Lørdag aften åbnede jeg Facebook, og så til min store overraskelse at min apolitiske storebror havde ytret sig politisk!
Årsagen var lille og simpel, og alligevel meget karakteristisk for den borgerlige ytringsfrihed.
Mads Holger (ny folketingskandidat for konservativ) - som jeg ellers ikke har gidet spilde meget energi på - har åbenbart bedrevet en større kritik i Politiken af Helle Thornings besøg i Bilka, som han omtaler som at ”tale ned til vælgerne” og ”ren valgkamp” m.m.
I den forbindelse valgte min storebror at kommentere hans Facebook opslag, med følgende korte indlæg:
Men det at rejse en simpel kritik af Mads Holgers egne ’tvivlsomt relevante barndomshistorier’ var åbenbart for meget for den kære Mads Holger. Straks blev indlægget slettet, af to omgange, og efterfølgende blev min storebror blokeret. Selv prøvede jeg senere på aften at genopslå opslaget, med præcis samme reaktion: sletning og blokering.
Er Mads Holger fortolkning af ”ytringsfrihed” en enlig politisk tosse?
Hertil kunne man jo så stoppe dette indlæg, og sige at Mads Holger blot er endnu en borgerlig tosse, problemet er desværre, at det er et yderst sigende tilfælde af den borgerlige ytringsfrihed.
For i torsdags stod Mads Holger side om side med tidligere justitsminister Morten Bødskov, for at tale foran den franske ambassade i forbindelse med en mindedemonstration på angrebet mod Charlie Hebdo. Helt logisk faldt snakken på ytringsfriheden og de mange angreb og trusler mod den, og hvor vigtig denne frihed var.
Man kunne selvfølgelig bruge tid på at latterliggøre deres snak om ytringsfrihed, som en grundlæggende rettighed, eftersom denne rettighed ikke har eksisteret i nyere historie, Som det Svenske ”Aftonbladet” skrev i forbindelse med en sag mod Dan Park:
»Ytringsfriheden er afgrænset af en række love, som de fleste af os betragter som legitime. Love om bagvaskelse og ærekrænkelse, som gør, at du ikke ustraffet kan sige hvad som helst om dine medmennesker. Selv om det er sandt, kan du for eksempel ikke trykke på en plakat, eller tweete om, at din nabo er utro, eller at han stjæler din plæneklipper.«
Men jeg vil ikke i dette indlæg gå i rette med begrebet ytringsfrihed, eller snakke om angrebet på Charlie Hebdo. Nej den interessante ”lille” detalje jeg vil rejse her, er spørgsmålet om den ”ligeværdige ytringsfrihed”, som også blev diskuteret en del i forbindelse med fløjteaktionen første maj, sidste år.
Ovenstående eksempel fra min storebror er jo et tydeligt eksempel på at der ikke er ligeværdig mulighed for ytringer eller deltagelse i den politiske debat i Danmark.
På den ene side, har vi en radiovært på 24/7, en skribent for Berlingske, forfatter, jetset-konge, og generel konservativ overklasseknægt, med masser af adgang til medier og politikere, hvor han flere gange ugentligt udbreder sig om alt politisk og prøver at rykke holdninger i samfundet. På den anden side har vi den ganske normale lønmodtager, uden de store forudsætninger for at kunne deltage i den store politiske debat på samme ”offentligheds-niveau” – helt konkret har Mads Holger f.eks. 9.200 følgere på Facebook foruden hans Facebook-venner, mens min storebror har 324 venner på Facebook.
Den politiske elite:
Dertil kommer at Mads Holgers eget arbejde i medieverden, giver ham en omgangskreds af politikere, redaktører, journalister m.m., som ikke blot giver ham adgang til at bruge uanede mængder tid på at følge den politiske udvikling, nærlæse alle historier og kommentere på alt, men det giver ham også et personligt netværk, som kort betyder at han via. sine kontakter har mulighed for hele tiden at få adgang til forskellige kanaler for at ytre sig politisk (i seneste eksempel f.eks. via venner/kollegaerne på Politiken). En adgang ingen andre almindelige dødelige har, og som alene besiddes af den lille procent, i den ”politiske elite”. Lars Olsen har kaldt det ”Eliternes Triumf” i en yderst anbefalelsesværdig bog!
