omkring i byen fungerer som samlingspunkter, med et åbent plenum, hvor folk kan komme til orde med deres ideer. Folk sidder i græsset og lytter til talerne eller diskuterer med hinanden. Der er ophængt bannere i træerne, og der står små boder med gratis mad, bøger og alt hvad folk har fantasi til. I parkerne vejres stemningen for de næste skridt i bevægelsen og her besluttede man f.eks. at gå samlet til allevitternes mindedemonstration i solidaritet med deres undertrykkelse.

De største samlinger sker hver lørdag under navnet ”Taksim Solidaritet”. Der demonstreres under hovedparoler mod politibrutalitet og AKP’s undertrykkelse, med krav om Erdogans afgang og for frigivelse af de politiske fanger.

Bevægelsen er tydeligt præget af ungdommen. 52 % af befolkningen er mellem 16 og 25 år. Det er helt tydeligt at det er denne generation, der er stærkest tilstede i protesterne. Selvom der findes adskillige organiserede grupper både på venstrefløjen og omkring enkeltsager, er langt de fleste i bevægelsen uorganiserede unge. Der er en stemning af afsøgende, eksperimenterende engagement. Konstant udvikles nye symboler og måder at diskutere og kæmpe på. F.eks. pingvinen der kaster blomster, som symbol på de nationale mediers arrogance og fortielse, da de viste en dokumentar om pingviner, mens Istanbul stod i flammer i en 38 timer lang gadekamp. Og protestformen ”standing man” er også blevet et nyt koncept. Rundt omkring stiller folk sig op og står stille i nogle timer. Ser ud i luften. Står op for rettigheder, helt bogstaveligt.

Mange koncepter fra bevægelsen ligner de protestformer, som man har set i de senere år under oprøret mod Mubarak i Egypten, Plaza-bevægelsen i Spanien og Occupy-bevægelsen i USA. Byens offentlige rum erobres og fungerer både som protestform i sig selv og som centre for politik-udvikling og organisering. Også her spænder parolerne vidt og samler mange forskellige frustrationer. ”Det er simpelthen en eksplotion af ophobet vrede, som vi oplever” forklarer Umut.

”Her yer Taksim – Her yer Direniş!” råber de overalt. ”Alle steder Taksim – alle steder modstand”.

Af: Camilla Holst, Frida Groth, Nicolas Jones og Astrid Vang

Annonce