Kommunale skattestigninger er en forringelse!

Hænderne var højt over hovedet på Enhedslistens Rådmand i Odense (Brian Skov), da det i sidste uge lykkes at få gennemført en kommunal skattestigning på 1 % (ca. 161,9,- pr. borger over 20 år om måneden – svarende til små 2.000 om året…)
Nyheden blev også omgående delt af Enhedslistens største medie (vores facebookside), og Brian Skov fulgte den selv op et par dage efter med kommentaren: 
”Så nu går kampen ind for at få sat skatten op og sikre penge til at styrke den fælles velfærd for børn, unge og ældre fra 2017 og frem.”
- Så sporet er åbenbart lagt for de kommende kommunalpolitiske perspektiver…

Sidenhen har den socialpolitiske gruppe i Enhedslisten Aarhus brugt parolen om at hæve kommuneskatten som parole for demonstrationen mod besparelser, og Enhedslistens ordfører i Aarhus byråd pegede på eksemplet fra Odense som mulighed for at undgå forringelser.

Men kommunale skattestigninger er ikke bare asocialt og kortsigtet. Det splitter også muligheden for at skabe enhed om kravet om at sende flere penge ud i kommunerne eller kravet om at kommunen bruge de penge, de har - Aarhus har 400-500 millioner på kontoen, som de kunne bruge før de opkræver flere.

Enhedslistens principper

Så længe jeg bærer titlen "folketingskandidat for Enhedslisten", skal jeg med glæde holde mig indenfor partiets politik og forsvare den til fulde – hvilket jeg også har gjort (og gør) gang på gang. Men ideen om kommunale skattestigninger er ikke Enhedslistens samlede politik. Mig bekendt har vi ikke en fast vedtagen landsdækkende politik, men har flere gange diskuteret det, og flere gange været dybt uenige.

Derfor vil jeg her prøve - kortest muligt - at redegøre for, hvorfor jeg mener at beslutningen i Odense er helt forrykt, og er til skade for vores politiske arbejde. Inden vi for alvor starter, så lad os kaste et kort blik på Enhedslistens principprogram:
”Enhedslisten arbejder også for at samle og styrke de bevægelser og kræfter, der gennem alliancer kan fremme den fælles kamp. Som parti tager vi derfor ikke del i at spille forskellige grupper ud mod hinanden ved at indgå studehandler til fordel for en gruppe, men på bekostning af en anden, og vi arbejder for selv den mindste forbedring og imod selv de mindste forringelser. Splittelse er gift for kampen for socialisme.” 
Det store spørgsmål i denne sag er selvfølgelig hvorfor Enhedslisten lokalt i flere byråd (nu har jeg kun nævnt Odense), mener at man bør beskatte lønmodtagere og arbejdsløse yderligere, for at forhindre nedskæringer på velfærdsområder.
Jeg er slet ikke i tvivl om at vores parlamentarikere i Odense og Aarhus gør det af bedste hjerte, for at sikre en ordentlig velfærd i deres kommune(r) på trods af de snævre budgetrammer der er aftalt med regeringen, rammer, som stiller præcis de samme dilemmaer vi har haft de sidste mange år, og som – hvis det står til finansministeren - vil fortsætte de næste mange år.

Kortsigtet løsning

Man kunne retorisk starte med at spørge de pågældende byrådspolitikere om hvad der har ændret situationen i år, kontra sidste år, eller forrige år? Hvor der også var nedskæringer?.
Til det kunne de svare, at man nu har nået smertegrænsen, hvilket helt sikkert også er meget korrekt – men hvad så til næste år? Står det til finansministeren vil man fortsætte omprioriteringsbidraget på 1% til næste år, og næste år igen… Skal man så i en uendelighed fortsætte med at hæve kommuneskatten?
Eller skal man alternativt entydigt arbejde på opbygningen af en samlet bevægelse, rettet mod de ansvarlige politikere og regeringen.

