Fagligt Berufsverbot: Pædagog fyret for brug af Muggen Røv

I november blev en skolepædagog fyret, fordi han havde brugt Jonny Heftys rapsang ”Muggen Røv” i den understøttende undervisning. Sangens tekst var i følge nogle af pædagogens lærerkolleger, skolelederen, og i sidste ende områdeforvaltningen og Koncern Service i Købehavn Kommune stødende for en tredje klasse.

Rapteksten indgik i den understøttende undervisning. Børnene skulle diskutere ordvalget i teksten, hvor rapperen Jonny Hefty bruger ord som silikonepatter, muggen røv, pik op i dig, fuck dig og at siger, at radiostationer, der spiller popmusik ”sutter sponsorpik”.

Alle i ledelsesstrengen i Københavns Børne- og Ungdomsforvaltning mener, at pædagogen har udvist dårlig faglig dømmekraft og at teksten er ”krænkende, stødende og uacceptabelt at præsentere for dette alderstrin”. Dette er baggrunden for, at man ikke længere har tillid til vedkommende. Men i forvaltningens optik bliver ”faglig dømmekraft” på en og samme tid til en objektiv og en elastik-på-metermål størrelse. Det betyder, at den mest magfulde afgør, hvad der er en faglig tilgang til opgaven. Og ikke som det burde være – den med størst faglig viden og indsigt.

Pædagogen har fagligt, sagligt og forskningsbaseret begrundet sit valg af tekst. Hverken forvaltning eller Koncernservice har dog på noget tidspunkt søgt at finde fagligt eller sagligt belæg for begrundelsen til fyringen i pædagogisk eller psykologisk teori. Da der ikke har været hverken forældre- eller kollegaklager over episoden, har man heller ikke kunne hente skyts her. Hele grundlaget for afskedigelsen må derfor ses som usagligt og uden substans.

Pædagogisk og fagligt Berufsverbot

Begrundelsen må snarere findes i – med skolelederens og forvaltningens egne ord – at den samlede ledelse føler sig fornærmet. Det er mig bekendt første gang, at Københavns Kommune og i særdeleshed Børne- og Ungdomsforvaltningen har omsat tidens nypuritanisme og nykonservative moralistiske smagsdommeri til tjenestelige sanktioner med usaglig fyring som resultat.

Dette er et alvorligt skred i forhold til forvaltningsloven, pædagogisk metodefrihed og almindelige retningslinjer for offentligt ansatte. Derfor er denne ene sag af enorm stor principiel betydning. Selvom den nok ikke vil trække overskrifter i medierne.

Der findes nemlig ingen regler eller retningslinjer i den offentlige sektor for, hvor grænsen for faglig dømmekraft, professionelt råderum og metodefrihed går. Pædagogik er umulighedens kunst og der findes derfor ingen eksakt afgørelse eller facitliste. Men der findes pædagogiske intentioner og opgaver, der lykkes, og der findes bestemt også det modsatte.

Problemet med udfaldet af denne sag er, at det er resultatet af en større samfundsmæssig degenerering. Den øgede pornoficering og markedsgørelse af særligt kvindens krop har bidraget til et værdipolitisk skred, hvor den naturlige krop, nøgenhed og seksualitet bliver mødt med forargelse, censur, puritanisme og nykonservatisme. Et skred hvor børns barndomsliv, hverdagsliv og kulturfælleskab bliver udsat for begrænsninger, sanktioner og restriktioner fra voksne, som ikke kun finder børns kroppe, sprog og sprogbrug anstødelig, men også samfundsnedbrydende og moralsk anløbne. Men som professor i børnekultur Beth Juncker siger: ”Børn er ikke et folk, og de bor absolut ikke i et fremmed land! Studier i børns kultur er samtidig studier i voksnes.”

Det er denne degenerering Børne- og Ungdomsforvaltningen og Koncernservice slet ikke har øje for, og de kommer derfor til at agere en slags vogternes råd, som har det sidste og endelige ord i pædagogiske problemstillinger, dilemmaer eller handlinger. Der er altså tale om, at tidens tand har erstattet god forvaltningsetik og skik, med smagsdommeri, moralisme og pædagogisk Berufsverbot.

Men ikke nok med det, så har dette værdipolitiske skred helt lavpraktiske konsekvenser for den måde, de voksne forholder sig til børns sprog og kroppe.

Julesangen der ville frem i verden

I begyndelse af årtusindskiftet arbejdede jeg i en af Københavns største daginstitutioner med både vuggestue, børnehave og fritidshjem. Som alle andre steder, var børnene ved at skabe deres egen nutid og fremtid. De var i gang med deres kønsudvikling, kønsidentitet, kønsforståelse og kønsrolleviden. Og hvor der er børn i gang, er der sprog i bevægelse.