Min far, der arbejdede som journalist på Ekstra Bladet, kunne i kulissen se præcis samme mønster: Mennesker der alle kender hinanden, har været tidligere kollegaer på forskellige nyhedsstationer og flere af dem bruger uanede mængder tid, side om side, skulder ved skulder med de folkevalgte politikere, top-embedsfolk, direktører m.m. – prøv blot at kigge et facebook-venne-netværk igennem for den ”politiske elite”!
Der er jo heller ikke så mærkeligt, at der er et konstant flow af journalister der bliver politikere – eller omvendt! – ej heller mærkeligt, nu vi diskutere Mads Holger, at han var gift med Paula Larrain, som var studievært på DR’s 21-nyheder, før hun blev Konservativ folketingskandidat (Paula som desuden tidligere var gift med Morten Løkkegaard, der også var journalist, indtil han blev valgt til Europaparlamentet for Venstre) – Blot for at fuldende cirklen…
- Interessant er det jo, at blot med opridsning af ovenstående 3 navne, og deres indbyrdes forhold, så har jeg nævnt en kolossal del af ”den frie offentlige presse” de sidste 10 år.
Men hvis ikke dette skal ende med 20 siders fristil omkring den borgerlige ”ytringsfrihed” for de få, må jeg nok stoppe her, før det kører for langt ud af en tangent, men status er måske bare, som den hele tiden har været:
- ”Ytringsfriheden” er under angreb! – Men det er ikke angrebet på Charlie Hebdo som udgør den største fare for ytringsfriheden.
- Den herskende klasses tanker er i hver epoke de herskende tanker – hvilket jo ikke er mærkeligt når den lille procentdel, som internt kender hinanden, står for næsten alt hvad der fremlægges i offentligheden. Hertil skal selvfølgelig medregnes at f.eks. JP/politikens hus ejer både Politiken, Ekstra Bladet og Jyllandsposten. Mens f.eks. Det Berlingske Officin ejer både BT og Berlingske
Opbygning af alternativ mulighed for demokratisk debat:
Hvis man som venstrefløj skal forsvare ytringsfriheden, handler det primært om at give flere mennesker mulighed for at deltage i den politiske debat og den politiske udvikling. Flere skal kunne komme til orde i offentligheden – ikke forhindres af Mads Holger og andre borgerlige ”ytringsfriheds-forkæmpere”, og her er Facebook og debatfunktionerne på medierne nærmest blot et minimum af mulighed for at ytre sig – selvom det ikke er i nærheden af samme niveau som dem der har adgang til at skrive artiklerne eller opslagene – som vi andre så er overladt til at kommentere på, hvis vi vil give en mening til kende.
Men det handler også om at flere gives mulighed/frihed til at kunne følge med, og blande sig, i den politiske debat i offentligheden. I stedet for at man overlader det til den lille elite at kunne tænke tanker (eksperter/kommentatorer/fuldtidspolitikere m.m.) som de så efterfølgende kan belære samfundet om.
Her er det et modspil at sikre, at ikke bare flere har mulighed for, og kan indgå i den politiske proces. Men også at den fælles politiske linje udvikles kollektiv gennem debat og diskussion, hvor alle parter kvalificeres, og ikke ved at enkelte gives magt, eller at beslutninger træffes på individuelle udiskuterede holdninger, gennem f.eks. klik på et internetspørgeskema.
I hele dette spørgsmål er steder som modkraft, et lille forsøg på at opveje det borgerlige mediemonopol, og et forsøg på et alternativt sted, hvor ting kan diskuteres og udformes, og hvor en anden gruppe mennesker kan komme til orde, som ikke er en højtuddannet del af eliten. I modsætningen til den mainstream medieverden – uforagtet hvor tit Politiken giver taletid til en ”præmie-tømre” for at fremstå som allemandseje.
Alle disse ord… blot for at finde mulighed for at svare Mads Holger igen! – Nu da også jeg er blokeret fra hans side… Du til grin Mads Holger – På lige fod med resten af den ”borgerlige ytringsfrihed”.