Grøn vækst eller bæredygtig udvikling? – en begrebsafklaring

Mange forventer/håber, at den økonomiske (grønne) vækst snart kommer rigtig i gang. Men en fortsat økonomisk vækst er i længden hverken ønskelig eller mulig. Det langsigtede mål må være skabelsen af en ligevægtsøkonomi, en ægte bæredygtig udvikling. Hvornår begynder de politiske partier klart at skelne mellem vækst (det kvantitative aspekt) og udvikling (det kvalitative aspekt) af en forandring? 

Forskellen mellem vækst og udvikling

Vækst forbindes samfundsmæssigt med økonomisk vækst, der er ensbetydende med stigning i produktion og forbrug. Det er et positivt ladet ord, der ofte implicerer både noget kvantitativt og kvalitativt. Et kapitalistisk økonomisk vækstsamfund stræber på en lang række områder efter at blive større og bedre. Det modsatte af vækst — stagnation, stilstand eller tilbagegang — opfattes negativt, mens begreber som ligevægt og balance sjældent bruges som idealer for et samfund.

Udvikling har normalt en bredere betydning end vækst, nemlig som en bevægelse fra noget enkelt (måske lavere og dårligere) til noget kompliceret (måske højere og bedre). Sjældent skelnes skarpt mellem udvikling og vækst. Her vil vækst blive forstået som det kvantitative aspekt af en forandring, mens udvikling vil blive forstået som en forandrings kvalitative aspekt. Det, der vokser, bliver kvantitativt større, mens det, der udvikler sig, forbedres kvalitativt.

Økonomisk vækst opfattes af de fleste som noget naturligt, som intet fornuftigt menneske kan være modstander af. Vækst fremstilles som en generel løsning på en lang række samfundsmæssige problemer og opfattes således som den vigtigste forudsætning for bl.a. forbedring af beskæftigelse, skabelse af balance for de offentlige finanser og nedbringelse af statsgæld. Desuden synes alle grupper i det demokratiske samfund, såvel forbrugere som producenter, at ønske den. I det perspektiv er vækst i alle kapitalistiske samfund et væsentligt element i den dominerende ideologi.

Dynamisk ligevægtsøkonomi

Sondringen mellem vækst og udvikling ligger bag begrebet om en dynamisk ligevægtsøkonomi, der i 1973 blev skabt af den amerikanske økonom Herman E. Daly. Det er ikke en nulvækstøkonomi, men en økonomi med konstant beholdning af mennesker og menneskeskabte produkter (fysisk rigdom). Den opretholdes på et ønsket valgt niveau med mindst mulig gennemstrømning af stof og energi for at opretholde den valgte mængde mennesker og produkter. Det er altså et fysisk begreb, fordi det er størrelsen af energi, der først og fremmest er interessant fra en økologisk synsvinkel. En dynamisk ligevægtsøkonomi kan være en markedsøkonomi med konkurrence mellem forskellige producenter, blot fra politisk hold tilsat grænser for en fysisk materiel vækst igennem et kvotesystem for de vigtigste råstoffer. Et centralt element i en dynamisk ligevægtsøkonomi er recirkulering af stoffer, hvor den til recirkuleringen nødvendige energi hentes fra vedvarende energikilder.

Grænser for vækst

 I et ligevægtsøkonomisk perspektiv er en økonomisk vækst nødvendig i udviklingslandene, men ikke i de højtudviklede lande, fordi de menneskelige basisbehov her stort set kan tilfredsstilles gennem en bedre fordeling. Derfor vil den fortsatte vækst her hovedsagelig dække materielle luksusbehov og være erstatninger for psykiske og sociale behov. En fortsat økonomisk vækst er heller ikke i længden mulig, idet der findes fysiske grænser for økonomisk vækst. Endelig eksisterer der (inden for ligevægtsforståelsen) heller ikke nogen nødvendighed i en fortsat økonomisk vækst, hverken i markedsøkonomiens natur eller i den menneskelige natur.

Brundtland-rapporten og grøn vækst

Brundtland-rapporten Vor Fælles Fremtid fra 1987 formulerede nye grænser for den økonomiske vækst og talte om en bæredygtig udvikling, men skabte samtidig et nyt begreb om bæredygtig eller grøn vækst. Alligevel blev en 5-10 dobling af den globale produktion og økonomi anbefalet, for at 10 mia. mennesker skulle kunne overleve. Man mente ikke, at en øget økonomisk vækst i industrilandene behøvede at være til skade for miljøet. Væksten blev anset for nødvendig for at få udviklet en ny produktionsteknik, der var mindre resursekrævende og mindre forurenende. En af rapportens strategiske anbefalinger var et forslag om en halvering af industrilandenes energiforbrug samtidig med en ændret vækstkvalitet. Man så en mulighed for med afkoblet vækst at kunne producere en større mængde varer og tjenesteydelser med mindre brug af energi og råstoffer.

