Huberts frihed for EU's frihandel

Om frihandelsaftaler, bondeprotester og danske politikeres medansvar for politiske drab og fængslinger i Colombia

Mens Syrien står i lys lue, og en forloren ro sænker sig over Palæstina, ulmer det endnu i et af verdens andre centrale brændpunkter – Colombia. Her følger et indblik i en lille bid af en lavintensitetskonflikt i et land med lige så mange internt fordrevne, som Palæstina har eksternt fordrevne.

En tur i gabestokken

I det endeløse forstadskvarter Usme, Colombias bud på en brasiliansk favela, uden for hovedstaden Bogotá, ligger fængslet La Picota. I overført betydning: Gabestokken. Ikke et navn helt uden selvironi, idet tusindvis af politiske fanger gennem årene er blevet tilbageholdt her, mens retssager i form af skueprocesser med et fernis af juridisk hjemmel har udspillet sig foran deres og deres pårørendes øjne.

I 2012 fik to danske venstrefløjsaktivister for første gang i nyere tid adgang til institutionen, der er indrettet med amerikansk støtte. Det blev der dengang dette blogindlæg ud af. På den seneste tur i maj 2014 fik endnu en dansk solidaritetsdelegation så adgang til fængslet. Denne gang skulle vi agere besøgsvenner for Hubert Ballesteros – en colombiansk bonde der er emblematisk for kampen for fred og social retfærdighed i landet.

Hubert og den colombianske bonde- og arbejderbevægelse

Hubert blev født ind i et liv som kaffebonde og engagerede sig tidligt i Colombias bondebevægelse. I dag er han næstformand i landets største bondeorganisation, FENSUAGRO, og medlem af forretningsudvalget i landets progressive LO, CUT, hvor han repræsenterer organisationens venstrefløj. Han er ligeledes en del af ledelsen af paraplyorganisationen Marcha Patriótica, der organiserer landets civilsamfund for at få et socialt aftryk på de igangværende fredsforhandlinger mellem regeringen og oprørsgruppen FARC.

Selv for folk med et ganske overfladisk kendskab til situationen i Colombia kan det næppe overraske, at en person med et CV som Huberts er udsat på grund af sit politiske og faglige engagement. Landet har gennem mange år haft verdensrekord i mord på fagligt aktive, og talrige afsløringer har gennem tiden vist politiets, militærets og efterretningstjenestens direkte og indirekte deltagelse i forfølgelse af landets venstrefløj (prøv selv at google falsos positivos, DAS, wiretapping m.fl.)

At samme stat, som disse institutioner repræsenterer, også benytter retsvæsenet som værktøj i konflikten med landets sociale bevægelser kan næppe komme som nogen overraskelse. Sagen om Hubert er blot en af de seneste af et utal af eksempler.

Huberts fængsling

Interessant for os i Vesten generelt og EU i særdeleshed er den kontekst, som Huberts fængsling fandt sted i. På tidspunktet for sin arrestation, d. 25. august 2013, sad Hubert med i det ti mand store råd, der ledte forhandlinger mellem den colombianske regering og strejkende arbejdere og bønder, der i månedsvis havde lammet flere centrale sektorer i landets økonomi.

Centralt for den daværende strejke var modstanden mod to frihandelsaftaler med USA og EU, der var trådt i kraft året forinden og tidligere på måneden henholdsvis. Og hvis man ser på erfaringerne med frihandelsaftaler med Vestens industrialiserede nationer, er det det klart, at de colombianske bønder og arbejdere var bekymrede for de allerede indtrådte og de forventede virkninger af de nye aftaler.

Resultaterne af frihandelsaftalen NAFTA, der bandt Mexico sammen USA og Canada i en nordamerikansk frihandelsblok, antydede, at colombianerne skulle forberede sig på stagnerende vækst, stigende arbejdsløshed, faldende fødevareproduktion og en perlerække af lignende effekter. Til gengæld skulle man ikke vente sig nogen nævneværdig fremgang med hensyn til rettigheder og sikkerhed for aktive i fag- og bondebevægelsen, der ikke blev nævnt i andet end vage løfter og hensigtserklæringer.

Strejkens endeligt

De strejkende måtte i sidste ende bukke under for massiv statslig repression, men de nåede inden da at tvinge den siddende regering til at trække sig samt at sikre sig visse indrømmelser fra politikernes side. Til trods for disse sejre for de utilfredse arbejdere og bønder var løbet dog i det store hele kørt på det pågældende tidspunkt, og det lykkedes ikke fuldstændig at forkaste eller blot at gennemtvinge større ændringer i de to aftaler, der altså allerede var implementeret på pågældende tidspunkt.