Så en dag i november da børnenes spændende ordudveksling på tværs af aldersgrupper, stuer og etager tog ”overhånd”, valgte vi at tage hånd om udviklingen.

Vi inviterede alle børnene i den pågældende børnehavegruppe på 25 til et møde, hvor de skulle sige alle de frække ord de kendte, så vi kunne omskrive fire klassiske julesange med alle disse såkaldte frække ord. Da børn jo elsker gentagelser, var der en del ord der gik igen, men de blev kombineret på en fantasifuld og legende måde. Resultatet blev sange med ord som lort, pik, lortepik, lortelort, pikkelort, pikkemand, dillermand, dillerlort og dillerkone.

I stedet for at det pædagogiske personale skulle agere NEJ-politi og sige til børnene at det må, kan og skal I ikke sige, skulle de tage udgangspunkt i, hvad børnene var optaget af, og understøtte dette i sprog og handling. I hele december sang vi lystigt de fire nye julesange med alle børnehavebørnenes frække ord. Det år blev dansen om juletræet i 25 hjem meget anderledes end nogensinde før og den vil blive husket siden. Både børn, forældre og bedsteforældre var begejstret. Betød det at børnene begyndte at tale grimmere til hinanden? Nej. Betød det at børnene blev mere agressive og nedladende overfor hinanden? Nej. Det betød, at de havde et fælles tredje og en samhørighed med de voksne, som er afgørende for også at regulere andre og at lade sig regulere.

Ord, der ikke er for voksne

Sproget relaterer sig til børns udvikling som menneske, køn og samfundsborger. Modsat voksne peger børns sprog altid fremad, mens voksnes peger bagud. De samme ord, begreber og udtryk betyder ikke det samme for forskellige aldersgrupper eller mennesker med forskellig social, kulturel og uddannelsesmæssig bagrund. Et af de bedste eksempler på, at forskellige aldersgrupper opfatter det samme ord forskelligt, er FUCK. Fra 70’erne til 2014 er det et af de ord, der har ændret mest og radikal betydning. Nutidens børn opfatter ikke nødvendigvis ordet FUCK som et nedsættende skældsord. Det viser denne observation: ”To små piger sidder i et hjørne af fritidshjemmet og diskuterer. De er optaget af hvorfor man egentlig siger ”fuck” når man møder hinanden, og de er ret sikre på at det må betyde en slags ”hej”. Men så siger den ene af dem, mens hun stritter med sin midterste finger; ”Nåh, men tror du egentlig ikke bare man siger FUCK fordi det her hedder fuckefingeren?” Og således skiftede langemand navn til fuckefinger.

Børn finder meget tidligt ud af hvilke ord, udtryk og begreber, der er mest virksomme. Allerede i vuggestuen finder børn ud af, at LORT er et mere virksomt end 'hømhøm' eller 'puha'. Lort er et ord, der vil frem i verden og som har stor kapital. Disse ord med kapital indgår i børn og unges daglige humorproduktion og skaber stjernestunder i børnefælleskabet og for alle os omkring børnene.

Når de voksne omkring børnene ikke forstår, hvad det er, børnene mener med det, de siger, og istedet motivforsker, så gør vi mere vold på børns lyst til at kæfte op, end godt er.

Den nøgne krop, der måtte gemmes væk

Og som det ikke var rigeligt, at vi voksne skal forholde os til intentionerne bag børnenes ord, frem for, hvor godt de udtaler og udvælger dem, så har børnene også kroppe. Kroppe der er vilde og uregerlige. Kroppe som de undersøger og eksperimenterer hurtigere med, end du kan sige numseleg. Og måske siger de det endda højt.

Som en af mine venners lille søn meget præcist formuleret det: " Jeg er faktisk ret glad for, at jeg har en diller. Det er helt naturligt med en diller og jeg er mere glad for den end for min cykel!”

Men siden Vadstrupgårdsagen i 1998 har pædofilskrækken hærget daginstitutionsverden, og den har efterfølgende ført til selvcensur og indskrænkning af det pædagogiske personales professionelle omsorg for børn i daginstitutioner. Daginstitutionsområdet har nærmest kollektivt accepteret en systematisk devaluering af den pædagogiske viden, indsigt og forskning om børns seksualitet. Vi har tilladt uhensigtsmæssige adfærdsændringer over for børn og bidraget til underminering af mandens kulturelle identitet. Herunder især den mandlige pædagogs værdi på arbejdsmarkedet.

