DF og Enhedslistens strategi

Lad mig sige det med det samme. Sikke et lortevalg, og så alligevel. Analyseres valget rigtigt og handles der tilsvarende, så er der faktisk store muligheder forude.

Efter valget flød Facebook og diverse kommentarspor over med hadske udfald mod DF, danskere, sønderjyder og andet godtfolk. Danskerne og DF’s vælgere var racister kunne man forstå, men i de seneste dage er et andet og måske mere korrekt billede begyndt at tone frem.

Nemlig hvor enormt meget udkantsproblematikker spiller i valgets geografiske forskelle, og for egen regning kan jeg tilføje selve fremmedgørelsen overfor den politiske kaste. Det vender jeg tilbage til.

Udkantsproblemerne burde ikke være ukendte, selvom de fylder utroligt lidt på venstrefløjen. Hovedstaden sidder på flæsket ift. statsjob, og for hver gang en sønderjyde betaler statskat, så ryger den videre til jobs i Københavnsområdet med deraf følgende kommuneskatter i Storkøbenhavn. Og bloktilskuddene den anden vej forslår slet ikke som kompensation.

Strukturreformen med alle dens kommunesammenlægninger har betydet en enorm centralisering, skoler lukkes, rådhuse er væk, politiet ligeså, sygehuse lukker, industrijobbene flytter til Kina. Boligerne kan ikke sælges, da det er næsten umuligt at få lån i de landsdele, Og skulle det endelig lykkes at sælge, så kan man ikke flytte efter et job i Trekanten, Århus eller Hovedstaden, hvor boligpriserne er tårnhøje sammenlignet med, hvad man fik for sit sønderjyske hus.

Kontanthjælpsreform, dagpengereform osv. har yderligere forarmet disse områder forholdsmæssigt værst, da arbejdsløsheden er større og jobbene væk.  Det betyder færre skatter, højere kommunale udgifter, butiksdød, you name it!

Alt dette burde ikke være ukendt.

Når man samtidig så lægger en enorm lede ved, at politikerne taler ned til disse mennesker med deres ”det skal betale sig at arbejde” og bla bla. Og hele New Public Managementtankegangen, hvor man igen og igen får at vide, at den centralisering og medfølgende forringelser, skolelukninger osv. skam er nødvendigt, effektivt, godt (?), ja så tro pokker, at man ikke gider mere. Man gider ikke den ensartede grød, som politikerne udgør

De ting, som jeg har læst efter valget, og de snakke, som jeg har haft med folk, interviews jeg har set osv. bestyrker mig i, at det ikke nødvendigvis har en skid med udlændinge at gøre. De er med i pakken, men dybest set er det en utryghed, et opråb efter noget andet, en sætten foden ned overfor den udvikling, som undergraver hele ens livsgrundlag i det nære samfund.

Og her spiller udlændinge da sikkert også ind, som udtryk for en utryghed. Men næppe en regulær racisme for det store flertals vedkommende. Nok mere som et udtryk for, at man er bange for, hvordan noget som oplevedes godt pludseligt kan undergraves så meget, og her er udlændinge ikke alene. EU spiller bestemt også meget ind for disse mennesker, hvilket DF også dygtigt forstår at slå mønt på.

Det er det (ikke blot de) fremmede, som man siger fra overfor. Det er de fremmedgørende reformer og politikere fra København, det er EU, det er globaliseringen med dens jobvandring ud af landet og sociale dumping og udlændinge ind i landet. Det er trygheden, der forsvinder. Og man søger (med rette) en udefrakommende årsag.

Det fatter vi ikke på venstrefløjen, selvom vi måske langt hen ad vejen nok har de rigtige politikker! Vi har været imod reformerne, vi var imod kommunalreformen, skolelukninger, vi er imod EU osv. Men vi formår ikke at kommunikere det, for vi har ikke svarene på, hvad der skal ske, vi forstår ikke frygten i vores røde ghettoer, og vi taler derfor heller ikke til eller med dem.

Bevares, ingen er i tvivl, at vi er imod dagpengereformen og de andre, men jeg har ikke som mere end almindelig nyhedsforbrugende dansker oplevet, at EL i valgkampen har sat en dagsorden, som skiller sig ud overfor disse problemer.

Tvært imod er mit indtryk med et dybt suk og beklagelse derimod, at EL langt hen ad vejen opleves som ”en del af parnasset”. Eller det, som man kan kalde det parlamentariske skuespil, hvor vi nok har vores egen skælde-ud-rolle, men alligevel er en del af kliken – rød blok, pege på Helle Thorning, tale vores marginale resultater som støtteparti op mere, end de kunne holde.

Men aller vigtigst, vi opfører os som politikere, taler som politikere, bruger teknokratiske forblommede vendinger om luftig grøn opstilling fremfor konkret tale om, at denne eller hin vindmøllepark netop ud for Als kan betyde så mange tusinde arbejdspladser på Als, Sydfyn, Lolland. Når medicinprisernes himmelflugt ligger lige for til en snak om offentlig produktion og stygge multinationale firmaer, så snakker vi teknokratiske indkøbsordninger regionerne imellem, og sådan kan man blive ved.