Fremover kan colombiansk industri og landbrug altså se frem til at skulle konkurrere med væsentlig mere teknologisk udviklede konkurrenter i EU og USA, som desuden har massiv statsstøtte i ryggen. Hubert kan på samme vis se frem til at tilbringe en rum tid bag murene i La Picota. Forudsætningerne for det modsatte – en omlægning af vestlig handelspolitik og et politisk regimeskifte i Colombia ligger formentlig begge dele et godt stykke ude i fremtiden.

Aftalernes følger

De umiddelbare konsekvenser af aftalerne er nedslående. Allerede på tidspunktet for protesterne i 2013 kunne man som sagt øjne de negative konsekvenser af USA-Colombia-aftalen, og selvom konsekvenserne af EU-aftalen endnu ikke ligger klar, er der ingen grund til at formode, at de adskiller sig radikalt fra førstnævnte. En stor del af landets bønder skal nu vælge mellem sult eller produktion af koka med kriminalitet, vold og økonomisk usikkerhed til følge.

Samtidig fortsætter overgrebene mod de aktive i fag- og bondebevægelsen ufortrødent. Nogle vil dog kunne fryde sig ved, at det er blevet lettere for vestlige og danske virksomheder at kunne tjene penge, når colombianske arbejdere med vold og trusler forhindres i at organisere sig og bønderne med samme midler fordrives fra landområder rige på naturressourcer.

Den danske støtte til EU-aftalen

Men hvordan var det egentlig, at EU og Danmark endte med at blive medunderskrivere på en sådan aftale? Allerede tidligt i forhandlingsforløbet meldte Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) og den internationale sammenslutning af fagforeninger, ITUC, der begge har den danske LO som medlemmer, sig som modstandere af aftalen. Årsagen var de horrible forhold for fagligt organiserede i Colombia. På det tidspunkt hørtest også modstand mod aftalen fra de socialdemokratiske parlamentarikeres rækker. Fra socialdemokratisk side forlød det sig, at volden i landet var så systematisk, at det ikke engang burde kunne komme i betragtning til en aftale.

»Et land som Colombia er præget af så mange overtrædelser af menneskerettigheder, at vi ikke bør belønne landet med en frihandelsaftale.« 

- Ole Christensen, MEP, Socialdemokraterne

Ikke desto mindre blev aftalen endeligt godkendt i EU-parlamentet i december 2013. Og på det tidspunkt var de danske socialdemokrater åbenbart også kommet til fornuft. Alle danske parlamentarikere, fra SF til DF stemte i sidste ende for aftalen – undtaget var Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU (og SF’s anden parlamentariker, Margrethe Auken, der udeblev fra afstemningen). Løfter om snarlige forbedringer fra den colombianske regering var nok til at lægge låg på modstanden, til trods for at omkring 90 fagforeningsfolk var blevet dræbt, i perioden fra aftalen lå færdigforhandlet i 2010, til at den var endeligt vedtaget i 2013.

Det moralske medansvar

Det kan næppe overraske, at der er opbakning til aftalen hos det politiske parnas lige fra radikale frihandelsfanatikere og til Dansk Folkeparti, der er kendte for at være notorisk indifferente over for alt, hvad der overgår arbejdere, så længe det ikke er politisk opportunt – hvad enten de er danske eller colombianske.

Det er til gengæld ikke troværdigt, at Socialdemokraterne og SF’erne skulle stole mere på løfter fra en korrupt, amerikanskdirigeret marionetregering end advarsler fagbevægelsens internationale organer. En tyrkertro på frihandlens fremskridtsdrivende velsignelser, europæiske virksomheders økonomiske interesser, partiernes interne spin eller en kombination af flere af disse har formentlig været afgørende for partiernes støtte til aftalen. Der må alt andet lige være tale om politiske prioriteringer, og med prioriteringer følger ansvar.

Et ja til aftalen er ikke nødvendigvis et direkte ja til drab på fagligt aktive, men det er et skulderklap til en colombiansk regering, der ser gennem fingrene med disse rutinemæssige henrettelser. Konklusionen må derfor være som følger:

Politikerne fra SF til DF har fornægtet den globale og colombianske arbejderbevægelse og stillet sig på den colombianske regering og de multinationales side. Med deres stemme for EU's frihandelsaftale med Colombia, er de dermed med til at legitimere de politiske drab og fængslinger, som kampen imod aftalen og for social retfærdighed i den gamle bananrepublik har kostet. Æv.

Du kan yde økonomiske bidrag til Hubert og andre politiske fangers kamp for frihed fra colombianske fængsler på politiskefanger.dk