Historisk dumhed med Ø-opstilling

I denne uge starter Enhedslistens urafstemning om selvstændig opstilling til EU-parlamentet eller fortsat støtte til Folkebevægelsen.

Lad mig slå fast med det samme: Det vil i mine øjne være en historisk brøler af rang at trække støtten til Folkebevægelsen netop nu.

Vi har lige været igennem en folkeafstemning om retsforbeholdet, hvor Folkebevægelsen klart var de mest aktive i kampagnen. Over en million forskellige tryksager blev der uddelt, og Folkebevægelsen var i gang med kampagnen længe før partierne fik sat sig i gang. Og det er jo netop dette, som en bevægelse kan!  

Folkebevægelsen kan holde fokus på EU og sætte EU til debat, alt imens partierne har travlt med finanslove og politiske skærmydsler på borgen. Til sammenligning kom Els kampagne aldrig rigtigt i gang på gader og stræder. Nok var man synlige i medierne, men plakaterne var ulæselige på afstand, og man fik aldrig mobiliseret medlemmerne endsige lavet nok tryksager til at gøre en forskel.

Stiller EL op selv og med det sandsynlige resultat, nemlig at Ø napper FBs mandat, så vil Folkebevægelsen miste adskillige millioner årligt og over 5 fuldtidsansatte. Og bevægelsen vil heller ikke blive inviteret med i TV-debatterne, som op til forbeholdsafstemningen, hvor Rina blev rost til skyerne af diverse kommentatorer.

Jeg er ikke i tvivl. Uden Folkebevægelsen, så var nej’et ikke blevet vundet – og hvis det var, så havde DF fået en meget større del af æren, hvor indtrykket nu var en mere bred nejside.

Uden Folkebevægelsen så vil EU-modstanden dermed lide skade, og hele den aktivistiske EU-modstand mellem valgene, som FB repræsenterer med tusindvis af uddelte materialer hvert år - også uden for afstemningerne vil gå tabt. Ingen regner vel for alvor med, at EL vil lave to-tre-flere minikampagner og uddelingsmaterialer mod EU hvert eneste år, uanset afstemninger. Hvorfor så gamble med det?

Historisk chance

Lige nu står vi i en historisk situation, hvor briterne meget muligt stemmer sig ud af EU. Herefter er der i traktaterne afsat en to-årig periode til at forhandle udmeldelsen. I over 40 år har Folkebevægelsen kæmpet for en udmeldelse, som også er delt politisk af EL.

Med andre ord, lige som der endelig vil være en historisk chance for at sætte en dansk udmeldelse på dagsordenen, så vil de som taler for selvstændig opstilling gå ud og trække tæppet væk fra Folkebevægelsen og splitte den demokratiske, progressive EU-modstand. Det er en historisk dumhed, og i den grad et svigt af dimensioner. Kort sagt, så sætter man hensynet til snævre partiinteresser over sagen.

Og lad mig minde om, at sagen ikke er en bi-ting. Op mod 80 % af alle love og regler stammer fra EU. Benhård økonomisk nyliberal politik internt, asocial blokpolitik overfor landene i syd, social dumping, utilstrækkelig miljøpolitik osv. Listen kan fortsætte i det uendelige, og det er disse ting, som man kan frigøre sig fra.

Med en udmeldelse ændres politikken herhjemme ikke. Men pludseligt vil der være demokratisk mulighed for, at et flertal kan ændre politikken. Det vil give et boost uden lige til hele det politiske spil herhjemme. Og det vil være en gave for venstrefløjen til at sætte en anden dagsorden.

Og hvad gør Enhedslisten? Ja, nogle vil gamble med denne chance og splitte EU-modstanden og risikere, at den brede demokratiske EU-modstand svækkes alvorligt. Netop som kampen skal til at i gang. Det er dumt!

Så argumenterer man besnærende for, at EL kan vise en socialistisk EU-modstand. Jamen altså. Hvornår er det, at vi har prioriteret dette herhjemme? Hvorfor italesætter man ikke socialisme i Folketinget. Hvorfor var forbeholdskampagnen i december ikke plastret til med socialisme og socialistisk EU-modstand? Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

I dag repræsenterer Folkebevægelsen med sit idegrundlag jo netop samme progressive og demokratiske EU-modstand, modstand mod TTIP, skattely, neoliberale traktater osv. som det kan forventes af Enhedslisten. Folkebevægelsen er tværpolitisk ja, men ikke upolitisk, og dybest set kan man jo sige om Enhedslisten, at nok er vi antikapitalister, men det er ikke noget, som vi flager med dagligt. Hvorfor kan vi ikke starte med at sætte EU på dagsordenen herhjemme – til folketingsvalg og i det daglige arbejde? Det gør vi jo notorisk ikke.

Hvad med Folkebevægelsen?

Folkebevægelsen er langtfra perfekte. Ligesom EL i mange år haltede nogle steder på landkortet, så har Folkebevægelsen også steder, hvor de ikke står stærkt. Men dette kan vi jo ændre på, hvis EL kaster sine kræfter ind i dette arbejde. Det har jeg faktisk stillet forslag om til årsmødet.

Ved sidste EP-valg stod Folkebevægelsen midt i et generationsskifte og den i brede offentlighed ukendte kandidat Rina Ronja Kari tog over og sikrede faktisk en fremgang. Derfor er jeg ikke nervøs ved vores mandat – så længe EL ikke opstiller. Men det kræver altså, at vi sammen øjner den historiske mulighed som EU-modstanden står med nu, og bygger Folkebevægelsen op i stedet for at splitte.

Enhedslisten har traditionelt defineret sig som et parti, som vil skabe og styrke bevægelserne i samfundet. Det gælder ulandsbevægelser, protestbevægelser, miljø- og fagbevægelse. Hvorfor pokker gælder det så ikke også EU-modstandens bevægelse?

Med hele den opblomstring i EU-debatten som en britisk udmeldelse vil give – fulgt op med sandsynlige afstemninger i Holland om udmeldelse og en finsk udtrædelse af euroen (begge dele er til debat), så vil det være tudetosset at splitte EU-modstanden nu.

Derfor kære venner. Stem nej til splittelse og ja til at bygge Folkebevægelsen og EU-modstanden op.