Socialister & valg: Kommunalvalg - ikke kun en narresut

Der er kommunal og regionsvalg lige om lidt. Alverdens medier, blogs og det nationale korps af meningsdannere er gået i selvsving i forsøget på at skabe  en optursstemning omkring folkestyrets adelsmærke: valg til parlamentariske organer.

Men det kan ikke fjerne følelsen af den mere omsiggribende politikerlede, der findes blandt et større og større antal danskere i alle aldre. Med eget hashtag er #politikerlede gået fra periferi til mainstream. Opinionsundersøgelse viser, at folk ikke tror på parlamentarikernes evne til hverken på Christiansborg, i kommunalbestyrelsen eller regionsrådet at træffe de rigtige beslutninger.

Nogle beskriver den dalende opbakning til det repræsentative demokrati som et resultat af revolutioneringen af kapitalismen. En nyliberal revolutionering, der er ideologisk, politisk og økonomisk og som betyder, at nationalstaternes demokratiske funtktion er undermineret. Som den engelske sociolog og politolog Colin Crouch bl.a. siger kan forstås således:

”Under denne model, hvor der ganske vist afholdes valg, der kan vælte regeringer, er den offentlige valgdebat en stramt kontrolleret forestilling, som forvaltes af rivaliserende hold af eksperter i diverse overtalelsesteknikker, der kun bringer et lille udvalg af emner frem i debatten. Massen af borgerne spiller en passiv, uvirksom, ja nærmest apatisk rolle og reagerer kun på de signaler, de bliver givet. Bagved denne valgforestilling bliver politik i virkeligheden formet i det private gennem interaktion mellem folkevalgte regeringer og eliter, der i overvældende grad repræsenterer erhvervsinteresser.”

Uanset om man køber analysen om ”postdemokratiet”, så vil stemmeprocenten ved kommunalvalget 2013 formentlig holde niveau og måske endda stige lidt. Til det kommende Folketingsvalg vil stemmeprocenten antagelig ligeledes være relativt høj. Samtidig står det klart, at folk generelt ikke har de store illusioner om, at noget parti i Folketinget eller i kommunal- og regionsbestyrelserne kan ændre noget.

Hvordan skal vi som socialister forholde os til denne stemning? Umiddelbart er det fristende at sige: “Fint – alle former for parlamentarisk repræsentation er alligevel en narresut og repræsentanterne står magtesløse overfor den kapitalistiske verdensøkonomi. Det er kun godt, at folk mister illusionerne om, at verden kan forandres via parlamentet.”

Men helt så enkelt er det ikke. Vores svar afhænger af, hvad alternativet er til parlamentarismen.

For en grundlæggende mistro til politikerne kan nemt blive springbræt for, at højre-ekstremister kan vinde frem på paroler om at erstatte levebrødspolitikerne med en stærk mand. Præcis som vi ser det i både Grækenland, Italien og Ungarn.

Borgerligt demokrati – ingen illusioner

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at socialister har grundlæggende indvendinger mod det borgerlige demokrati. Af flere grunde.

For det første: begrænser det borgerlige demokrati sig til at stemme om hvem, der skal sidde i de parlamentariske organer. Men disse organer er kun en lille del af statsapparatet. Den egentlige magt over staten ligger i institutioner som politi, militær, dommere og statsembedsmænd – og de er aldrig på valg.

For det andet: er store dele af samfundet i øvrigt udenfor det borgerlige demokratis rækkevidde. Det stopper helt præcist ved fabriksporten og ved indgangen til børshallerne. På fabrikker er ytringsfrihed en illusion, hvis man vil bevare sit arbejde.

Og hvilken regering har vedtaget, at der skal være 160.000 arbejdsløse? Eller at industrien har lov til at forgifte miljø og mennesker? Det har naturligvis ingen. Og ethvert parlament, som forsøger at lovgive imod fx. arbejdsløshed vil hurtigt blive sat skakmat, fordi kontrollen over produktionen og økonomien i det store og hele ligger udenfor parlamentarisk rækkevidde. Markedet er GUD. Det er hensynet til markedet som politikere reagerer på og tager hensyn til. DR's serie om Skattely er et skoleeksempel.

For det tredje: er det borgerlige demokrati slet ikke grundlæggende for det bestående samfund. Uanset hvor meget medier og politikere ellers ævler om "den frie verden", så er det absolut grundlæggende princip i det kapitalistiske system, at den herskende klasse er sikret ejendomsretten over produktionsmidlerne.

Det parlamentariske demokrati er kun en ud af flere mulige styreformer under kapitalismen. Udviklingen i fx store dele af de statskapitalistiske samfund i Østeuropa viser, at det sagtens kan lade sig gøre at gå fra militærdiktatur til en slags parlamentarisme, uden at samfundet ændres grundlæggende. Mere aktuelt viser det arabiske forår i Mellemøsten den samme udvikling.