Årsagen til stigningen i anmeldelser og sager om overgreb er dog ikke, at der begås flere og flere overgreb mod børn og unge (Andreasen, 1999). Det er snarere, at børns hverdagsliv mere end nogensinde befolkes af voksne og foregår i institutioner. Det, sammenholdt med de pædofilisager, der er blæst op i medierne, har skærpet opmærksomheden, men også frygten for overgreb. Frygten resulterer som bekendt i mere overvågning og regulering af børns hverdagsliv. 58% af landets daginstitutioner indført retningslinjer for personalets omgang med børn (Buch Leander, 2012). Retningslinjer for nøgenhed, nusning og numselege er blevet hverdagskost. Misforstået beskyttelse af især mandlige ansatte har resulteret i, at der findes institutioner, hvor mænd ikke må være alene med børn i institutionen. Diskrimination forklædt som omsorg.

Den skizofrene kultur og konsekvenserne

Barnekroppen har mistet sin uskyld. Den er på den ene side blevet seksualiseret og problematiseret og på den anden side, er børns seksualitet blevet mistænkeliggjort.

I min barndom i 60’ erne blev doktorlege set som harmløse, uskyldige og naturlige. I dag bliver doktorlege tillagt en voksenseksualitet, på trods af, at der er tale om to vidt forskellige ting. Der er en kollektiv uvidenhed om børns seksualitet. En udbredt uvidenhed hos professionelle, der på papiret burde vide bedre. Selv om børns seksualitet kan være besværlig og ømtålelig at beskæftige sig med, så er vi forpligtet til det som professionelle. Seksualitet er faktisk en rettighed. Allerede i 1980 skrev verdenssundhedsorganisationen, WHO:

”Alle børn har ret til en seksualitet og til muligheden for en fordomsfri opdragelse” og ”masturbation og seksuel leg er sunde og normale aktiviteter.”

Der er en grund til, at en drengs penis af og til stritter, når han ligger på puslebordet og at piger gnubber sig mellem benene til de er gasblå i hovedet. Og der er en grund til, at de skal have frihed til det, uden at blive ramt at skam. For det er det, der sker, hvis ikke vi skiller voksne og børns seksualitet ad. Vi indgyder skyld og skam hos børnene og frygt hos de voksne.

Danmark år 2014 er historien om en skizofren kultur. På den ene side er vi voldsomt pædofilforskrækket og nypuritanske, så det tangerer det frelste. På den anden side er vores kultur, det offentlige rum og medierne gennemgribende pornoficeret. Det betyder, at piger ned i 10 års alderen gør sig til med trutmund og kavalergang på Instagram, samtidig med, at forældrene ikke tør give deres venners børn en ren ble på. Skizofrenien gør, at alle kan risikere at stå i en situation, hvor de bare lytter til den indre stemme, der råber højest. Og det er som regel forargelsens stemme, der er mest skinger.

Den daglige selvdisciplinering og de farlige børn

Tillid er et grundvilkår i al dannelse, opdragelse og understøttelse af alle børns opvækst. Men vi er på mindre end 20 år gået fra en tillidskultur til en mistillidskultur, når det kommer til vores syn på og omgang med børn. Faren er, at går glip af en helt masse omsorg, kærlighed og opmærksomhed, hvis vi begynder at blive bange for børn og synes de er farlige at omgås. Og hvis voksne der tager udgangspunkt i børns kultur endda også bliver farlige at omgås, så vil vi se flere fyringssager som Muggen Røv-sagen. Sager, hvor pædagoger bliver fyret for at have høj faglighed, stor viden og indsigt i børns kulturproduktion, sprog og sprogunivers. Sager, hvor medarbejdere vil blive fyret for ikke at underkaste sig tidens moralskfunderede, politiske pædagogik.

Politisk berufsverbot vil blive erstattet af pædagogisk og fagligt berufsverbot. Pædagogisk og fagligt berufsverbot vil føre til endnu mere ensretning, standardisering og social teknologi i børnehøjde. Der er allerede for mange pædagoger og andre professionelle, der udsætter sig for daglig selvdisciplinering. Ingen ved hvor den normative selvregulering starter og slutter i hverdagens arbejde med børn og unge. Skandalisering og sensationstrang, sammen med den nypuritanske tsunami forhindrer enhver form for demokratisk faglig refleksion. Sagen om pædagogen, der er blevet fyret pga. Jonny Heftys ”Muggen Røv”, er ikke billede på, hvor grænsen gik. Den er en markør for, hvad vi bliver forargede over, uden at vi dog forholder os til, hvordan det kom så vidt.