Annonce

4. marts 2015 - 13:40

Løkkes røde tud er ikke sjov

En øl i hånden og en rød næse, sådan ser vi ofte Lars Løkke protrateret på mediernes satiresider. I går langede ekstrabladet ud efter Løkkes drukvaner og fortalte om det store alkoholforbrug på den tidligere statsministers flyrejser[1].
Det bliver fremstillet som sjovt, grinagtigt og er en måde at tage autoriteten fra manden. Men det er faktisk alvorligt.

Der er sådan en "høhø-ja-han-drikker-da-vist-også-lidt-for-meget"-stemning omkring dækningen af Løkkes alkoholforbrug. Realiteten er bare, at man som læser ikke kan lade være med at tænke, at en mand, der ikke kan lade være med at drikke i arbejdstiden, har et problem. Alligevel bliver det fremstillet som noget sjovt.  Men alkoholmisbrug er ikke noget at spøge med.
Medierne fremstiller det enten som om Lars Løkke har et alkoholmisbrug og gør grin med det - ellers har han faktisk et misbrug, og så er det det, de gør grin med. Uanset hvad er det ikke okay. Alkoholmisbrug er et alvorligt problem. Sundhedsstyrelsen anslår at ca. 122.000 børn i Danmark vokser op i en familie med et alkoholproblem.

Vold, seksuelt misbrug og selvmordstrusler er hverdag for alt mange af de børn og unge, der vokser op med forældre, der drikker eller tager stoffer. Det viser de seneste tal fra organisationen TUBA[2], der er en rådgivningsorganisation for unge, der er vokset op i misbrugshjem. De har spurgt 1399 unge fra misbrugsfamilier om deres opvækstvilkår i undersøgelsen.

Da jeg gik i folkeskole oplevede jeg, hvordan klassekammerater, venner og veninders barndom blev påvirket af deres forældres alkoholmisbrug.  Lugten af fastbrændt kylling på en pande blandet med stanken fra flere dages åbnede flasker med hvidvin og en sød dunst af bræk. Det er et af mine tydeligste minder fra min venindes hjem. Hendes mor lå på sengen, der stod i stuen. "Det var det jeg sagde. Vi skulle ikke være taget hjem til mig" sagde min veninde vredt til mig, mens vi gik ud i køkkenet og vaskede en pande af og stegte et par pølser til frokost.

Skam, utryghed, sorg og svigt er hverdagen for børn i familier med alkoholmisbrug.

De børn fra min skole, der voksede op i hjem med alkoholmisbrug er idag unge voksne som jeg selv. Nogen af dem har med besvær efterhånden fået kæmpet sig til en ungdomsuddannelse, men en del af dem har ikke. Og videregående uddannelser har de ikke i sigte. Kvikke børns resurser gik til spilde, og deres mulighed for succes blev begrænset, fordi nogle voksne ikke kunne styre deres brandert.

Mine forældre drak ikke, men i følge sundhedstyrelsen har 1/3 af danskerne et menneske med et alkoholproblem i familien – enten i kernefamilien eller blandt andre familiemedlemmer. Dem er jeg en af, og det er mange af jer, der læser med her også.

Alkoholmisbrug ødelægger familier, skaber splid, smadre børns chancer og at vokse op med alkoholmisbrug i familien påvirker børn langt ind i deres voksenliv. Alkoholmisbrug er ikke for sjov. Det er ikke fair at tage de forfærdeligheder børn vokser op med og gøre dem til satire på bagsiden af en avis, for at tage autoriteten fra en statsministerkandidat. Det er ikke sjovt for hans børn, hvis han faktisk har et alkoholmisbrug og det er forkert at forsøge at gøre misbrug til noget grinagtigt og underholdene. Det er ikke en okay måde medierne håndterer Lars Løkke på.

Annonce