Den modsatte udvikling – at en militærjunta styrter en parlamentarisk regering – findes der alt for mange blodige eksempler på. Fx Spanien 1936, Chile 1973 og Egypten 2013

Det betyder, at det ikke er nok for socialister at erklære sig imod det borgerlige demokrati. Vi er nødt til at forholde os til den konkrete virkelighed. Med andre ord støtter vi parlamentarismen, hvis alternativet er diktatur eller udvikling i retning af en mere reaktionær styreform.

Målet er naturligvis stadig socialisme. Fordi socialisme bygger på, at arbejderklassen tilkæmper sig kontrollen over produktionsmidlerne og derigennem magten over hele samfundet. Men så længe alternativet ikke er at gå på barrikaderne, massestrejker og revolter, - så er det vigtigt at bruge og i ekstreme tilfælde forsvare parlamentarismen.

Parlamentarisme er også klassekamp 

Folketinget, kommunal- og regionsbestyrelser står ret magtesløst overfor de grundlæggende mekanismer i kapitalismen, og det betyder, at socialister ikke kan bruge parlamentariske platforme som midlet til at indføre socialisme. Men det betyder ikke, at parlamentariske platforme er ligegyldige. Hverken for os eller for den herskende klasse.

For den herskende klasse er parlamentarismen vigtig af flere grunde.

For det første: er det i høj grad via parlamentet, at de forskellige grupperinger i den herskende klasse forsøger at blive enige om, hvordan statsmagten skal regere. Derfor er den aktuelle finanskrise og dermed politiske krise reel nok – den udtrykker, at den herskende klasses partier nationalt som internationalt har svært ved at blive enige om et fælles modtræk til den suppedas de står i.

For det andet: er parlamentarismen et vigtigt led i overhovedet at fastholde magten. Den herskende klasse regerer i vid udstrækning ved at bruge magt overfor arbejderklassen, men magt gør det ikke alene. Det er grunden til, at militærdiktaturer og fascisme som regel er undtagelser fra perioder med parlamentarisme. Ved at afholde valg og tillade arbejderklassen at organisere sig i fagforeninger og partier kan borgerskabet sikre sig en vis grad af opbakning fra arbejderklassens side.

Det betyder, at socialister ikke blot foretrækker den parlamentariske frem for fascisme. Vi ønsker også at bruge parlamentet. Valgresultater spiller tilbage på klassekampen, - uanset om vi taler folketingsvalg eller kommunalvalg.

De afspejler til en vis grad den politiske stemning i arbejderklassen. Med andre ord: Jo længere til venstre, arbejderklassen stemmer, jo mindre selvtillid har den herskende klasse til at føre deres angreb igennem. Det erstatter naturligvis ikke den konkrete klassekamp, men der er ingen tvivl om, at en stærk opposition og ikke mindst en stærk socialistisk opposition i folketing, kommunal- og regionsbestyrelser er med til at ryste den herskende klasses selvtillid.

Ydermere giver det parlamentariske system alt andet lige socialister nogle rigtige gode muligheder for partiopbygning (Enhedslistens medlemstilgang taler sit eget sprog). Den herskende klasses tro på parlamentarismen betyder nemlig, at også socialistiske parlamentarikere vil blive kendt i medierne. (Enhedslistens folketingsmedlemmer har også her været effektive) 

Et monster godt valg til kommunalvalget for Enhedslisten vil blot forstærke den betydning.

Enhedslisten har om nogen formået at benytte 21.århundreds medieplatforme. Enhedslistens repræsentation i Folketing, kommunal- og regionsbestyrelser har gjort at Enhedslisten er kendt i næsten alle afkroge af samfundet, og på den måde kan der skabes et orienteringspunkt for folk der vil kæmpe, som rækker langt ud over Enhedslistens kapacitet. Men Enhedslisten har også begået store fejl, der får Enhedslisten til at ligne de andre partier. Det overordnede billede viser dog at Enhedslisten udgør et reelt alternativ. Men Enhedslisten skal blive langt, langt bedre til at udfordre spillereglerne og opbygge styrke, så institutionerne kan ændres, så kan virkeligheden forandres.

Mens vi venter på den rigtige klassekamp

Succes på valgdagen erstatter på ingen måde faglig eller social kamp. Det erstatter ikke den udenomsparlamentariske klassekamp. Men konfliktniveauet er faldet gennem årtiet og ligger nu på et historisk lavt niveau. Finanskrisen har i den grad sænket konfliktniveauet. Det er kælderkolde realiteter som venstrefløjen må forholde sig til. Münchausen modellen er ikke et alternativ.

Essensen er dog, som Lenin sagde, at mens massernes kamp er den højeste form for klassekamp, så er parlamentarisk aktivitet den laveste form. Men dog en form for klassekamp. En klassekamp som kan og skal forbindes med almindelige menneskers hverdagskampe ude i kommuner og regioner. Så jo stærkere parlamentarisk repræsentation, jo bedre afsæt for brobygning til kommende faglige og sociale kampe på lokalt og nationalt niveau - som før eller siden vil se dagens lys.

Derfor stemmer socialister selvfølgelig til kommunal- og regionsvalget! Den 19. november 2013 Og der stemmes så langt til venstre som muligt og det betyder Enhedslisten!