Økonomismen som samfundets hemmelige religion

Nogle tegn på økonomismen

Det bliver stadig tydeligere for flere og flere mennesker, at kapitalismen og markedstænkningen med stormskridt æder sig ind på os og kommer til at dominere mere og mere af vores liv. Journalist Per Michael Jespersen beskrev det meget slående i en lille artikel i Politiken fornylig (”Markedet æder sig ind på vores sjæle” 29.1.2014). Salget af Dong til Goldman Sachs var blot et enkelt udtryk for en generel tendens.

Hvad er økonomismen?

Økonomisme, kan defineres som en ideologi, hvor alt i samfundet i stigende grad måles og afgøres efter en pengemålestok. Økonomiske vurderinger anses som overordnet politiske og etiske standarder og anses for at være objektive.

Det er efterhånden længe siden, at arbejdsmarkedspolitikken blev underlagt finansministeriet, social politikken blev underlagt beskæftigelsespolitikken og forskningspolitikken fik sit slogan ”Fra forskning til faktura”.  Det anses for indlysende af mange, at meningen med integrationspolitikken er at sortere mennesker, så de giver det største overskud for det danske samfund. Målet er at holde de uproduktive ude. Alle politikområders højeste mål er at bidrage til væksten og konkurrenceevnen.

Sidst er turen kommet til universiteterne, hvor det nu i forlængelse af Produktivitetskommissionens rapporter meldes ud, at meningen med en universitetsuddannelse er at få et job. Engang var målet dannelse, så blev det uddannelse og i fremtiden er målet med de højere uddannelser beskæftigelse og vækst. Det økonomiske mål er langsomt blevet mere og mere fremtrædende.

Udtryk som, at ”kvinder”, indvandrere”, ”øst-arbejdere” eller andre grupper giver ”underskud ” på statsbudgettet dukker stadig oftere op i medierne serveret som objektive økonomiske påstande.

Corydons sidste argument

 Økonomiens ”hellighed” ses hver dag i den politiske argumentation. Da Finansminister Bjarne Corydon blev presset i sin forklaring af, hvorfor han som socialdemokratisk finansminister kunne vælge Goldman Sachs sagde han, at det var bedste økonomiske valg for danske lønmodtagere. Det var en rent økonomisk kalkule, der afgjorde det. At mange så med god grund har betvivlet denne økonomiske kalkule, fik ham ikke til at tilføje andre argumenter.

 Som ansvarlig finansminister var han nødt til at gøre det! Ikke et ord om politiske prioriteringer, om sikring af dansk infrastruktur, national suverænitet eller økologisk omstilling.

Og da den ny rekonstruerede regering fremlagde sine planer, gjaldt det vækst og arbejdspladser. Alt skal ses i lyset af økonomien. Det er her man vil måles.

Økonomismen som den overordnede samfundsideologi

Det er efterhånden blevet mere og mere anerkendt af samfundsforskere og mange kommentatorer, at økonomismen er blevet den overordnede samfundsideologi i konkurrencestaten, den stat der skaber fællesskab igennem lønarbejde og vækst, hvor man i velfærdsstaten forsøgte at skabe fælleskab igennem lighed.

Økonomismen som en religion

Men er det ikke for meget at kalde økonomismen en religion? Nej, ikke når man tænker på hvad religionsbegrebet dækker over. Religion er en betegnelse for menneskets forbindelses med ”altet”, det hele, det, der tillægges den højeste mening i tilværelsen.

Den tysk-amerikanske sociolog og psykoanalytiker Erich Fromm har i en skarp analyse fanget det religiøse aspekt i den moderne kapitalismes påvirkning af vore sjæle. Han sagde, at treenigheden af ubegrænset produktion, absolut frihed og ubegrænset lykke danner kernen i en ny religion. Mennesker kan godt være religiøse, uden at de selv mener, de er det. Det bruger Fromm udtrykket hemmelig religion for. Arbejde, ejendom, profit og magt er blevet noget helligt for mange.

Ifølge Fromm vil den samfundsøkonomiske struktur, den dominerende karakterstruktur og religiøs struktur uløseligt være forbundne i alle samfund.  I dag skal man for at kunne klare sig have udviklet en forretningsmæssig karakter (som Fromm taler om), hvor man oplever sig selv som en handelsvare. Derfor gælder det først og fremmest om at blive slagbar på arbejdsmarkedet (”employable”, som man siger på engelsk) – noget elever og lærere skal tænke på lige fra folkeskolens start og hele vejen til afslutningen af universitetsstudiet.

Løgstrup og økonomismen

Men en dansk teolog som K. E. Løgstrup havde også et klart øje for den problematiske, næsten religiøse dyrkelse af vækst og økonomi, som har præget vores samfund.

 I velfærdsstatsperioden blev han af mange brugt som den store uddannelsesideolog. I et berømt foredrag om skolens formål (1981) sagde han, at skolen hovedformål hverken var at give forudsætninger for uddannelse eller færdigheder for at kunne klare sig arbejdsmæssig i samfundet. Hovedformålet var at give ”tilværelsesoplysning”, som han kaldte det.

Løgstrups kritiske brod rettede sig imidlertid ikke kun imod tendenser i uddannelsessystemet, men også mere generelt imod tendensen til at økonomien bliver samfundets mål:

”Formålet med økonomien må være, hvad der ikke har noget økonomisk formål. Meningen med økonomien må være noget, der er uøkonomisk, ellers bliver økonomien meningsløs.” (De åbne områder og de to lukkede kredsløb)

Og i forhold til tendensen at måle menneskers værdi i økonomiske tal, kom han med følgende etiske iagttagelse.

”Lader vi betydningen af et menneskes tilværelse være afhængig af dets bidrag til almenvellet, bliver foragt for de svage vejledende for organiseringen af vores samfund, hvis det endda bliver ved foragten. (…) Udelukket er det at betragte et menneskes tilværelse som et middel for et formål der er den uvedkommende.” (Kærlighed og Solidaritet)

Konkurrencestaten er for Løgstrup meningsløs og en etisk falliterklæring. Men Løgstrup er måske allerede ved at være glemt af de fleste og kun betragtes som en etisk ideolog i velfærdsstaten (Ove K. Pedersen).

Hvad gør vi?

De forudgående betragtninger skal kun tjene til at give et perspektiv på, hvor omfattende økonomismen præger ikke alene vort samfundsliv, men hele vort liv for at vise, at kampen imod økonomismen ikke blot er en partipolitisk kamp mellem højre og venstre, men en meget bredere kulturkamp.

 Hvem er fjenden? Han findes delvist i os alle. Vi er mere eller mindre alle inficeret af økonomismen! Men nogle meget mere end andre. Men at tale om klasser i den henseende hjælper meget lidt. At mellem 80 og 90 % af befolkningen modsatte sig salget af Dong til Goldman Sachs viser et potentiale i kampen imod økonomismen. Det er kun nogle få procent af befolkningen, som virkelig styrer kapitalismen. Occupy Wall Street havde en væsentlig pointe i sloganet: ”We are the 99%".

Et andet vigtigt spørgsmål som melder sig: Hvad hedder en ny alternativ dominerende samfundsideologi? Socialisme og/eller en humanistisk-økologisk bæredygtighedsideologi? Hvem sætter sig i front for en sådan – kulturelt og politisk i fremtiden?

Erich Fromm: At have eller være. Gad. København 1982.

K. E. Løgstrup: De åbne områder og de to lukkede kredsløb. Villy Sørensen (red.): Midler uden mål. Spektrum.1971.

K.E. Løgstrup: Kærlighed og Solidaritet. Gyldendal 1987.