Så sprang konkurrencestats-teoretikeren ud som rigtig ideolog!

Tre kronikker om konkurrencestaten

Professor Ove Kaj Pedersen (OKP) som især er blevet kendt for bogen om ”Konkurrencestaten” (2011) har i den sidste måned skrevet tre kronikker, som er værd at læse, hvis man vil forstå teorien og ideologien omkring konkurrencestaten. 

Det var to kronikker i Politiken (den 15.1. og den 20.1.). Den første hed ”Menneskets frihed i markedet gennem arbejdet” se http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2511800/menneskets-frihed-i-markedet-gennem-arbejde/ og den anden ”Menneskets frihed i markedet gennem fællesskab se http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2516557/menneskets-frihed-i-markedet-gennem-faellesskab/ Umiddelbart herefter fulgte så en kronik i Information (den 21.1.) : ”Fra konkurrencestat til konkurrencesamfund” se http://www.information.dk/521993

Ikke normativ – men pragmatisk

Der er ingen tvivl om, at OKP har lavet en spændende og skarpsindig videnskabelig analyse af, hvorledes den klassiske velfærdsstat er blevet ændret til en konkurrencestat.  Han har tidligere sagt, at han er videnskabsmand, og at han ikke tager stilling til om konkurrencestaten er god eller dårlig i normativ forstand. Han siger selv, at han vælger ikke at være normativ, men derimod at ”være pragmatisk og baserer sin vurdering på en accept af, at konkurrencen er kommet for at blive” (s. 276).

OKP som klar ideolog

I de tre kronikker springer han imidlertid klart ud som ideolog. Han afviser kritik af konkurrencestaten, og svinger sig op til at sige, at ”historien kender vel intet større og mere kollektivt oplysningsprojekt end netop velfærdsstaten og konkurrencestaten”. Konkret priser han ambitionen om, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, at flere med handicap skal have egen bolig og søge arbejde, og at færre skal på permanent overførsel med det retoriske spørgsmål: ”Så hvad er problemet?” Samtidig påpeger han, at den sociale lighed er blandt de højeste i verden, middellevetiden stigende, kompetenceniveauet øget, den sociale mobilitet den største og den offentlige sektor mere effektiv, og slutter igen med det retoriske spørgsmål: Min sjæl, hvad mere kan man forlange?” Den danske konkurrencestat er for OKP et ideelt samfund, selvom man selvfølgelig altid kan ønske sig småforbedringer.

Hvorledes arbejder en ideolog?

I de tre kronikker viser OKP eksemplarisk, hvorledes en politisk ideolog arbejder. Hvad er en ideologi? Det er en mere eller mindre systematisk samling af forestillinger både om, hvordan verden ser ud og bør se ud. Al politisk magt må retfærdiggøres af en form for ideologi, og det OKP gør i disse tre kronikker er at retfærdigøre den danske konkurrencestat. Det er klargørende og befriende, at han så åbent vedkender sig dette ærinde.

Hvad er det ideologier kan og gør? Politisk magt, særinteresser og ulighed eksisterer bedst ved at være skjult af ideale forestillinger om varetagelse af almeninteresser og eksistensen af balance og lighed i samfundet. Og det er præcis det, ideologier gør. De kan retfærdiggøre og kan mobilisere støtte til magthavere, fordi de skjuler virkelighedens magt, særinteresser og ulighed.

Her vil jeg fremdrage nogle eksempler på, hvorledes OKP ved sin begrebsanvendelse får det til at se ud som om, vi lever i en ideal verden med frihed, lighed og balance, hvor virkelighedens tvang, ulighed og ubalance retoucheres væk.

Arbejdspligt, arbejdsfrihed og arbejdstvang – idealer og realiteter

En af OKP’s væsentligste pointer i hans bog om ”Markedsstaten” (2014) er, at der skete en vældig befrielse, da de besiddelsesløse blev til arbejdstagere i takt med kapitalismens udbredelse, fordi de så blev udstyret med friheden til at råde over deres egen arbejdskraft. Denne udvikling beskriver OKP som en udvikling fra ”arbejdspligt til arbejdsfrihed”. Ifølge OKP skal denne arbejdsfrihed ses i sammenhæng med den simple arbejdspligt for alle besiddelsesløse, som har eksisteret fra 1500-tallet.

