Skal børn være en handelsvare?

Selvom det er et par år siden vi kørte kampagnen, kan den opmærksomme Københavner stadig se LFS plakaten ”Børn er ingen handelsvare” rundt omkring i hovedstaden. Problemstillingen og budskabet er ikke blevet mindre aktuelt. Konkurrencestatens pres på velfærdsstatens solidariske rettigheder, goder og institutioner øges i disse år. 

Lige fra skolereformen til produktivitetskommissionen er al ”nødvendighedens politik” tilpasset konkurrenceevne og globalisering. Derfor skal alt fra kælder til kvist i den offentlige sektor markedsgøres. Ikke kun i form af styrings- og ledelseslogikker, men også i form af faglighed og pædagogik. Faglig og pædagogisk dømmekraft erstattes af lærings- og sprogteknologier suppleret med masser af test. Uanset om vi taler om daginstitutioner, skoler, eller de mellemlange videregående uddannelser.

Uddannelsestraditioner som dannelse, social retfærdighed og ’verdensborger’ er gammeldags grundtvigiansk og i undervisningsminister Antorinis logik udtryk for et ’moralsk svigt’.

Men afmonteringen af velfærdsstaten og den offentlige sektor sker ikke kun indefra. Det sker f.eks. også igennem folketingets lov L 200 fra 2005, hvor det blev tilladt private leverandører af pædagogik og anden velfærd at trække et eventuelt overskud ud af virksomheden.

Da loven blev vedtaget i 2005, stemte Socialdemokraterne sammen med SF, Radikale Venstre og Enhedslisten imod. Partiets daværende socialordfører og nuværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen argumenterede mod forslaget.

”Jeg siger bare i al stilfærdighed, at vi ikke vil være med til at bidrage til en yderligere opsplitning af det her samfund, og vi ønsker ikke en situation, hvor private børnehaver med private investorer skal tjene penge på vores børn,” sagde hun ved 1. behandlingen.

Men 2005 er længe siden. Finansminister Corydon har annonceret i ord og handling, at socialdemokratiet er et parti, der er for konkurrencestat, udlicitering, konkurrenceudsættelse og som dermed er blevet modstander af arbejderbevægelsens solidariske velfærdsstat.

I dag afviser Socialdemokraterne således, at støtte et beslutningsforslag fra Enhedslisten, som forbyder private leverandører at trække et eventuelt overskud ud af virksomheden. Med følgende begrundelse fra Socialdemokraternes børne- og familieordfører Karin Gaarsted:

”Jeg tror ikke på, at de velfærdskoncerner, som Enhedslisten frygter, vil få et fodfæste i Danmark. Vores tanker omkring vores velfærdssamfund er ikke bygget på, at private skal overtage store dele af den offentlige sektor. Vi har private børnehaver, plejehjem og skoler, men det er slet ikke tanken, at det skal være hovedreglen, at private skal stå for driften.”

Argumentationen holder ikke og med den taler hun mod bedre viden. Erfaringerne fra Norge og Sverige viser entydigt, hvor hurtigt store koncernlignede firmaer overtager daginstitutionsområdet. Dermed skabes en situation, der muliggør økonomisk gidseltagning og afpresning af den offentlige sektor. I Norge og Sverige er situationen netop den, at store multinationale virksomheder, som Adecco, scorer profit på bekostning af både de ansattes og børnenes daglige trivsel – og samtidig har sugerøret dybt nede i de offentlige kasser.

Virkeligheden er, at 80 pct. af driftsbudgetterne i daginstitutioner går til løn til de ansatte. Private dagtilbud kan derfor kun konkurrere på løn, pension og arbejdsvilkår, og dermed kvaliteten af arbejdet i børnehøjde. De sidste års erfaringer fra ældreplejen i Danmark viser, at profitfirmaer optræder som pirater og bruger gangstermetoder overfor kommunerne, når de ikke kan og vil leve op til de forpligtelser der har påtaget sig som arbejdsgiver. Erfaringerne med rod i stort set alle forhold i de private plejehjem ses også i de private daginstitutioner.

Der er mange fjender af velfærdsstatens offentlige tilbud fra vuggestue til plejehjem. Nogle sejler under bekvemmelighedsflag (f.eks. selvejende paraplyorganisationer).

Men bundlinjen er, at når politikerne taler om velfærdsopgaver, som kommunerne skal konkurrenceudsætte, så er der tale om overførsel af skattepenge til private intet andet.

Det handler altid om, for de samme penge, at svare profit til private. Det er privatisering af fællesskabets penge, men en samtidig socialisering af gælden, når de private bliver for grådige, eller går konkurs.

Skillelinjen går i dag mellem dem der støtter nyliberalisme og markedsgørelse og dem der bekæmper nyliberalisme og markedsgørelse.

Er du modstander af private dagtilbud, er du på den rigtige side af skillelinjen!

- Hav en rigtig god 1.maj!