Pia har jo for helvede ret!

Sidste lørdag var Pia Kjærsgaard ude med en større artikel i Berlingske, hvor hun advarede mod at ”Danmark er ved at knække over”.
Her snakker hun om en magtelite på den ene side, og på den anden side om resten af Danmark som mærker arbejdsløshed, lukninger af sygehuse, flygtningeomkostninger mm.
Selvom Pia på sædvanlige fremmedfjendske og hadsk facon stadigvæk indikerer, at det skyldes ”de fremmede,” så peger hun på helt reelle problemstillinger, og underbygger det også med lavere valgdeltagelse, mistro til politikere, flugten fra ”de etablerede partier”osv. (selvom disse problemstillinger nok kun er interessante for netop den omtalte elite, og ikke fylder videre meget hos de familier, hvis hovedfokus er at få økonomien til at hænge sammen, næste jobansøgning, regninger mm.)

For mange unge?
Det har medført to større debatter i de politiske lag. Første en lille debat omhandlende hvorvidt der var for mange unge i folketinget, hvilket er en grotesk debat. For selvfølgelig skal folketinget aldersmæssigt repræsentere befolkningen. Alternativt skal vi indføre, at de ældste i samfundet bestemmer (dem med størst erfaring…), men det var faktisk ikke det Pia K. fremførte. Hun fremførte, at der er for mange som kommer direkte fra universiteterne. Hvilket vel er en reel problemstilling, hvis man kigger på at folketinget på igen måde er repræsentativt for den danske befolkning. 108 af medlemmerne er akademikere (eller har påbegyndt en akademisk uddannelse), svarende til ca. 60 % (!) - i befolkningen som helhed, er det kun ca. 7,8 % der er akademikere - det vel et reelt misforhold at påpege?

Venstrefløjens ”modsvar”
Nej, mere interessant var det at følge hvordan ”modsvaret” fra venstrefløjen kom På helt sædvanlig manér gik folk viralt og påpegede, at Pia med sin Gentofte villa, formandsløn og mange år i folketinget, selv var en del af eliten. Det er helt reelt at påpege, og jeg har intet problem med, at man kaster lidt mudder efter en af vores mest forhadte politikere. Det er helt fair at påpege, hvordan hun selv har medvirket til ALLE former for opdelinger i Danmark, både på baggrund af etnicitet, men også i forhold til arbejdsløse, syge, udsatte, børnefamilier osv. Problemet med den strategi er bare, at man på ingen måde fanger den egentlige pointe.
Når alt kommer til alt, har Pia jo helt ret i sin ”oplevelse” af et delt Danmark, og det er præcis her DF profiterer!
Hvis venstrefløjen ville komme med et kraftfuldt modsvar, så ville vi jo underbygge Pias opfattelse. Vi ville påpege at det delte Danmark ER på landkortet! Og har været det længe – Gennemsnitslevealderen er markant lavere udenfor storbyerne, 30-40 % af speciallægerne bor i kommunerne nord for København! I de rige kommuner nord for København for 2/3 af de unge en længere videregående uddannelse! På Lolland får 50 % én UNGDOMSuddannelse! Uligheden slår igennem på samtlige parametre, og ønsker man skræmmende læsning, kan man læse den årlige opgørelse over danskernes sundhed fordelt på geografi (selvom der selvfølgelig også er opsplitninger internt i byer).
Så ”modsvaret” skal ikke bare være at tvære mudder på Pia som personmen reelt at tage de bekymringer seriøst og bære ved til fortællingen om det opdelte Danmark, samt faktisk at komme med reelle alternativer.
Det kræver, at vi som venstrefløjen tør blive progressive omkring vores udmeldinger. At vi stopper ideen om hele tiden at snakke om at bevare ”det Danmark vi kender” med fri og lige adgang til uddannelse og sundhed (som om det har eksisteret!!!) At vi begynde reelt at snakke om en magtelite, som ikke vil os det alle godt. Snakke om den grundlæggende modsatrettede interesse mellem overklassen og resten af os.

Som jeg husker det, brillerede formanden for Rødt i Norge ved at udtale følgende under en valgkamp, hvor de blev beskyldt for brandbeskatning:
”Ja for helvede, jeg vil ”brandbeskatte” de rigeste! – og ved du hvad, selv hvis jeg tog 90 % af deres indtægter, så ville de stadigvæk tjene over en million om året og være rige!”

Jeg har til tider stadigvæk æren af at færdes i SUF-kredse i ny og næ, sidst jeg var ude og holde et oplæg, overhørte jeg en workshop, hvor deltagerne skulle fortælle hvorfor de blev socialister. Som så ofte før rejste en 14 årig sig og fortalte om, at han blev radikaliseret ved, at de ikke havde råd til noget derhjemme, mens flere klassekammerater i tide og utide skiftede ud i deres mærketøj.
Tænk hvis vi turde holde fast i det klassehad, og den brændende lyst til at ændre samfundet i en mere retfærdig og ligeværdig retning.