Det er fuldstændig, rigtig som OKP skriver, at skabelsen af kapitalismen betyder at lønarbejderne får en frihed til at sælge deres arbejdskraft. Men hvad OKP ikke fortæller er, at det samtidig for de besiddelsesløse indeholder en tvang til at sælge sin arbejdskraft, tvang til lønarbejde og at der i kapitalistiske samfund altid eksister en vis arbejdsløshed, hvilket betyder at arbejdsfriheden ikke gælder alle.

Senere siger OKP, at vort demokrati er kendetegnet ved den samtidige eksistens af økonomiske friheder og politiske friheder, og han spørger: ”Vil nogen finde det muligt at have politiske friheder uden økonomiske? Og kan nogen forestille sig et individ, der er underkastet arbejdstvang, men alligevel har politiske friheder. Jeg tror det ikke.”

Det er tyk ideologi! Hvilket samfund befinder OKP sig i?  Her får man indtrykket af, at de økonomiske og de politiske friheder i vort samfund matcher hinanden. Man ved at politiske friheder bl.a. indeholder lige politiske rettigheder for alle borgere. Men har alle borgere reelt de samme økonomiske friheder? Er det friheden til og garantien for at kunne sælge sin arbejdskraft eller er det den frihed en garanteret eksistenssikring indeholder?

Der findes mange mennesker i dagens samfund der er underkastet arbejdstvang selvom de har de politiske friheder. For det første findes der den generelle tvang til lønarbejde, for det andet tvangen til at tage et nyttejob, hvis man er på kontanthjælp.

Siden 1990 har en fjerdel af arbejdsstyrken i den arbejdsdygtige alder været uden for arbejdsmarkedet på offentlig forsørgelse. Samtidig har vi et voksende antal lønarbejdere med stor arbejdsløshed uden for a-kassesystemet. Hvilken frihed har de?

Den danske model og Grundlovens paragraf 75

Et andet sted, tegner OKP et ideologisk billede af den danske model: ”Den danske model består i trekanten mellem pligt (arbejdspligt), ret (arbejdsfrihed) og beskyttelse (offentlig forsørgelse)”.

I den forbindelse gør han grundlovens par. 75 stk. 1 og 2. central for forståelsen af den danske velfærdsstat og dens kombination af individ og fælleskab.

Ifølge OKP fastlægger grundloven nemlig, ”at lovgiverne har ansvar for at skabe muligheder for selvforsørgelse, at den enkelte har ansvar for at gribe disse; og at fælleskabet har ansvar for at forsørge dem som ikke kan”.

Man må imidlertid stille spørgsmålstegn ved, om OKP har den rette forståelse af den danske models ”trekant” og af grundlovens ord.

Arbejdspligten står over retten til arbejde

I OKP’s fremstilling ser det ud til at de tre led i trekanten er afbalanceret. Det er rigtigt, at grundlovens par. 75 stik 1. siger, at ” Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig har mulighed for arbejde på vilkår der betrygger hans tilværelse”. OKP siger, at det offentlige har ansvar for at skabe selvforsørgelsesmuligheder.

Men det er en hensigtserklæring, der ikke giver den enkelte borger ret til et arbejde.  Borgerens (arbejderens) ret (arbejdsfrihed) er altså ikke særlig stærk.

I stk. 2, hedder det så, at ”Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder”.

Heri ligger en pligt til selvforsørgelse, som borgeren ifølge OKP har ansvar for at gribe. Her er borgeren (arbejderen) meget konkret underkastet en arbejdspligt eller arbejdstvang (arbejde for kontanthjælpen eller underlagt en rådighedspligt i a-kassesystemet).

Der eksisterer altså en klar uligevægt i de to parters ansvar.  Pligten er meget klar og konkret – retten er helt diffus!

Selvforsørgelsen - et ideologisk gummibegreb

OKP skriver som om grundlovens begreb om selvforsørgelse, som kom ind i den første grundlov i 1849, er en fast størrelse.