En ting er kommunikationen, den kan der sikkert arbejdes med, noget andet er politikken, og her tror jeg, at vi må indse, at strategien fra 2007 har været enormt succesrig og bragt os op på 14 mandater, men at den samtidig har haft sine store begrænsninger og solgt fandens mange flere mennesker til DF.

Kort fortalt bestod 2007-strategien i, at EL spurgte nogle mennesker, hvad der afholdte dem fra at stemme på os. Man spurgte nogle, som havde overvejet at stemme på os, hvad der skulle til, og så gik man i gang med at gøre op med det støvede image og vælge budskaber efter dette. Man kan læse mere udførligt om det her i artiklen Normaliseringen af Enhedslisten fra Information: http://www.information.dk/536390

Strategien har som sagt været en vælgermæssig succes, men pointen er her, at den som nævnt har haft nogen begrænsninger. Netop fordi man valgte nogle, som havde overvejet at stemme på os, så fik man også nogle, som lignende os. Man fik SF’ere og røde socialdemokrater foruden et par radikale for nu at sætte navn på.

Jeg ved fra tidligere debatter, at det ikke kun handlede om indhold, men også om politik. Når målinger dengang sagde, at knap halvdelen at dem, som havde overvejet at stemme på os fx ikke var enige med os om EU-medlemskab, så har man bevidst nedtonet dette i valgkampene fremfor at forsøge at forandre deres holdninger. DF derimod forspilder ikke en chance for at have billboards mod EU også udenfor valgene. Vi snakker kun EU, hvis vi ikke kan undgå det, og så typisk teknisk om nye traktater, finanspagter o.l. men uden at have følelserne med. Uden at sige ”dem nede i Bruxelles”.

Så en stor del af vores fremgang kan skyldes, at vi dels har henvendt os målrettet til dem, som alligevel lå på vippen til at stemme på os, og dels at vi har skræddersyet vores budskaber til disse. Men ikke uden omkostninger. Som Informationsartiklen påpeger, så er vi samtidig blevet normaliseret. Vi har fået et glittet billede ud af til, og vi fremstår som rigtige politikere, der også kan være med i damebladene og kender du typen-TV og ikke blot excentriske revolutionsromantikere, hippier eller folk fra en anden planet.

Og så er vi ved humlen i det hele. Når oprøret så bryder ud netop mod dem, som opfattes som en del af politikersumpen, så er dette lige pludseligt en del af barrieren for at stemme på os.

Og uanset om det er retfærdigt eller ej, så fremstår DF derimod IKKE som en del af samme politikersump. De er stadig ikke helt stuerene, og proteststemmerne elsker det.

Pelle Dragsted, som ellers er en dygtig analytiker skrev på Facebook, at valget handlede om, at DF havde overhalet S venstre om på velfærd. Det tror jeg højest er en meget lille del af det, som med ovenstående 2007-strategi in mente højest har flyttet nogle barrierer for DF. Det afgørende er utrygheden og sigen fra overfor spillet, som EL i stigende grad bliver set som en del af.

Jeg har ikke de vise sten til at overkomme dette problem. Men med Alternativets fremgang in mente, så burde vi kunne komme meget langt, hvis vi netop gik mere målrettet efter systemet. De vil snakke politik på en anden måde, Udkants-Danmark vil have en anden politik og er nok skide ligeglad med processen. For mig er Alternativet en særskilt diskussion, som måske kræver sin egen blog, men kunne man kombinere de to tilgange i og med, at de begge er udtryk for en politikerlede af rang, hvor vi netop er blevet fravalgt?

Kunne man i højere grad tale imod systemet, samtidig med, at vi var konkrete og tog utryghed og udkant alvorlig? Hvis ikke risikerer vi, at Thulesen Dahl og DF vokser endnu mere næste gang. Og som de skødehunde for kapitalen, som de er, så er det gift for et progressivt projekt, at en (dybest set) sund protest ledes over på så reaktionært og fremmedfjendsk et parti.

Er svaret så at demonstrere mod DF, som København Mod Mangfoldighed gør det her efter valget. Nej, for mig at se, så kan dette kun opfattes som en demonstration mod DF’s vælgere og dermed at pisse endnu mere på nogen, som allerede ligger ned jf. ovenstående. Svaret er ikke at demonstrere mod udkanten, men derimod at tage deres opråb alvorligt og være solidarisk med deres problemer, samtidigt med at vi vender det mod den elite og de politikkere – ja selve systemet – som har skabt problemerne - inklusiv DF, istedet for et os-dem mellem udlændinge og gammeldanskere.

Jeg ved ikke, hvordan vi præcist når dertil, men der er brug for refleksion – ikke mindst om vores egen strategi fortsat skal være at vokse blandt dem, som ligner os, eller om vi reelt kan tilbyde forandring og håb – også for dem, som ikke ligner os? Indtil videre er der i hvert fald langt igen. 

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015, venstrefløjen og EFTER valget.