Er elev- og studenterbevægelsen gal?

Jeg sidder og ser virkelig mange begejstrede opslag om uddannelsesdemonstrationer i på de sociale medier i dag. Selv skulle jeg arbejde så jeg kunne desværre ikke komme. Det ser dog flot, stort, velargumenteret og tjekket ud. Både i pressen og på de uttallige demoselfies der florerer på mine feeds her til aften.

Men jeg forstår ikke helt den overdrevne begejstring fra alle mine kammerater. Eller jeg har svært ved at forstå hvorfor dagens markering bliver hyldet som en sejr eller et vendepunkt.

Er det antallet af demonstranter der imponerer? Vi har være lige så mange før og nogengange flere. Siden VKO regeringen kom til magten i 2001 har tocifrede tusinder elever og studerende været på gaden mindst hvert andet år. Nogle gange titusind flere. Nogen gange titusind færre. Men overordnet har det samme ritual gentaget sig.

Er folk begejstrede fordi man er nået ind til magthaverne? Har politikerne kommet med indrømmelser eller lovet at ændre kurs? Så vidt jeg kan forstå på pressen påstår vores hygge-fundamentalistiske uddanelses-minister at vi har misforstået det hele og slet ikke har nogen grund til at være på gaden.

Blev der holdt nogle taler der lovede at gøre noget konkret eller foreslog en måde at eskalere kampen i tilfælde af politikerne for gud ved hvilken gang ignorerer os eller snakker udenom? 

Skete der noget til demonstrationen der antyder at samfundet for alvor skifter kurs på uddannelsesområdet? At de sidste 14 års kamp imod konstante angreb på vores uddannelser snart er ved at være vundet? At vi får et uddannelsessystem hvor alle har lige muligheder? Hvor det ikke afhænger af hvem der har rige eller veluddannede forældre eller hvem der er heldig og slipper igennem nåleøjet til eksamensbeviser og praktikpladser? Hvor vi ikke længere skal frygte for vores fremtidige levebrød eller døje med stress og angst hvis vi bliver syge eller bare har en dårlig dag?

Med andre ord. Skete der noget der ikke sket hvert andet år eller oftere de sidste 14 år?

Og hvis vi gør det samme som vi har gjort så mange gange før. Kan vi så forvente et andet resultat denne gang?

Det er virkelig godt og vigtigt at samle så bredt repræsenteret en bevægelse. Det er fedt at vise vi er mange og at vi kan sige fra sammen. Jeg har intet imod demonstrationen eller nogen af de kammerater der har lagt tid og energi i at få den til at ske.

Men dagens demonstration KAN ikke være en sejr i sig selv. Ikke før vi gør noget politikerne og magthaverne ikke kan ignorere længere.

Der bliver nød til at ske noget mere end flotte demonstrationer. Vi bliver nød til at blive en trussel imod deres levebrød i stedet for høfligt at beklage os når de stjæler vores.

Jeg ved ikke hvad den perfekte strategi er. Jeg er ikke studerende længere så jeg kunne egentlig også være ligeglad. Jeg håber dog det er noget elev- og studenterbevægelsen vil tænke over de kommende dage.

Det er definitionen på galskab at blive ved med at gøre det samme og forvente at nyt resultat. Ord der ikke følges op af handling er meningsløse og uden værdi.