Den tidligere departementschef Erik Ib Schmidt kaldte engang grundlovens bestemmelse om selvforsørgelse en rigtig ”gummiparagraf”, der langsomt er blevet tømt for indhold med hensyn til forpligtelsen til selvforsørgelse af ”sig og sine”.

De første mange år i det 19. århundrede blev den forstået og fortolket således, at man var forpligtet til at forsørge sine forældre og sine børn. Da vi fik en almindelig alderdomsforsørgelse bortfaldt forpligtelsen overfor forældrene, og i det 20. århundrede er forpligtelsen til fuldt ud at forsørge sine børn langsomt blevet udhulet i takt med udbygningen af hele den offentlige børnepasning.

Bogstaveligt taget (set fra 1849-perspektiv) har denne udvikling jo været i modstrid med grundlovens bestemmelse om selvforsørgelse af ”sig og sine”! Alligevel har man fastholdt formuleringen!

Det splittede arbejdsmarked og prekariatet

På trods af OKP’s ideologiske legitimering af det danske samfunds grundprincipper og institutionelle struktur, er han i kronikken i Information ikke uden fornemmelsen af at en ny klassedeling mellem lønarbejderne er under udvikling, og som kan true den danske konkurrencestat.  Den er kløften mellem dem” der har fået gode uddannelser, haft permanent tilknytning til arbejdsmarkedet og har arbejdet under overenskomster, og dem, der blev ufaglærte, fik løs tilknytning til arbejdsmarkedet og ikke fik samme beskyttelse.”

OKP svinger sig op til at benævne den danske konkurrencestat som værende en solidarisk konkurrencestat, fordi man i Danmark har formået at reformere den offentlige sektor, fastholdt skattefinansieringen og den universelle tilgang til velfærdsgoder. Det står i modsætning til den tyske konkurrencestat som benævnes som en splittet konkurrencestat, fordi der her er et skarpt skel mellem lønarbejdere med overenskomst og dem uden.

OKP antyder, at vi bevæger os imod en splittet konkurrencestat, hvis splittelsen mellem dem inden for og uden for overenskomstsystemet ikke overvindes i fremtiden. Gruppen uden for fagforeningerne og overenskomstsystemet kalder den engelske arbejdsmarkedsforsker Guy Standing for prekariatet, og deres problemer kommer OKP ikke med nogen forslag til løsninger på.

Nye rammevilkår for arbejdsmarkedet med en ubetinget basisindkomst

Hvis man skal løse denne splittelse, må der laves nogle nye rammevilkår for arbejdsmarkedet, således at alle får muligheden for at komme ind på markedet.  For at alle kan få en lige frihed til at fungere på markedet må alle løbende gives lige startbetingelser ligesom i Matador-spillet.  Det vil ske, hvis alle fik ret til en ubetinget basisindkomst, således som også Guy Standing foreslår.

Det vil kræve en nyfortolkning af grundloven. Men i betragtning af, hvorledes nødvendigheden af en stigende offentlig forsørgelse langsomt er blevet accepteret, skulle det vel ikke være umuligt. I fremtiden bør man fortolke grundloven således, at alle har ret til en grundlæggende offentlig forsørgelse (en ubetinget basisindkomst).  På arbejdsmarkedet vil stadig gælde et princip om fortjeneste og selvforsørgelse, hvor man belønnes efter markedets behov, og efter hvad man yder for samfundet. Derudover bør et behovsprincip være gældende. Alle med særlige behov (f.eks. handicap) skulle have ret til at få dækket deres særlige behov.

En ubetinget basisindkomst vil sikre alle en reel arbejdsfrihed og ikke OKP’s arbejdsfrihed, som kun er for en begrænset gruppe og som også indeholder en lønarbejdstvang.  Den reelle arbejdsfrihed vil nemlig være en frihed til både at gå ind på arbejdsmarkedet og tage et lønarbejde og friheden til at gå ud af arbejdsmarkedet for at påtage sig et arbejde i familien eller det civile samfund.