Annonce

21. maj 2015 - 18:52

At leve af et samfunds frygt

Om Chris Holmsted Larsens frygtskabende adfærd i medierne og hvad der egentlig definerer en "sellout".

Da jeg i et blogindlæg fra 2012 kaldte ekstremismeforsker Chris Holmsted Larsen for en ”sellout” fik jeg fluks en reprimande fra et medlem modkrafts redaktion. Den tone var ikke passende overfor politiske kammerater eller folk jeg er på fløj med. Problemet er at hvis Chris Holmsted Larsen nogensinde har været venstreorienteret så ved jeg ikke om ordet ”sellout” overhovedet er slemt nok til at beskrive hans adfærd i dag.

Definitionen på en sellout må være en person der går på kompromis af sine holdninger til fordel for egen vinding eller for profit. Hvis man som tidligere venstreorienteret i dag tjener penge på lyve om venstrefløjen (eller en del af den) i et forsøg på at skade den må man altså være en Sellout. Dette lader sjovt nok til at være Chris Holmsted Larsens ypperste projekt i medierne p.t.

En ny antifascistisk disciplin

Baggrunden er den uro og ballade der har omgærdet de lille sammenrend af højrefløjsfolk, racister og nazister der hver mandag forsøger at demonstrere under overskriften "For Frihed" herefter kaldt PEGIDA. De sidste fire mandage har været ret nyskabende på den antifascistiske scene i København. En utroligt disciplineret masseaktivistisk protestform har forsøgt at spolere og blokere demonstrationerne.

Det nye består i at disse blokader opretholder en ikkevoldelig linie der er imponerende konsekvent. Jeg definerer i dette tilfælde ikkevold som ingen tilsigtet personskade. Der har været masser af vold men det har været politivold i forbindelse med at PEGIDAs rute skulle ryddes for aktivister. Det eneste antifascisterne har gjort er at stille og sætte sig i vejen for PEGIDA og at have nærmet sig dem imens der blev råbt modslagord.

Den ikke voldelige linie kan understreges af at tre af de fire mandage har politiet end ikke giddet tage deres hjælme på. Som garvet demonstrant ved man at der skal meget lidt til før politiet tager dem på. Den sidste mandag tog de dem på efter der blev kastet et par vandballoner efter PEGIDA.

Politiet er klart pressede og det er ikke sjovt at være PEGIDA demonstrant for tiden. Aktivisterne har helt klart været dygtige, ulydige og konfrontative i deres adfærd. Men volden (forstået som ting der kan gøre ondt eller fysisk skade) fra de antifascistiske aktivister har altså været fraværende eller i hvert fald minimal sammenlignet med tidligere tider.

Mere venstreradikal vold?

Alligevel mener Chris Holmsted Larsen blokaderne er et tegn på at der er en stigning i venstreradikal vold. Jeg vil mene at det er en stærk evidens for at omvendte modsatte lader til at være tilfældet. Det eneste nye ved protesterne er hvor vellykkede og ikkevoldelige de har været. Trods massiv politivold har PEGIDA været omringet af moddemonstranter fra start til slut og ofte har de været nød til holde pauser. Første mandag lykkedes det endda antifascisterne helt at stoppe PEGIDAs demonstration efter få hundrede meter. Strategisk ikkevold der virker er relativt nyt som venstreradikal/antifascistisk strategi.

Normal antifascistisk vold

Vi skal ikke længere tilbage end et år tilbage for at se en helt anden antifascistisk aktionsform. D. 10. maj 2014 blev en demonstration arrangeret af Danmarks National Front (DNF) løbet over af ende millitante antifascister og adskillige gange blev nazisterne overfaldet ligesom man brød igennem politikæder med en klar trussel om vold.

Hvis der virkelig kommer ”mere og mere” vold fra venstreorienterede antifascister kan man undre sig over hvorfor antifascisterne ikke bare gør det samme med PEGIDA som de gjorde for et år siden?

Den afgørende forskel er nok at PEGIDA er et forsøg på at starte et nyt projekt på den radikale højrefløj der prøver at samle bredt hvorimod Danmarks Nationale Front er en voldsforherligende nynazistisk gruppe. Man risikerer altså at ramme nogen der bare er ”nysgerrige” højrefløjsere der ikke selv praksiserer vold hvis man kaster flasker efter PEGIDA i modsætning til DNF. Der har dog ofte været voldelige nazister og racister til stede ved PEGIDA arrangementerne og man kan undre sig over hvorfor de ikke bliver overfaldet?

I 2012 f.eks. dukkede nogle kendte nynazister op ved et debatmøde med Morten Messerschmidt på Nørrebro og blev overfaldet af en større forsamling antifascister umiddelbart efter mødet. Altså i en situation der ligner PEGIDAs mandagsdemonstrationer hvor der også altid er en håndfuld nazister tilstede.

Vold mod PEGIDA lignede grupperinger

Det mest pegidalignende initiativ på den danske højrefløj er nok Stop Islamiseringen Af Danmark (SIAD). Da de forsøgte at demonstrere i København i oktober 2007 blev deres talsmand Anders Gravers overfaldet med jernrør (!). I 2006 husker jeg også at han blev overfaldet og måtte på hospitalet efter deltagelse i et møde i København. Denne skæbne er (heldigvis) stadig ikke overgået Nicolai Sennels.

Historisk blindhed

Når Chris Holmsted Larsen påstår at der er mere vold fra venstrefløjens antifascister kan han tilsyneladende ikke researche særligt langt tilbage. Hvis vi ser overordnet historisk på antifascistisk personrettet vold toppede den nok i 2001 med et knivoverfald på en nazist der havde forsøgt at sende brevbomber mod venstreorienterede. Siden da er der været en del udsving afhængige af hvordan venstreradikale og højreradikale bevægelser konkret har udviklet sig, men lige nu lader vi altså til at være i en historisk god periode hvad angår antifascistisk vold.

Man kan altså undre sig over hvorfor Chris Holmsted Larsen påstår det modsatte i pressen? Med sin fortid som venstreorienteret er han den eneste deltager i regeringens politisk bestilte ekstremismeforskning der kan påstå at have nogen som helst insiderviden om venstrefløjen.  Det er hans primære eksistensberettigelse i regeringens ekstremismeforskning. Hvis han pludselig konkluderede at den radikale venstrefløj var mindre voldelig eller mindre farlig ville hans forskning miste sin politiske eksistensberettigelse.

Godt betalt forskning

Sjovt nok fik han 120.000 kroner for den første ekstremismerapport han lavede over en periode på ca tre måneder. Der findes naturligvis meget bedre og mere videnskabelig redelig forskning om både den radikale venstrefløj og højrefløj. Meget af den begået forskere der selv anerkender deres politiske og teoretiske tilhørsforhold. Men ingen af dem har lyst til at gå så meget på kompromis med sandheden og forskningsværdien som Chris Holmsted Larsen og jeg tror de færreste bliver så godt betalt.

Alt i alt mener jeg sellout er en meget fair beskrivelse.

Annonce