Staten som herskende klasse

I den moderne kapitalismes epoke kan staten betragtes ud fra to perspektiver. Først og fremmest har den moderne stat været afgørende for udviklingen af det kapitalistiske verdenssystem. Staten betragtes i dette perspektiv ud fra dets funktion i udviklingen af kapitalismen. Statens funktion er i dette perspektiv at sikre en vis stabilitet i det kapitalistiske system. Staten er ikke et rent instrument for kapitalen, men besidder nærmere en central funktion i det kapitalistiske system, således dette system fungerer så effektivt som muligt. Det indebærer udviklingen af stadig nye muligheder for at udbytte arbejderklassen, sikringen af økonomisk stabilitet gennem krisehåndtering, men også en sikring af politisk og social stabilitet gennem forskellige former for politiske og ideologiske kontrolmekanismer, f.eks. de ideologiske statsapparater. Dette har været tilfældet igennem hele kapitalismens historie, hvor staten i forskellige former har sikret social og politisk ro gennem enten direkte magt, ideologiske institutioner, velfærd eller krisehåndtering, ligesom at staten har sikret kapitalen adgang til stadig nye markeder gennem imperialistiske krige.

Under den neoliberale epoke i dag spiller staten i høj grad en sådan rolle. Kapitalen udbytter i dag ikke bare arbejdskraften i et bestemt antal timer om dagen. Kapitalen har globaliseret alle livsområder i forsøget på at finde stadig nye måder at udbytte befolkningerne på. Produktionen i dag er derfor ikke bare produktion af materielle varer, men ligeledes produktionen af sociale relationer, viden, affekter, information, symboler, sprog etc. Kapitalismen har aldrig været mere total end i dag. Staten spiller i dag en afgørende rolle for kapitalens udbytning af den sociale produktion. Det samfundet producerer, bliver styret, administreret og kontrolleret af staten og udbyttet af kapitalen. De såkaldte ”folkevalgte” er reduceret til en samling rådgivere, der kan diskutere, hvordan denne udbytning bedst administreres: hvilke områder skal vi ”satse” på? Hvor meget skal der reguleres på skatter og afgifter? Hvordan skal universiteterne indrettes, så de bedst tjener ”samfundet” (kapitalen)? Etc.

Staten kan dog også betragtes ud fra et andet perspektiv, nemlig som en herskende klasse i sig selv. I denne optik indtager staten ikke blot en funktion i det kapitalistiske system eller en rolle som et instrument. Staten udvikler sig selv til en herskende klasse med egne dynamikker, og vigtigst af alt, med egne partikulære og særegne interesser. Staten har en egen partikulær interesse i at opretholde sig selv, sine fordele, privilegier og magt. Indenfor staten udvikles der en bureaukratisk, militær og politisk elite der har den faktiske kontrol med staten, og som er de konkrete agenter i den videre samfundsmæssige kontekst og kamp med andre eliter, grupper og klasser.

Marx kritiserede allerede i sine ungdomsskrifter den opfattelse, at staten skulle være en neutral og universel størrelse, en ophæver af klasseforskelle og sikrer af en vis form for frihed. Staten er ifølge Marx en abstraktion, en politisk form for fremmedgørelse, en ”snyltende” maskine med egne partikulære interesser. Den moderne stat er ikke et udtryk for en fælles vilje og en fælles interesse. Den moderne stat er derimod udskillelsen af en separat politisk sfære, der producerer en politisk herskende klasse med egne interesser, der står overfor resten af befolkningen, som den forsøger at regere over. Det er en form for ”himmel” på jord, der effektiv eksproprierer befolkningernes egentlige sociale magt i en politisk magt, der står som en fremmed ”udvækst” overfor dem. Den moderne kapitalisme og den moderne stat har været forudsætningen for hinanden. En vis adskillelse af den sociale og økonomiske sfære fra den politiske sfære har været central i udviklingen af det kapitalistiske verdenssystem, en adskillelse gennem hvilken den moderne stat har præsenteret sig selv som en neutral forsikrer af frihed, men som i virkeligheden blot er en herskende klasse med egne partikulære interesser. Marx pointerer, at den moderne stat, trods alle politiske ”rettigheder”, ikke er i stand til at ophæve de sociale klasseskel. Faktisk understøtter den moderne stat disse klasseskel. Ikke nok med at staten effektiv sikrer og dækker over den fortsatte eksistens af klasseskel i den videre sociale og økonomiske sfære, så skaber den også nye klasseskel, i og med at den etablerer sig selv som herskende klasse med egne særegne interesser.

I det moderne kapitalistiske verdenssystem har staten altså haft to roller, som dog ikke udelukker hinanden. Dels som en funktion i det kapitalistiske verdenssystem, der sikrer en vis økonomisk, politisk og social stabilitet til fordel for kapitalen, og dels som en herskende klasse i sig selv. Faktisk er det muligt at betragte det således, at kun for så vidt den moderne stat har udviklet sig som en herskende klasse i sig selv, har den effektivt kunne indtage en funktion i det kapitalistiske verdenssystem. Som konsekvens falder den politiske og den økonomiske elites interesser sammen. Dette er i dag mere end nogensinde tilfældet. Situationen i dag er præget af en stadig globaliserende kapitalisme, der underlægger sig stadig flere af livets områder, udviklingen af magtfulde lokale og internationale teknokratisk-politisk eliter, opløsningen af de demokratiske masseorganisationer, udviklingen af de politiske partier til statsfinansierede dele af statsapparatet og dermed den politiske elites vælgerforeninger, som sættes i bevægelse når de passive borgerne engang i mellem får lov at stemme til de stramt kontrollerede forestillinger vi kalder ”valg”. Det er en situation, der er præget af krise. Der er ikke bare tale om en økonomisk krise, men en videre social og politisk krise i kapitalismen og det repræsentative system. Et system som befolkningerne verden over har rejst sig i protest og direkte opstand imod. Enhver tale om den offentlige sektor eller staten som en ”demokratisk” eller ”potentielt demokratisk” sektor eller staten som et slags ”instrument”, der kan bruges imod kapitalen, befinder sig derfor så langt fra den nuværende historiske situation som muligt.

 De politiske konsekvenser for et venstreorienteret frigørelsesprojekt af ovenstående beskrivelse af den moderne stats dobbeltkarakter må altså være, at staten ikke kan betragtes som et middel til frigørelse, men derimod som en forhindring herfor. Venstreorienteret politik handler ligeså lidt om at udvide staten, som den handler om at udvide markedet. Derimod må en antikapitalistisk politik også altid være en antistatslig politik.