Grøn vækst – en effektivitetsrevolution uden en tilstrækkelighedsrevolution

I dag forsøger alle lande at klare miljøproblemerne hovedsagelig ved hjælp af tekniske løsninger. Man forsøger at mindske presset fra vækstens grænser uden at gøre noget ved problemernes bagvedliggende årsager. Det har man hidtil haft et vist held til, og det håber man at kunne fortsætte med. Det er hidtil lykkedes at lave en effektivitetsrevolution uden for alvor at skulle revidere den overordnede målsætning om fortsat økonomisk vækst, nu under sloganet en grøn eller bæredygtig vækst. Effektivitetsrevolution giver dog ikke resultater, hvis ikke den ledsages af en tilstrækkelighedsrevolution, dvs. en ny overordnet målsætning, skabelse af en ægte bæredygtig udvikling med en dynamisk ligevægtsøkonomi som fundament.

Bæredygtighedsrevolution og skabelsen af et tilstrækkelighedssamfund

I de kommende 50 til 100 år står menneskeheden foran at skulle gennemføre en bæredygtighedsrevolution på verdensplan, hvis man skal undgå omfattende økologiske katastrofer. Det er en revolutionær omvæltning af en helt anden karakter end de politiske revolutioner, som vi har set i det 20. århundrede. Dens betydning er mere vidtrækkende og kan sammenlignes med landbrugsrevolutionen for 10 000 år siden og industrirevolutionen for 200 år siden. Forskellen er, at den skal gennemføres på langt kortere tid, hvorfor den også må være langt mere bevidst. En afgørende forudsætning for, at den kan forløbe uden de store katastrofer, er, at den kraftige befolknings- og kapitalvækst bliver reduceret og sidenhen standset, og at nye internationale sociale og politiske bevægelser får udviklet forskellige elementer til en ny ligevægtsøkonomi, der bruger solens energikilder og råstoffer.

Det har ingen politiske beslutningstagere endnu rigtig erkendt. Der er således ikke mange tegn på, at den industrialiserede verden vil høre op med at vokse, eller at der vil ske en storstilet overførsel af resurser. Aldrig har forbruget i den rige verden været så stort, og aldrig har viljen til at udligne en lille smule været mindre.

Udviklingsbistanden fra de rige til de fattige lande er i dag på det laveste niveau i mere end 50 år. Hvor der 1945-95 var flere tegn på skabelse af en bedre verden, er udviklingen siden vendt. At de samlede landbrugssubsidier i de rige lande er syv gange så store som verdens totale udviklingsbistand til alle verdens ulande, viser hvor lidt der er tale om. Samlet tegner der sig et billede af forskellige former for sammenhængende fastlåst fejludvikling. Både rigdom (vedvarende høj økonomisk vækst) og fattigdom (mangel på økonomisk vækst) medfører omfattende sociale og miljømæssige problemer.

Enten vil det lykkes mennesket at foretage de nødvendige kursændringer fra et polariseret overflods- og fattigdomssamfund hen mod et tilstrækkelighedssamfund, præget af en betydelig mere ligelig fordeling og en større livskvalitet, eller også vil man opleve omfattende økologiske og samfundsmæssige sammenbrud med fødevaremangel, mangel på energi og råstoffer og et stadig usundere miljø.

Den faktiske udvikling vil formodentlig antage en mellemform, som vil afhænge af, hvorledes helt almindelige mennesker i mange samfund vil reagere, når de økologiske grænser viser sig for alvor. Regeringerne kan gøre meget for allerede nu at stimulere overgangen til en solar verdensøkonomi og muliggøre en lang række øko-eksperimenter. Hvad enten miljøgrænserne viser sig som resurseknaphed, resursekrige, naturkatastrofer, omfattende miljøforgiftninger eller teknologiske sammenbrud vil den politiske planlægningsproces sandsynligvis forme sig som en række omfattende sociale læreprocesser fra neden, hvor man nærmest famler sig frem til nye livsformer.

Hvis det sker i form af en forholdsvis langsom resurseknaphed på en række områder, vil der sikkert være gode chancer for igangsættelse af omfattende sociale fornyelsesprocesser fra neden, som man så begynde under 1970’ernes energikrise. Hvis flere kriser smelter sammen og hurtigt får storpolitiske og religiøse dimensioner, er der omvendt stor risiko for destruktive forløb med omfattende ødelæggelser. Meget vil afhænge af, hvorledes almindelige mennesker og civilsamfundet i mange lande vil engagere sig, og om det i de kommende år lykkes for de sociale og politiske bevægelser, der kæmper for en global bæredygtig udvikling, at skabe nye økonomiske og sociale organisationsformer.

For en uddybning - se min artikel i Den Store Danske Encyklopedi: Vækst - vækstsamfund og vækstideologier: http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grundvilk%C3%A5r/v%C3%A6kst_%28v%C3%A6kstsamfund_og_v%C3%A6kstideologier%29