Dertil kommer at, siden den gamle VKO-regering indførte det "kommunale skatteloft”, kommunerne bliver modregnet i bloktilskuddet hvis de samlet set hæver skatten. Det betyder at ”fortjenesten” i Odense ved at hæve skatten, kun kommer hvis andre kommuner sænker skatten tilsvarende – hvis flere kommuner, f.eks. Aarhus m.fl. også begyndte at hæve kommunalskatten, så ville der kommet et strafbeløb fra regeringen, og dermed skal man ud og indkræve væsentligt mere i skattestigninger end det beløb man havde behov for (da man også skal betale strafbeløbet).

Rammer ekstremt skævt!

Jeg kunne – som alle andre folk på venstrefløjen – tale længe og dundrende omkring den økonomiske ulighed, og behovet for en økonomisk omfordeling – men af respekt for længden (og fokus) vil jeg alene forholde mig til hvor skævt kommunale skattestigninger rammer:
I modsætningen til de ”progressive” skatter hos staten, er den kommunale skatteprocent ens for alle. Hvilket betyder at såvel den arbejdsløse som direktøren, nu begge skal betale en procent mere i Odense.
MEN den store krølle på halen opstår når vi kigger på skatteloftet. Takket være det indførte skatteloft, er konsekvensen nu at de personer der i forvejen betaler højeste skatteprocent, IKKE kan afkræves yderligere. Så hvis en kommune hæver skatten, med f.eks. den ene procent, så vil den højtlønnede person bare få reduceret sin skatteprocent til staten med et tilsvarende beløb.
Det betyder at ikke bare rammer det skævt fordi procentsatsen er ens for alle – de rigeste bliver slet ikke ramt af kommunale skattestigninger.

Folkelig opbakning og modstand!

Alene ud fra ovenstående giver det – i min optik – ingen mening som socialister at overveje kommunale skattestigninger. Men den mest ”voldsomme forbrydelse”, i min optik, er faktisk at man ødelægger muligheden for at bekæmpe den ramme som ødelægger kommunernes økonomi.
Så længe repræsentanter fra Enhedslisten er i medierne og snakke om valget mellem skattestigninger og nedskæringer, så fjernes fokus fra det reelle problem: At der ikke er penge nok - takket være KL-aftalen med regeringen. 
I stedet for at diskutere et falsk valg om pest eller kolera, burde Enhedslistens repræsentanter tænke bare en anelse mere systembrydende, og være dem som agiterede for at ændre rammerne: Flere penge til kommunerne, beskat de rigeste, firmaerne, de multinationale, bankerne osv.
De burde også være de første til at placere det reelle ansvar for kommunernes forringelser hos regeringen, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance (og til dels socialdemokraterne som har givet håndtryk på altid at stemme for KL-aftalen).

I stedet står vi i en situation, hvor Enhedslisten og venstrefløjen, igen, (som i alle fordomme) åbenbart vil tage flere lønkroner fra lønmodtagerne og putte dem i statens kasse. Det er der sgu ikke meget økonomisk omfordeling i.
Som en klog kvinde engang spurgte – ”til dagligt kæmper vi for at minimere virksomhedens økonomiske profit på vores arbejde, og få det udbetalt i løn i stedet – hvorfor ændrer den kamp sig, bare fordi der er en ”stat” som mellemled?”

Det giver sgu ikke meget mening… Med mindre man selvfølgelig vil argumentere for at kimen til socialismen ligger i kommunerne, regionerne og staten – men så det vidst ikke min socialisme.



Til sidst et sideeksempel
(Direkte sakset fra en gammel SAP-publikation):
” Det har været fremført, at de kommunale velfærdsydelser ofte går til de allersvageste grupper, mens kommunalskatten trods alt er mere solidarisk og jævnt fordelt: "Hvis vi nu kan redde den senildementes gåtur ved at vi alle slipper en tyver eller to mere i kommunalskat – skal vi så ikke lige glemme principperne?" Problemet er bare, at den samme slags argument kan bruges til hvad som helst. For eksempel også til det modsatte: "Hvis vi nu kan spare den enlige mor for en tyver om måneden i kommunalskat, så hendes barn kan få en gave med til børnefødselsdagen - blot ved at vi lader vuggestuetaksterne stige lidt (de fattigste har jo i forvejen friplads) – skal vi så ikke lige glemme principperne?".”